 |  | Logbog Kap. 19 Båd-Peter |
 |
|
|||||||||||||
|
Ninas telefon havde ikke været i brug siden fredag aften kl. 20.37. Og så længe den var lukket, kunne den ikke spores. Nu skulle Henny og Rønnebæk finde ud af hvem Nina havde været i forbindelse med i dagene og timerne før fredag aften. De færreste unge slukker frivilligt for deres telefoner. Uden større besvær havde de to politifolk fået mails fra fire forskellige selskaber på telemarkedet De mange telefonoperatører gjorde det ikke ligefrem lettere at overskue. De startede med Ninas egne opkald torsdag og fredag for om muligt at identificere modtagerne. Derefter ville de kontakte hver enkelt. De havde efter en lang drøftelse orienteret kollegerne i PET. Det var jo ret åbenbart, at PET allerede havde folk på Rygaard. Men man ønskede herfra ikke at indvie Gentofte Politi i den smule viden man lå inde med. I hvert fald ikke endnu. Men hellere PET’s snushaner end ”turisterne”, som Rønnebæk kaldte rejseholdets turnerende kriminalbetjente. Der måtte for pokker være nogen eller noget, der kunne give et fingerpeg. Henny tegnede et nyt primitivt kort over Rygaard, grusgravens beliggenhed, Ninas adresse, Grys adresse og den rute Nina sandsynligvis havde fulgt fredag aften. De sammenlignede med målebordsblade fra Geodætisk Institut, tegnede og rettede - og markerede mulige relevante lokaliteter. Ved også selv at tegne et kort, følte Henny sig bedre i stand til at skabe sig et billede af, hvad der måske var sket. Først klokken lidt over ti fik Rønnebæk tilladelse til at udsende efterlysningen af Nina og hendes gule cykel i radio og TV. Note: Af og til måtte Båd-Peter i Vejlesø med sit spinkle kasteanker lige fange rebet fra en jolle, når den ikke havde været fortøjet ordentligt. Han havde ellers tit nok sagt til de unge mennesker, hvordan et solidt pælestik ser ud. Hans første kast fejlede; pokkers, nu sad ankeret igen fast. Og dog, denne gang fangede han en næsten ny damecykel. Ellers var det altid gamle udtjente, sikkert stjålne cykler, som ingen interesserede sig for. Han satte den pæne gule cykel om bag ved sit skur. Da han havde tænkt over sagen et par timer, ringede han alligevel til ”bornholmeren”, som jævnligt kom forbi med sin anhænger. Bornholmeren tjente lidt til benzinen, når han hvert kvartal afregnede med forsikringsselskabet. Han tjekkede altid S-stationen i Holte - og af til nød han en pilsner nede ved søen, når flaget var oppe. En god cykel kunne godt indbringe op til fem hundrede kroner. Peter fik normalt en halvtresser, men i dette tilfælde blev de enige om hundrede. Den fejlede jo intet. Og stelnummeret var tydeligt. Før i tiden var cykeltyveri strafbart og en sag for politiet. Nu er et simpelt cykeltyveri bare en sag mellem ejer og forsikringen”¦ Ingen andre kunne længere for alvor bruge tid på ligegyldige småforseelser. Måske lige med undtagelse af en håndfuld p-vagter og de få andre opmærksomme borgere, der figurerede på Sjællandske Gjenforsikrings uofficielle lønningsliste. Her var ingen sag for lille. Her jagtede man ikke cykeltyve, men kun den voksende del af forsikringstagerne, som uretmæssigt malkede selskaberne for millionbeløb hvert år. Bornholmeren ringede til registeret og meddelte at han havde taget cyklen i forvaring. Den blev lagt på anhængeren og han kørte hen og låste dagens høst ind i politiets opsamlingscontainer på genbrugspladsen. Bådudlejeren forventede ikke den store travlhed på en mandag. Men der var altid noget at gøre. Han hørte som regel den regionale radiostations udsendelser, specielt nyhederne hver halve time. Efter 15-nyhedernes gentagne efterlysning modtog den vagthavende ved Nordsjællands Politi henvendelse fra en bådudlejer, der havde fisket en helt ny cykel op af en sø i Holte. Maleren på Egely var ved rydde lidt op i forstuen. Der kom en sær bankelyd fra 1. sal eller loftrummet. Måske en lille flagspætte på overarbejde? Han listede sig ud, spejdede og lyttede. Der var ingen spætte. Først da han kom ind i forstuen igen, hørte han igen tydeligt den regelmæssige banken. Han havde aldrig før været oppe på 1.salen. Lyden kom inde fra et af de små værelser. Han bemærkede ikke den svage lysstribe fra det tidligere værtspars soveværelse for enden af gangen. Han gik hen mod døren til værelse nr. 5. Den var låst. Han registrerede bevægelsen bag sig, men nåede ikke at undvige slaget. Han mærkede en voldsom smerte i baghovedet inden han faldt om. Søren skrot havde skaffet