 |  | Logbog Kap. 5 Søren Skrot, Bedemanden og Paraplyforretningen |
 |
|
|||||||||||||
|
Note: I en næsten lukket cirkel fra Taarbæk over Lyngby, Gladsaxe, Rødovre, Avedøre og helt ud til Kongelunden, over Dragør og sluttende på Middelgrunden i Øresund ligger et antal forter og befæstningsværker, som er opført i årene 1879 - 1894. Disse forter er i forfald eller de er blevet mere eller mindre tildækket af jord fra de blev taget ud af brug i 1920erne. Med undtagelse af én landbefæstning, der som følge af en række mere eller mindre tilfældige omstændigheder er bevaret utildækket. Dog uden det artilleri, der i sin tid blev fremstillet på Krupps Grusonwerk i Tyskland og transporteret med jernbane til fortet, hvor skytset blev installeret for 120 år siden. I vore dage er fortet jævnligt åbent for offentligheden. En lille kreds har dannet en ”venneforening”, hvis formål er at støtte fortets ejer, ”Fonden”, som består af 7 udvalgte uberygtede danske mænd. Heraf er én imidlertid kvinde. Store dele af fortets indre udlejes til private, som har brug for lagerplads eller opmagasinering. Der har også været en del filmoptagelser. Ellers benyttes det store udenoms areal og glaciset af politiet når deres hunde skal trænes eller luftes og af militæret når rekrutter er på øvelse. I en årrække har meteorologisk institut lejet en af fortets mange bygninger, hvorfra der to gange i døgnet via en radiosondestation bliver nedtaget oplysninger om luftrummet over Københavns nordlige del. Oplysningerne har i mange år været en af forudsætningerne for udarbejdelsen af instituttets vejrudsigter. For et par år siden overtog Gentofte Kommune lejemålet, som nu bruges som hjemsted for beskæftigelsestilbud for handicappede unge. Skrothandleren havde til huse kun en lille times kørsel fra København. Han havde overtaget gården for en rimelig pris, da den var sat på tvangsauktion i starten af halvfjerdserne. Senere havde han solgt jorden fra, dels til Næsbyholm gods og dels til gårdejeren på den anden side af landevejen, men selv beholdt han staldene, laden og stuehuset. På få år skabte ”Søren Skrot” et større etablissement, hvor man kunne købe eller sælge hvad som helst. På et tidspunkt måtte han tilknytte en medhjælper, som havde lidt begreber om skat og regnskabsførelse. I dag er hans forretning kendt over hele Sjælland under navnet ”Næsbyholm Antik og Tak”. Han har også en del kunder fra hjemegnen nord for Vejle. Han måtte betale et klækkeligt beløb for at komme overens med lensgreven om brug af det geniale forretningsnavn. Senere havde han da også handlet lidt med godsforvalteren, som blandt andet leverede ham brænde fra Suserup Skov. Varesortimentet var bredt. Nye og brugte biler. Nye hvidevarer. Nye og brugte entreprenørmaskiner og landbrugsredskaber. Antikviteter og malerier. Brugt, men pænt tøj og arbejdstøj gerne med firmanavn/logo. Fabriksnyt IT-udstyr, cykler og knallerter, nedrivningstømmer, døre og vinduer. Møbler og brændeovne. Det eneste han ikke ville handle med var kvinder og dyr, som han sagde. Selv havde han kun de to store schæferhunde. Han havde haft rigeligt med dyr at gøre i barndommen i Randbøldal. Søren Skrot havde efterhånden fået mange kunder i Storkøbenhavn, så det blev hensigtsmæssigt at finde en supplerende opbevaringsplads. På trods af de to store schæferhunde, havde han i de senere år været plaget af indbrud. Som regel forsvandt der ikke noget af større værdi, men udgifterne til forsikring og reparation af døre og vinduer oversteg næsten omsætningen i forretningen. Snart skulle han have penge med hjemmefra til den daglige drift. Via en bekendt hørte han, at det var muligt at leje sig ind i et nedlagt fort nord for København. Det lykkedes ham at få kontakt til den lokale tilsynsførende løjtnant. Søren så her en enestående mulighed for at kunne opmagasinere nogle af de mange effekter, som han ellers møjsommeligt måtte transportere til København fra Næsbyholm. Der blev hurtigt udarbejdet en behørig lejekontrakt på fortets sidste ledige mandskabsrum, der var reserveret til udlejning. Rummet var tørt og forsynet med elektrisk lys og der var nem adgang dertil, uden trapper. Ud over den svære egetræsdør til selve rummet var hovedindgangen lukket og låst af en stor pansret port. Desuden var der ved indkørslen en høj gitterport, som var eneste adgangsvej til hele området. Det kunne sådan set ikke være bedre. På kontrakten underskrev han sig: Søren Skotte, Antikvitetshandler. En lille forretning på Tagensvej omfattede både en sjældent besøgt bedemandsforretning ved