Der var engang en sprudlende have. Heri var der liv, som det sjældent ses i disse dage. Mælkebøtter, roser, violer, tulipaner og alt derimellem blomstrede. Træernes kroner strakte sig mod himmelen og betragtede haven fra deres troner i skyerne. Buskene, med deres solide dragt, skærmede efter bedste evne havens beboere imod det der trængte sig på. Men særligt i denne have og alt dens pragt, i den lysning Verden ikke anede, her stod et beskedent Fuglebræt. Det brystede sig af traditioner, visioner – ja man skulle tro det aldrig havde været andet. Fugle fra små til store og fra grå til farverige de valfartede hertil. Hvorfor spørger du – det er jo blot et beskedent Fuglebræt? Jo ser du, Fuglebrættet forstod at betragte og nære disse Fugle, ikke for deres sang, ikke for deres klæder, selv ikke for deres plads i livet. Nej. Fuglebrættet så deres glæde, deres passion, deres drømme og det forstod at disse var mere end blot Fugle. De var familie. Uden fuglene havde Fuglebrættet ingen og det var alene. Således stod det her på sin plads, og delte af des glæde, des viden og det lyttede urokkeligt til hver og én af de Fugle, der måtte have noget på hjertet. Som årene gik, kom flere til – først ti så hundrede og dernæst, ja det har selv Jeg ikke tal på. Som haven den sprudlede, således gjorde Fuglene. Årene gik – et år, to år, mange år. I takt med at haven sprudlede mere og mere des sværere blev det for hækken at dække. Og da skete det. Verden så Fuglebrættet i haven. Verden anerkendte Fuglebrættet i haven. Verden missundede Fuglebrættet i haven. Fuglebrættet var nu ej ene. Verden sagde til fuglene:” Sangere i jeres prægtige klæder, hvis plads i livet ikke er bundet til jorden, hvorfor deler i jeres tilværelse hos dette beskedne Fuglebræt?”. Fuglene de sang da Fuglebrættets værd. Men Verden var ukuelig og svarede da: ”Drag ud, forlad jeres Fuglebræt, og jeg lover jer at i skal indtage jeres retmæssige plads blandt skyerne.” Fuglene, overvældet og forblændet af Verden, spredte deres vinger og fløj da atter ud. Fuglebrættet, beskedent som det var, så og tænkte at fugle jo kommer og går og det tav. Her stod det atter, i den lysning Verden nu anede, men det var tomt og uden mening. Fuglene de sang, viste deres pragt og fulgte Verden som det var dem blevet lovet. Fandt de da deres plads spørger du? Nej. For de havde forladt den, da de ikke så og forstod, hvilken glæde, passion og drøm Fuglebrættet havde i dem. |
