 |  | Emilie og Jonas I |
 |
|
|||||||||||||
|
»Pis, pis, pis!!« Nu havde det åndssvage vækkeur igen ikke ringet! Det var en konspiration, var hun sikker på. Det måtte være en eller anden kosmisk straf fra hendes tidligere liv som parkeringsvagt eller revisor, der kom tilbage nu og hævnede sig. Det skete sgu altid når hun skulle have matematik. Læreren var ikke ligefrem vild med hende i forvejen. Hun stønnede ud af sine sammenbidte tænder, smed sin skoletaske på ryggen og løb mod skolen. Gangene var tomme da hun trådte ind af de to store døre ved hovedindgangen. Kun kantinen havde et par elever hængende der hellere ville nyde morgenkaffen end nå første time på halv blus. Hun åbnede forsigtigt døren til hendes klasselokale, timen var gået igang så hun forsøgte forgæves at liste sig ned igennem lokalet til hendes plads. »Godmorgen Emilie.« Brummede læreren syrligt. »Hvor elskværdigt af dig, at du trods alt evner at dukke op til timen. Måske du vil forsøge at komme til tiden næste gang? Hvis det altså ikke er ubelejligt for dig?« Han kiggede ud over sine tykke hornbriller med et træt blik. »Øh ja, eller jo. Undskyld jeg kommer for sent.« Mumlede hun og listede ned på sin plads. »Sådan en taber!« Hviskede Marie da Emilie var dumpet ned på sin stol ved siden af. »Han er bare en skide skolelærer, som tænder på at være led overfor folk der har et liv udenfor den her lorteskole. Jeg tør vædde med han er dybt under tøflen af sin kone derhjemme.« Grinede hun opmuntrende. »Naaahh, hun skred da med en 2. års ved sidste gallafest.« Grinede Emilie tilbage. Marie kvalte et hysterisk fnis. Læreren så ned på dem oppe fra tavlen. »Nå, men nu du besluttede dig for at komme for sent Emilie, må det være fordi du allerede ved hvordan man finder x i en ret linjes ligning?« Emilie så nervøst i sin bog og ledte febrilsk efter et eller andet der kunne minde om det rigtige svar. »Nå da da. Vil de damer venligst følge med så? Det her fylder en god bid i jeres eksamenspensum.« Han vendte sig mod tavlen igen og fortsatte undervisningen. »Fuck matematik!« Vrængede Marie. »Vi melder os sgu da til Paradise til næste år og bliver opdaget af en eller anden fed producer, som betaler os kassen for vores platin album.« Nu var det Emilies tur til at kvæle et hysterisk fnis. »Det vil jeg godt se - Goth dronning vælter Paradise Hotel!« »Så er det fandme nok!« Kvækkede læreren. »Emilie du kan godt gå igen, når du alligevel ikke gider deltage i undervisningen!« Rødmen blussede op i hendes kinder, da hele klassen brød sammen af grin. Hun pakkede hurtigt sine bøger sammen og skyndte sig ud med hovedet gemt væk under sit lange hår. Hun smed rasende tasken tværs over gangen da hun kom udenfor døren og lod sig glide ned af den kølige væg med et støn. Perfekt! Nu var hun helt bestemt på lærerens favoritliste. En klump i halsen truede med at sende tåre op til øjnene, da hun tænkte på hvor tæt hun var på eksamensræset og så langt væk fra at have nogen som helst ide om hvad det skulle føre til. Hun havde vitterlig ingen begreb om hvad der skulle ske efter HF og hvis det ikke var for Marie, havde hun for længst droppet ud, for de andre på skolen sagde hende ikke en skid. Desværre var det ikke helt sandt, tænkte hun med et suk. Det var hende der var så håbløst kikset og fattede hat af hvilke tøj og tasker der bare ikke gik sammen, det var nok hende der ikke sagde de andre en skid. Men Marie var anderledes. Når først chokket over hendes tunge, sorte Gothic tøjstil havde lagt sig, var hun den fedeste person at være sammen med. Emilie syntes det var spændende at høre om de fester Marie gik til i weekenden og hun lyttede ivrigt hver søndag, og nogen gange mandag hvis der var sket ekstra meget spændende, til alle de ting Marie havde oplevet til festerne. Hun havde ikke tal på hvor mange gange Marie havde forsøgt at lokke hende med i Grotten, men Emilie var alt for genert til at turde tage det der tøj på. Bare den måde Marie beskrev de ting der foregik dernede på var så vildt at Emilie sikkert ville besvime hvis en eller anden Marilyn Manson look alike skulle finde på at sige noget til hende. Hun rejste sig sløvt og daskede over til kantinen, klumpen i halsen var under kontrol og en kop flydende koffein kunne forhåbentlig sætte gang i de få hjerneceller der måske var i stand til at oversætte matematiksprog til almindelig dansk. Hun lod sig dumpe ned på en stol og hev lektierne frem. Næ, det lignede det sædvanlige volapyk. Hun læste ordene og forstod at sætningerne ville have hende til at gøre et eller andet med nogle tal. Hun havde bare ingen anelse om hvad det var. »Er du okei?