 |  | Fra tanke til mistanke, Kap. 27 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Jeg har den med i morgen i en sæk. Men sækken skal jeg have igen til andre gøremål.” Svend er godt klar over at med kone og tre børn er det kun lige at der er til det daglige brød og at alt hvad der bruges kan, skal anvendes til noget nyttigt. ”Jeg kan give dig en laks med hjem i morgen som tak for hvalpen.” Svend ser på hjælperen En Laks gentager hjælperen overrasket, det hjælper godt til i husholdningen og du kan få en hvalp mere hvis vi bytter for en laks. Hjælperen smiler og Svend smiler ”Nej tak, en” hvalp er rigelig og kom nu godt hjem.” Svend drejer af op mod Smedjen og, kan en kort stund høre at hjælperen rider mod hjemmet i fuld galop. I morgen kommer der en hunde hvalp Svend har knapt fået trøjen af inden ordene flyver ud Og nu skal der fortælles, men først et kys og et blik ned på maven det er ganske svagt at han syntes der er kommet en lille bule. ”Det bliver til foråret” siger han og Ida nikker ”Bare det ikke bliver en lang og hård vinter vi går i møde. Det kan vi godt undvære nu hvor barnet er på vej.” Ida er klar over at Svend tænker med ansvar og kærlighed på en gang, hun går tæt på og giver ham et kys på kinden. ”Ja ja. vi tager en dag af gangen og der er nok en eller anden på Øm kloster der har fået noget at tænke på i dag.” Under måltidet får Ida hele historien og svend slutter af med ”Jeg vil foreslå på Klosteret at jeg, finder en skytte til at fylde forråds kælderen med kød henover vinteren, jeg ved næsten hvem jeg vil antage til den opgave.” Inden Svend går til ro er der kommet knuder på essen og båret ege stykker ind til ildstedet i stuen. Da munkene ankommer med den død er den gamle Nicolaus fuldt ud informeret om afsløringen, og der går ikke mange øjeblikke, før Abbeden står og kigger ned på liget. Det er ikke så meget medlidenheden der fylder hans tanker Nej, det er tabet af en fast indtægt der bekymre, og det i sådan en grad at han knytter hænderne inde i koften. Han er udmærket klar over, at det er et angreb på ham som Abbed og denne fornedrelse skal hævnes, men først må sagen undskyldes, uden at han selv bliver inddraget. Abbeden gør korsets tegn og udtaler med høj stemme. For den brøde vor broder har udrettet, kan han ikke blive begravet på Kloster grunden, Han skal begraves uden for muren nede bagved mod søen. Han vender sig og går gennem indgangen over mod sin bolig, mere og mere sikker på, at der skal lægges en fælde for den spradebasse af en foged ovre fra Voer kloster. Ida har fået stor mave under kjortlen, og Hvalpen er blevet stor. Svend er blevet alt i denne verden for den lille Spids hvalp, han fik af sin hjælper. Det er bidende koldt og der er faldet en god portion sne Svend og Ida går med uld hoser og dobbelte, ankel støvler af skind, det yderste par med hårene ned mod sneen så de ikke tager imod. Det er ikke så længe af gangen de kan opholde sig ude. Og svend er ved at blive godt rastløs af den tvungne holden sig inden døre. Lige som han vil gå over i smedjen giver hunden hals. Svend åbner døren og ude på pladsen står der en råbuk og i hans næste bevægelse, springer den tilbage over pladsen og op i skoven, han overvejer et øjeblik om han skal finde armbrøsten og slippe hunden, men kulden får ham hurtigt på andre tanker. I stedet går han over mod smedjen lige mod det sted hvor der nylig stod en buk, her går han ned på knæ og tager luffen af og med en finger dubber han let på sneen for at konstaterer om det er blod fra bukken. Svend vælger at tage hunden med, han vil prøve at finde ud af hvor hjorten kom fra, i stedet for at sætte efter dyret, måske helt uden mulighed for at indhente eller finde det. Spids har allerede snuden i sneen og snart er de på vej i retning mod Yding og de er kommet ret langt væk, inden de drejer ind på et område med lav bevoksning. Spids har stadig færden og et stykke inde i bevoksningen stopper hunden op og knurrer. Svend fornemmer der er noget ret fremme og holder spids an i snoren, i samme øjeblik springer der en ulv ud af krattet med fuld fart væk fra de to tilkomne . ”Nå det var godt, der fik vi synderen at se,” Svend bøjer sig og nulrer hunden ved det ene øre. Samtidig med ordene, iagttager han hvordan hans åndedræt fortætter til en lang hvid tåge, i den bidende kulde. Efter nogen søgen har Spids omsider fundet stedet hvor ulven har angrebet, og tilsyneladende er det bukken der har haft, heldet med sig denne gang. ” Godt det var en ulv, og ikke en