 |  | Esoteriske Slips Kap. 75 Mariannes partitur |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 75 Mariannes partitur Det måtte ikke være rart at være Jensen, tænkte Eliza. Man skulle tro, at han måske i sit arbejde ville kompensere for at være under tøflen derhjemme. Han burde forære sin kone en opvaskemaskine. Men måske kunne han i virkeligheden bedst lide det på den måde. Mænd var sgu underlige. Mailen kom efter få minutter. Denne gang havde afsenderen husket at vedhæfte det bilag, som meddelelsen drejede sig om. Det plejede han at glemme. Hun tog et print af de syv sider med alfabetisk ordnede navne og tilhørende noter. Desværre var der endnu ikke billeder på. Mange kendte hun i forvejen navnene på. Erhvervsledere, en forfatter var der, to professorer, hvoraf hun havde mødt den ene, Zakharias Lucide, ved Mørks reception. Pudsigt. To doktor phil'er, en cand. phil., en skuespiller. Og så en masse hun måtte se nærmere på. En tømrermester, en borgmester, en sundhedsassistent og alt for mange, hun aldrig havde hørt om. Intet sted fremgik det, hvem der havde peget på netop dem, eller hvorfor? Alle var bare beskrevet med persondata og en kort biografi. Tjenesten havde ikke råd til at tabe ansigt. Og den rådede ikke over tolv operatører, der uden videre kunne ”plantes” i de tolv grupper. Eliza vidste, at PET helst ikke gamblede uden at kende udfaldet - og i så fald selv måtte konstruere et resultat. Alt imens rykkede cyberkrigen nærmere time for time. Hele Compol’s mandskab var i en lige så umulig situation. Hun var ikke længere så sikker på, at hun kunne magte opgaven, men hun var nødt til selv at stille betingelserne eller glemme alt om en fortsat ”karriere” i branchen. Hendes polske arbejdsgivere overholdt ikke længere aflønningsterminerne. De var også sakket bagud i cyberudviklingen. Det passede hende fint; men hun kunne ikke føle sig sikker. I løbet af ganske få år havde magtkonstellationerne ændret sig, som få eller ingen havde forestillet sig. Det gjaldt på alle niveauer i samfundet, og det var globalt, som intet andet havde været før. Det var uoverskueligt, uberegneligt og påvirkeligt af enkelte menneskers fantasi og påfund. Noget stort og ustyrligt var sat i gang og havde accelereret så voldsomt, at ingen kunne bremse det eller følge med det. Hun var ved at få hold på nogle af de bærende elementer, som hun ville drøfte med Jensen og Dueholm, før hun var rustet til sit forsøg på at blotlægge PETs svagheder. Helga havde - halvt i søvne - registreret, at jeg var stået op igen lidt over midnat. Tidligere kunne det klares med en Gl. Carlsberg Porter. Nu måtte jeg finde roen og tilfredsstillelsen gennem seksuelle aktiviteter eller andre kreative sysler. Bogen drillede. Sovepiller brugte jeg aldrig. For et års tid siden havde jeg i en sen aftentime taget en halv, og jeg vågnede (for sent) klokken ti den næste formiddag. Udsovet måske? I hvert fald totalt udbombet. Der var kun to ting, der duede: sex eller forløsningen, når en tekst lykkedes. To helt uforenelige størrelser, som dog var så nært beslægtede. Jeg havde fat i noget. Skrev et par stikord for at kunne rekapitulere i morgen. Læste lidt her og der i de tidligere kapitler (og stødte mærkeligt nok stadigvæk på banale stave- eller sprogfejl). Det plejede at virke. Et enkelt krus pulverkaffe til dages sidste (eller første) smøg virkede også glimrende som beroligende middel mod rastløsheden. August Mørk var gået tidligt til ro; det vil sige ved 23-tiden. Han havde fortalt Maria om sin beslutning om at lade hende portrættere. Altså, hvis hun gerne ville. Heldigvis anede hun ikke, hvad det ville indebære, så hun havde bare leende svaret ja. - Tror du virkelig, at jeg kan sidde stille længe nok, havde hun sagt. Det kunne være spændende. - I vore dage, kan det vel ikke være det store problem, tænker jeg, havde Mørk svaret. Han ville tale med Marianne og Helga for at søge deres råd om valg af en god maler. Rubens var jo død, og Niels Strøbek ville formentlig være for dyr eller optaget af større opgaver. Tænk, at kunne male. Eller spille, synge eller skrive. Marianne kunne spille klaver, men brugte det sjældent. - Nej, det skal stemmes først. Jeg har bare glemt at ringe efter ham, der plejer at komme her, havde hun svaret. Hun havde fortalt om flyglet i sit barndomshjem og om faren, der havde været koncertpianist. Mørk ønskede brændende at kunne høre hende spille. Hun havde vist ham nogle af farens gamle nodebøger med klassiske værker. Hun havde spillet i hele sin barndom og det meste af ungdomsårene. Han havde altid haft en blyant bag øret, når han spillede; hun kunne huske, at han standsede af og til og gjorde små tegn eller noter i partituret, havde hun sagt. Mørk drømte vist, at hun lå ved siden af. Esoteriske Slips Kap. 76 Lineære kurver Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