Carlo Blochs Efterfølger i stueetagen og en lille paraplyforretning i kælderen, Nordvestkvarterets Paraplyservice ved brødrene Amstrup. Ejendommens beboere var mest pensionister eller yngre studerende, som lige akkurat havde råd til den forlangte husleje. De havde stiftet en lille lejerforening, som ved beboernes indsats havde indrettet en gårdhave. De kendte alle Esben og Peter Amstrup, som rådede over to af de fire garager, der tilhørte husets forretningsdrivende. De talte sjældent med dem, men det var brødrene, der havde bekostet beplantningen og anlægget af græsplænen. Rustvognen var ikke i brug så tit, men Peter holdt den i tip-top stand. Den lille grå varevogn, som de brugte i paraplyforretningen, var samtidig deres fælles privatbil. I sine unge dage havde Esben haft halvpart i et lille velbesøgt værtshus. Efter konens død, var det blevet for anstrengende med de lange travle aftener, og det var blevet for tungt at håndtere bakkerne og kasserne, så nu hyggede han sig med paraplyerne. Lokalerne på Tagensvej havde brødrene overtaget, da de to tidligere indehavere havde besluttet at sælge. Esbens kone havde arvet en lille ødegård i Jämtland lidt nord for Østersund. Nærmeste by var Gäddede. To-tre gange om året plejede de at køre dertil. De gik lange ture i skoven og samlede kantareller, tyttebær og blåbær. Tændte op i ”spisen”. Eller han roede en lille morgentur på Stora Blåsjøn og fangede foreller til middagsmaden. Den lokale smed havde monteret holdere til en grillrist i den store pejs; det havde altid været så hyggeligt at vende fisken mens konen dækkede bord. Han havde husket at købe nye væger hos lampemanden i Gothersgade, så den gamle petroleumslampe kunne kaste glans over middagen. Robåden og især huset trængte til grundig vedligeholdelse; måske snarere istandsættelse. Han ville nødigt skille sig af med stedet. I paraplybranchen var det sørgeligt, at de fleste mennesker efterhånden kom med noget billigt bras, syntes Esben. Til gengæld var det en fornøjelse, når han en sjælden gang fik indleveret et stykke ordentlig engelsk håndværk, som var uopslideligt. De mest almindelige skader, huller fra cigaretgløder eller en bøjet eller knækket stiver, kunne han udbedre for en billig pris. Esben supplerede sine beskedne indtægter ved at studere dødsannoncerne i de førende aviser på det lokale bibliotek. Når han stødte på en annonce om en afdød 80-90-årig herre af det ”bedre borgerskab” opsporede han de nærmeste slægtninge, fandt navne og adresser og fremsendte en lille trykt gulnet faktura til en eller flere af de efterladte. Den enkelte faktura lød som regel på et beskedent beløb til dækning af en paraplyreparation foretaget adskillige måneder før dødsfaldet. Der var vedlagt en lille håndskrevet følgeseddel, hvor han beklagede henvendelsen og redegjorde for det udførte arbejde. Ofte modtog han det pågældende beløb på en check eller ved bankoverførsel. Af og til blev beløbet tilsendt kontant eller sågar afleveret i forretningen, som for det meste var åben 3-4 gange om ugen. Brødrene havde også en smule kørsel under navnet ”Byens Kurér”, når det drejede sig om diskrete forsendelser eller værditransporter. Det kunne være kontantbeløb, smykker, malerier eller mindre kunstgenstande. De havde aldrig modtaget en eneste klage. Byens Kurér bestod af de to biler, de to brødre og en automatisk telefonsvarer, som befandt sig i forretningen. Peter passede bedemandsforretningen og tog sig af selve kørselen; resten af arbejdet overlod han til en mere velrenommeret kollega der arbejdede for en af de største forretninger i branchen. Brødrenes bedste kunde var nok forsøgsgården på Rørdamsvej. Ofte småforsendelser. Rustvognen med de tilslørede ruder blev dog ikke brugt af forsøgsgården men af en helt anden kundekreds med behov for lidt større forsendelser, eksempelvis diskrete bortskaffelser af afdøde personer, der ellers kunne være generende for offentligheden og myndighedernes arbejde. I en længere periode var Peter nødt til at ”være lidt ude af cirkulation”. Imens passede Esben begge forretninger. Ingen gennemskuede Esbens dobbelttilværelse. Peter var sidst med sikkerhed set i lufthavnen i Kastrup, hvor han løste billet til London. Han blev uden resultat efterlyst af det engelske politi og fjorten dage senere af Interpol. Da han efter tre-fire måneder ikke var blevet fundet, tog Esben til grænsen i Sønderjylland. Der var ikke mange, der kunne se forskel på brødrene, når blot Esben tog sine læsebriller på. Han meldte sig i brorens navn til politiet i Padborg og