 |  | Kollision (Del 4) - Kapitel 1 (og sidste kapitel) |
 |
|
|||||||||||||
|
Sådan! NU er det her - det sidste kapitel af romanen. Hvis du læser det her, og dermed har haft TÅLMODIGHED til at nå hertil - TAK! Da det her er sidste indlæg for romanen, må det her indlæg altså gerne gælde som det sted, hvor man lægger 'generel respons' for hele romanen som helhed! Tak på forhånd. _______________ Det var moren, som havde åbnet døren. Det var hendes ansigt, som var det første velkendte ansigt, Selma fik at se. Moren var begyndt at græde. Hun havde stået i døråbningen, og de havde bare set på hinanden. Så havde Selma med en hulken strakt armene frem, og de havde omfavnet hinanden. Hun havde følt det, som om hun blev omfavnet af kærligheden selv. Varmen fra moren strømmede imod hende, strømmede nærmest IND i hende - men også varmen fra lejligheden, og de begav sig langsomt ind ad døren. Døren lukkedes med en høj lyd, som gav genlyd inden i Selmas hoved. Hun så sig perpleks omkring. Det hele så så uforandret ud; som om hun havde forladt lejligheden dagen forinden. Det gjorde hende vred. Hvor vovede det hele at se så fortroligt ud, når alting var så ANDERLEDES nu? De gik igennem den korte gang på vej ind i stuen. Foran døren ind til rummet stoppede Selma brat op. Hun tørrede ansigtet med bagsiden af sin hånd og tog fat i sin mors hånd. ”Mor,” begyndte hun, lige pludselig skrækslagen. ”Jeg ved ikke, om jeg kan klare at se ”¦ på den her måde ”¦” Selma lænede sig tilbage på bænken og lukkede øjnene. Hun var begyndt at kalde det her sted for sit. Sin rådhusplads. Sin bænk. Sine tanker. Vinden susede, og det var begyndt at blive ret så koldt. Der var næsten ikke en sjæl at se på pladsen. Nogle børn kastede en bold frem og tilbage imellem hinanden. Et enkelt ungt par gik tur med deres store Golden Retriever, mens de skubbede drilagtigt til hinanden. Deres barn løb frem og tilbage - overhalede dem hele tiden og vendte derefter om for at slutte sig til dem igen. Da faren løftede barnet op og kyssede det, vendte Selma blikket bort. ”Åh, min skat. Man kan jo ikke se det. Gå ind. Det vil være en glæde for jer begge to. Du aner ikke hvor stort et savn din fraværelse har medført.” Selma så med bekymring i blikket på moren. Og der var også noget andet dér. ”Mor, hvorfor fortalte du mig det ikke straks?” Hun havde prøvet at skjule skuffelsen i sin stemme, og hun vidste ikke om det var lykkedes hende. Moren foldede langsomt hænderne og udstødte et dybt suk. Da hendes øjne mødte Selmas, var de tårefyldte. ”Er der virkelig brug for at sige dét?” Og Selma rystede tavst på hovedet. Det bævede om hendes mund, som ved et barn, lige inden det store grådanfald. Hun tog en dyb indånding og skubbede døren op. Hun betragtede bladene, som hvirvlede rundt omkring hende. Hun fingererede fraværende ved posen som hun holdt i den ene hånd. Hun lod den hænge ned af bænken, ned på jorden, der var dækket til af gulbrune blade. Vinden fik posen til at flagre let, og hun blev pludselig nærværende igen. Den raslende lyd havde gjort hende opmærksom på posen, og hun rakte langsomt en hånd ned mod dens åbning. Billedet var en smule krøllet og falmet. Det havde dog overlevet rejsen til og fra Schweiz. Det havde fulgt hende overalt og ville gøre det ind i uendeligheden. Hun lukkede øjnene og trykkede billedet ind mod brystkassen; prøvede at forestille sig at det virkelig var personen på billedet, og ikke bare et