 |  | Røverhistorier - Når vandet driver fra ens ører |
 |
|
|||||||||||||
|
Det havde nu stået på i 26 dage. Dagene gik, som de nu gjorde: lidt op, lidt ned. Regnen fortsatte, om der var bjerge, skove eller åbne marker. For det meste var det kun nedtrykkende, regnen altså. Jeg kom ind i en slags trance efterhånden, men det var svært at holde de negative tanker ude. Især, fordi de negative tanker skaber flere. Der var heller ikke meget nattesøvn, selvom jeg havde fundet ud af, at der var mange grotter i skovene, hvor jeg kunne søge ly. Det var oftest klippefyldte skove og det var ikke svært at finde noget læsted. Men regnen fortsatte, en regn der var ondskabsfuld. Den tog al gejst og glæde, det gjorde den allerede på andendagen, og erstattede det med ondskabsfulde tankecirkler, der ikke kunne stoppes og kun hobede sig op i skalden på én. Det mindede om tortur. Det var ikke stormregn, men den mere konstante og vedvarende. Den snedige og vedholdende. Den skar sig ind i sjælen på én og tog alt hvad man kæmpede for og lod kun det rådne blive. Jeg prøvede at klare mig med at tænke på dagene inden regnen startede. Det førte ingen vegne. Jeg havde svært ved at forestille mig en sommerdag, som den var engang. Det blev sløret, billedet på min nethinde, som om regnen skyllede det væk. Derfor blev jeg bare ved med at fortsætte. Som en ensom skygge i intetheden, hvor selv ikke lyset kunne give den liv. Jeg befandt mig ikke meget mere end en nat hvert sted. Jeg fik ikke engang varmen. Det var den 26. dags aften, jeg første gang mærkede feberen. Den havde siddet og ulmet, men kunne ikke få sit bid. Det skete den dag, fordi jeg ikke havde spist mad i to dage. I regnen havde jeg ikke kræfter til at jage dyr, så urter, rødder og bær var min levevej, men intet kunne måle sig med et saftigt egern ristet på bålet. Dets saftige kød, hvorfra blodet flød ud mellem tænderne, ned over underlæben, gled langs hagen til det til sidst ikke havde mere at fæste sig til og blev overgivet til tyngdekraftens voldsomme styrke, der slyngede det ned i skødet på én. Nu var det kun suppe. Kogt på hvad jeg lige kunne finde i skoven. Jeg var blevet træt af det og havde ikke gidet finde mad de sidste to dage. Det var også derfor jeg døde. Skoven havde taget mig som gidsel og ville ikke forlade mig før regnen stoppede. Det gjorde den først morgenen til den 27. dag. Jeg havde ikke sovet, kun ligget i en slags overtræt trance af søvnløshed. Da var det solen stod op, på en skyfri himmel og varmede min krop. Jeg blev opfyldt af glæde, men måtte langsomt lade sjælen glide ud i skoven. Ud i livet, hvor jeg for første gang oplevede verden som den var! Den var smuk. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-09-12 12:35:37 |
velskrevet og -fortalt regnvejrs-fantasy (eller neanderthaler?) med realistisk endeligt!
venligst ...
PS '...dets saftige køD ...' + tyngdekrAft
venligst ...
PS '...dets saftige køD ...' + tyngdekrAft
| rasmusreiter | 2012-09-12 14:58:13 |
Jeg tror egentligt ikke der er noget at forstå. Det er bare en historie.. Så kan man ligge hvad man vil i den, men jeg har ikke haft nogle store filosofiske tanker da jeg skrev den, hvis det er det du leder efter ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
