 |  | Colaslikposer og andre godter |
 |
|
|||||||||||||
|
Hver dag når Katrine kommer hjem fra skole, smider hun skoletasken inden for hoveddøren. ”Hej! Jeg går ud!” Råber hun, men hun venter ikke på svar. Hun lukker hoveddøren igen og går om bag huset. Hun leger jorden-er-giftig, mens hun kommer forbi sandkassen, gyngestativet, fars blomsterbed med tulipaner og mors liggestol, der lige er kommet udenfor igen. Sandkassen tæller ikke som jord, og derfor må hun godt stå i den. Den er helle. Katrine kommer frem til cykelskuret, og trækvognen står klar og venter på hende. Hun har selv malet den, og den skinner ligesom postkassen, der står på hjørnet ved Sparbutikken. Far byggede den til hende sidste sommer, og den er rigtig god til at have ting i. På vejen tilbage om til hoveddøren er legen slut. Jorden er ikke længere giftig, og sandkassen er ikke længere helle. Nu er det helt seriøst. Katrine åbner døren til træskuret, der ligger på den modsatte side af cykelskuret. Hun trækker trækvognen indenfor og lukker døren efter sig. Det er et altmulig-sted, fordi far har sit værktøj til haven, og mor gemmer sine mange pakker af cigaretter bag de halvfyldte malerbøtter i hjørnet. Der lugter af røg. Mor har nok lige været herude i skjul, men det betyder, at hun ikke kommer herud igen lige nu. Det er i træskuret, Katrine har sit lager. Hun har gemt det væk i sin gamle barnevogn, og hun ved, at hverken mor eller far vil komme i nærheden af den. Det er det perfekte gemmested til en hemmelighed. Hun dykker hånden ned i fodenden af barnevognen, hvor hun tager en lille pose chips op og endnu en, og til sidst er der fire styks. Hun lægger dem alle i trækvognen, hvorefter hendes hånd igen kommer ned til godterne. Nu er det ti af de små enkroners slikposer, der ender i trækvognen, og lige en sidste gang tager hun med begge hænder fat i alt det, hun kan under den slidte dyne og regnslaget. Katrine får fat i tre lakridsstænger, fire chokoladebarer og fire poser med bolsjer. Vandet sidder i mundvigen, og hun har lyst til at smage på nogle af godterne, især enkroners slikposerne, hvor der er colaer i. Det går ikke. Der skal være noget til de andre. Når de har fået, kan hun smage bagefter. Hun har tid til at gå rundt i byen, fordi far er heldigvis stadig på arbejde, og mor sidder nok foran fjernsynet og sover. Katrine mærker et sus i maven. Hun tager barnevognens dækken og lægger ud over slikket i trækvognen. I barnevognen ligger der også andet end slik. I den anden ende af fodenden ligger en dukke, fem bamser i forskellige størrelser og tre barbiedukker. Hun lægger legetøjet ovenpå dækkenet og slikket. Nu sker der ikke noget, hvis nysgerrige Gerda kigger ud af køkkenvinduet og ser hende. Hun har ikke andet at give sig til. Katrine kigger på sit lyserøde armbåndsur, og hun må se at komme af sted. De andre venter nok på hende henne på sportspladsen, og hun kan ikke miste sine kunder. Med den ene hånd solidt plantet på håndtaget på trækvognen, og den anden på døren til træskuret, begynder turen. Ganske rigtigt sidder Gerda ved sit køkkenbord i nabohuset og kigger ud på vejen, da Katrine kommer ud på fortovet med sin trækvogn. Gerda er en spøjs dame, men hun er også alene. Hun har ingen mand eller børn. Når Katrine slår græsset i hendes have, giver Gerda hende altid næsten hundrede kroner. Derfor smiler Katrine også til hende nu og vinker. Gerda stirrer bare på Katrine i nogle minutter, før hun vinker igen. Når hun vinker igen, ved Katrine, at Gerda ikke aner uråd. Hun ser kun Katrine og trækvognen med legetøj. Katrine kommer