 |  | Logbog Kap. 20 Nina lever - Egely brænder |
 |
|
|||||||||||||
|
Onsdag morgen blev Rønnebæk modtaget på stationen af to meget lidt smilende repræsentanter fra efterretningstjenesten; de havde ventet siden kvart i otte. Manden var vel omkring de halvtreds, kvinden formentlig noget ældre, lidt hårdt pumpet, svær men nydelig klædt kvine i sin bedste alder. Hun præsenterede sig som ”fru Stram”. Var liget blevet fotograferet, spurgte de. - Nej, naturligvis ikke. Han lever og ligger på hospitalet overfor. Han blev fundet på krematoriet, svært tilskadekommen, men i live og straks kørt til skadestuen, hvor de har behandlet ham. Lægerne kontakter os, når vi må tale med ham. Men vi aner stadigvæk intet om hans identitet. Der er intet i hans tøj og lommer, der kan fortælle os noget. Tøjet ligger her i en lukket plasticsæk. - Kom, sagde kvinden fra PET til sin kollega, jeg tror vi skal aflægge patienten et besøg. - Vi kommer tilbage hertil, sagde kollegaen henvendt til Rønnebæk. Vi regner med at De bliver her, til vi kommer. Det var mere en ordre end et spørgsmål. - Naturligvis, svarede Rønnebæk. På skadestuen var sekretæren ikke meget for at udtale sig om den tilskadekomne. Først da de viste deres legitimation endnu en gang, fik de lov til at se ham. Han lå stadig på intensivafdelingen og svævede mellem liv og død. De vendte hurtigt tilbage. - Sørg for hurtigst mulig identifikation! sagde de blot til Rønnebæk; der er muligvis tale om et drab. Sidst på dagen var det tusmørke, da Andersen pakkede malerens renvaskede tøj. Han lagde lige en pakke kiks og et stykke hjemmebagt brød øverst, før han gik derned. Han så lys fra det store værelse på 1. sal og han så den grå varevogn, der nu var forsøgt skjult mellem træer og buske i indkørslens forlængelse. Kælderdøren var låst. Maleren kom aldrig på 1. sal. Politiassistenten og hans sekretær havde bedt ham om at give dem bilens registreringsnummer, hvis han så den igen. Han satte posen fra sig og ledte i lommerne efter mobiltelefonen, som konen havde bedt ham om at have på sig. Den måtte ligge i kedeldragten oppe på værkstedet. Han måtte gå hele vejen hjem, før han kunne indvie Kirstine i sine iagttagelser. Så kunne han også ringe fra en rigtig telefon til det nummer, der stod på bagsiden af Rønnebæks officielle visitkort. Han havde lagt det på sin skrivepult. Det morede Kirstine, at hun havde slidt to mobiltelefoner op, før Theo accepterede at gå rundt med sin i lommen. Og nu lå den i lommen, men han havde skiftet tøj! Det var fru Rønnebæk der tog telefonen: Jovist, manden er hjemme. Vi skulle lige til at spise”¦ Et øjeblik; Rønnebæk hostede og undskyldte. Samtalen blev kort og kontant. Andersen fortalte hvad han havde set. - Bliv ude ved vejen. Gå ikke ind. Der kommer to betjente om lidt, lød svaret fra Rønnebæk. Kun Københavns Politi havde ledigt personale på hjul. Lige meget. Han gav konen et knus og begav sig af sted. En patruljevogn holdt i indkørslen, da han nåede frem til Sømarksvej. De to betjente var heldigvis ikke trængt ind endnu. Rønnebæk vinkede dem væk. Andersen stod tålmodigt med sin flagermuslygte ved hoveddøren. Så bragede eksplosionen. Glassplinter og træstumper føg om ørerne på dem, da de blev blæst væk fra huset og det inferno af ild, der opstod på første sal. De to betjente fra København kom løbende til. Én af dem havde åndsnærværelse nok til at hente ildslukkeren i bilen. Da flammerne fik fat i stråtaget nåede den første sprøjtevogn frem. Den rummede vand nok til at tage magten fra ilden, men huset truede med at falde sammen. Nina forsøgte at skrige, men igen var hun blevet kneblet, så hun knap kunne trække vejret. Ingen hørte hende. Og ingen kunne trænge ind i bygningen. Da ambulancerne nåede frem og to reddere ville lægge Rønnebæk på en båre viste han dem sit politiskilt og bad dem om et stykke plaster. Andersen, der sad på brostenene