fortalte, at han på vej hjem fra Sri Lanka havde mistet alle sine papirer og det meste af sin bagage. Efter to dage på et motel i Padborg og mange og lange samtaler med myndighederne på stedet, blev han udstyret med midlertidige identitetspapirer. Dvs. pas, kørekort, fødselsattest og dåbsattest. Så tog han tilbage til København som Peter Amstrup og genoptog brorens tilværelse samtidig med at han fortsatte sin egen. Forinden havde brødrene afvejet fordele og ulemper ved denne disposition. Risikoen for at blive afsløret var minimal. Begge havde stort kendskab til de to forretninger og de havde ingen nævneværdig bekendtskabskreds eller familie, som forventede at se dem sammen. Peter gjorde præcis som han var blevet instrueret om. Hjemme i Skovvangs Allé sov familien Clausen længe. Den var over otte, da Rufus ikke længere accepterede, at det var en morgensøvnig weekend. Efter en hurtig luftetur tog Christian bad. Han kunne lugte de varme rundstykker fra køkkenet. Børnene sov også længe; Nina var kommet hjem 00.30 som aftalt, og Simon var begyndt at sove længe om morgenen som de fleste drenge i den alder gerne har for vane. I dag skulle Christian montere gear og baghjul, så cyklen snart kunne komme ud på sin jomfrutur. Elizabeth ville nusse lidt i haven og se til de nyplantede potentiller, som hun havde sat ude langs med indkørslens bøgehæk. ”Åh, nej”, de kikkede på telefonen. Han kun lige så godt svare med det samme. ”Kriminalassistent Kristoffersen”, lød stemmen. Jeg håber, at jeg ikke forstyrrer Dem, men vi er nu kommet et skridt nærmere en opklaring af Jimmy Askhøjs død. Vi vil meget gerne tale med Dem allerede i dag. Kan De være her på Kildegårdsvej kl. et? Jeg kan også køre ud til Dem?”¦. Nej. men så venter jeg Dem her. Det er nr. 71 - lige over for sygehuset. Pokkers. Det var lige hvad der manglede. - Surt, sagde han, det var politiet i Gentofte. De vil tale med mig i dag om indbruddet på Rygaard. - Hvad tid? spurgte hun; det kunne åbenbart ikke vente til mandag. - Halv et. Jeg tager bilen. - Ja, sagde hun smilende, men du lover mig, at de ikke arresterer dig. - Tag plads, sagde Henny Lund, det er rart De kunne komme med så kort varsel. - Jeg troede stationen her var lukket? - Ja, så småt. Vores lille afdeling flytter i næste uge. Hun fortsatte: Vi er nu nået så vidt, at sagen om liget i bådhuset på Rygaard efterforskes som mordsag. Selv om Askhøjs situation sagtens kunne få et menneske til at give op, så er der for mange ting, der ikke stemmer. Undersøgelsen af kanylen gav brugbare aftryk og blodrester nok til en dna-prøve. Den havde i øvrigt indeholdt heroin, formentlig 1-5 ml i en 30 % opløsning. Der er ingen tvivl om at Askhøj har brugt kanylen. Nu skal vi bare finde injektionsmærker på hans arme eller ben. Vi venter svar fra retspatologisk institut. Wiren er ikke skyld i hans død. Han var død, da den blev lagt om hans hals. Nu kom Kristoffersen ind. - Har De Clausen nogen sinde været inde i bådehuset, spurgte Henny? - Nej, jeg ved godt at vi har en lille ældre båd liggende, men jeg har ærlig talt endnu ikke haft tid til at gå derned. Eller forsøgt at sejle i den. - De står jo næppe i vores kartotek. Har De noget imod at give os Deres fingeraftryk? Vi er nødt til at følge udelukkelsesmetoden her i starten. - Naturligvis ikke, svarede Clausen... Bagefter fik han en klud og lidt rensevæske, der stank afskyeligt. - Vi har i øvrigt fundet hængelåsen, fortsatte kommissæren. Den lå fem-seks meter ude i søen ikke langt fra bådehuset. Den er tydeligvis slået af med en hammer eller lignende. Nu skal vi undersøge Askhøjs fortid og finde den person, der åbenbart har haft grund til at slå ham ihjel. Hvis De skulle komme i tanker om noget påfaldende vedrørende Askhøjs arbejde og adfærd, hører vi gerne fra Dem. Askhøj er formentlig slået ihjel natten til i går. Og lige en ting til: Vi vil gerne have Deres tilladelse til at vores teknikere får adgang til samtlige mails til og fra Rygård. De kan blot underskrive her. - Gerne, svarede Clausen. Men De skal være klar over, at alle ansatte hidtil har kunnet skrive private mails fra arbejdspladsens pc, så længe det ikke forstyrrer deres arbejde for virksoheden. Jeg har ingen anelse om, hvad disse mails kan indeholde! Det rigtigste vil nok være, at personalet i det mindste orienteres om politiets læsning af deres korrespondence. Logbog Kap. 6 e-mail om Clausen Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-02-05 16:27:49 |
hej; er detteher starten? Ellers vær lige sød at lægge link til indgangskapitlet! venligst ...
