 |  | Drømmen i Istedgade |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg svajer tilfreds opad trapperne. Taber nøglerne og griner fjoget ad mig selv. Jeg larmer i min lykke, jeg ved det godt, men det er ikke vigtigt. Hoveddøren makker endelig ret. Verden forsvinder omkring mig, og jeg træder ind i vores varme, til dig og mig. Opvasken fra tidligere står stadig stablet, med pletter fra kødsovs og papvin af ikea-glas. Jeg smiler til det lille køkken, og rummet byder mig stille velkommen hjem. En snavset dynge af vores tøj ligger klar til at blive vasket på den bløde sofa vi fandt til genbrug. Jeg kan se din fod titte ud under dynen. Du snorker blidt, en lyd jeg ikke kan finde ro uden. Også selvom du stadig er vågen Du lægger dig ind til mig, med varmen af en søvnig lykke. Du har ventet på mig, og hele aftenen har ledt mig hen til lige nu. En ro falder over mit hjerte, og jeg falder stille ind i søvnen. Verden udenfor er kun en drøm, det er sammen med dig jeg er vågen. Vi bades i det bløde lys fra gadelamperne udenfor. Mens min bevidsthed glider ud i intetheden, mærker jeg meningen med resten af mit liv. De omflakkende beboere fra mændenes hjem, råber vedkendte lyde igennem vinduet. Mange af dem har fundet samme fornemmelse, ved foden af Mariakirken. Fortabte sjæle, som har givet sig hen, til lykken på et trappetrin. Fravalgt deres liv, for ikke at føle smerte. Men smerten vil følge dem, som døden der ikke kan undgås. Men valget er nemmere når lykken kun koster en stjålen radio. Mens vi sover vil vores åndedræt finde en rytme, der kun kendes af os. og jeg vil knuge dig til mig i søvne, og glemme at jorden roterer. Men en dag vil det larme fra gaden, og vi vil langsomt vågne af støjen. Og opvasken vil blive til en krig, og køknet vil ikke længere smile. Og dem vi var, da vi var sammen, vil være skygger, som græder i baggrunden. Og hvem vil vi så være, når vi ikke længere er elskere, og når vi står i entréen, og høre på tomheden larme. Jeg vil smække døren før dig. Jeg har aldrig ku' bære lyden, af en dør, der lukkes udefra. Og byens puls vil ramme mig, mens jeg langsomt tilvænner mig kulden. Og et nyt liv vil begynde forfra, og meget vil skulle skabes fra bunden. Og jeg vil tænke over meget, og finde svar på meget lidt. Mens mit indre stille samles omkring det begyndende arvæv. Men en dag vil jeg gå langs stilladser, af bygninger, der kun er beton. Og jeg vil se dig, side på bænken, med et dampende papkrus i hånden. Og jeg vil hilse, og vi vil huske, og vi vil prøve at forstå. Og jeg vil grine, og du vil smile, og jeg vil rejse mig og gå. Men lige nu er du hos mig, mens vi sover. Uvidende og lykkelige, om tiden der vil komme. Og jeg vil senere trøste mig, med fremtiden, som jeg endnu ikke ved. Alt der er sat sammen forsvinder. Også hovedbanegården, vil en dag blive revet ned. | ||||||||||||||
 | NannaLA | 2014-03-15 13:52:16 |
Kære Morten,
Du har skrevet et særdeles velskrevet og smukt digt...om kærlighed, ulykkelig kærlighed og København. Og det synes jeg vældig godt om!
Først blev jeg bange for de mange, mange strofer. Men den angst blev da hurtigt gjort til skamme. Du formår at male hverdagsrealismen på allerfineste vis, særligt er jeg vild med lige netop dette:
"Men en dag vil det larme fra gaden,
og vi vil langsomt vågne af støjen.
Og opvasken vil blive til en krig,
og køknet vil ikke længere smile."
