 |  | Er vi alle Guds børn? (Del 2) |
 |
|
|||||||||||||
|
Med et, var det hele overstået. Trykket lettede. Pludselig begyndte følesansen at komme frem igen. Hele hendes overflade sitrede. Hendes skin spandt af følelsen af den blide brise, der løb hen over jorden. Den kølede hende lidt ned for en stund. Så kunne hun igen fornemme solens ekstreme varme på sin hud. Hendes næse begyndte langsomt at opfatte lugtene omkring hende. Hun rynkede næsen i ubehag. Hun var ikke vant til lugte i så voldsom grad. Hun var vant til milde dufte, der var skabt i laboratorierne. Forsigtigt trak hun vejret ind. Hun måtte vænne sig til den kvalmende følelse af ilt, der løb ned i hendes lunger. Heldigvis var der nok nitrogen i menneskenes verden. Så kom lydene til hende! Råben og skrigen. Børn på en legeplads lige i nærheden. Voksne, der talte lavmælt sammen - eller råbte efter deres genstridige børn. Abigail åbnede forsigtigt øjnene. Selv i skyggen skar det kraftige lys sig ind i hendes følsomme øjne. Hun måtte tage en dyb indånding, inden hun tog sig sammen og kiggede rundt. Hun sad ganske rigtigt lige i udkanten af en mindre samling træer. Hun kunne se, at hun befandt sig midt inde i en større by. Lige foran hende stod et menneskebarn og kiggede nysgerrigt på hende. Abigail smilte forsigtigt. Den lille dreng lagde hovedet let på skrå og spurgte forpustet:” er du også med?” Han havde tydeligvis ikke andet i hovedet. Han havde ikke givet udtryk for nogen forvirring i forhold til hendes udseende. Hun kiggede forsigtigt ned af sig selv. Hendes sarte grønne farve havde en helt anden nuance i skyggen. Abigail rystede langsomt på hovedet. ”Vil du gerne være med?” spurgte han hurtigt. Abigail vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle reagere. Hun så spørgende på ham. Han rystede opgivende på hovedet. ”Er du med?” spurgte han utålmodigt. ”Hvad leger I?” spurgte hun forsigtigt. Hendes stemme lød som små klokker i jordens bemærkelsesværdige luft. Han smilte til hende, som om hun slet intet havde forstået et eller andet vigtigt. Han havde et snedigt glimt i øjnene, som det tog Abigail lidt for lang tid at opfatte. Han rykkede tættere på hende. ”Tik! Og nu er du den!” udbrød han lykkeligt efter at have klappet hende på skulderen. Han skyndte sig at løbe ind mellem træerne. Abigail stirrede chokeret efter ham. Det havde taget hende lang tid at forstå betydningen at menneskenes leg. Nu tog det hende lang tid at opfatte, at det var sådan en, hun havde med at gøre. Endelig rejste Abigail sig langsomt. Det føltes helt forkert at bevæge sig rundt på jorden. Tyngdekraften var en helt anden, og hun følte, at hun svævede. Forsigtigt bevægede hun sig fremad. Hendes bevægelser var uhyre elegante. Hun havde en ballerinas ynde, alligevel følte hun, at hun bevægede sig klodset. I dyb koncentration begyndte hun at bevæge sig fremad samtidig med, at hun holdt udkig efter drengen. Hendes fine hørelse opfangede små fnis rundt omkring i skoven, så hun kunne hurtigt udpege, hvor de andre børn befandt sig. Abigail forsøgte sig med noget nær luntende tempo. Alligevel kom hun overraskende hurtigt frem! Hun vidste, at hun ville kunne bevæge sig langt hurtigere end mennesker, men at hun var meget svagere. Hun listede sig hen til det træ, hvor drengen havde gemt sig. Hun kunne fornemme, hvordan drengen holdt vejret. Han vidste, at hun var tæt på. Abigail sprang rundt om træet, men drengen havde allerede flyttet sig. Hun slog sit fine hoved ind i træet. Alle sanserne forsvandt et øjeblik. Da hun kom til sig selv, stod de andre børn og grinede lidt længere væk. Hun vendte sig rundt og begyndte at lunte i retning af børnene. Omkring en fem små menneskebørn holdt øje med hende. Da hun nærmede sig, forsvandt de straks i retning af legepladsen. Abigail vidste, at der ville være voksne. Hun stoppede op i skyggen, hvor hun stadig så nogenlunde almindelig ud! I hvert fald på den afstand. Hendes øjne slap modvilligt sollyset ind. Skønt hun stadig stod i skyggen, var lyset overvældende. Et par voksne øjne blev vendt i hendes retning. Det var moderen til den dreng, der havde inviteret hende med i legen. Hun så på den lille pige med milde øjne. Abigail smilte forsigtigt til kvinden. Hun ville ikke ødelægge noget. Kvinden fortsatte samtalen med en anden mor. Alle børnene havde rettet deres fokus mod Abigail. Det var hende, der var tikkeren. De ventede anspændt på, at hun kom efter dem. Med et årvågent blik på de få voksne trådte Abigail ud i sollyset. Hendes hud sved i lyset, men det vigtigste var, at ingen umildbart reagerede på hendes udseende. Børnene havde kun tanke for legen. Abigail smilte stort. Hendes små skarpe tænder var ikke tydelige nok på den afstand. Hun bevægede sig i retning af børnene. Hun havde fået nogenlunde styr på motorikken. Det betød dog, at hun bevægede sig præcis lige så hurtigt som det hurtigste barn - uden at anstrenge sig. Hun nåede hen til en lille mulatpige, der ikke havde haft en chance for at undslippe hende. ”Tik!” klingede Abigails stemme, da hun tjattede den lille pige på skulderen. Hurtigt løb hun væk igen, så den lille pige ikke nåede at fange hende. Hendes bevægelse havde været en anelse for hurtigt, men ingen havde øje på hende, da hun ikke længere var tikkeren. Den lille mulatpige gennemsøgte hurtigt legepladsen. Hun forsøgte at finde et offer, der ville være langsomt nok til, at hun kunne fange personen. Hun fik udset sig en større dreng, der sad og pillede næse. Hun listede sig derned. Alle de andre børn grinte. For sent opdagede næsepilleren, at han var blevet udset. Den lille mulatpige fik fanget ham! Han kiggede overrasket op og satte øjeblikkeligt efter en anden dreng. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-11-17 17:37:50 |
det ville altså være en stor læsehjælp hvis dy linkede mellem teksterne således:
url til 1. del = http://www.forfattersiden.dk/article.php?storyid=d99a1a42a091520dbada3ed47ec91a21
saks den mangecifrede tal-kode ind i tags [storyid*]d99a1a42a091520dbada3ed47ec91a21[/storyid*]
de to ** slettes Er vi alle Guds børn? (del 1)
venligst ...
url til 1. del = http://www.forfattersiden.dk/article.php?storyid=d99a1a42a091520dbada3ed47ec91a21
saks den mangecifrede tal-kode ind i tags [storyid*]d99a1a42a091520dbada3ed47ec91a21[/storyid*]
de to ** slettes Er vi alle Guds børn? (del 1)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
