 |  | Kærlighedens smerte |
 |
|
|||||||||||||
|
Han tog min hånd og så mig ind i øjnene. Alting var perfekt! De millioner af stjerner skinnede hen over hovederne på os og fulgte opmærksomt med i vores lille samtale. De betragtede hver eneste bevægelse vi lavede. Han lænede sig frem imod mig. Duften af ham fik det til at kildre i min mave. Han kyssede mig blidt og kiggede derefter på mig. "Tak for den mest fantastiske sommer nogensinde.... Jeg elsker dig virkelig", han smilede skævt til mig og jeg forsvandt ind i hans store brune øjne. Jeg lagde mig ned på tæppet og lagde mit hoved i hans skød. Jeg så på ham og smilede. Alting var bare så perfekt! "Isabell høre du overhovedet efter?", spurgte min lære lidt surt. Jeg så overrasket op på hende. Jeg var tilbage i klassen..... jeg var ikke længere nede ved søen hvor Liam og jeg i sommers havde sovet i telt. Liam..... Det var som om nogen begyndte at hælde en ætsende syre ud over min hud.... eller som om nogen prøvede at flå mit allerede øddelagte hjerte ud af min krop. Jeg nikkede svagt til min lære og prøvede at komme til at tænke på noget andet. Men.... hvad var det egentligt der gik galt? Hvorfor ombestemte han sig da vi startede i skole. Jeg blev endnu engang opslugt af mine dagdrømme. Skolegården vrimlede med elever der alle skyndte sig afsted. Og der stod vi så. Helt henne ved muren og prøvede at komme på noget at sige. Imens folk bare gik forbi os, uden at bemærke at vi var der. "Jeg tror bare ikke det skal være os..... jeg....", han gik i stå. Jeg så ned i asfalten. Den var hullet og øddelagt, efter den enorme mængde sne der kom sidste år. Ligesom mange af de små veje rundt omkring herude, havde asfalten ikke kunne holde for presset og nu var der en million huller..... huller som skolen ikke havde råd til at få fyldt ud. Jeg ledte panisk mit hoved igennem, for at finde noget at sige. Hver eneste lille bitte støvede krog blev der søgt i, men jeg fandt intet. Han så lidt på mig og jeg stirrede stift ned i asfalten. Hvis jeg så på ham nu ville tårene straks løbe ned over kinderne på mig. "Tak for en god sommer..... øhm..... vi ses", han gav mig et kram. Jeg tog en dyb indånding. Jeg ville huske duften af ham for evigt. Han gav slip og gik. Der stod jeg tilbage og lod stille og roligt tårene løbe ned over mine kinder. Noget brændte inde i mig. Jeg slog armene om mig selv..... jeg havde en underlig følelse af at jeg ville falde helt fra hinanden hvis jeg ikke gjorde det. En klokke ringede et sted langt borte..... Klassen blev fyldt med larm. Folk råbte til hinanden om at de skulle skynde sig og at de skulle huske en masse ting. jeg rejste mig, som i en trance agtig tilstand og begyndte at pakke mine ting sammen. Siden den dag var mit liv faldet fra hinanden. Jeg havde svært ved at smile..... bare at prøve at tvinge et smil frem fik det til at brænde inden i mig og nu havde jeg helt opgivet at prøve. Jeg gik ud på gangen og tog min jakke. Så gik turen hjem. Alting var som det plejede. Bilerne kørte forbi mig, med en fart på 100 km/t og ænsede nærmest ikke at jeg var der. Alle elever overså mig, selv de piger jeg engang havde været så gode venner med, kiggede væk når jeg kom gående forbi. Der var ikke et eneste menneske der sagde hej til mig. Jeg cyklede forbi Daglig Brugsen. Jeg bremsede op da jeg så Liam og.... Carina. De gik hånd i hånd og smilede til hinanden. Carine puffede lidt til ham og de grinte begge to. Noget inden i mig, rørte på sig. Sorgen væltede ind over mig, som kæmpe store bølger. Jeg var ved at drukne, men kæmpede febrilsk for at komme op til overfladen igen, så jeg kunne tænke klart. Jeg slog armene om mig selv, da mit hjerte begyndte at brænde. Hvor længe jeg stod der og så ned i jorden ved jeg ikke, men jeg stod der længe. Den kolde efterårsvind fløj igennem min tynde sommerjakke og fik mig til at ryste af kulde. