 |  | Tre sølvmønter. kap 14. |
 |
|
|||||||||||||
|
Både Ida og Svend har sovet uroligt, og det virker helt afslappende, at sidde på hestene igen, nu solen er kommet frem og det varer da heller ikke længe, inden Svend er inde på talen om krukken med skatten. ”Jeg har været vågen flere gange i nat på grund af den krukke,” kommer det ærligt, medens han ser over på Ida. Ida sætter et smil op, og peger på sig selv. ”Tænkte det nok” siger svend. Er du kommet på en god løsning.? Ida vrikker nej med hovedet ”Ja, så må vi holde på hemmeligheden lidt endnu.” De har nået skoven, og Svend har sat farten ned til rolig gang. Det er kun kniven han har taget med, og for en gang skyld ligger den sammen med brødet i sækken. ”Jeg rider frem foran, til vi igen er ude af skoven. Sidst jeg var her, gik det så stærkt med at komme væk fra nogle lumske mordbrændere, at jeg knap nok fik set hvad vej jeg red.” Svend er redet op foran og langt om længe er de kommet frem til bækken. Han gør holdt og venter til Ida er kommet op ved hans side, inden han siger. ”Nu er der ikke så lang til min moders søster. Hun bor i et hus længere ude af vejen ved en samling huse, men vi skal dreje af, inden vi kommer så langt” Ida nikker og lader sig glide ned af hesten. Svend holder tømmen, medens hun tager vand fra bækken op i ansigtet. Da hun er færdig går hun op mellem hestene og Svend bøjer sig langs sin hest, og lægger armen under Idas arm. Med alle sine kræfter, løfter han hende op så hun kan sætte sig overskrævs på sin hest. Ida har stadig vådt hår og ansigt, da de sætter i gang igen med kurs mod brandtomten, et sted længere fremme. Ida peger frem mod en vejdeling og svend siger ”Ja” inden de drejer ind på vejen mod hans ”fødested”, Efterhånden som de nærmer sig, kan han mærke at spændingen stiger. På lang afstand kan de se, at der er flere i gang med at bygge et nyt træhus der hvor gården lå, og der står en hest spændt for en vogn. Lidt fra huset ligger tømmeret, og der mangler en del af taget, ellers er det et flot stort træhus. Svend og Ida er kommet helt op til pladsen der er foran huset og holder hestene an. En ung mand med rødt hår, kommer hen foran hestene og siger. Velkommen, hvad bringer jer hertil, er i tørstige så har vi en slurk øl. Svend ser på Ida inden svaret kommer. ”Jo tak,” Svend er forsigtig med ordene da han forsætter. ”Hvem skal bo i det store hus.” Den rødhårede har løftet en dunk op på tømmeret foran huset. Hjælperen har også skænket, medens de to på taget fortsætter med et lægge strå og støde op, da Svend sidder af, og hjælper Ida ned. Først da de har fået en slurk fra dunken siger den rødhårede der virker som lederen. ”Det er præsten omme i Tåning, der har sat os i gang. Han vil bo her når han skal slutte med at være præst.” Svend kender udmærket den præst, og kan huske ham fra samtaler med hans far. Svends næste spørgsmål falder helt naturligt. Hvad betaler Præsten for at få huset lavet. Den rødhårede tager dunken fra munden og siger. ”Vi får maden, og een gang før messedag, fylder vi dunken med øl. Tømmeret er fra en stor korn lade der er revet ned af holstenske leje tropper. Det der kunne bruges er kørt hertil og bruges til huset som du kan se.” Den rødhårede er helt stolt over den sidste bemærkning. ”Tak for øl og en god snak” siger svend ”Og held med arbejdet.” Lidt efter er hestene vendt og så snart de er udenfor på vejen siger Svend. ”Først skal vi hente den sidste sølvmønt i brombærkrattet og så tror jeg vi skal tale et par ord med Præsten i Tåning.” Solen står lige oppe over deres hoveder, da de rider op til Kirken i Tåning. På afstand