 |  | Esoteriske Slips Kap. 76 Lineære kurver |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 76 Lineære kurver Helga tjekkede sin mail allerede klokken otte, da vi havde fået morgenkaffe. Der lå en besked fra i går fra Brun Rasmussen. Hun skulle blot ringe til deres kontor for at aftale tidspunkt for en besigtigelse. De bad hende om at have alt skriftligt materiale vedrørende figurerne parat. De kørte dagligt i Storkøbenhavn. Hun virkede overrasket; - Auktionshuset har mailet. Nu skal jeg bare aftale en tid med dem; jeg vil så gerne have dig med. Har du tid? - Selvfølgelig har jeg tid. Jo hurtigere du slipper af med dem, jo bedre kan du sove om natten. Jeg har ingen planer for i eftermiddag, men så hurtigt kan de jo nok ikke komme. - Jeg har da lov til at spørge, svarede hun. De åbner klokken ni. Du var oppe at skrive i nat; gør du det tit? Altså om natten? - Nej, kun hvis jeg ikke kan sove på grund af tekstens problemer. Den bedste sovepille er at finde en løsning og sætte et punktum. Eller skrive et par linjer, som jeg kan arbejde videre med, når jeg falder i søvn. Det var det samme på tegnestuen. En forkert linje, altså en streg, skulle se ud som en ret linje og måtte derfor tilpasses en anelse til omgivelserne eller lyset, før den ”sad i skabet”. Det er sgu nemt nok at trække streger efter en lineal, men ikke altid det rigtige. Det er nemt for mænd at tænke lineært; kvinder er født med kurver inden i og vokser op med dem udenpå. - Jeg synes nok, at du har taget lidt på, søde ven, sagde hun og trykkede et kaffekys på mine læber. - Den er kun halvni, men jeg prøver alligevel... - Auktionshuset, svarede en myndig men venlig og imødekommende, kvindelig menneskestemme. De taler med Linda Friis. Hvad kan vi hjælpe med? Helga præsenterede sig forklarede, hvad sagen drejede sig om. - Åh, er det Dem allerede; det var heldigt. Jeg sidder her med en besked fra min chef, om at hun venter en vigtig opringning fra Dem. Må jeg ikke stille Dem ind? For Helgas skyld kunne hun stille hende hvor som helst, hvis de bare ville komme og vurdere træværket. Efter et par omstillingslyde var der bid. - God morgen, De taler med Frederikke Brun, jeg vil bare spørge om jeg må komme med på besøg i Deres Galleri? Hvilket tidspunkt passer Dem bedst? Helst i dag. Helga kikkede på mig og lagde en hånd over telefonen. Hvad med klokken to? Jeg nikkede. Da hun blev færdig med samtalen, aftalte vi at køre til Ryesgade. Det der med ”alt skriftligt materiale” bekymrede mig lidt, men for Helga betød det mindre. Jeg tænkte mere på om hun kunne finde det. - Da du sagde, at Galleriet nærmest lignede en marskandiser, kom jeg til at tænke på, om vi ikke hellere skulle have taget figurerne her hjem, hvor de bedre”¦ - Pjat, sagde hun, du har et smukt hjem, men hvis en vurdering af figurerne ville afhænge det mindste af omgivelserne, vil vurderingen ikke være ægte. Det lød jo ikke så tosset. Klokken elleve fandt vi en parkeringplads foran Mustafas forretning. Han kom smilende ud og bød os velkommen. - Nå. Det var det papir, sagde hun, da vi kom ind i galleriet. Gider du kigge i kommodeskuffen? Den øverste. Jeg så mig omkring. Der var vist flere muligheder, men OK. Ret hurtigt fandt jeg et fragtbrev på engelsk. Det var e stemplet med tre aftryk, blandt andet ”Bombay Harbor. Oct. 2011.” og et håndskrevet ”Copenhagen DK” i en rubrik længere nede. Men Helga havde talt om en seddel fra Københavns Toldbod. - Alle tiders, udbrød Helga. Du kan se der er system i tingene. Hjælper du mig med at bære figurerne ud i butikken? - Nej, jeg tror bare du skal lade dem stå, hvor de er. Jeg prøvede at gøre mig nyttig ved at rydde lidt op, men det var rigtig nok. Hun havde en eller anden orden hendes eget system, så det var begrænset, hvad jeg kunne gøre. - Skal jeg vaske vinduerne ud til gården, mens vi venter? - Ja, min skat, de kunne nok trænge. Hvor er det sødt af dig, at du gider. Gulvspanden og klude er under vasken. Så smører jeg os et par stykker mad imens. Der skal stå en stige nede på køkkentrappen. Der er også en børste. Mustafa var ved at vaske en grøn affaldskontainer, da jeg kom slæbende med stigen. Han holdt inde med sin skuren og skrubben, da han så mig. - Du er en god mand for Helga. Kvinder skal ikke gå på stiger, sagde han. Nu holder jeg fast her, så går du op. Du komme en lille lille smule salmiak i vandet. Vent lidt, jeg henter. Jeg kunne høre han råbte noget, åbenbart noget kærligt, til sin kone, for hun kom kort tid efter smilende ud med endnu