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at cykle videre, kunne jeg næsten ikke mærke mine fingre. De var som små istapper. Jeg satte mig op på min cykel og så en sidste gang hen på Liam og Carina..... Tårene flød ned over min kinder. Det føltes som om at hver dråbe frøs til is på mine kinder. Jeg begyndte at cykle.... hurtigt, jeg ville langt væk fra dem. Nu havde jeg kun en tanke i hovedet..... en tanke der nu skulle afslutte mit liv! I stedet for at cykle hjem, cyklede jeg ud til søen. Jeg så hen på broen. Derfra havde Liam og jeg sprunget i, i sommers. Vi havde badet meget hernede og havde altid hygget os. Jeg smed min cykel i en hæk, sammen med min skoletaske. Jeg gik ud på broen. Da jeg kom halvvejs stoppede jeg op og tog min jakke og mine sko af. Jeg gik ud til kanten. Vandet under mig, så sort og farligt ud. Det ventede bare på at jeg sprang i, så det kunne lamme mig med kulden og bagefter trække alt luften ud af mig. "Lad være", sagde en rolig stemme bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om. Der stod Kasper, en dreng der gik en klasse over mig. Tårene flød ned over mine kinder, men jeg blev ikke flov.... for det kunne jo være ligegyldigt, om lidt ville jeg alligevel være væk og så kunne folk jo være ligeglade med om jeg havde grædt foran en dreng fra niende. "Hvorfor?", jeg prøvede at få så meget kræft i min stemme som muligt, men den knækkede over og endnu flere tåre strømmede frem. "Fordi..... dit liv er bedre end det", han så bestemt på mig, men bag hans facade så jeg alligevel lidt bekymring.... eller nej jeg så sikkert syner, hvorfor skulle han bekymre sig om mig? Jeg rystede svagt på hovedet, da jeg ikke kunne få et eneste ord frem. "Uanset hvem eller hvad der får dig til det her.... så vil jeg ikke lade dig gøre det", han tog et skridt hen imod mig og stoppede tøvende op, for at se min reaktion. Jeg stod bare, som var jeg frosset fast. "Du kan ikke bare hoppe i på den måde.... tænk på alle de mennesker der holder af dig.... hvad med dine forældre?", han tog et skridt mere hen imod mig og fik mindsket afstanden imellem os en del. Jeg så på ham. Hans brune hår strittede ud til alle sider. Han var bleg og hans lyseblå, næsten hvide, øjne skinnede af selvtillid. Han tog endnu et skridt hen imod mig, denne gang et stort skridt. Nu var han kun et enkelt skridt væk. Han så mig ind i øjnene. "Hvad med dine forældre?", spurgte han igen. Han rækte en hånd frem imod mig. Jeg rystede af kulde og hans hånd så varm ud..... meget varm endda. Jeg så mig selv hen over skulderen, ud på det sorte vand der kaldte på mig og ville have mig til at hoppe i. Jeg så igen på ham, ind i hans øjne. Han holdte stadig sin hånd frem. Jeg løftede rystende min hånd. Jeg tøvede lidt, men lagde den så i hans. Hans varme hud brændte imod min. Han trak mig tæt ind til ham. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop. Tårene løb stadig.... men nu var det glædes tåre. Skrevet af; Silja Hainsworth | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2010-11-09 21:22:57 |
Hej Silja,
Lad mig starte med at udtrykke min store glæde over din evne til at formulere dig og beskrive en stemningsfyldt situation. Jeg kan faktisk ikke få din unge alder til at hænge sammen med den formulering, jeg netop har læst ;-)
Lidt godt og lidt skidt:
Du har en fin forumulering: "Jeg slog armene om mig selv..... jeg havde en underlig følelse af at jeg ville falde helt fra hinanden hvis jeg ikke gjorde det". I meget bogstavelig forstand forsøger pigen at holde sammen på sig selv og holde fokus på, at hun ikke vil gå i opbrud der i skolegården.
Hen mod slutningen bliver din fortælling rigtig spændende (på broen). Vil det mon lykkes drengen at redde pigen, eller springer hun i? Og trods den noget triste historie endte den jo godt, som en rigtig kærlighedshistorie skal ;-)
Hele din historie er meget fint bundet op på pigens uforløste kærlighed til drengen, og du springer fint i tiden, så det ikke blot bliver en slavisk fortælling. Men det afsnit, hvor du begynder at fortælle om den hullede asfalt og skolen der ikke havde råd til at reparere den, falder helt udenfor, synes jeg. Det virker ikke troværdigt, at pigen i den situation pludselig skulle gøre sig disse tanker, når drengen jo ellers konstant fylder hendes sind.
Der hvor pigen stopper op på cyklen og ser drengen med en ny pige, beskriver du fint, at hun fryser fast - billedeligt, men du skriver så videre, at hun står der længe og fingrene er som istapper. Altså må der være gået noget tid, hvor hun har været i trance. Men drengen og den nye pige er stadig i sigte? Det lyder mærkeligt. Kom de ikke blot gående forbi et sted, hvor hun kunne observere dem?
Anyway - det er detaljer ;-)
Endelig vil jeg forslå dig at løbe din tekst igennem for stavefejl. Det vil højne dig histories kvalitet yderligere.
