kære Helene; lisssom det sommetider er huuulens svært og forvirrende at være teenager, kan det osse være vanskeligt at være MOR eller FAR. Alle forældre elsker jo deres børn desperat og betingelsesløst og vil jo kun, at det skal gå deres egen englebasse godt ;)
Det' der så maaange måder at udtrykke på: nogen bli'r SÅ bekymrede, at de heeele tiden prøver at kommandere rundt med een - og SÅ skændes man tit ... og bli'r uvenner ...
Een anderledes, konstruktiv måde at løse denne slags konflikter på er, at sørge for at få snakket grundigt sammen. Sæt jer ned sammen, du, din Mor & Far + andre vigtige personer i din nærmeste familie og så tildel hinanden 'taletid'; hvor kun een får lov at 'ha' ordet' - i ... f.eks. 5 minutter ad gangen.
Een juraprofessor, jeg engang var studerende hos http://www.transnational.org/SAJT/forum/meet/2005/Vindelov_Blodpenge_Magling.html (jo; hun hedder faktisk det samme som filmproducenten + hun er oss' min navnesøster; dét havde vi megen sjov ud af - dengang) har præsenteret en teori om, hvorledes man i fremmede folkeslag løser alvorlige konfliktsituationer ... Man cirkulerer en sten (eller anden tingest) - og KUN dén person, som holder stenen, har ordet. I x antal minutter, som er aftalt på forhånd. Hun har faktisk lavet adskillige interessante radioudsendelser om denne 'konfliktløsningsmetode'. Prøv at introducere dén i familiens skød?
Helene; det hjælper ALTID at tale sammen; dels skal - for det første - DU lytte opmærksomt - uden at protestere - til dine nærmestes bekymring for, at du igen skulle kunne finde på at løse dine forbigående, følelsesmæssige problemstillinger på en for drastisk måde, evt. kan du ta' notater undervejs, - før eller senere får du jo selv ordet, og har så osse haft nogen tid til at tænke dig grundigt om ...

Var det ikk' en idé?

jeg kender godt det her problem, min mor stillede store krav til mig, og jeg endte med at gå psykisk ned og ind i en depression. (jeg stadig kæmper med) min far, som jeg flyttede ud til, gav mig et trygt sted, når han ikke drak. (det skabte nogle enorme skænderier med hans kone)
nu isolere jeg mig, synker ind i migselv og gemmer mig for verden. jeg går på skole i svendborg, (mine forældre er fra sydsjælland) og lever med psykiske kampe hver dag, jeg går til psykolog og føler mig ensom.

nu sidder du sikker og tænker " hva rager det mig" men forstå, at du for det første ikke er alene.
og for det andet, så snak ud med det med din familie. jeg gør det i små potioner, men min fars kone har lige gjort det klart, at hun bogstaveligtalt hader mig, og det var et stort tilbageslag føler jeg.

gør digselv den tjeneste snak ud med din familie og lad de tåre det behøver det flyde for det hjælper.

Hilsen
En Natteravn

Søde dig, jeg håber du kommer over problemet med at skulle præstere. Det bedste er bare, når man føler nogen holder af en for dem MAN ER og ikke for det MAN GØR. Den følelse håber jeg virkelig du kommer til at opleve! Jeg har skrevet et digt, "forventinger", der berører præcis dette emne, og jeg er sikker på, at mange teenagere (hvis ikke alle) har været det igennem :D Godt digt.