 |  | Esoteriske Slips Kap. 84 Det uvurderliges pris |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 84 Det uvurderliges pris Professor Lucide havde sovet elendigt. Klokken otte ringede han til instituttets direkte nummer uden helt at have gjort sig klart, hvad han ville sige. Heldigvis nåede han at afbryde før call-centeret svarede. Fru Knudsen kom nynnende, uventet allerede halvni. - De så vel min seddel i går? - Joh, tak. Professoren kunne godt huske, at han havde set den. Han fandt i smug den krøllede seddel i sin jakkelomme og nåede at læse hendes besked: ”Tusinde tak for den smukke figur. Den lyser op i vores vindueskarm og manden er lige så begejstret som jeg. Jeg vil gerne starte hos Dem fra morgenstunden, når De er taget på arbejde; De har et knus til gode. Deres mad er klar til ovnen”. Tak, tænkte han, så var han da advaret om, hvad der ventede ham. Men han nåede ikke at tage jakken på, før hun gik til angreb. Hun gav ham et fyldigt kram og kyssede ham på kinden. - Er jeg for slem ved Dem? Nu skal De få fred, når De har skrevet indkøbsseddel. Indkøb, tænkte Lucide. Ja, det skulle jo gøres. Hjulene må holdes i gang, så de ikke ruster. Der var kommet brev fra Statens Bilsyn, kom han i tanker om. Det må mekanikeren ordne, tænkte han. ”God dag, jeg vil gerne se på et syn, hvis De ligger inde med flere”, kluklo han og tog jakken på. Da Lucide havde skrevet sedlen, gjorde han sig klar til at køre. - De skal nu til syn, sagde han til fru Knudsen; hvert andet år er det vist. - Ja, svarede hun bare, min mands er også blevet indkaldt. Og så nærmest svævede hun ud i køkkenet. På vej til instituttet mindede han sig selv om, at han skulle ringe til mekanikeren. Bilen plejede jo i det daglige ikke at fejle noget. - Synes De min bil fejler noget, spurgte han portvagten. - Næh, skulle den det? - Nej, nej, det mener jeg heller ikke. Nå, jeg må op. Vil De være venlig at ringe op til mig. Jeg afventer en vigtig transport til Nationalmuseet. Bilen skal vel ikke på museum, tænkte portneren, da Lucide fandt sin plads, som af en eller anden grund var lidt bredere end alle de andre. Lucide åndede først lettet op, da han genså statuetterne i laboratoriet. Tænk at de gamle træskærere havde været så snedige; den ”prop” de havde brugt var simpelthen slået ud af en skive, som stammede fra det selv samme træ som figuren. Men hvordan, de havde fået den til næsten at vokse sammen med siderne i hullet, kunne han ikke regne ud. Det måtte andre tage sig af. Bladguldet må have været sædeles kostbart dengang. Måske bare skjult godt - eller en offergave til den guddom, som figuren repræsenterede. Nu måtte bilen fra museet gerne snart komme. Museets jurister havde flikket en mail sammen, som ingen kunne sætte en finger på. Jeg havde hentet Helga i går aftes halvsyv, men hun ville gerne i galleriet fra morgenstunden, så vi havde bare købt et par færdigretter på vejen herud. Gråmis var tydeligvis utilfreds med forplejningen. Han nøjedes med at kaste et blik på madskålen med tørfoder. Det var såmænd dyrt nok. Hun fortalte mig om arbejdet med Marias portræt, og jeg undrede mig over, hvad hun sagde, indtil det gik op for mig at hun ville male hele Maria. - Vær du glad for, at du ikke skulle stå model, som vor herre har skabt dig, sagde hun. - Mener du, at jeg ikke kan gå an? - Nej, lo hun, du går mere end an, men mænd er altså svære at fastholde i en given positur. Nej, det er godt, du ikke var der i går. Så ville jeg hellere have malet dig uden hende. Da vi havde spist, blev enige om at gå tidligt i seng. Vi havde begge følt os trætte. Hun tjekkede sin mail og kaldte på mig. - Læs lige her, det lyder som en dårlig vittighed. Jeg læste hendes post fra Nationalmuseet. Hm, havde jeg vist nok svaret; det, de oplyste om figurerne, passer meget godt med Mørks bedste bud. I dag ville hun ringe til museet og få deres tilbud verificeret. Det lød for godt til at være sandt. Jeg havde kørt hende hjem, da vi havde drukket morgenkaffe. Der er meget stille i gaden om formiddagen. Hun kunne ikke komme igennem til museet før klokken ti. Efter et par omstillinger lykkedes det hende at få fat i én, der kendte til sagen. Han bad om journalnummer og gerne et navn. - Jo, svarede han, jeg har Dem på skærmen nu. Jo, den er skam ægte nok. Der er sendt et rekommanderet brev, som De gerne skulle modtage i dag. De skal så aftale et tidspunkt med vores juridiske afdeling, eller blot underskrive begge eksemplarer af de to enslydende aftaler og returnere det ene hertil. De vil senere blive indbudt til at besigtige Deres figurer, når vi er klar til at udstille dem. Men det nemmeste er nok, hvis De har mulighed for at komme herind. Der er en række formalia om forsikringsforhold, som skal være ordnet inden otte dage. Ønsker De at aftale tid nu? Det var en ordentlig smøre. Hun havde sat medhør på. Da de havde afsluttet, kom Helga hen og satte sig over for mig. - Hørte du, hvad de sagde? De tilbyder mig dels en formue for at få lov til at udstille det gamle træværk - og dels, at jeg fortsat ejer det? Har jeg forstået det rigtigt? Det lyder helt skørt. - Ja, svarede jeg sagte, men derved undgår de at skabe en større sag om ejendomsretten. Hvis en retssag nogen sinde skulle blive rejst, og en dom gå dig imod, kan du beholde pengene, men nok sige farvel til figuren. Helga sad og funderede, før hun sagde noget. - Mørks svigersøn, Francois, har vist mere begreb om jura, end du og jeg tilsammen. Jeg tror, han kan hjælpe mig. Nogen gange ville jeg ønske, at jeg aldrig havde købt dem. - Ja. Du har helt ret. Men det er da interessant, at en genstand først tillægges værdi, når den kaldes kunst af ”kunstkendere”. Så køb du bare nogle flere! Esoteriske Slips Kap. 85 Velovervejet dialog Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