har de har set, at Præsten står med ryggen til, og taler med en bonde, i skyggen under et træ, et kort stykke fra indgangen til kirken. Svend er kommet af hesten og denne gang, er han godt forberedt. Da han er et par skridt fra præsten, siger han højt. ”Jeg skulle overbringe en hilsen fra Abbeden i Voer kloster” Præsten drejer omkring og ved synet af Svend bliver han helt hvid i ansigtet. Der går lidt tid inden præsten får fremstammet ”Lever du” Svend kan se, at præsten har troet at han var brændt inde. ”Hvorfor skulle jeg være død spørger Svend, med fasthed i stemmen.” Præsten opdager, han har dummet sig med sit spørgsmål. Og at Svend har gennemskuet hans viden om hvad der er sket. ”Jeg er sendt ud i et ærinde for Voer kloster, og red forbi et hus der bliver opført, på min faders jord. Præsten er nu kobber farvet i ansigtet over afsløringen, og hans forklaring, kommer da også noget modstræbende. ”Jeg har hørt, at alle var omkommet i branden, og derfor er jeg begyndt at opføre et hus.” Svend er overbevist om at præsten ikke har tænkt sig at give afkald på den jord han har til raget sig. Svend prøver at lokke. idet han siger. Abbeden i Voer har givet mig en sølvmønt med til præsten, for at tilse at jorden bliver passet til gavn for klosteret.” Svend viser sølvmønten frem og præsten gør store øjne og udbryder. ”Jeg giver gerne afkald på huset hvis vi kan finde en løsning.” Jeg kan give præsten sølvmønten og så giver jeg, en besked på tilbagevejen, om hvad der skal ske fremover, så er det præstens opgave at fortælle at det er Voer kloster der har jorden og huset. Præsten kan se sig ud af sin pine og måske også tjene en sølvmønt. ”Det vil være en god gerning, at gøre det arbejde for klosteret.” Svend har travlt. ”Så har vi en aftale. jeg giver præsten sølvmønten og stoler på præstens ord. Dette meddeler jeg når jeg er i klosteret med nyt arbejde.” ”Nyt arbejde” Gentager Præsten. ”Ja jeg er bronzestøber for klostret, og derved har jeg min gang hos Abbeden.” Præsten er benovet over den beretning, og bukker nærmest da han modtager sølvmønten. På vej fra Kirken med den svigefulde præst, gør Ida tegn til at der skal spises og det er et par mætte ryttere der ankommer til træhuset, for anden gang den dag. Svend sidder af, og går hen til den rødhårede. Efter en hurtig forklaring, er han sat ind i, at det fremover er Svend der har opsynet med jorden og huset, og at præsten har fået sin betaling. Inden Svend er færdig spørger han som det sidste. ”Er du gift og har du børn.” ”Ja” Svend spørger igen. ”Har du forstand på landbrug” Ja” lyder svaret, ”Min fader har en lille gård.” Og du har måske også et navn. ”Jeg hedder Uffe,” ”Så er du hermed blevet bestyrer af huset når det er færdigt, du får to sølvmønter fra Voer kloster, til at bygge resten og betale dem der fortjener. Nu kan du komme i gang med at arbejde her, med din familie.” Inden Svend overrækker mønterne siger han. ”Hvad siger du selv til den udfordring.” ”Tak. du har fået dig en god ven jeg skal nok få stedet til at blive et godt sted at være.” Det er en lamslået Uffe der står og ser langt efter Ida og Svend medens de rider ned af vejen, med kurs mod søsterens lille hus. Ida har flere gange standset hestene, for at kysse. Hun er både stolt og glad, for det hun har hørt. En rigtig beslutning kap 15. | ||||||||||||||
 | prefu | 2017-05-09 10:36:00 |
Man kan ikke læse teksten der var ikke noget galt i går
Venligst
pf.
Venligst
pf.
| haleløs | 2017-05-09 13:31:17 |
send en beskrivelse af problemet til Jesper via 'ris & ros' i bundmenuen!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