stykke papir, som kunne flyve ud af hendes greb ved bare ét kraftigt vindstød. Hun vidste, at det var barnligt; unødvendigt at sige umuligt, men hun ville så gerne vække personen på billedet til live igen. Og så, lige der, siddende på træbænken med vinden hvirvlende rundt omkring sig og fjern larm fra byens mylder, kom den sidste rest af erkendelse som hun havde haft brug for; den erkendelse, som aldrig kom straks efter et tragisk tab, men altid var lidt længere tid om at indfinde sig: det her var det eneste, hun havde tilbage nu. Hvis hun skulle kunne føle den lykke som mennesket på billedet havde givet hende, så var hun nødt til at finde den i mindet; inden i sig selv. For her var der intet, der kunne tage personen fra hende. End ikke døden. Der havde været helt mørkt inde i stuen. Et enkelt lys stod og brændte på bordet, som stod i midten af rummet. Hun kunne skimte den siddende skikkelse. Hun havde det som om hendes luftveje var blevet spærrede, og hun kunne ikke trække vejret dybt, kunne ikke trække det ordentligt igennem. Hun prøvede at tage en dyb indånding, og en høj, gispende lyd undslap hendes mund. Hun bevægede sig langsomt, som i søvne. Hjertet bankede hurtigt og brændte i brystet på hende, og hun afholdt med nød og næppe sig selv fra at vende om og styrte ud af rummet. Hun kunne ikke se skikkelsens ansigt tydeligt, kunne ikke skimte trækkene. Men hun vidste, at hendes nærværelse var blevet registreret. Hun kunne FØLE det. Selma åbnede øjnene og holdt billedet ud for sig. Hun så længe på det. Derefter lagde hun det ved siden af sig på bænken og greb ned i posen igen. Denne gang tog hun et sammenfoldet stykke papir op. Hun foldede det langsomt ud og strøg hurtigt en hårtot væk fra øjnene. Ordene var hastigt blevet skrevet på papiret, skriften sjusket og svær at læse; den lignede nærmest et barns værk. Hvordan afsenderens sindelag havde været, var ikke svært at gætte. Hun kneb øjnene sammen og dykkede ned i de skrevne ord. "Frøken, Dette skal ikke læses som en bebrejdelse. Jeg har forståelse for Deres beslutning. Jeg beklager bare, at vi ikke nåede at tage afsked med hinanden. Hvis jeg ikke har sagt det før - jeg husker ikke så meget fra dén dag - så vil jeg kondolere Dem med Deres tab nu. Jeg er virkelig ked af, at Deres ophold hos os ikke bragte Dem mere lykke. Jeg havde de bedste intentioner for Dem, det må De vide. Det ærgrer mig, at vi ikke nåede at fortsætte vores snak, den husker De nok. Jeg respekterer Deres standpunkt, men De må også udvise det samme over for mig. Jeg tror, vi talte meget forbi hinanden, fordi vi anskuer sagen fra vidt forskellige punkter. Jeg er her, og De er helt derovre. Jeg fik indtrykket af - og i et eventuelt brev fra Deres side må De endelig rette mig, hvis jeg tager fejl - at De ville have Gud ind i sagen. Frøken, der er noget De må forstå: Gud spiller ingen rolle et sted som dette. Al respekt for Deres tro, for Deres verdensbillede - men det her er en del af den moderne verden, med uendelige muligheder. Vi ville ikke tilbyde det her for disse mennesker, hvis de ikke bad os om det. Og der er noget mere, De skal forstå. Hvert af disse mennesker har retten til selv at afgøre, om vores service er forkert eller ej. Hvis de tager imod den, så må den siges at have virket rigtig for dem. Vi tager bare imod deres ordrer, prøver at opfylde deres ønsker. Hvad vi selv må mene om sagen, kommer den ikke ved. De, frøken, synes at det