| mille | 2013-02-16 10:03:30 |
- kikkede lige lidt videre - undskyld skimmelæsningen - men nu må der ikke komme flere personer, flere forviklinger, så går min hjerne simpelthen op i spiraler - jeg har jo lovet at læse i denne week-end, men havde det været en købebog, ville den altså ha fået lov til at ligge
- men jeg holder hvad jeg har lovet og læser videre senere, godt du har links til næste kap. ellers var jeg nok gået død i det
- men jeg holder hvad jeg har lovet og læser videre senere, godt du har links til næste kap. ellers var jeg nok gået død i det
| nhuth | 2013-02-16 10:55:44 |
Kære Mille, tusinde tak for din læsning og kommentar.
Nej, en "købebog" bliver der nok ikke tale om.
Jeg er måske nået til en "grænse" for mine skriverevner. Men stædig (som nogen siger, at jeg er) fortsætter jeg jo nok.
Jeg kan ikke andet.
Men du holder da liv i mig. Tak.
Nhuth
Nej, en "købebog" bliver der nok ikke tale om.
Jeg er måske nået til en "grænse" for mine skriverevner. Men stædig (som nogen siger, at jeg er) fortsætter jeg jo nok.
Jeg kan ikke andet.
Men du holder da liv i mig. Tak.
Nhuth
| mille | 2013-02-17 09:38:23 |
- nu søndag med friske øjne synes jeg dette kapitel fungerer - men med ganske få oplysninger om den døde i bådehuset - kunne dette her godt være starten
- scenen/kulissen er fint sat op - og dobbeltidentiteten får sikker stor betydning -
- begrænsningens kunst er svær, og jeg mente altså min ironiske bemærkning om lærere og "snik-snak" alvorligt, jeg har oplevet alt for mange lærere og journalister, der lader ordene løbe i stride strømme uden at sortere - jeg har selv haft rigtig megen gavn af at få stillet opgaver på tid i forbindelse med højskoleophold - at få en fast opgave på saxos online forfatterskole - og at læse op for andre, der gider høre på en - jeg er i en lille fysisk skrivegruppe, hvor vi mødes en gang om måneden
- når du læser højt for andre kommer langsommelige forløb til at virke dræbende, fortællinger der glider deruda`med spændingskurven pænt stigende holder tilhørerne fanget - det samme gælder, når man læser en tekst - men det ved du jo alt om fra dit arbejdsliv:)))
- scenen/kulissen er fint sat op - og dobbeltidentiteten får sikker stor betydning -
- begrænsningens kunst er svær, og jeg mente altså min ironiske bemærkning om lærere og "snik-snak" alvorligt, jeg har oplevet alt for mange lærere og journalister, der lader ordene løbe i stride strømme uden at sortere - jeg har selv haft rigtig megen gavn af at få stillet opgaver på tid i forbindelse med højskoleophold - at få en fast opgave på saxos online forfatterskole - og at læse op for andre, der gider høre på en - jeg er i en lille fysisk skrivegruppe, hvor vi mødes en gang om måneden
- når du læser højt for andre kommer langsommelige forløb til at virke dræbende, fortællinger der glider deruda`med spændingskurven pænt stigende holder tilhørerne fanget - det samme gælder, når man læser en tekst - men det ved du jo alt om fra dit arbejdsliv:)))
| nhuth | 2013-02-17 10:39:30 |
Om de sidste tre linjer: Ja, måske elle en fængslende stemmeføring.
| mille | 2013-02-17 10:56:05 |
- ja i virkelighedens verden er hele personen medvirkende det samme er situationen, elever er ofte tilbøjelige til at lytte selv om de egentlig ikke gider
- selvfølgelig betyder stemmeføringen noget, men så har du misforstået min pointe - som går ud på, at historien glider let og ubesværet fremad
- selvfølgelig betyder stemmeføringen noget, men så har du misforstået min pointe - som går ud på, at historien glider let og ubesværet fremad
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Logbog - Del af roman
eller i "min profil"
Tak for opmærksomheden
Vh.Nhuth