Min glæde ved denne strofe er, at hverdagen kan være noget så fin. Selv alt det kedelige, som du nævner tidligere i teksten. Og så liste pludselig mister det, det der lag, der havde lagt sig som en slags sukkerlag på de sure ting. Så de var til at overkomme. Og denne strofe beskriver det så fint!
Derudover vil jeg meget gerne fremhæve min personlige favorit strofe, der for kig står som det stærkeste i din tekst, nemlig:
"Og dem vi var,
da vi var sammen,
vil være skygger,
som græder i baggrunden."
Jeg er decideret vild med det. Melankolien er så lækker, kærligheden var så overskyggende i de tidligere strofer, og her vækkes virkeligheden. Generelt er skygger, der græder i baggrunden bare lækker-sørgeligt at læse om.
Afslutningsvist synes jeg, at din tekst halter lidt, desværre. Jeg kan SAGTENS se hvad det er du vil med Hovedbanegården og forsvindingen, men det er som om det høre til i en anden tekst. Personligt synes jeg, at "Og jeg vil senere trøste mig/med fremtiden" ville afslutte digtet langt stærkere, da det giver en nydelig rød tråd med digtets mange tanker og overvejelser, ønsker og håb.
Det er naturligvis op til dig selv, om du vil benytte dig af mit forslag.
Titlen er super!
Tak for vidunderlig stemning i Istedgade,
Mvh Nanna
Du har skrevet et særdeles velskrevet og smukt digt...om kærlighed, ulykkelig kærlighed og København. Og det synes jeg vældig godt om!
Først blev jeg bange for de mange, mange strofer. Men den angst blev da hurtigt gjort til skamme. Du formår at male hverdagsrealismen på allerfineste vis, særligt er jeg vild med lige netop dette:
"Men en dag vil det larme fra gaden,
og vi vil langsomt vågne af støjen.
Og opvasken vil blive til en krig,
og køknet vil ikke længere smile."
Min glæde ved denne strofe er, at hverdagen kan være noget så fin. Selv alt det kedelige, som du nævner tidligere i teksten. Og så liste pludselig mister det, det der lag, der havde lagt sig som en slags sukkerlag på de sure ting. Så de var til at overkomme. Og denne strofe beskriver det så fint!
Derudover vil jeg meget gerne fremhæve min personlige favorit strofe, der for kig står som det stærkeste i din tekst, nemlig:
"Og dem vi var,
da vi var sammen,
vil være skygger,
som græder i baggrunden."
Jeg er decideret vild med det. Melankolien er så lækker, kærligheden var så overskyggende i de tidligere strofer, og her vækkes virkeligheden. Generelt er skygger, der græder i baggrunden bare lækker-sørgeligt at læse om.
Afslutningsvist synes jeg, at din tekst halter lidt, desværre. Jeg kan SAGTENS se hvad det er du vil med Hovedbanegården og forsvindingen, men det er som om det høre til i en anden tekst. Personligt synes jeg, at "Og jeg vil senere trøste mig/med fremtiden" ville afslutte digtet langt stærkere, da det giver en nydelig rød tråd med digtets mange tanker og overvejelser, ønsker og håb.
Det er naturligvis op til dig selv, om du vil benytte dig af mit forslag.
Titlen er super!
Tak for vidunderlig stemning i Istedgade,
Mvh Nanna
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg ser spændt frem til at fordybe mig i din digtsamling! Tusind tak for billigelsen. Det er en oprigtigt fed fornemmelse når man ved at der er andre, der kan finde værdi i noget af det man har fået banket sammen.
Jeg havde egentligt i tankerne at få skrevet om på nogen af stroferne (blandt andet for at skrive en lidt mere afrundet slutning - som jeg vil give dig ret i halter lidt), men der kom studie og afleveringer i vejen - tror i stedet jeg vil koncentrere mig om at finde drivkræften til at skrive noget nyt.
Tak for inspirationen, havde nok ikke fået skrevet det uden motivationen her fra siden.
Hvis det imod forventningen en dag sku' hænde at jeg får noget udgivet, vil jeg straks sende en udgave i din retning : ) Tak igen. Mvh Morten