vi gør, kan sammenlignes med mord. Men frøken, jeg beder Dem om at indse dette: Deres mening er kun én ud af mange. De mennesker, som kommer og beder os om hjælp, er af den overbevisning, at det er deres fulde ret at sige farvel og tak, når de lyster det. Og hvem er De og hvem er jeg til at benægte dette? Vi tilbyder dem muligheden for hjælp. Vi og andre hospitaler - de fleste af dem under dække som såkaldte almindelige hospitaler - har i årevis tilbudt patienter denne service, og vi vil blive ved med at gøre det. Men jeg må til slut indrømme, kære frøken: De har dog ændret én ting. Den næste patient, der træder ind på mit kontor og ser på mig med opgivende øjne, vil få stillet spørgsmålet to gange. ER DE SIKKER PÅ, AT DE VIL DETTE? ER DE SIKKER PÅ, AT DE VIL DETTE? Og frøken, mens jeg siger dette, vil jeg tænke på Dem. Held og lykke fremover. De har en sjæl og et sind som jern, men jeg beder Dem om at passe på, at lige præcis dette træk ikke kommer i vejen for Dem selv. Hr. Heinrich Müller, 23. Maj Hospital West, Zürich, Schweiz" Sammen med brevet havde han sendt et sammenfoldet stykke papir; en check. Da hendes blik faldt på den, gik det lige igennem; hendes blik faldt ikke på noget, der havde nogen som helst betydning. Ikke længere. Hun rev checken midt over og rettede igen sin opmærksomhed mod brevet. Hun sad et øjeblik og bare stirrede på papiret, så hen over ordene, som snoede sig ind og ud foran hendes blik. Hun tog en dyb indånding og rystede langsomt på hovedet for sig selv. Så foldede hun brevet sammen og ”¦ skulle lige til at smide det i skraldespanden ved siden af bænken. Hun stoppede op midt i bevægelsen og så på papiret. Så foldede hun det sammen en gang mere og lagde det i sin jakkelomme. Hun samlede billedet op igen og lod en finger løbe kærtegnende hen over det. Og hun fik det som om hun blev omringet af personen - ansigtet var det eneste hun så. Alt ud over vinden omkring hende forsvandt, og for sit indre blik så hun sig selv, ansigtet og vinden hvirvle rundt i en vild og sløret cirkel. Der var ikke andre end hende og ”¦ ”Far.” Hendes stemme var grådkvalt og truede med at knække over hvert sekund, det skulle være. Og så hørte hun den stemme som hun ikke havde hørt i, hvad der forekom hende at være en evighed. Hun hørte den stemme som hun snart - ”Min prinsesse.” Selv i det så mørke rum kunne hun se, hvordan skikkelsen rakte armene frem mod hende, og hun satte farten op hen mod kørestolen. Hun tog hans hænder i sine og gav dem et klem; slap dem ikke. Varmen fra dem strømmede ind i hende, og hun blev et øjeblik fyldt af en lykkelig fornemmelse, hun næppe ville have forventet at føle i et øjeblik som dette. Lyset, som stadig stod på bordet og blafrede, lyste et kort øjeblik på hans ansigt. Han så træt ud, og han lignede ikke en der skulle gøre sig store forhåbninger om at kunne bestige et bjerg, men han så ikke syg ud. Ikke døende. Selma havde tænkt tanken, ORDET, med en stikkende smerte i brystkassen. Hun knælede ned ved siden af faren i kørestolen og beholdt hans ene hånd i sin. Hun klemte hårdt fat om den, håbede at hun derved på en eller anden måde kunne binde ham til sig for evigt og derved (redde ham?) beholde ham bare en smule længere. Hun stirrede ind i flammen fra lyset, og hun vidste det ikke, men faren gjorde det samme. Og sådan sad de i mørket og stirrede på det eneste lys, der var tilbage at stirre på. Holdt det fast med deres begges