forbi nabohuset og et stykke væk er der en, der klipper hæk. Det må næsten være Asbjørn fra 7. klasse, der hjælper sin far, som lige har været på hospitalet. Hun hørte nogle af de store børn fra 8. klasse tale om det nede i Sparbutikken. Hun lytter altid godt efter, hvad der bliver sagt dernede, så hun er sikker på, at der ikke er nogen, der snakker om hende. ”Hej Katrine. Hvad har du af slik i dag?” Christopher kommer over til hende fra den anden side af vejen, og Katrine kigger rundt. Hun kan ikke længere ses af Gerda, og hun er ikke tæt nok på til, at Asbjørn kan se hende. Christopher har helt sikkert ventet på hende. Han må næsten have holdt øje med hende fra sit udkigstårn i haven. Han bor et par huse bag Gerda, og det er hans nummer to mor, der har bygget tårnet til ham. Katrine ved ikke, om Christopher er heldig eller ej. Han har to mødre, men ingen far. Dog har hans nummer to mor kort hår, og hun ligner lidt Katrines far. ”Det kommer an på, om du har penge,” siger Katrine og parkerer trækvognen. Hun stiller sig ved siden af den og holder hånden hen over de fem bamser. Hun kigger afventende på Christopher, mens han bestemmer sig. ”Jeg har penge, men måske har du ikke det, jeg vil have.” Katrine nikker. ”Hvis jeg ikke har det i dag, så kan jeg skaffe det til i morgen.” Christopher lyser op i et smil og finder pengene fra lommen. Det er en hel halvtredser, og så ved Katrine, at en af hans bedstemødre har været på besøg. Hun skubber den ene bamse til side i det ene hjørne og fjerner dækkenet samme sted, så Christopher kan kigge ned i trækvognens gemmer. ”Hvad skulle det være?” Hun griner og kan godt lide, at Christopher ser ud som om, han vil købe det hele. Så vil hun snart få råd til et nyt fjernsyn til værelset. ”Hvad tager du for chipsene?” Christopher har handlet hos hende så mange gange, og han håber stadig på, at hun ændrer priserne. Hun sælger det i forvejen til det halve af, hvad det koster i Spar. ”Helt ærligt, Christopher. Du ved godt, hvad jeg tager for godterne. Vil du købe hos mig eller Købmand Larsen?” Hun har ham nu. ”Nej nej. Jeg vil købe hos dig. Du er billigere, og varerne er jo i orden.” Christopher smiler prøvende til Katrine. ”Det er de helt sikkert,” siger hun. ”Okay. Så vil jeg gerne have to chips poser, fire enkroners slikposer og en chokoladebar.” Hun finder varerne frem og rækker dem til Christopher. Han giver hende den krøllede seddel, og hun finder pungen frem fra jakken. Den er altid i inderlommen. Uden undtagelse. ”Det bliver 24 kroner. Så du får 26 kroner tilbage. Tak for handlen.” Katrine rækker ham byttepengene, og hun kan se, at han i et øjeblik tænker på at bruge resten. ”Skal du have mere? Jeg har også andre kunder, der venter på mig.” Christopher ryster på hovedet og sjosker hjemad. Katrine tager fat i håndtaget og går videre. Hun bliver nødt til at fylde lageret op, efter hun har haft sine kunder i dag. Hun kigger sig omkring. Hun ved, hun skal være opmærksom, nu hvor hun nærmer sig ældrecenteret. Alle de gamle mennesker sidder altid og hænger foran vinduet eller sidder udenfor på bænkene. Bamsen og dækkenet er på plads igen, og ingen vil kunne gætte, hvad der gemmer sig i trækvognen. Katrine bestemmer sig for kun at gå forbi sportspladsen, nu hvor det er begrænset med godter på vognen. Nogle gange gik hun også forbi skolen og børnehaven, hvis hun havde trækvognen fuld af godter. Hun handler aldrig foran Spar, det vil være dumt. På sportspladsen er der både boldbaner, buske og træer, og Katrine trækker altid trækvognen om bag det store egetræ, hvor hun klarer