snare eller et fejlskud” siger Svend for sig selv, samtidig med at farten sættes op på vejen hjemad, med stiv modvind og bidende kulde. Tilbage på smedepladsen, finder Spids selv op til det lille vandfald og efter den har drukket vand kommer hunden hurtigt ind i smedjen hvor den lægger sig på den faste plads på tæppet under Armbrøsten. Svend har smidt mere træ på og trykket en enkelt gang på læder blæren, der puster luft op under gløderne. Han har det umanerligt koldt om tæerne, og med nogle hop på stedet en tid, er det en mere varm foged der går over til Ida i huset. Spids bliver liggende, den kender sin opgave når den er alene i smedjen. ”I morgen er der en tur til Vissing og byggeriet.” Svend skænker sig et krus øl og fortsætter. ”Er det lige så koldt i morgen som i dag , så sender jeg hjælperen hjem igen, og medens jeg husker, skal hestene bagerst i smedjen for natten, ellers bliver det for koldt.” Ida har brugt eftermiddagen til at holde ildstedet ved god ild og i den kulde er det ren overlevelse, heldigt at det går den rigtige vej mod en lysere og længere dag. Efter Svend har hentet hestene og fået lagt halm op på det lange bord nede ved bag vægen i smedjen, er det Spids tur til at blive klappet og rusket i gennem. De mange gløder i essen og varmen fra hestene kan lige holde kulden nogenlunde væk, nu vinden har lagt sig. Og da svend går over mod huset, er det kun gumle lyden fra hestene der høres i smedjen. En kort tid efter den hellige Sankt Lukas dag havde fogeden udvalgt søsterens mand som ny skytte under Voer kloster og som han sagde til Abbeden. ”Der er to fordele ved en sådan skytte, han holder øje med skoven og han regulerer dyreholdet, og det betyder der er skind og kød til vinteren.” Den aftale har vist sig at være en god vinter indtægt, nu Lakse nettene er trukket op for at drivisen i åen, ikke skal ophobe sig, og skære maskerne i stykker. Det er faktisk mange mønter, der er gået uden om Voer kloster og i lommen på den afdøde foged, og Abbed Nicolaus. Heldigt at det er slået om til tø og Idas hest og den store er glade for at komme ned på engen Svend har fodret både hund og hest da Hjælperen dukker op i det fjerne. Spids har lært at når der bliver redet skal den forholde sig roligt ved siden af hesten og det går rigtig godt undtaget, når de rider to så løber den bagved i sporet og skal der være besøg på klostrene så bliver hunden hjemme i en lang snor. Vi skal til Vissing kloster i dag siger Svend da hjælperen er kommet op på siden, det er længe siden vi har været omme på den kant. Hjælperen er ikke sen til at komme med den nyhed der har trængt sig på hele turen hjemmefra, og til mødet med fogden. Det forlyder at Abbeden i Øm er meget syg, og han ikke har så langt igen. Svend lytter nøje, inden han svarer ”Det finder vi ud af på vejen over til byggeriet, det er nok en munk der har været rundt med bud om Abbedens tilstand.” De har ikke redet ret langt, før der kommer en Munk i mod dem med god fart. Han er iført den hvide kofte med den sorte skapular* som tegn på at han kommer fra Øm Kloster. Svend og hjælperen er stoppet og Munken sætter farten ned, snart er mødet i fuld gang. ”Fogeden skal melde sig på Øm kloster hos Abbeden og det er vigtigt det bliver i dag, Jeg skulle følge med der over.” Svend nikker og siger. ”Min hjælper rider til Vissing uden mig, og får besked med tilbage her til eftermiddag, måske Uffe har noget han ønsker. Og så mødes vi her uden for klosteret lige inden det bliver mørkt.” Kort efter er Munken og Fogeden drejet af og ind på vejen mod Øm kloster. Svend rider og tænker på, at det er første gang han skal tale med Abbed Nicolaus efter afsløringen af skind tyverierne og, at han vil lægge nøje mærke til Abbedens tonefald. ”Nu går det stærkt med at blive forår.” Kommer det pludselig fra munken. ”Jeg tror den sidste frost var i går, med det kraftige omslag i vejret.” Svend nikker og skal lige til at svare, da munken trækker hesten helt ud til kanten af marken. Svend kigger ned og får øje på to tørre kæppe lidt fremme, der helt tilfældig ligger over kryds. Nå han har stadig lidt overtro siddende i kroppen, Svend lader som ingen ting, men det var en mærkelig opdagelse hos en Munk. Hvis han nu slet ikke er en munk. I samme øjeblik han får den mistanke, sætter han hesten i fuld galop, og med kroppen nede langs hestens hals og hatten i hånden får den lov at strække ud, så stærkt den kan mod klosteret i Øm. Højt spil. kap. 28 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
