 |  | Logbog Kap. 6 e-mail om Clausen |
 |
|
|||||||||||||
|
Der var en velsignet ro inden menigheden indfandt sig før gudstjenesten. Helene Kildemose var altid i god tid. Så var hun også sikker på at få sin plads på fjerde række helt ude til højre. Hun holdt meget af Sct. Augustins Kirke på Jagtvej. Duften, lyset, og stilheden var godt for sjælen. I Esajaskirken, som hun også besøgte af og til, satte hun især pris på de faste kirkesangere. Der var en yngre meget smuk kvinde, der med sin fortryllende sopran og funklende øjne kunne forføre og betage ethvert menneskeligt væsen. Helene havde en dag lejlighed til at møde hende efter gudstjenesten. De trykkede hånd og en varm strøm løb gennem hendes krop. Hun vidste godt hvad det betød, men hun måtte endnu en gang jage tankerne på flugt. Marinella Monarda hed korsangeren. Der måtte vel være omkring 30 år imellem dem. Den gamle kloge direktørs sidste brev til hende indeholdt måske det bedste nogen kunne give hende: ”Vi må både være tro mod Guds skaberværk og vores medfødte natur og drifter”. Hun var ikke i tvivl om, at han havde sigtet til hendes seksuelle orientering. Og hun mærkede at hun ikke længere kunne og ville trodse sin lyst. Det var nu eller aldrig. Hun måtte ud af det fængsel, som hun havde søgt tilflugt i siden hun først opgav drengene og senere mændene. Ægteskabet havde været godt nok. Gudmund, den kære sjæl, havde aldrig haft nogen anelse om hendes ægte jeg. Hun nægtede ham intet. Han døde, kun 33 år gammel, bevidst om hendes hengivenhed. Hun havde brugt ham som legitimation for at skjule og fortrænge sine behov for kvindelig erotik og uforbeholden sanselighed, men hun havde elsket ham. På vej hjem tog hun beslutningen: Den første prøvekanin på hendes længe nærede behov for åbenhed skulle være Christian Clausen. Senere måtte hun måske bekende kulør over for en præst for at komme overens med sin gud. I Bondebyen i Lyngby emmede der af søndagsfred. Gry elskede at være med, når ovnen var kølet så tilpas ned, at den kunne åbnes. Som regel var resultatet godt. Af og til overraskende godt, som i dag hvor moren havde eksperimenteret med chamotte og nye glasurer. I dag var det mere end vellykket. Moren kastede sig over Gry og jublede: Endelig. Se den smukke blå halvmatte overflade. Gider du hjælpe mig med at tømme ovnen? Man kunne akkurat lige holde på lertøjet uden at brænde sig. - Hvordan går det med dig og Nina? Kan I tale sammen? Eller er det for meget for hende? spurgte hun Gry. - Åh, du ved mor, de snakker jo ikke om det på den måde hjemme hos dem. Men jeg synes det er fint nok, at vi bare er gode veninder. Hun er skidesød. - Skal vi sætte de pæneste ting frem i vinduet? Moren nikkede og gjorde plads på hylderne. De nye potter ville gå som varmt brød. De faste kunder kiggede altid indenfor, når der var nyt lertøj i vinduet. Hun modtog også bestillinger fra kunder, som ønskede helt unikke stykker; ofte figurer som hun fremstillede efter et foto eller en tegning. Clausen noterede sig at rønnebærrene var modne. Det ærgrede ham, at cyklen ikke var blevet færdig. I næste uge ville han tage fri en halv dag eller to. Måske skulle han købe en lille smart bil til Elizabeth. Så var hun ikke så afhængig af ham, når udstillingerne skulle klargøres. Hun ville male, så de aftalte, at han godt kunne tage på Rygård et par timer. I dag ville han i det mindste ikke blive forstyrret. Der var højst en håndfuld medarbejdere på job på Rygaard om søndagen. Ja, og så dem på forsøgsgården, hvor heller ikke dyrene kendte til helligdage. Han standsede bilen ved vognporten. Andersen stod med tommelfingrene i selestropperne og beundrede georginerne. Dagens første skrå fløj i en elegant bue og landede bag ved fuglebadet. - God morgen Andersen, sagde direktøren. De står nok og nyder resultatet af Deres anstrengelser. - Joh, de er fine i år og helt fri for lus. Det er synd at blomsterne ikke bliver brugt mere. Før i tiden brugte vi mange buketter oppe i hovedbygningen. Men det kan da være, at Deichmanns dekoratører gør det bedre end Kirstine, sagde Andersen og skævede til direktøren. - Nej, det kan jeg ikke tro. Det er da også fjollet, når huset selv kan præstere så flotte blomster, svarede direktøren; hvad sprøjter De dem med? - Hm, svarede Andersen; jeg sprøjter helst ikke. Men en god brugt skrå lagt over knolden gør underværker. Clausen smilede; Elizabeth ville sikkert blive henrykt over at høre den enkle opskrift! Men han ville nu nok først prøve med lidt pibekrads. - Det med buketterne skal jeg lige tale med Rosenkilde om, så aftalen med leverandøren bliver ændret. Husk mig gerne på det ved lejlighed. Jeg er meget glad for, at De fortalte