sidste kræfter. Hun gav billedet et kys. Hun lukkede øjnene og trykkede det mod sin pande, mens hun prøvede at få styr på sig selv igen, finde roen som hun vidste, måtte være at finde et eller andet sted. Vinden havde lagt sig og derfor undrede det hende, da hun hørte blade rasle mod hinanden. Og derefter skridt, der langsomt kom nærmere, og så stoppede foran ’hendes’ bænk. Hun så op, da hun mærkede skyggen, som havde lagt sig. ”Hej Selma.” Hun var sikker på, at hun var blevet vanvittig. Dette var så afgjort ikke den ro, hun lige havde bedt om. Hun spærrede øjnene betydeligt mere op og bare stirrede. I et kort, vanvittigt og lettere komisk øjeblik udspillede en scene sig for hendes indre blik: hun, der holdt hænderne beskyttende op foran ansigtet og råbte VIG FRA MIG, DJÆVEL. VIG FRA MIG, DU LEVENDE DØDE. Hun missede med øjnene, selvom der ingen sol var. Og så stirrede hun igen forbløffet på ”¦ ”Anni,” sagde hun. Denne satte sig nærmest lydløst ved siden af Selma og så forsigtigt på hende. Selma lagde straks mærke til, at de sidste måneder havde gjort store udfald på pigen: hun så fuldstændig anderledes ud. Der var noget så forandret ved hendes ansigt, og på dette tidspunkt kunne Selma ikke sætte fingeren på, hvad det var. Hun kunne ikke tro, at pigen sad her ved siden af hende. Hvordan? Hun havde jo troet, at - ”Jeg kan ikke tro, at du er her.” Og så begyndte Selma at græde. Anni sad bare og lyttede; betragtede hende med et fredfyldt ansigtsudtryk som Selma indtil da aldrig havde set hos hende. Selma snøftede en sidste gang og tørrede så øjnene med bagsiden af hånden. Hun skulle til at stille spørgsmål, give luft for det virvar af forvirring, som lige der fór rundt inden i hende, men hun lod være. På en eller anden måde føltes det som om, det ikke var nødvendigt. ”Han fik en ”¦ smuk begravelse, kan man sige det?” Hun så fraværende frem for sig. ”Det virkede så surreelt. Da jeg stod der, midt i det hele - jeg var så sikker på, at det var et mareridt. Kender du den følelse af, at noget slet ikke kan være andet end et mareridt? Følelsen af, at det du oplever, er alt for forfærdeligt til på nogen måde at kunne være virkelighed?” Anni nikkede tavst. Og sådan sad de i et stykke tid og bare stirrede frem for sig. I det fjerne kunne man høre larm fra gaden og et utydeligt virvar af stemmer. Så rømmede Anni sig for første gang: ”Jeg er så ked af det, Selma. Marc fortalte mig det, efter at du var ”¦ rejst. Han sagde, at det var - ” ”Akut leukæmi.” Selma så stadig fjernt frem for sig. ”Vi havde et par fantastiske uger sammen - ” Hendes stemme knækkede over, og hun tav. Hun så nærmest instinktivt op mod himlen og måtte smile til ansigtet, hun mente at kunne skimte dér, et eller andet sted mellem skyerne. Hun så direkte på Anni. ”Hvad fik dig til at skifte mening?” Anni svarede ikke på hendes spørgsmål dér på bænken, og hun gjorde det heller aldrig siden hen. Men noget i det blik, hun sendte Selma, sagde det ved du jo godt, gør du ikke? Og Selma mente at vide det. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-07 12:02:26 |
Din afsluttende del overraskede mig. Måske var jeg for læsetræt til at glæde mig lige så meget over denne afdramatiserende drejning, som jeg var så glad for det gådefulde og ufuldstændge i de forudgående afsnit.
Jeg prøver at læse igen. Næste gang i sammenhæng.
Du skal dog have tak for dit forsøg.
Jeg prøver at læse igen. Næste gang i sammenhæng.
