 |  | Sankt Lukas dag. Kap 25. |
 |
|
|||||||||||||
|
Fogden lægger hånden på mandens skulder, og fortsætter. ”Dig kender vi ikke noget til, og min hjælper bliver sat ind i sagen på hjemvejen.” Søsterens mand er målløs, men har forstået ordene. ”Nu slap du ud af en slem knibe denne gang, tænk på det hver gang du beder en bøn i kirken, og lige en ting til, kender min hjælper stedet hvor du har dine skind.” Ja.” Kommer det svagt. Svend vender sig. og går tilbage til den ventende hjælper, og lægger tryk på ordene. ”Nu skal tyverierne stoppes til skræk og advarsel i hele området. Jeg har fået viden om, at du ved hvor skindene er opbevaret i skoven, er den besked rigtig.” Hjælperen har rejst sig. Ja, jeg har været der to gange men, Svend afbryder ”Det er vigtig at du kan stedet når vi har pågrebet munken, for det er ham der skal anklages for krybskytteri og ikke din søsters mand.” Svend kan mærke et svigende nederlag for Abbeden i Øm er på vej. ”Foreløbig skal vi være klar på kirke dag, ved aftenstide oppe ved den store høj. Det er her skindene afleveres, resten er en pågribelse af munken.” For første gang smiler Svend. ”Jeg giver den besked til præsten, at vi har fundet et sted i skoven med skind til tørring, og at vi holder øje med stedet.” Hjælperen er klar over at den nye foged er vagtsom, men samtidig retfærdig. Resten af vejen til Voer bliver der ikke sagt noget, nu er det tiden der afgør, hvornår krybskytteriet bliver opdaget. Samtidig med at Fogden rider ind gennem hækken der omkranser kloster pladsen, kommer Præsten og en munk ud fra klostrets oratorium*, Svend holder hesten an og meddeler den halve sandhed. ”Vi holder øje med stedet om natten. ” Slutter han af. Præsten lyser helt op ved fogdens meddelelse. Et øjeblik efter er de to ryttere på vej med hver sin gode fornemmelse i kroppen. Vi holder fri indtil Kirke dagen, så mødes vi her som vanligt eftermiddag, og så må vi se hvad der sker. Hjælperen nikker og Svend venter lidt medens han ser rytteren blive mindre og mindre, et langt stykke ude af vejen mod Yding. Efter Ida har fået en forklaring om planen med krybskytteriet er det hendes tur til at vende opmærksomheden mod hende selv. Med en rask bevægelse tager hun hans hånd, og fører den ind ved hendes mave under kjortlen. Svend er klar over hvad det betyder, og siger. ”Skal vi have en lille.” Ida nikker og smiler. Længe står Svend og nyder hvor hånden befinder sig, så trækker han Ida ind til sig og kysser hende ømt og længe. Ida kan et kort øjeblik mærke, at hun er elsket og den følelse er vidunderlig. ”Troede ikke du kunne få et barn” Svend smiler medens han taler. Ida peger på sig selv og slår fingrene sammen, han står lidt inden han siger. ”Nå, det troede du heller ikke selv” Ida nikker og smiler. "Men nu er den på vej og så skal den være velkommen" og endnu en gang bliver den nye ankomst beseglet med en varm omfavnelse. Tidlig morgen er der stadig to dage til Sankt Lukas dag. Ida er gået om til det lille vandfald for at skylle hår og Svend er optaget i smedjen med at tegne på en af de grønne sten. I rolig gang kommer der en sortklædt rytter ind på Pladsen oppe fra Skovvejen. Ida får i en fart rystet håret tørt for det værste vand, inden hun ser nærmere på rytteren. så kigger hun en ekstragang på den tilridende, inden hun løber over pladsen og ind til Svend. Et par ryk i trøjen får ham til at gribe ud efter armbrøsten, men Ida ryster på hovedet og trækker ham hen så han kan se gæsten på hesten udenfor. ”Det var en god overraskelse.” Nærmest råber Svend, og sætter fart på mod den ventende rytter. ” Jens Brun.” Hvad får dig til Voer