mig om det. Sådan en mand er god at kende, tænkte han. Der var dejligt stille i de tomme kontorer. Han fortrød bitterligt det lille eventyr med Susan, da han sidste år var indbudt til en jagt hos Alexander Fritte på Rævlinggård. Godsets hovedbygning var restaureret fra kælder til kvist og udstyret med alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger for at være et fristed for godsejeren, tidligere kammerherre, Ulrich Fritte og de mange celebre gæster. Enkelte af deltagerne i jagten var lige som Clausen ankommet i god tid dagen forinden. Om aftenen havde Laura Fritte og Susan kedet sig under de store jægeres højrøstede udveksling af historier fra tidligere jagter. Da Alexanders far, Ulrich, havde trukket sig tilbage til sine gemakker, lagde ”pigerne” noget Stones på musikanlægget. De havde alle fået lidt at drikke; de småkyssede og lod sig forføre til ”Let it Bleed”. Snart fulgtes Susan med Christian op til gæsteværelserne. De boede dør om dør. Han kunne, eller ville ikke modstå hendes dådyrøjne. Klokken var kun halvtolv. Han havde næppe lukket døren bag hende før hun kyssede ham lidenskabeligt og længe. De slap ikke hinanden, mens de fortsatte dansen hen til sengen og lod sig opsluge af sanseligt, næsten dyrisk begær. Han havde begærligt nydt hendes varme, imødekommende behov, og hendes betagende krop centimeter for centimeter. Det var bedst at glemme det. Men svært. Han satte sig foran computerskærmen. USB-nøglen lod sig uden videre åbne. Nogle af mapperne kunne han straks genkende. Han valgte ”Clausenmail”. Her lå 30-40 dokumenter. Så mange mails havde han ikke sendt til nogen på Rygaard. Han prøvede sig frem. Han valgte Best Point 7, 30.6.” Det var kopi af en mail fra det rådgivende konsulentfirma Best Point til direktør Hansen. ”Idet vi henviser til 2. Interview med ansøger CC er vores foreløbige vurdering entydig. Han scorer max. point i samtlige spørgsmål. Der kunne iagttages enkelte overspring vedrørende relationerne til firmaet Balta A/S. Han havde øjensynligt deltaget i et jagtselskab på familiens gods, hvor han havde virket uoplagt og fraværende. På vores spørgsmål om hans ægteskab med Elizabeth C nedtonede han hustruens bekymringer om deres privatforbrug. Dette ligger imidlertid uden for vores kommissorium. Vi konkluderer, at CC er et af de tre bedst kvalificerede emner. Og vi vender snarest tilbage til Dem”. Her var der antydning af USB-stikkets retmæssige ejermand. Men ingen han kendte. Først i fjerde forsøg var der bid: ”Til Sandra. CC.” Fra hvem? Nu, hvor Susan sad i forkontoret, og Sandra var placeret som ansvarlig for kommunikationsenheden, følte han sig trængt op i en krog. Der kunne jo kun være tale om Sandra Mitchell. Men hvorfor skulle hun lagre mails på et USB-stk? Logbog Kap. 7 'Seven Seas' Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
 | mille | 2013-02-17 09:50:16 |
- synes spændingskurven stiger pænt her, fint at jeg allerede nu får åbnet for den spændende usb-nøgle - men måske hævner det sig senere
- ved ikke hvor langt jeg når i dag - efter en timestid bliver jeg som oftest træt af "skærmlæsning" vi har en betalæserstation, hvor vi udveksler færdige manus med andre, den er gratis ligesom denne side og udsprunget af saxo - vi udveksler mails og sender hele manus til hinanden, læser og kommenterer - når jeg får sådan en roman printer jeg den ud, og tager den med mig ud i haven, i toget, i bussen osv. det kunne jeg selvfølgelig også gøre med min lille bærbare, men det har jeg ikke rigtig vænnet mig til - glemmer så at lade op osv.
- hvis jeg ikke når ret meget i dag, skriver jeg et "brev" herinde, så kan du få min mail og sende hele molevitten - så er der større chance for, at jeg får det læst
- selvfølgelig bare, hvis du er interesseret
- ved ikke hvor langt jeg når i dag - efter en timestid bliver jeg som oftest træt af "skærmlæsning" vi har en betalæserstation, hvor vi udveksler færdige manus med andre, den er gratis ligesom denne side og udsprunget af saxo - vi udveksler mails og sender hele manus til hinanden, læser og kommenterer - når jeg får sådan en roman printer jeg den ud, og tager den med mig ud i haven, i toget, i bussen osv. det kunne jeg selvfølgelig også gøre med min lille bærbare, men det har jeg ikke rigtig vænnet mig til - glemmer så at lade op osv.
- hvis jeg ikke når ret meget i dag, skriver jeg et "brev" herinde, så kan du få min mail og sende hele molevitten - så er der større chance for, at jeg får det læst
- selvfølgelig bare, hvis du er interesseret
| nhuth | 2013-02-17 10:41:52 |
Fint, så sender jeg dig hele teksten. Altså de 80-90%, jeg har liggende.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
