 |  | Frygt for første gang |
 |
|
|||||||||||||
|
Frygt for første gang 3.11.2008Da jeg var lille, var der mange ting, jeg var bange for. Bange for at dø. Bange for edderkopper. Bange for min far, når han blev sur. Også selvom han aldrig slog. Bange for zombier. Bange for vampyrer. Bange for mumier. Bange for mareridt. Bange for at min mor var blevet overfaldet, hvis hun var forsinket. Det samme med min far. Bange, bange, bange. Og dog. Det var ingenting i forhold til, da jeg første gang oplevede virkelig rædsel. Aldrig har jeg nogensinde været så bange, som da jeg fik at vide, at der i 2017, eller deromkring, ville styrte en meteor ned i Jorden. Det var første gang, jeg var rigtig bange. Sådan knærystende, fortvivlende og rædselssagen bange. Så bange at man ikke kunne leve. Min storebror, Michael og jeg var hjemme hos min mormor og bedstefar. Jeg sad inde i stuen og læste. Bedstefar så nyhederne. Da var det, jeg hørte det. Jorden ville gå under. Snart! Meget snart! Det syntes jeg i hvert fald. Da jeg hørte det forfærdelige, det uundgåelige, da løb jeg ud i køkkenet til min mormor, der var i gang med at lave mad. Jeg råbte og skreg om dom-medag. Min storebror opholdte sig også ude i køkkenet. Han blev lige så bange som mig. Selvfølgelig gjorde han det. Vi var begge små. Alt for små til at bevare roen. Alt for små til at tøjle frygten. Alt for små. Jeg havde min mor i røret. Hun prøvede at berolige mig. Forgæves. Jeg kunne ikke falde til ro. Frygten boblede. Kogte over. Væltede ud over gryden. Jeg ville hjem. Hjem til mor. Hjem til tryghed. Jeg ville ikke være hos nisserne. Mormor og bedstefar kunne ikke forstå, hvordan vi følte. De var vel alligevel døde, da det ville ske. Det bildte vi os ind. Men i virkeligheden var det en anden grund. De var gamle, kloge og erfarende. Selvfølgelig blev de ikke bange af det. De havde levet med ordet atomkrig hængende over ørerne. Men det vidste jeg ikke dengang. Det eneste jeg havde i tankerne var min fremtid. Den fremtid der aldrig ville komme. Det var jeg overbevist om. Jeg havde en bestemt halskæde på den dag. Det var første gang, jeg havde den på. Det blev også den eneste. Jeg var overbevist om, at det var en ulykkeshalskæde. Fuldt og fast troede jeg på, at den ikke ville bringe noget godt med sig. Den var dens skyld, at Jorden skulle gå under. Så den blev forvist. Jeg gemte den i en kurv. Dernede lå den. Og der kunne, den blive liggende. Det var en plastikhalskæde, jeg havde fået med et blad. Men jeg kunne ikke smide den ud. Kunne bare ikke. Det var bedre den lå et kontrolleret sted. Et sted jeg kunne holde øje med den. Sørge for at den ikke gjorde skade. Dommedag blev udsat. Dog kun med to år. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at nå den kom, så var vi så teknologisk udviklede, at vi kunne ødelægge den, eller på anden måde forhindre at vi blev ramt af meteoren. Det virkede. Men kun lidt. Jeg var ikke lige så bange, som da jeg først fik det at vide. Men stadig så det kunne mærkes. Det kunne føles. Men jeg kunne tænke på andet nu. Tænke på mad. Tænke på at slås med min storebror. Det kunne vi ikke gøre derhjemme. Men nede hos de gamle nisser sloges vi. Derhjemme var jeg faldet meget til ro. Gryden havde kogt og kogt. Til sidst var alt vandet blevet til damp og forsvundet ud i atmosfæren. Men det var der stadig. Bare ikke så man tænkte over det. Usynligt. Min far kaldte på mig. Sagde at jeg skulle komme ind i stuen. Dommedag var blevet udsat igen. Denne gang til år 2060. Jeg havde næsten glemt min frygt. Dommedag berørte mig ikke længere så meget. Men alligevel var det en lettelse, da ragnarok ikke ville komme lige med det samme. Dejligt. Skønt. Fantastisk! Måske var det lidt dumt af mig at se Armageddon og Deep Impact. Katastrofefilm hvor Jorden er tæt på at gå under, og en barnehjerne med fantasi er ikke en god cocktail. Tværtimod. Fantasi er godt. Men ikke altid. Jeg kunne lynhurtigt forestille mig, at det ville ske i virkeligheden. Og det var også nemt. For det var jo ved at ske. Jorden havde jo været ved at gå under. Altså næsten. Jeg burde ikke have set de film. Ikke hvis jeg havde husket på min gennemborende rædsel, fra da meteoren ville komme. Ikke hvis jeg havde været klog. Men det er man aldrig. Jeg var bange. Havde mareridt. Frygten var slem. Rædslen var værre. Gennemborende. Et sort hul. Altopslugende. Men man kan overvinde sin frygt. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-17 12:00:27 |
... nu til dags er det vistnok nærmest økonomerne, som spår Dommedag / erklærer 'ragnarok'
- eller meteorologerne ;)
Medrivende velskrevet. JA; sådan tænker og reagerer fantasirige børn!
venligst ...
- eller meteorologerne ;)
Medrivende velskrevet. JA; sådan tænker og reagerer fantasirige børn!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