ved siden af, råbte til dem, at der var folk inde i huset. Med fare for liv og lemmer søgte de inde i stueetagen, hvor loftet knagede faretruende. Der var ingen. Lidt efter, da temperaturen var nede på tålelige grader, begyndte brandmændene at opstille jernstolper for at understøtte det hældende dæk, så de kunne gennemsøge værelserne på første sal. To reddere trængte ind i det røgfyldte soveværelse, hvor de fandt to svært medtagne mænd på gulvet. De øvrige værelser var tomme undtagen det aflåste nr. 5, hvor de uden videre sparkede døren ind. Spærene gav sig faretruende igen, men på en madras lå pigen bundet til to store øskener i gulvbrædderne. Hun trængte til øjeblikkelig hjælp. De skar de snærende nylonreb over og bar pigen ud i sikkerhed. En kvindelig betjent var kommet til og sad nu på græsset og holdt et tæppe om pigen. Hun drak begærligt af den flaske kildevand, som betjenten havde givet hende. Hun havde også lagt sin jakke over hendes skuldre. Pigen rystede, frøs og græd af lettelse og bad om at komme hjem. Hun var snavset og forgrædt, og hendes knoer var blodige af at banke i gulvet. Den misrøgtede pige blev bragt til rigshospitalets traumeafdeling, hvor en krisepsykolog nu sad og talte med hendes fortvivlede men lettede forældre. Nina var i live. De to røgforgiftede mænd fra det brandhærgede traktørsted blev et øjeblik efter kørt til samme traumeafdeling tæt fulgt af fire erfarne betjente, som hurtigt var kommet til Rygaard for at assistere. Rønnebæk havde straks ringet til fru Andersen og beroliget hende; hendes mand var uskadt - og han havde reddet to eller tre menneskers liv. Brandvæsenet fik hurtigt efterslukket og lod to mand være på vagt natten over. Varevognen blev senere hentet af et ”fejeblad”. Peter Amstrup overlevede ikke. Hans lunger var klappet sammen og alle genoplivningsforsøg var forgæves. Hans bror klarede turen til hospitalet og var nu mandsopdækket, mens han blev behandlet. Langsomt forlod Andersen og Rønnebæk resterne af Egely. Sammen gik de op gennem alléen, medens Andersen fortalte om malerens tilværelse. De håbede, at han ikke havde befundet sig i huset. Nej, så ville hans cykelanhænger have stået ved kældertrappen. Nu måtte han se sig om efter et nyt sted at være. Afhøring kunne der ikke blive tale om foreløbig. - Hvornår så de sidst maleren, spurgte Rønnebæk pludselig. - Så? Jah, det må have været den dag, da jeg hentede hans vasketøj. Det var en fredag; min kone husker det nok. Men han forlod aldrig sin cykel. Gudskelov står den her ikke i dag. De slentrede videre i tavshed og forsøgte at jage de dystre tanker på flugt. Andersen nævnte, at Clausen havde fundet nøglen til en gammel kuffert, som står på loftet over vognporten. - Den er fyldt med ældgamle regnskaber. Jeg tager den ned ved lejlighed. Men lige nu er der så meget. Esben, som var svært medtaget, lå i hospitalssengen og forsøgte at genkalde sig timerne før eksplosionen og branden på Egely. Hver anden time blev han tilset af en sygeplejerske og en af de meget årvågne ”sygehjælpere” der på skift var placeret foran den aflåste dør. Esben var først i dag blevet orienteret om brorens død. Det var hårdt. Det værste var dog tanken om den unge pige, som de bare skulle se efter et par dage. Den flinke mand, der blev lukket ind på stuen præsenterede sig som kriminalkommissær. Kristoffersen. Han havde fået ti minutter til en indledende samtale. - Måske vil Nina overleve, hvis De samarbejder med os. De kan jo passende starte nu? Han tændte for sin gamle diktafon. Esben fortalte om kidnapningen af pigen i Holte, hendes gule cykel, rustvognen og skrothandleren i Næsby. Kommissæren tilkaldte en af dørvogterne, og gik ud til Henny og Rønnebæk. - Manden er jo skræmt fra vid og sans. Lyt til båndet her; så kan I fortsætte i morgen. Logbog Kap. 21 En fløjtende portør Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