Du skal dog have tak for dit forsøg.
| haleløs | 2012-03-08 16:08:47 |
"Og hvem er De og hvem er jeg til at BEnægte dette?" skal kun være 'NÆGTE' benægtelse er 'det at hævde el. erklære at en påstand, anklage e.l. ikke er rigtig;'
"... de sidste måneder havde gjort store udfald på pigen" er et forkert udtryk for ... forandringen
(www.sproget.dk)
Okay; NU har jeg så læst heeelt færdig!!! Hvad blev der af søsteren Meriam? Måske blev hun blot holdt borte fra telefonen for at ikke at skulle svare på storesøster Selmas bekymrede spm. ... og således undgå at lyve over for hende? hmmm ...
Det gryende venskab mellem Selma og Anni er en SUPER idé ... og en overraskende konklusion på romanen! Måske kommer der engang en filosofisk fortsættelse om de to unge kvinders forskellige livssyn? Dét tror jeg sagtens, du kunne ... ;)
FØRST vil jeg lige understrege at jeg ikke selv er hverken forfatter, forlægger eller tilsvarende MEN jeg har i rigtig mange år interesseret mig for bl.a. 'true crime' ... så tag venligst alle mine sprælske komm. 'for pålydende':
Intetsteds i teksten begrundes det, at Selma nødvendigvis MÅ være uddannet sygeplejerske; den type job, teksten beskriver (lære patienten at kende / snakke med ...), er jo snarere af psykologisk art? Så SELMA kunne uden videre omskrives til STUDERENDE i sygepleje, psykologi el. sociologi. SELMAS baggrund i øvrigt synes jo irrelevant for historiens 'flow' ;)
Som sagt ... aktiv euthanasi må altid udføres udelukkende af patienten selv - lægen skaffer og doserer medicinen i en vis rækkefølge; der er ingen funktion for en sygeplejerske - som jo i så fald også ville fungere som lejemorder!
I øvrigt finder jeg al ageren og kommunikation og gestik mellem Selma, Anni og Marc særdeles velskrevet, indlevende og fængende!
Hr. Müller figuren - som den står nu - finder jeg ikke videre troværdig ... der kan fyldes langt mere personlighed og autoritet på ham - synes JEG ;)
SELMAS FAMILIE og dens sammenhold fremstår i dén grad ægte, varmt, lyst, kærlig ... du kunne nok snildt skrive os en læseværdig roman om ... en indvandrerfamilies syn på det nok meget anderledes samfund, de er fly(G)tet til?
Bortsét liiiige fra de par torne, jeg fik gylpet op hér, synes jeg DU er en overbevisende dygtig, ambitiøs forfatter. Alene dit sprog og den melodiske, omhyggelige behandlinge er en nydelse at læse!
Den meget kendte, norske krimi-forfatter, Unni Lindell, har jeg på TV hørt forklare, at hun altid omskriver sit manuskript 'mindst 50 gange' førend hun 'slipper det til forlaget' ;)
Nu véd jeg jo, at du agter at gennemskrive og omredigere en del på teksten når studentereksamen først er i hus ... så vil egentlig ikke kommentere så meget mere på den ...
venligst ...
PS over den næste måneds tid vil jeg gerne gennemlæse tekstrækken igen ... så kommer evt. flere gylp fra mig.
Når du selv føler dig helt færdig og tilfreds med teksten læser jeg -også - MEGET GERNE igen !!!
"... de sidste måneder havde gjort store udfald på pigen" er et forkert udtryk for ... forandringen
(www.sproget.dk)
Okay; NU har jeg så læst heeelt færdig!!! Hvad blev der af søsteren Meriam? Måske blev hun blot holdt borte fra telefonen for at ikke at skulle svare på storesøster Selmas bekymrede spm. ... og således undgå at lyve over for hende? hmmm ...