en spand vand og en lille flaske salmiakspiritus. Uh, sagde hun, da han gav hende et klap bagi. - Kan du lide tyrkisk cigaret, spurgte han mig. - Ja, tak. Er de stærke? - Det tror jeg ikke, men de smager godt i næsen. Ja, bedre, Vi satte os på trappestenen og røg. - Flytter du ind her? Hos Helga? - Nej, svarede jeg, jeg bor tæt ved en skov og frisk luft. - Du bor alene? Det er ikke godt for en mand. Hvad så? - Tja, nu skal jeg pudse hendes vinduer. Han tog igen et fast greb i stigen, da jeg gik de otte trin op med spand og børste. Resultatet kunne hurtigt ses og snart var de fire vinduesfag klaret udvendigt. Nu kaldte konen på ham, og jeg takkede for hjælpen. - Så blev det forår, sagde Helga, da jeg kom ind ad køkkendøren. Tusind tak, sikken et lys her kommer ind nu; frokosten er serveret. Jeg fandt for resten den der seddel fra toldvæsenet. Jeg lægger den her. Der kom kun en enkelt kunde, mens de spiste. Han købte for næsten 900 kroner. - Sådan en type, må der gerne komme nogen flere af. Han spurgte om prisen på et af mine egne billeder, men ville først tænke lidt over det. Det er fair nok. Jeg fortsatte afvaskningen indvendig. Her var det værre. Mange vinduespudsere må være holdt op med at ryge, tænkte jeg og sprang en cigaret over. På slaget to kom de. En lidt forsagt ældre hvidhåret herre med meget stærke briller, som han ustandselig skubbede op ad næseryggen med højre hånds langefinger. Han hilste og præsenterede sig som Chau Ban Hansen. Den midaldrende kvinde i jakkesæt, Frederikke Rasmussen forklarede: - Huset sender normalt kun en af os ud, men Deres fund ser ud til at være helt specielt. - Kom skal De se. Helga fjernede lagenet. Skal jeg tage dem frem til Dem? - Ja tak meget int”¦ Fru Rasmussen afbrød sin kollega og henvendte sig til Helga: - De må helst ikke berøre figurerne uden at bære handsker. Vi går altid ud fra, at de genstande, som vi skal håndtere, er ægte og dermed værdifulde. Ved uforsigtig eller forkert behandling kan værdien falde betydeligt. Men jeg ser, at De har skånet dem for sollys og støv. Hun så anerkendende på Helga. - Det kan ikke være muligt, sagde Chau Ban. Kun Mauryariget kunne frembringe sådanne værker”¦ men så skal vi helt tilbage til det 7. århundrede”¦ - Jeg tror, at en af dem er hul, sagde jeg. - Ja, det muligt. Jeg er bange for, at de skal en tur forbi Nationalmuseet. De har udstyret til scanning og fotografering, svarede vurderingsdamen. - Har De papirer på genstandene? - Ja, de er her. Helga rakte hende de to attester. - Den ene er bare en genpart af min vens kvittering for modtagelse i Frihavnen. Hr. "Tjubang" Hansen fortsatte sin forklaring: I løbet af 300-tallet opstod et nyt storrige i Nordindien. Mauryariget. Gennem erobringer og ægteskabsalliancer kunne man at dominere det nordindiske flodsletteland. Riget havde nære kontakter til det centrale Indien og foretog krigstogter mod syd. I slutningen af 400-tallet brød det sammen under pres fra nye indtrængende stammer fra Centralasien, heriblandt hunnerne. I det 7. århundrede lykkedes det kortvarigt for en kong Harsha på ny at skabe en stat over næsten hele Nordindien, men herefter blev regionen igen delt i mindre riger, som .... Damen afbrød ham igen. - Ja, De må undskylde min mand, Helga, men vi må videre. De hører fra os i morgen. Jeg vil gerne selv bære genstandene ud til bilen. Hun ville ikke betro hverken Hr. Hansen eller mig at bære de indhyllede kostbarheder, men jeg kunne få lov til at holde døren. - Hr. Hansen! kaldte hun efter sin kollega; der var gået til venstre ad fortovet. - Det er denne vej! - Hørte du, at hun kaldte ham ”min mand”, spurgte Helga, da jeg kom tilbage. - Ja, enten er hun gift med ham eller også mangler hun bare pli. Eller begge dele. Kender du tilfældigvis en kong Harsha. Og fik du overhovedet en kvittering på det hun løb med? - Ja, rolig nu, lad mig se”¦ hvor lagde jeg den? - Den ligger her på bordet, svarede jeg. - Kunne du virkelig ikke se, at auktionsdamen holder mere af kvinder end af mænd? - Hva'? Hvad mener du, spurgte jeg. Du mener da ikke... - Jo, lesbisk, hedder det. Lagde du ikke mærke til, at hun åbenlyst flirtede med mig? - Nej, hvordan? Helga lo højt ad mig. Jeg var vist gået glip af noget. - Jamen du viste da ikke... interessere i hende? - Nej. Du fylder mit behov ud. Lad da være med at ligne en våd hund. Jeg mener det! Men du aner ikke hvor fræk jeg også kan være. Esoteriske Slips Kap. 77 Troens kjoleklædte administratorer Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