« Hun fik et chok, hun måtte ha siddet længe åndsforladt i sin egen verden, for hun havde ikke opdaget han komme hen. »Øh jo.. eller ...« Hun fik ikke sagt mere for hendes stemme tav, da hun kiggede op. De dybest nøddebrune øjne, gemt bag et pjusket brunt hår, så bekymret på hende. »Ah Matematik,« Han smilede medlidende. »Jeg er med.« »Med?« Sagde hun forvirret. »Ja, du sukkede og stønnede så meget så jeg tænkte du måske havde ondt eller noget.« »Åh!« Hun smilede genert. Nu forstod hun. »Nej, jeg er ok. Mig og matematik fungere bare ikke sammen.« Fik hun fremstammet. Øv! Hvorfor kunne hun slet ikke tale som et almindeligt menneske, når det var til en fyr! »Fortæl mig om det« Grinede han. »Jeg hedder Jonas for i øvrigt.« »Emilie.« Svarede hun. »Jeg er lige startet. Lidt øv at skulle igang med et helt nyt pensum, men det går nok.« »Nå ja, det kan jeg godt se,« Emilie hamrede hjernen igennem for at finde et eller andet smart at sige. Hun havde set de andre piger kaste med håret og smile kækte for at få drengenes opmærksomhed, men hun kunne bare ikke få musklerne, eller håret for den sags skyld, til at reagere lige nu, hendes stem ville dårlig nok lystre. »Måske kan jeg hjælpe dig med matematik en dag? Så kan du måske hjælpe mig med at læse op på mit nye pensum til gengæld?« Jonas så spørgende på hende. Emilie nikkede. Han stod lidt og så på hende. Åh, gud, var det op til hende at fortsætte samtalen? Hvad skulle hun dog sige? »Nå men, jeg må nok se at finde studievejledningen så og få mit skema, det er derover ik?« Sagde han så. Inden hun nåede at svare, var han allerede på vej mod kontoret. Han vendte hovedet og smilet kom dybt inde fra de gnistrende nøddebrune øjne. »Vi ses!« Hans smil hang ved hende, mens hun så ham forsvinde ind bag døren til kontorgangen. Emilie og Jonas II | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-08 11:25:52 |
ohøj, hvor du skriver godt! Mødet mellem Emilie og Jonas står livagtigt og realistisk! venligst ...
| Lantow | 2014-04-08 12:00:05 |
Hej Mette,
Du rammer ind i et eller andet her!
Den ungdommelige uvidende leden efter hvad fremtiden burde rumme - der så i sidste halvdel ender i løsningen som de fleste i den alder finder: nemlig nærvær - og måske den begyndende kærlighed?
Super godt skrevet tekst, som jeg tror at selv en teenager ville tage sig sammen til at læse.
Du rammer ind i et eller andet her!
Den ungdommelige uvidende leden efter hvad fremtiden burde rumme - der så i sidste halvdel ender i løsningen som de fleste i den alder finder: nemlig nærvær - og måske den begyndende kærlighed?
Super godt skrevet tekst, som jeg tror at selv en teenager ville tage sig sammen til at læse.
| Mette Sejrbo | 2014-04-08 12:06:22 |
Jeg har med vilje måtte gøre Emilie en anelse mere naiv end jeg egentlig havde tænkt mig i starten for alt det L*** hun kommer ud for og de valg hun træffer skal komme fra et sted hvor hun ingen erfaringer har gjort sig med, i dette tilfælde, det modsatte køn.
Hun er 17 på vej til 18 og i mine øjne er det lige at spænde hjelmen i dag at være jomfru. Men det er hun og en ulykke i hendes barndom har gjort hende pligtopfyldende hjemme og konsekvensen har været et manglende socialliv, indtil nu.
Kan man æde den?
Hun er 17 på vej til 18 og i mine øjne er det lige at spænde hjelmen i dag at være jomfru. Men det er hun og en ulykke i hendes barndom har gjort hende pligtopfyldende hjemme og konsekvensen har været et manglende socialliv, indtil nu.
Kan man æde den?
| Lantow | 2014-04-08 12:12:23 |
Vild sejt at du har skabt en karakter, der er så gennemtænkt! Jeg kan snildt leve mig ind i dit billede af hende - også uden det virker for konstrueret! Giv den gas med skriveriet, vil se frem til at læse den næste
| Mette Sejrbo | 2014-04-08 12:16:59 |
Tak for det, det betyder virkelig meget for mig.
Jeg vil gerne lægge hele bogen ind men vil ikke spamme jer med 330 sider.
:-S
Jeg vil gerne lægge hele bogen ind men vil ikke spamme jer med 330 sider.
:-S
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg er nok meget visuel i min fremgangsmåde. Jeg ved det kommer til at irritere nogle læsere at jeg skal bestemme hvad de skal føle og se, men jeg befandt mig bedst med denne form.
Er glad for det ikke er skudt helt ved siden af.