 |  | Krukken kap 13. |
 |
|
|||||||||||||
|
Omme bag smedjen, er Ida gået i gang med at rydde, et stort område for bjørneklo og skræppeblad. Det nye stykke skal bruges som en urtehave og hun er næsten færdig med rydningen, inden svend kommer om og betragter hendes arbejde. Han bemærker der på stykket oppe ved smedjen, ligger en stor stendynge der skal flyttes et andet sted hen. Svend peger på dyngen og siger. ”Det må blive med håndkraft vi flytter de sten.” Samtidig tager han en enkelt op i hånden. Ida tager også en sten og prøver at trille den ned mod bækken, det er ikke langt den triller, bedre går det da Svend sender sin sten af sted, og den ruller et godt stykke forbi Idas. Inden de ved af det, er de i gang med at rulle sten om kap, ned af den lille skråning i retning af bækken. Da legen stopper, har de fået lavet et godt indhug i stendyngen. Ida har sat sig på stenene og svend sætter sig ved siden af. Efter at han har sundet sig, siger han. ”En tur til i morgen, og vi har fået hele dyngen smidt ned mod bækken.” Først nu bemærker han at der for enden af stykket, ligger en stor dynge ukrudt fra rydningen. Ida har rejst sig med en sten i hånden, som hun lægger i kanten af det nye jord stykke, samtidig viser hun med hånden, at stenene kan bruges til at ramme urtehaven ind. Svend sidder lidt inden han nikker, og bifalder. ”Det er en god måde at bruge stenene på, nu må vi håbe der er nok, hele vejen rundt. Ellers, skal vi ned efter dem vi har trillet ned mod bækken” Svend får næsten ikke talt færdig for latter, og Ida ler med. Svend har været på klostret med arbejde, og med sig hjem har han fået forskellige frø til Idas urtehave, og en ny forsyning af brød og øl. Ida har fået lagt en lang række sten, og hver gang der er en ledig stund, går hun om laver rækken længere. Svend har besluttet at han vil prøve, at nedlægge en hare eller et andet dyr, og efter et kys og en forklaring, går han ned forbi hestene. Lige inden hasselhegnet går han ind i skoven et kort stykke, så drejer han af, og går forsigtig fremad, nu kan han hele tiden se ud over de åbne stykker uden, at man kan se ham inde i skovbrynet. Han har taget tre bolte med til armbrøsten, så jagt heldet afhænger af, om han kan komme tæt på. Længe har han stået lænet op af et træ, da der ud fra nogle buske på den modsatte side af engen, kommer en stor hjort til syne. Svend kan se, at afstanden er for stor, og samtidig slår det ham, at dyret også er for stort, til at han kan bære det hjem. Han vælger i stedet at iagttage hjortens bevægelser. Ude på midt på det åbne stykke, sætter et kraftig ryk, den store Hjort i bevægelse, og kort efter kommer årsagen til syne, da en Ulv dukker op i sporet bag hjorten. Hjorten er allerede på vej ind ved skovbrynet, og mindre end 30 favne fra hvor Svend står, springer den med stor fart forbi og videre op i skoven. Han retter blikket ned mod ulven, der tilsyneladende tror på sin næse, med lunte fart nærmer den sig skovbrynet, og kort før den skal ind i skoven, standser den op med løftet hoved. Svend kan se den har fået færten af ham, uden den kan se hvor han er. Et kort øjeblik vejrer den med næsen i luften igen, inden den vender om, og løber tilbage i retningen den kom fra. Samtidig med, at Ulven løber ind i buskadset på den anden side af engen, begynder Svend at gå tilbage til Smedjen. Da han nærmer sig, er humøret lidt nede over den dårlige jagt. Ida kommer ham i møde, og på lang afstand kan han se, at der er noget hun vil fortælle. Efter et gensyns kys, viser Ida med hænderne en rund størrelse og Svend gætter og siger højt ”stenene”? Ida nikker medens hun trækker ham i trøjen. Da de kommer om bag smedjen, stiller svend armbrøsten fra sig, og går med Ida frem til stedet hvor stendyngen har ligget. I højde med jorden, ligger der en flad sten på størrelse med truget omme på pladsen. Ida gør fagter til at han skal løfte stenen. Svend bukker sig og spænder musklerne, idet han sætter fingrene ind under kanten og løfter stenen ud til den ene side. Det syn der møder dem er helt overvældende, midt under stenen er der anbragt en lerkrukke et stykke nede og en smal gang fører ind til krukken. Hvis man fjerner jorden i gangen så passer det lige til en arm kan komme ind til krukken, uden at man skal fjerne, så meget som een sten. Den smalle gang kan man først se når den flade sten er væk, hvis man ikke som Smeden, vidste hvor den var. Svend er målløs, krukken er fyldt med smykker enkelte mønter armbånd, ringe og halsbånd alt i guld og øverst, de fire sølvmønter fra spydene. Svend lægger sig på knæ og tager de fire sølvmønter op af lerkrukken, og rækker dem til Ida, idet han siger. ”Vi lægger stenen tilbage på plads indtil vi får talt om hvad vi skal gøre.” Svend tager fat igen, og svinger stenen på plads. Det er først nu han ser, at Ida har lagt sten hele vejen rundt på nær et stykke til indgang, som hun har markeret ved at trampe jorden fast, som en gang tværs over urtehaven. Ida står og betragter mønterne, da Svend siger. ”Har du lagt frø i jorden,” Ida smiler og går hen og viser at hun også kan lægge mønterne ned så der kan komme flere. Svend er helt med på hvad hun mener og kluk ler over Idas tanker. Det er først efter måltidet, at Svend spørger.? ”Har du nogen som helst mening om, hvor den krukke er kommet fra.” Ida sidder længe og tænker, inden hun går over og lægger sig på briksen med armene over kors på brystet, med lukkede øjne. Svend aner hvad hun mener, og siger. ”Tror du smeden har været lig røver efter et stort slag???” Ida nikker, og slår ham let på hænderne som en tak for, at han har forstået hvad hun mener. ”Nej,” siger svend. ”Lig røver det tror jeg ikke om smeden. Men måske er han kommet i kamp med en lig røver og har taget hans krukke efter han var død.” Ida nikker, det lyder bedre selvom det aldrig bliver opklaret. ”Vi må finde frem til en løsning, og vi har to muligheder, Svend er ivrig. ”Den ene er at jeg smelter alt guldet om til et smykke, så beholder vi mønterne til dårlige tider. Eller vi finder en vi kan stole på, der kan finde ud af hvor det hele kommer fra.” Han sidder lidt og tænker. ”Men hvordan, det kan lade gøre kan jeg ikke se.” Ida sidder lidt, så peger hun på Svend. Det må han selv afgøre, det var ikke lige det han havde forventet, han prøver med en tredje udvej. ”Der er også den mulighed at vi tager hjem til mit fødested, og ser hvad der er sket på stedet, inden vi beslutter os for, hvad der skal ske med krukken.” Ida nikker eftertænksomt, det vil give dem bedre tid til at træffe den rigtige beslutning. han rejser sig og sammen går de om bag smedjen. Svend går ned til den store bunke med ukrudt, inden han siger. " jeg bruger det her til at skjule "stenen" Nogen tid efter, ligger den store bunke oppe bag Smedjen. Ida er gået ind, for at klargøre til morgendagens ridetur. Tre sølvmønter. kap 14. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