salgene. Ovre på sportspladsen er der allerede fire, tre drenge og en pige, der venter på hende bag egetræet. Hun parkerer trækvognen igen og stiller sig ved siden af den. ”Hvad skulle det være?” Siger hun og smiler til dem alle. Hun kunne nok godt få udsolgt i dag. De har prøvet at handle hos hende før, så de kender rutinen. De stiller sig i kø, og Katrine betjener dem én efter én. Drengene er altid dem, der køber mest. Det gælder også nu. Den ene køber alle lakridsstængerne og en enkelt pose bolsjer. Hun kan allerede nu se det nye fjernsyn stå på værelset. Hendes forældre tror, at pengene kun kommer fra Gerda, når hun slår græsset hos hende, og de lommepenge hun får af morfar hver uge. De virker ligeglade med, hvor hun får pengene fra, så længe hun selv betaler. Den anden dreng køber to chokoladebarer, en pose bolsjer og en pose chips. ”Hvad skal du have, Anne?” Katrine nikker til pigen, da det er blevet hendes tur. Anne kigger ned i trækvognen. ”Jeg vil gerne have de sidste enkroners slikposer,” siger hun så. Det er en lille indtjening, men de poser er populære, og derfor har Katrine dem altid med på turen. ”Værsgo.” De bytter. Katrine får pengene, og Anne får slikket. ”Er du ham, der så køber det sidste?” Hun kigger på Mikkel, som hun går i klasse med. Han er tyk, og hun ved, hun kan regne med ham, fordi han ikke får lov til at spise slik derhjemme mere. ”Helt sikkert.” Mikkel rækker pengene til hende, og hun behøver ikke at tælle efter. Mikkel kan priserne udenad. Han er den, der har købt slik af hende flest gange, siden hun startede med at sælge. ”Jamen så siger jeg tak.” Katrine smiler til dem alle, inden hun trasker af sted med trækvognen ned til købmand Larsen i Sparbutikken. Larsen er en kvinde, selvom alle kalder hende for købmand, men hun har også nogle få sorte hår, der sidder og stikker ud fra hagen. Katrine kan godt lide Købmand Larsen. Hun ligner hendes yndlings bamse, som mor smed ud sidste år, fordi den manglede et øje og en fod. Katrine stiller den postkassefarvede trækvogn ved de parkerede cykler og går indenfor i Spar. Hun er kun lidt nervøs, men det her er også den tyvende gang eller sådan noget, hun gør det. Hun er aldrig blevet taget. Hun har regnet fidussen ud. Hun går om bagerst i butikken, så Larsen ikke kan se hende fra kassen. Der står hylder med madvarer i vejen. Katrine går forbi en af de store børn fra 9. klasse, som står og sætter mel, sukker og cornflakes på plads. Nu ved hun, hvor han er. Der er altid tre på arbejde. Larsen og så to andre, og den ene er altid ude på lageret. Katrine kommer hen til slikhylden og kigger hurtigt rundt. Hun er ikke alene. Christophers nummer et mor er her også. Hvis hun vender sig om, vil hun få øje på hende. Hurtigt lister Katrine om bag en anden hylde og kigger forsigtigt frem. Hun står der endnu. Katrine kigger på armbåndsuret, og klokken er ved at være mange. Far kommer snart hjem. Katrine sniger sig tilbage til slikhylden, og mens hun kigger på Christophers mors ryg, kommer hun enkroners slikposer i lommerne. Her i Spar hedder de egentlig tokroners slikposer, men Katrine kalder dem for enkroners slikposer, når hun sælger dem fra trækvognen. Hun når at få pakket femogtyve slikposer ind i alle lommerne, inden Christophers mor vender sig om og ser hende. ”Hej Katrine. Køber du lige noget slik?” Katrine har hånden om endnu en slikpose, og så tager hun lige en mere. ”Ja. Jeg skal lige have nogle tokroners slikposer. Bare lige to eller tre,” siger hun og smiler til hende. Hun har smilerynker, og Katrine synes ikke, hun er særlig sød. ”Det