 |  | Jeg vil altid være her del 02. |
 |
|
|||||||||||||
|
Den anden gruppe venner røg stadig og pigerne fniste som små børn. Han så tavst på dem med et lille smil indtil én af pigerne drejede hovedet og så på ham; så stivnede han og havde nær tabt cigaretten. Det kunne ikke passe det var hende. Der kom et udtryk af genkendelse i pigens øjne og hun begyndte at gå over mod ham. ”Undskyld, heder du Kasper?” Spurgte hun venligt. Kasper nikkede tavst og rykkede til siden så hun kunne sidde ned. ”Det er mig, Josefine,” han var målløs og fik kun fremstammet noget usammenhængende vrøvl. Imens han kiggede nærmere på hende, for at være sikker. Hun var slank og velformet og havde lange, kastanjebrune krøllede lokker der indrammede hendes ansigt, hvorfra et par karakteristisk klare, blå øjne kiggede tilbage på ham. ”Josefine? Wauw, hvornår er du kommet tilbage?” Udbrød han og var pludselig ét stort smil. ”Det er vist en måneds tid siden eller sådan noget,” hun lo og han genkendte latteren fra da de var små. ”Hold kæft hvor er det godt at se dig! Hvor længe bliver du så?” ”Det ved jeg ikke helt endnu, jeg har et par ting jeg skal tage mig af,” hun tog cigaretten fra ham, indhalerede og skoddede den; alt uden at slippe øjenkontakten med ham. ”Jeg havde ikke regnet med du ville begynde at ryge.” ”Jeg kan da sige det samme til dig,” de lo begge to og Josefine rykkede lidt tættere på ham. ”Hvordan går det med din far?” ”Han er død, vi begravede ham for kort tid siden.” ”Aha”¦ hvordan har du det så?” ”Jeg har haft det bedre, men også værre”¦ Hvor har du egentlig været al den tid?” ”Rundt omkring”¦ København, Tyskland, Sverige”¦ der hvor vejen lige ledte hen.” Kasper åbnede munden for at spørge nærmere ind til det, men før han fik sagt et ord blev han overfaldet af Søren, der igen smækkede sin arm om skulderen på Kasper, stak ham et ølkrus i hånden og højlydt råbte: ”Kommer du snart ind, så vi kan finde dig en dame!” ”Sidder lige og snakker og er også ved at være træt, så tror det bliver en anden aften.” Kasper snoede sig ud af Sørens greb og begyndte at gå imens Søren bare så sig lidt forvirret omkring indtil han stavrede ind til de andre igen. Kasper gik i langsomt tempo ned ad gaden og håbede i sit stille sind, at Josefine ville følge efter ham, men da han nåede døren til sin lejligheds opgang havde han stadig ikke set noget til hende. Skuffet låste han sig ind og skulle lige til at smække efter sig, da han hørte sit navn blive kaldt efterfuldt af en regn af små klik-lyde af stilletter. Han åbnede døren igen og blev mødt af Josefines ansigt der var blusset op efter løbeturen. ”Åh, godt”¦ det var her du var. Jeg var lige ved a tro jeg havde taget fejl af gaden,” hun pustede ud og lænede sig lidt op ad muren. ”Hey, hvad så?” ”Jeg tænkte bare jeg ville give dig mit nummer så vi kunne holde kontakt,” sagde hun med et smil og gav ham en lap papir. ”Tak. Øh”¦ vil du med ind eller skal du op til dine venner igen?” ”Det vil jeg da gerne.” Han trådte til side og lod hende komme ind og førte derefter an op til sin lejlighed. Da de var kommet ind, fandt Kasper to Colaer imens Josefine tog stilletterne af og sammen satte de sig i hans sofa. _________________________________________________________________________ Novellen starter her: Jeg vil altid være her del 01. Næste afsnit: Jeg vil altid være her del 03. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-05-08 12:43:57 |
hyggelig og særdeles velskrevet tekst; dialogerne er fine g troværdige!
venligst ...
PS 'KasTer nikkede tavst og rykkede ...'
venligst ...
PS 'Kas
| Dragonfly | 2014-05-08 15:41:35 |
mange tak for din feedback :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