brødrene en næsten ny rustvogn; ganske vist sølvgrå, men pæn i lak og indtræk. Han var blevet noget skuffet over at høre, at den gamle rustvogn ved et uheld var udbrændt. Men i branchen stiller man sjældent utidige spørgsmål. Ingen så eller hørte den mørklagte rustvogn der blev listet op gennem traktørstedets indkørsel kl. halv fire om natten. Ingen så kisten med vagabonden blive lagt op i bilen. Og ingen så rustvognen, før den om morgenen kørte op foran krematoriet på Mariebjerg Kirkegård. Krematorieassistenten, som modtog blanketten udfyldt af de retsmedicinere, der angiveligt havde obduceret liget, burde egentlig have åbnet kisten og kontrolleret indholdet før brændingen. Det skete bare ikke straks. Bedemanden, som han burde kende, havde formentlig tjekket kistens indhold. Om lidt ville liget blive brændt. og om et par timer ville asken blive skrabet ud i en zinkspand for senere at blive hældt over i en let nedbrydelig urne af pap hvorefter han ville sætte papbeholderen til opbevaring og efterfølgende afhentning og han kunne sætte blanketten på plads i ringbindet. Om fem år ville papirerne blive destrueret. Krematorieassistenten blev pludselig klar over hvad det var, der havde gjort ham mistænksom. Kisten var for let, usædvanlig let. Da han skruede lågets seks skruer af, kunne han straks se liget af en mand. Han kunne også se, at ingen ordentlig bedemand havde gjort liget klar. Han så det størknede blod i mandens hår. Kisten i sig selv kunne ikke veje mange kilo. Krydsfiner, hvidmalet - men absolut billigste model. Han skruede låget fast igen. Da han gik ind på kontoret og ringede 112, strittede de to kontordamers ører. - Nej, sagde han til dem, jeg brænder sgu ikke nogen, som bør interessere myndighederne. Det er muligt, det strider mod en regel et eller andet sted. Men det her stinker af drab. I kan jo gå med ud og se. Politiet kommer om lidt; jeg lægger ham i kølerummet så længe. Damerne skyndte sig at ordne hår og file negle. Det var ikke hver dag de fik besøg af ordensmagten. Normalt var arbejdsdelingen klar; han tog sig af ovnen og det der skulle brændes. Papirnusseriet, telefonerne og kaffen tog de sig af. Han ville lige ud og tjekke en ekstra gang. Før han fik låget helt af, løftede liget sin venstre arm, hånden krummede sig om kistens kant og der kom lyde fra mandens vejrtrækning. Assistenten løb skrækslagen rundt om hjørnet og flåede døren til kontoret op. - Gud, hvad er der nu, hr. Segalt? Han ringede 112 igen - denne gang efter en ambulance. Redderne kom før politiet og konstaterede, at mandens hjerte slog; svagt ganske vist, og der var en svag meget besværet vejrtrækning. De gav ham en indsprøjtning med adrenalin og løftede ham forsigtigt over på båren. De adviserede sygehuset; de kunne være fremme på skadestuen i løbet af få minutter. En halv time senere kom to yngre politiassistenter til krematoriet for at se nærmere på den afdøde. På politiskolen havde de aldrig beskæftiget sig med lig på krematorier. De regnede med, at Henny Lund eller Rønnebæk måske ville være interesserede. De var ikke på stationen lige nu, men ville ringe tilbage snarest. Og liget skulle bevogtes. - Det var ligegodt faens, han løber sgu da ingen steder. Den anden betjent rystede på hovedet. En ordre er en ordre. De stod foran kølerummet, da Henny Lund ringede. Rønnebæk var på vej. Den stærkt chokerede krematorieassistent kunne ikke rejse sig fra stolen. Rønnebæk kom forpustet ind ad døren og beordrede straks, at liget skulle bringes til obduktion omgående. - Og jeg vil gerne se papirerne på liget. Så kom ordene, stødvis, fra assistenten: - Liget va... var i live; han er lige blevet he... hentet af en ambulance! Henny Lund kom lettere forvirret ind på kontoret. Hurtigt blev hun enig med Rønnebæk. Over radioen fik de bekræftet, at manden var blevet kørt til skadestuen i Gentofte. Krematorieassistenten var ved at komme sig. Rønnebæk foreslog ham at blive kørt til skadestuen også. For en sikkerheds skyld. Sekretæren rakte Rønnebæk et chartek med papirerne på manden. Han så med det samme, at de ikke kunne være ægte. Både dødsattest og obduktionsrapport lugtede langt væk af dokumentfalsk. Nu hastede det med at fastslå mandens identitet. På skadestuen fik de udleveret mandens tøj og få ejendele i en plasticsæk. Manden var i behandling på intensiv afdeling. Måske kunne han reddes. Logbog Kap. 20 Nina lever - Egely brænder Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