lyder som en god idé, men køb nu ikke for mange så du ikke kan spise aftensmad senere.” Katrine nikker, og Christophers mor forsvinder hen til kassen. Hvorfor skal hun også blande sig i det? Slik smager bedre end aftensmad, og hun får alligevel aftensmad sent, hvis mor stadig sover, når hun kommer hjem. Katrine venter til, Christophers mor har betalt, før hun selv går hen til kassen. Igen går hun fordi drengen fra 9. klasse, som nu er i gang med at sætte brød på plads. Han har ikke set noget som helst. Købmand Larsen smiler. ”Jeg vil gerne have dem her,” siger hun og har allerede fundet pengene frem. ”Der er en, der rigtig skal hygge sig.” Katrine nikker, og hun kan ikke lade være med at smile. Hun smiler så meget, at det gør ondt i kinderne. ”Ja, men jeg skal heller ikke have for meget. Jeg skal snart have aftensmad.” Larsen smiler til Katrine, da hun rækker byttepengene hen til hende. Seks kroner. ”Tak.” Det kommer kun ud som en mumlen, fordi hendes hjerte går amok. Byttepengene lander i håndfladen, og hun kan mærke, at hun er rød i hovedet. Hun er blevet mere nervøs, og hun er alligevel lidt bange for, om hun bliver opdaget. Hendes hænder er svedige, og i et sekund frygter hun, at Larsen kan høre hendes hjertebanken. Hun knytter hånden om pengene og går ud af butikken. Hun tager trækvognen, og det er først, da hun ikke længere kan se Spar, at hun tømmer lommerne. Hun flytter bamsen fra hjørnet og åbner op til mørket nede i trækvognen. Alle femogtyve slikposer ryger derned. Katrine dækker slikket til, og legetøjet kommer på plads. Hun holder fast i trækvognen med højre hånd, og i den venstre har hun en af sine egne tokroners slikposer. Det er en med colaer. De tre slikposer vil hun ikke sælge videre. Katrine kommer igen forbi sportspladsen på vejen hjem, og der er nu nogle stykker fra 6. klasse, som spiller fodbold. Katrine kigger ikke derhen. ”Hej du!” Katrine kigger hurtigt op. Det var hende, der blev råbt efter. En af de store børn havde set hende. Han hedder Frederik. Han plejer at drille Mikkel og kalde ham øgenavne, bare fordi han er tyk. Katrine kan ikke lide Frederik. Han kommer hen til hende, og hun går om bag sin trækvogn. Hun ved ikke helt, hvad hun skal gøre. ”Kan du skaffe mig nogle cigaretter?” Spørger han. Katrine er blevet opdaget. Han ved, hvad hun laver, men i stedet for at sladre om hende, vil han handle. ”Måske. Men de er ikke gratis.” Hun retter sig op og stiller sig foran trækvognen igen. ”Klart. Du skal nok få nogle penge, men først når du har skaffet varen.” Katrine nikker. ”Det er en aftale. Jeg kan have dem med på min tur i morgen efter skole. Vi handler bag det store egetræ.” Katrine peger i retning af træet. Frederik nikker og løber tilbage til de andre drenge. ”En koster tre kroner,” råber hun efter ham, og Frederik vender sig hurtigt om mod hende. Han har hørt hende. Katrine går videre med trækvognen. Hun ved, hvor hun kan få fat i nogle cigaretter. Hun skal bare lade være med at tage så mange ad gangen. Mor kan nok alligevel ikke huske, hvor mange cigaretter hun har tilbage. Ikke når der ligger så mange pakker bag malerbøtterne. Når pakken er ved at være tom, åbner mor bare en ny pakke. Hun har altid kun en åben ad gangen. Når mor åbner en ny, så kan Katrine tage nogle stykker igen. Frederik er nok ikke den eneste af de store børn, der vil købe cigaretter af hende. Katrine åbner døren til træskuret, og lugten af røg hænger stadig i rummet. Hun flytter varerne fra trækvognen og op i barnevognen. Hun tager de to tokroners slikposer, hun betalte for i Sparbutikken og