Det gryende venskab mellem Selma og Anni er en SUPER idé ... og en overraskende konklusion på romanen! Måske kommer der engang en filosofisk fortsættelse om de to unge kvinders forskellige livssyn? Dét tror jeg sagtens, du kunne ... ;)
FØRST vil jeg lige understrege at jeg ikke selv er hverken forfatter, forlægger eller tilsvarende MEN jeg har i rigtig mange år interesseret mig for bl.a. 'true crime' ... så tag venligst alle mine sprælske komm. 'for pålydende':
Intetsteds i teksten begrundes det, at Selma nødvendigvis MÅ være uddannet sygeplejerske; den type job, teksten beskriver (lære patienten at kende / snakke med ...), er jo snarere af psykologisk art? Så SELMA kunne uden videre omskrives til STUDERENDE i sygepleje, psykologi el. sociologi. SELMAS baggrund i øvrigt synes jo irrelevant for historiens 'flow' ;)
Som sagt ... aktiv euthanasi må altid udføres udelukkende af patienten selv - lægen skaffer og doserer medicinen i en vis rækkefølge; der er ingen funktion for en sygeplejerske - som jo i så fald også ville fungere som lejemorder!
I øvrigt finder jeg al ageren og kommunikation og gestik mellem Selma, Anni og Marc særdeles velskrevet, indlevende og fængende!
Hr. Müller figuren - som den står nu - finder jeg ikke videre troværdig ... der kan fyldes langt mere personlighed og autoritet på ham - synes JEG ;)
SELMAS FAMILIE og dens sammenhold fremstår i dén grad ægte, varmt, lyst, kærlig ... du kunne nok snildt skrive os en læseværdig roman om ... en indvandrerfamilies syn på det nok meget anderledes samfund, de er fly(G)tet til?
Bortsét liiiige fra de par torne, jeg fik gylpet op hér, synes jeg DU er en overbevisende dygtig, ambitiøs forfatter. Alene dit sprog og den melodiske, omhyggelige behandlinge er en nydelse at læse!
Den meget kendte, norske krimi-forfatter, Unni Lindell, har jeg på TV hørt forklare, at hun altid omskriver sit manuskript 'mindst 50 gange' førend hun 'slipper det til forlaget' ;)
Nu véd jeg jo, at du agter at gennemskrive og omredigere en del på teksten når studentereksamen først er i hus ... så vil egentlig ikke kommentere så meget mere på den ...
venligst ...
PS over den næste måneds tid vil jeg gerne gennemlæse tekstrækken igen ... så kommer evt. flere gylp fra mig.
Når du selv føler dig helt færdig og tilfreds med teksten læser jeg -også - MEGET GERNE igen !!!
| Nadia K | 2012-03-08 16:50:29 |
Kære Haleløs,
først og fremmest skal du have TUSIND tak for at have været sådan en tålmodig, opmærksom og konstruktiv læser!! Jeg har sagt det før og siger det nu igen: det sætter jeg meget stor pris på.
Min hjerne har absorberet alle de kommentarer til teksten som helhed, som der står ovenfor ^ , og det hele vil blive 'sakset' over i dokumentet med din respons på romanen. Redigeringsprocessen vil være lang, men jeg vil tage mig god tid (har alligevel et halvt sabbatår efter studentereksamen, hvor romanen evt. ville kunne blive 'genfødt' ;) ) og jeg glæder mig allerede til at præsentere det næste, færdige resultat af romanen for dig!! Det bliver spændende, hvordan den udvikles i redigeringsprocessen... masser af forslag har jeg jo nu ;)
Derudover håber jeg at du har nydt læsningen af "Kollision" nok til, at du ikke er skræmt fra at være læser til flere af mine projekter :-D for dem er der altså mange af, og de kommer snart!
Endnu engang tak for din respons!
Vh Nadia
først og fremmest skal du have TUSIND tak for at have været sådan en tålmodig, opmærksom og konstruktiv læser!! Jeg har sagt det før og siger det nu igen: det sætter jeg meget stor pris på.