Men du er 14 år? Sejt gået. Bliv endelig ved med dine bidrag ;-)
Venligst fra Jesper
F.I.S
Lad mig starte med at udtrykke min store glæde over din evne til at formulere dig og beskrive en stemningsfyldt situation. Jeg kan faktisk ikke få din unge alder til at hænge sammen med den formulering, jeg netop har læst ;-)
Lidt godt og lidt skidt:
Du har en fin forumulering: "Jeg slog armene om mig selv..... jeg havde en underlig følelse af at jeg ville falde helt fra hinanden hvis jeg ikke gjorde det". I meget bogstavelig forstand forsøger pigen at holde sammen på sig selv og holde fokus på, at hun ikke vil gå i opbrud der i skolegården.
Hen mod slutningen bliver din fortælling rigtig spændende (på broen). Vil det mon lykkes drengen at redde pigen, eller springer hun i? Og trods den noget triste historie endte den jo godt, som en rigtig kærlighedshistorie skal ;-)
Hele din historie er meget fint bundet op på pigens uforløste kærlighed til drengen, og du springer fint i tiden, så det ikke blot bliver en slavisk fortælling. Men det afsnit, hvor du begynder at fortælle om den hullede asfalt og skolen der ikke havde råd til at reparere den, falder helt udenfor, synes jeg. Det virker ikke troværdigt, at pigen i den situation pludselig skulle gøre sig disse tanker, når drengen jo ellers konstant fylder hendes sind.
Der hvor pigen stopper op på cyklen og ser drengen med en ny pige, beskriver du fint, at hun fryser fast - billedeligt, men du skriver så videre, at hun står der længe og fingrene er som istapper. Altså må der være gået noget tid, hvor hun har været i trance. Men drengen og den nye pige er stadig i sigte? Det lyder mærkeligt. Kom de ikke blot gående forbi et sted, hvor hun kunne observere dem?
Anyway - det er detaljer ;-)
Endelig vil jeg forslå dig at løbe din tekst igennem for stavefejl. Det vil højne dig histories kvalitet yderligere.
Men du er 14 år? Sejt gået. Bliv endelig ved med dine bidrag ;-)
Venligst fra Jesper
F.I.S
| haleløs | 2011-02-19 15:20:58 |
Levende og følsom beskrivelse af en skrøbelig, flygtig teenagers forelskelse og dagdrømmeri. Fine skift, bl.a. der, hvor Isabell 'vækkes' fra sit dagdrømmeri af sin lærer.
Enig med Jesper i hans kommentarer!
Fortsæt endelig med at skrive, du!
venligst ...
PS anbefaler dig at opsøge de andre aktive teenageforfattere her inde: ' kundennehelene ' og ' Teen_christina '. Brug søgefunktionen øverst til højre!
Enig med Jesper i hans kommentarer!
Fortsæt endelig med at skrive, du!
venligst ...
PS anbefaler dig at opsøge de andre aktive teenageforfattere her inde: ' kundennehelene ' og ' Teen_christina '. Brug søgefunktionen øverst til højre!
| Lau G.N. | 2011-11-10 18:19:32 |
jeg er imponeret af dine formuleringer og dine levende måde at skrive / beskrive på.
jeg ved hvor svært det kan være, at skrive om selvmord, ( har lige skrevet om et.) men jeg syntes du gør det helt perfekt, ikke overdrevet og heller ikke for overfladisk. (tommel op for det) C):)
og jeg er enig med Jesper og Haleløs: bla. din beksrivelse af Asfalten, så var det måske, kun måske!! bedre med hans fødder eller hendes. ved ikke. jeg er ikke klog på kærlighed. ( det kan min kærest bakke mig op i ;) )
skriv endlig mere Du ny udsprugne forfatterspire. ^.^
Hilsen en NatteRavn
jeg ved hvor svært det kan være, at skrive om selvmord, ( har lige skrevet om et.) men jeg syntes du gør det helt perfekt, ikke overdrevet og heller ikke for overfladisk. (tommel op for det) C):)
og jeg er enig med Jesper og Haleløs: bla. din beksrivelse af Asfalten, så var det måske, kun måske!! bedre med hans fødder eller hendes. ved ikke. jeg er ikke klog på kærlighed. ( det kan min kærest bakke mig op i ;) )
skriv endlig mere Du ny udsprugne forfatterspire. ^.^
Hilsen en NatteRavn
| svalerne | 2011-12-02 22:37:28 |
Jeg kom forbi din tekst og blev fanget, det er smukt og hudløst skrevet. I modsætning til flere af de andre synes jeg asfalthullerne er ok, det er den slags dumme småting som man står og glor på, når der sker noget helt vildt stort negativt for én, synes jeg. bedste hilsner
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