kommer dem i bukselommen. Hun går hen til malerbøtterne og flytter på tre af dem. Mor har mindst fem kæmpepakker af cigaretter liggende her. Katrine tager den åbne cigaretpakke og tager tre cigaretter ud, så lægger hun pakken tilbage til resten og sætter malerbøtterne på plads igen. Hverken mor eller far vil ane uråd. Katrine kommer cigaretterne ned i barnevognens sidelomme, så de ikke bliver mast af slikket. Katrine lukker døren til træskuret og tager sin trækvogn og kører den om på plads i cykelskuret. Katrine når lige at tage i hoveddøren, da hun hører en bil parkere i indkørslen. Katrine tager skoletasken fra gangen og forsvinder ind på værelset. Far vil tro, at hun har været hjemme lige siden, hun fik fri fra skole, og mor ved ingenting, så hun vil tro det samme. Da Katrine kommer hjem fra skole, prikker det i fingrene. Det er den samme følelse, hun får i fødderne, når hun har siddet oven på dem i for lang tid. Katrines fingre prikkede også første gang, hun gik rundt med sin postkassefarvede trækvogn og dens hemmeligheder. Hun skal sælge noget, hun ikke har prøvet før, og Katrine kan godt lide, at de store børn nu er interesseret i hendes varer. Måske vil hun få råd til et endnu større fjernsyn. Hun finder trækvognen frem og kører den hen til træskuret. Katrine pakker trækvognen med et par poser bolsjer, tyve enkroners slikposer og to chokoladebarer. Hun ordner legetøjet og dækkenet, så trækvognens rigtige indhold ikke bliver afsløret. Hun finder cigaretterne fra barnevognens sidelomme og kommer dem i jakkelommen. Så har hun styr på dem. I dag går hun direkte hen på sportspladsen, så hun kan få solgt varen til Frederik. Hun kigger ikke efter Gerda eller de gamle mennesker ved ældrecenteret. Hallens altmuligmand er i gang med at male de hvide streger op på boldbanerne. Katrine går diskret hen til egetræet. Frederik står der allerede og venter. Han er heldigvis alene. Selvom han går i 6. klasse, er hun ikke længere bange for ham. Ikke når hun har noget, han vil have. Karine stiller sig foran ham og spørger: ”har du pengene?” ”Har du varen?” Katrine nikker og hiver de tre cigaretter frem fra lommen. Frederik laver store øjne. Han virker overrasket over, at hun har skaffet dem. ”Det ser godt ud. Jeg tager alle tre. Det var tre kroner for en, ikke?” Igen nikker hun og rækker automatisk hånden frem mod ham. Frederik giver hende pengene og snupper cigaretterne ud af hånden på Katrine. Hun tager fat i trækvognens håndtag, men Frederik stiller sig ind foran hende. ”Du skal gøre noget for mig. Jeg betaler selvfølgelig, hvis du kan skaffe varen. Hvis du ikke kan, så må vi se, hvad jeg gør.” Katrines hånd på håndtaget glider af. Den er svedig, og hun kan ikke længere holde ved håndtaget. Hun kan ikke finde ud af, hvad han har tænkt sig at gøre. Hun prøver at lade som ingenting og kigger afventende på ham. Frederik vil ikke flytte sig. ”Du skal skaffe en flaske vodka. Det skal være en af de stærke sager.” Katrine bliver overrasket og bange. Hun kan ikke skaffe vodka hjemmefra, fordi far har låst barskabet, så hun skal ned til Købmand Larsen. ”Det kan jeg ikke skaffe. Det vil være dumt at gøre.” Hun undgår at kigge ham i øjnene, og hun kryber sammen bag trækvognen, da Frederik begynder at grine. Hun kigger op på ham. ”Jeg er ligeglad med, hvordan du skaffer det. Bare skaf det. Væsken er gennemsigtig, og flasken er af glas.” Frederik kigger på Katrine. ”Og hvad så hvis jeg ikke skaffer det?” Hun kommer frem fra trækvognen igen. Han skal ikke bestemme over hende. Frederik smiler underligt nu. Hun kigger væk. ”For det første har jeg hørt om nogen fra 5. klasse, som også har tænkt sig at sælge forskellige godter på samme måde som dig. Det vil ikke være godt for dig. Så mister du dine kunder. Jeg kan hjælpe dig med det problem.” Katrine bliver overrasket. Det har hun ikke hørt noget om. Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal sige til Frederik. Hendes hjerte banker hårdt, og hun mærker sveden på ryggen og maven. Frederik fortsætter, og hun kigger op på ham igen. ”For det andet vil du nødig have, at dine forældre får besked om din trækvogn.” Katrine mærker panikken brede sig. Mor og far virker ligeglade, men hvis de finder ud af, hvordan hun har tjent sine penge, bliver de helt sikkert vrede på hende. Måske vil mor låse hende inde på værelset igen. Der er kun en udvej. ”Det er en aftale. Jeg har det med i morgen,” siger hun og retter sig op. Frederik smiler dumt og flytter sig. Hele vejen ned til Spar tænker Katrine over, hvordan hun skal få skaffet den flaske vodka. Hun kan ikke lade være med at skaffe noget til Frederik. Katrine har svært ved at holde fast i trækvognen. Hendes hænder er stadig svedige, og hun fryser på grund af den kolde sved på ryggen. Hendes hjerte banker hårdt og hurtigt, og hun er helt forpustet efter at have snakket med Frederik. Hun kan virkelig ikke lide ham. Hun ved, hun må lægge en plan, så hun kan få skaffet vodkaen. Frederik har trods alt sagt, han vil hjælpe hende med dem fra 5., som vil komme til at stjæle hendes kunder og penge. Vodkaen står omme bag kassen ved Larsen, og Larsen står altid ved kassen. Hun skal have lokket Larsen væk derfra. Katrine parkerer trækvognen ved cyklerne og går ind i Spar. Hun går hele vejen rundt i butikken, og der er heldigvis ingen andre kunder. Larsen står ved kassen, en 9. klasser står ved slikhylden og sætter varer på plads, og den anden er ude på lageret. Katrine kigger rundt. Hvis hun går hen til køledisken, vil ingen kunne se, hvad hun laver. Hun tager en mælk, åbner den og ligger den på gulvet. Hun bremser sig selv. Hendes hjerte banker hurtigere og hurtigere. Det føles værre, end da hun stod sammen med Frederik. Katrine kigger ned på mælken. Hun skal gøre det. Hun tramper på den. Mælken løber ud over det hele. Igen kigger Katrine rundt. Der er ikke nogen, der har hørt hende. Katrine går hen til kassen og smiler til Larsen. ”Hvad kan jeg gøre for dig i dag?” Larsen smiler til Katrine, og det går ondt i hendes mave. Der er en knude indeni hende, som kun bliver større og større. ”Der er nogen, der har spildt en masse mælk,” siger hun og peger i retningen af køledisken. ”Nå, det var ikke så godt. Jeg tørrer det lige op, og så kommer jeg tilbage. Tak fordi du sagde det.” Larsen skynder sig væk, og Katrine smutter om bag kassen. Hendes hjerte slår hende igen og igen indefra. Det gør ondt. Hun kigger rundt, men der er ikke nogen. Vodkaen står øverst, og cigaretterne står nedenunder. Katrine flytter stolen, som Larsen plejer at sidde på, hen til hylden og kravler op. Hun rækker hånden ud mod en flaske, der står vodka på. Det indeni er gennemsigtigt. Det ser rigtigt ud. Katrine tager fat om flasken. En hånd griber fat om Katrines håndled. Hun taber vodkaflasken på gulvet. Da flasken rammer gulvet, kommer der et brag. Det var den rigtige flaske, for den var af glas. Det gør ondt i Katrines ører. Hvordan skal hun nu få skaffet den flaske vodka? Hun kigger på hånden, der stadig holder om hendes håndled. Katrine ved ikke, hvad hun skal sige. Købmand Larsen smiler ikke længere til Katrine. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