kloster. Hr. Jens smiler og sidder af. Ida er gået ind for at hente krus og dunken med øl ”Jeg skal afhente et skrin hos abbeden og aflevere indholdet i denne taske.” Jens peger på tasken der hænger på hesten. Svend er næsten klar over hvad besøget går ud på og han lukker samtalen ved at sige. ”Siden vi sagde farvel er jeg blevet gift med Ida.” Ida har skænket op i krusene og selv om det er tidlig på dagen er øllet en kærkommen gestus. ”Og i går fik jeg beskeden at vi venter barn” Svend nikker over mod Ida Derudover er jeg blevet klosterfoged, med egen hjælper. Ha Ha, sikken du kan, Jeg er stadig Biskop Jacob Splitafs mest betroede kannik i Ribe by.” Afbryder Jens, og smiler. Ida kan høre at det er to oprigtige venner, der vil vigte sig lidt over for hinanden. ”Jeg har noget du skal se.” Svend vender sig og går over mod smedjen og Jens følger efter, dog ikke længere en han kan se tasken. Sværdet hentes ned fra hylden og han rækker det til Jens. ”Dette har jeg fået af en adelsmand som dig selv, og samtidig fik jeg en hest.” Jens kigger med kender øjne på sværdet inden han rækker det tilbage med ordene. ”Det er smedet i Italien et land der ligger syd på, og der er de rigtig gode til smede kunst. Har været der på pilgrims færd. inden jeg blev kannik. Det sidste stykke af turen foregik dog som nu på hesteryg. Jeg kunne lære dig at bruge sværdet, og hvem ved om jeg en dag bliver abbed så sender jeg bud efter dig.” Svend lægger sværdet på plads og følger efter Jens over til hesten. ”Jeg må hellere sætte i gang mod klostret og få min opgave løst” Jens er kommet op på hesten og laver en håndbevægelse til Ida samtidig med ordene til Svend. ”Det var et godt besøg Svend, tak for jeres gæstfrihed.” Svend har for engangsskyld tabt ordene, og nøjes med at løfte hånden da kannikken rider ned, og ind på vejen til Voer. Længe står han og tænker, og det er først da Ida kommer med brød og mere øl han opdager, at den formiddag er fløjet væk som dug for solen. På den hellige Sankt Lukas* dag er alle Munke og nonner forsamlet i Vissing kirke til aftenmesse og det samme er gældende for Munkene i Øm der er i Veng kloster kirke. Sankt Lukas* er den eneste apostel, der som ikke jøde har skrevet et evangelium, og han æres denne aften i oktober. Stilheden er næsten uhyggelig og ventetiden for Fogeden og hjælperen føles som en evighed. Fogden har sin armbrøst og bolte med og hjælperen har et stykke reb, hængende over halsen på sin hest. Derfra hvor de sidder er der et godt stykke op til mødestedet ved højen. Når Munken har modtaget skindene, skal han tilbage bag om højen, og her er det han bliver opdaget, planen er perfekt. ”Nu kommer min søsters mand ridende ud fra skoven med retning mod højen, og der har vi Munken” siger hjælperen lavmælt. Fogden drejer hovedet og nu ser han tydeligt de to ryttere, der nærmer sig hinanden. ”Så rykker vi mod bagsiden af Højen.” Hvisker han, og begge mænd sætter deres heste i gang for at komme nærmere når munken rider tilbage mod Øm med skindene. Fogden sidder og tænker på forløbet efter munken er kommet af dage og det må blive præsten der i første omgang skal tilkaldes, for ved selvsyn at se den svigefulde munk. Spændingen stiger i takt med at hovslagene kommer nærmere og med et, rider der en munk med skind foran på hesten, lige forbi de to ventende. Fogden lægger en bolt i rillen, og uden den mindste overvejelse sender han bolten ind i ryggen på munken, der uden en lyd dratter af, hesten fortsætter et stykke inden den stopper op og begynder at græsse i vejkanten. Afhentning. Kap 26. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