Min hjerne har absorberet alle de kommentarer til teksten som helhed, som der står ovenfor ^ , og det hele vil blive 'sakset' over i dokumentet med din respons på romanen. Redigeringsprocessen vil være lang, men jeg vil tage mig god tid (har alligevel et halvt sabbatår efter studentereksamen, hvor romanen evt. ville kunne blive 'genfødt' ;) ) og jeg glæder mig allerede til at præsentere det næste, færdige resultat af romanen for dig!! Det bliver spændende, hvordan den udvikles i redigeringsprocessen... masser af forslag har jeg jo nu ;)
Derudover håber jeg at du har nydt læsningen af "Kollision" nok til, at du ikke er skræmt fra at være læser til flere af mine projekter :-D for dem er der altså mange af, og de kommer snart!
Endnu engang tak for din respons!
Vh Nadia
| haleløs | 2012-03-08 16:10:11 |
Anbefaler ALLE at læse samtlige 17 kapitler i nummerorden begynd med begyndelsen Kollision (Del 1) - Kapitel 1
venligst ...
venligst ...
| haleløs | 2012-03-14 00:14:09 |
hej igen; gik lige et par dage og spekulerede over romanens slutning ... brevet fra Hr Muller
Nadia; det er ganske tydeligt - for mig at se - at du ikke ved spor om euthanasi ... og det er jeg egentlig glad for ...den slags ting skal man slet ikke interessere sig for - DIN alder!
JEG har som sagt set en sådan 'live-process' på CBS' 60Minutes ... for ca. 15 år siden, forestået af 'dr.Death' (som jeg har forklaret andetsteds).
I løbet af denne timelange process spørger lægen igen-og-igen 'er du sikker på, du vil detteher'; så hr. Muller må altså gerne spørge om noget andet ... f.eks. 'HVORFOR ???'
Så tænk lige over, om der ikke kunne rettes lidt i hrevet
Det var bare lige den detalje ;)
venligst ...
Nadia; det er ganske tydeligt - for mig at se - at du ikke ved spor om euthanasi ... og det er jeg egentlig glad for ...den slags ting skal man slet ikke interessere sig for - DIN alder!
JEG har som sagt set en sådan 'live-process' på CBS' 60Minutes ... for ca. 15 år siden, forestået af 'dr.Death' (som jeg har forklaret andetsteds).
I løbet af denne timelange process spørger lægen igen-og-igen 'er du sikker på, du vil detteher'; så hr. Muller må altså gerne spørge om noget andet ... f.eks. 'HVORFOR ???'
Så tænk lige over, om der ikke kunne rettes lidt i hrevet
Det var bare lige den detalje ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-14 15:54:20 |
Hejsa,
hyggeligt at du lige vendte tilbage til 'Kolission' :)
Haha, jeg vil nu ikke sige at jeg intet ved om euthanasi ..? Men tror jeg forstår din pointe; jeg ved ikke nok, og det kan man se i brevet.
Mht. "hvorfor" ... jeg forestiller mig, at da Anni sidder inde på hr. Müllers kontor har hun fortalt ham, hvorfor hun er der - og har desuden kort redegjort for det da hun skrev til hospitalet i første omgang! Er det noget jeg skal skrive eksplicit i teksten, tror du ..? Jeg tror jeg nogle gange kommer til at tro at for meget i mine tekster er underforstået ;) det vil jeg arbejde på...
tak for opmærksomheden!
vh Nadia
hyggeligt at du lige vendte tilbage til 'Kolission' :)
Haha, jeg vil nu ikke sige at jeg intet ved om euthanasi ..? Men tror jeg forstår din pointe; jeg ved ikke nok, og det kan man se i brevet.
Mht. "hvorfor" ... jeg forestiller mig, at da Anni sidder inde på hr. Müllers kontor har hun fortalt ham, hvorfor hun er der - og har desuden kort redegjort for det da hun skrev til hospitalet i første omgang! Er det noget jeg skal skrive eksplicit i teksten, tror du ..? Jeg tror jeg nogle gange kommer til at tro at for meget i mine tekster er underforstået ;) det vil jeg arbejde på...
tak for opmærksomheden!
vh Nadia
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Ja, måske vil en 'frisk' læsning af afsnittet give dig en bedre forståelse! :-)