 |  | Afhentning. Kap 26. |
 |
|
|||||||||||||
|
Munken er landet på maven og hovedet er gemt i det høje græs medens resten af kroppen ligger ude på grusvejen. ”Du har skudt ham,” udbryder hjælperen. Svend svarer omgående. ”Ja, alle skal vide at straffen er døden også selvom det er en munk, vi skal have ham op på hesten igen, for at få ham med hen til det sted hvor skindene er gemt.” Hjælperen er stadig rystet over med hvilken ro Fogeden dræbte munken, men det kommer hurtigt i baggrunden, da de ved fælles hjælp får den tunge munk, anbragt oppe på hesten og med et tag i hver side af koften har skoven snart opslugt den dødelige hændelse. Hjælperen peger med den frie hånd fremad. ”Vi skal dreje af her” Og kort efter rider de ind til en Lysning i skoven, der står et bord, hvorpå der ligger to skind og en kniv, i den anden ende af pladsen står der to træbukke i mandshøjde med en tyk gren i mellem med nogle kroge. Svend er kommet ned og har taget fat i den døde. ”Vi lægger ham her hvor vi red ind og så binder vi hesten til træet der henne.” Han peger på det sidste træ inden de kom frem til den lille lysning. Liggende på maven med hovedet vendt mod hesten og med Skindene under sig ser det ud som om han er skudt på flugt fra tyveriet. Vi rider til Præsten i morgen og meddele ham at vi har skudt en person der prøvede af flygte, da jeg råbte at han skulle stå stille, og da vi kom der hen så vi, at det var en munk. ”Den forklaring skal du huske.” ”Ja,” lyder det i mørket. Det er først ved middagstid at Fogeden og hans hjælper ser hinanden igen og på vej til præsten skal svend lige høre. ”Kan du huske hvad jeg sagde i går,” Hjælperen gengiver næsten ordret Fogedens forklaring og Svend nikker tilfreds. Inde hos Præsten er Svend ikke længe om at remse sin forklaring op for anden gang, og kort efter er Præst og Foged med hjælperen som bagtrop, på vej til stedet hvor nattens hændelser har udspillet sig. ”Jeg havde min tvivl på din fortælling” siger Præsten idet han bøjer sig og løfter i kutten, så noget mere af skindene kommer til syne. ”Det her, er ikke en klosterbroder værdigt, og jeg er lettet over at det ikke er en broder fra vort eget kloster. Jeg har set hvad jeg skal, og vil gå videre med sagen til Abbeden. Hvis i rider til Øm Kloster og beder et par munke om at afhente deres broder.” Svend har forstået, men har et enkelt spørgsmål. ”Hvad med skindene.” Præsten er ikke sen til at svare. ”Dem lader vi ligge så kan de selv aflevere dem til mig eller Abbeden.” for så at få en besked med tilbage til Abbed Nicolaus.” Alle sidder op, og lige inden de skilles ved vejdelingen i skovbrynet, kommer der en hilsen fra Præsten ”Jeg skulle hilse fra Hr Jens Brun, han har lige haft et ærinde hos Abbeden.” Tak. Siger Svend i det han sætter i trav, på vej mod Øm. Så langt så godt siger Fogeden, og markerer med en knyttet næve foran sig, ved tanken om reaktionen fra den gamle Nicolaus. Hjælperen er ikke helt med på hvad det går ud på. Men tanken på at Søsterens mand går fri, er nok til at han vil gå i døden for den nye Foged. Hjælperen har ikke sagt et ord i lang tid, men nu kommer der hul på hans tanker. ”Tror du jeg kan gå til skrifte hos præsten i Vissing.” Det kan vi gøre sammen, og sige det samme som til Præsten i Voer. Hjælperen nikker, tydelig lettet over han kan få tilgivelse for den døde munk. Øm kloster er inden for synsvidde for de to ryttere og da de kommer nærmere kan de se de to munke der sidder på stenene uden for klosterhavens indgang, Fogeden rider helt hen foran og standser op. ”Vi skal have to munke med tilbage til skoven ved Addit landsby til afhentning af en død munk, vi vil følge med