 |  | Stor beslutning. |
 |
|
|||||||||||||
|
En let gysen går gennem Nis ved tanken om hvor tæt de var på at miste livet i et lumsk baghold, den falske munk havde slået nattens munk ihjel. Altså var hans ord til troende, og Abbedens ord var ikke som han havde troet, men et skjul for abbeden selv. Måske er den falske, fulgt efter dem helt fra Hagenskov, og først i Haderslev hos abbeden er han trukket i munkekoften for at komme tæt nok på, til at slå dem ihjel. Hvis det er sådan det er foregået, så er det en god hævn for tabet af hans far. Nis føler en lettelse ved den tanke. "Signe, - man skulle tro du var født på en hest," siger Nis med overbevisning i stemmen, og smiler. "Det er din skyld," svarer hun og fortsætter. "Jeg har næsten siddet på en hest hver dag, siden vi traf hinanden så det giver sig selv, og i dag har du reddet mit liv, det vil jeg altid huske” Nis sidder og lytter, at tale med en pige om alt og så føle at det er rart, det har han aldrig tænkt på. Næste gang lejlighed byder sig vil han spørge, han ser igen på Signe, og har truffet en stor beslutning. Længere fremme bliver der mere liv. Stude driverne går i lange rækker sydpå og der kommer okser belæsset med varer den anden vej. Langt om længe er de kommet ind på hærvejen, den er tidens forbindelse mellem Viborg og Slesvig, efter en tid på vejen besluttede de sig for at spørge en af stude driverne om vejen mod Ribe. "Længere ude af vejen" forklarer driveren, "vil i komme til Oxenvad kirke, der kan i få en bedre forklaring." Da solen er på vej over i vest, nærmer de sig kirken. Pladsen foran er den eneste rydning, ellers er der egeskov så langt øjet kan se til alle sider. Ved siden af kirken ligger der et træhus med mos på taget og røgen stiger dovent op af en lyre øverst oppe. Knap har de stillet hestene ind under pladsens eneste træ, før en præst i brun kofte og med et krucifiks hængende ned over maven, kommer over imod dem under træet. "Guds fred," siger han og kigger på tavlekisten. "Er du blevet tavleholder for klostrene?" "Ja, Kisten skal til Ribe, det indestår jeg for." Præsten kan se at tavleholderen mener det alvorligt, og tilføjer. "Det er der ingen fare her. I kan overnatte i kirkens rum, mandsdøren kan stænges indefra, så ingen kan komme ind. I kan gå ind med hvad I har og komme over i huset bagefter". "Vi kan ikke forlade kisten," siger Nis. “ og ser for første gang præstens ansigt. "Det er helt din beslutning, Jeg åbner til kirken". Præsten, har allerede nøglen i hånden, inden han begynder at gå. Nis er rådvild; er han for eller imod. "Vent her," han stiller kisten ved siden af Signe. Præsten har åbnet mandsdøren og Nis har besluttet, at han vil stille ham et spørgsmål, han når at fange ham inden han går ind i kirken. "Kongens mænd" begynder han, " er begyndt at hverve nye soldater på deres vej mod kysten?". "Dem får Kongen sandelig også brug for inden længe, med den Gudsforagt, han lægger for dagen," svarer præsten. Nis kan høre at præsten, mener hvert ord. "Jeg var lidt stille før med at sige ja," begynder Nis "men jeg har en bekendelse at gøre." "Da går vi ind i kirken og sætter os." Præsten er på vej ind og han følger efter. "Har du en mønt?" spørger præsten, efter de har sat sig. Nis nikker Ja, og nu bekender han at han har været sammen med Signe. Og han vil gifte sig med hende, hvis præsten vil gifte dem. "Det er vist mere end du har mønt til," siger præsten tvivlende. "Måske," siger Nis og tager de tre store mønter ud af luffen. Det er noget, der får selv en præst på andre tanker. "Har du talt med pigen." Præsten er nu yderst interesseret i den sammenkomst. "Hvis præsten gør sig klar, bringer jeg Signe". Nis går ud af kirken og lige hen til Signe under træet. "Jeg har talt med præsten og hvis du vil giftes med mig i dag, så går vi ind i kirken". Signe har tårer i øjnene, da hun får fremstammet et " ja". Nis tager tavlekisten under armen.og går mod døren i kirkens nordlige ende og Signe går ind af døren i den sydlige og lidt efter, står de foran den ventende præst. Den aften får de Herrens velsignelse. Da Nis takker præsten, glider der lige så stille tre mønter over i præstens hånd. Det er de første og bedste mønter, han nogensinde har givet væk. De henter de sidste ting ude på hestene, og inden solen sender de sidste stråler ind på døren, lukkes den indefra med en slå. stor Beslutning 2 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-06-02 09:57:31 |
jamen; må da gentage mig selv 'FREMRAGENDE'!
Jeg tror, du har stof til en hel, historisk roman?
venligst ...
Jeg tror, du har stof til en hel, historisk roman?
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