og vise hvor han ligger.” Munkene har kun hørt det halve af ordene fra Fogeden, så har de rejst sig og med stor fart iler de over mod annekset. Efter en stund er de tilbage med en Præst. Svend gentager sin meddelelse og tilføjer. Munken blev skudt i nat under flugt fra et skindtyveri og krybskytteri.” Præsten står totalt uforstående, inden han finder ordene frem. ”Hvordan ved man det er en munk fra Øm kloster.” ”Det ved man fra et opsyn med pladsen for skind der hænger til tørre midt ude i skoven og en skikkelse lister sig ind og tager skind i favnen og da Fogeden råber ham an, begynder skikkelsen at løbe tilbage mod sin hest i månelyset, og det blev det sidste han fik bedrevet i denne verden.” Fogeden har talt sig varm. ”Da vi kommer hen til stedet ser vi at det er en munk herfra klosteret.” Præsten er stadig både ærgerlig og tvivlende. ”Hvor mange kender til den affære hvis det er sandt.” Han leder efter en udvej ud af skandalen. ”Præsten fra Voer har været på stedet, og ved selvsyn set at det er en munk herfra klostret.” Præsten står lidt, og kan godt se at alle muligheder for redning af omdømme er tabt. ”Jeg sørger for to munke til afhentning og så meddeler jeg Abbeden hvad der er sket.” Han vender sig, og går ind på kloster grunden med retning mod depotet og lidt efter kommer der to munke til syne, siddende på hver sin hest. Efter en kort hilsen er der et firkløver på vej tilbage, for af afhente den døde munk. Tavsheden fortæller Svend, at Præsten har fortalt hvad det er sket og turen for hjælperen, føles næsten uendelig men han følger Fogeden og holder munden lukket. Med vilje rider de om til pladsen i skoven af bagvejen så munkene kan se hvordan han er skudt. Munkene sidder af og den ene går over pladsen, og hen efter hesten, medens den anden prøver at få den døde op i siddende stilling. Svend kan se, at det ikke er noget arbejde der passer dem, men langt om længe har de fået liget lagt op, tværs over hesten. Skindene ligger stadig på jorden med blod på det øverste. ”Skal i ikke have skindene med” Spørger Svend med en vis spydighed i stemmen. Munkene sidder op uden at svare, og med den døde krop hængende på hesten bagved, rider munkene tilbage med Fogeden og hjælperen bagerst, uden for skoven lige inden vejdelingen siger Fogeden. ”Kom nu godt hjem og tak for hjælpen.” Den munk der rider tættest på, sender ham nogle øjne der kunne dræbe, men i næste nu har han ryggen til Fogeden han venter til de to munke er ude af syne inden han foreslår, ”Vi rider til bage til pladsen og henter skindene og derefter til klostret så får vi afsluttet den opgave, inden vi rider hjem.” Det er blevet sen eftermiddag inden Fogeden og hans hjælper, endelig kan ride mod hjemmet. På hjemvejen kommer snakken ind på Hjælperens hundehvalp og hvor han har fået den. Svend trækker svagt på smilet inden han siger. ”Er det for meget at bede om, hvis du kan tage en hvalp med til mig i morgen.” Hjælperen lyser helt op. ”Det skal være en glæde at komme med en hvalp, men det bliver en ret stor hund på kort tid.” ”Det gør ikke noget, sådan som det står til hos mig fremover, bliver det en god vagt at have liggende. Den får en plads i smedjen, der kan den holde varmen hele vinteren og til foråret er det en stor hund.” Fra tanke til mistanke, Kap. 27 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-11-14 06:35:48 |
hejsan; nu går jeg i gang med at læse serien ende-til-anden.
Vær sød at indsætte link til 1.kapitel i alle teksterne efterhånden som de redigeres ;)
venligst ...
Vær sød at indsætte link til 1.kapitel i alle teksterne efterhånden som de redigeres ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
