 |  | Autofiktion: Feedback søges |
 |
|
|||||||||||||
|
Hej med jer, Jeg har prøvet at give mig i kast med autofiktion, og jeg mangler noget feedback. Giver dagbogsopstillingen mening? Giver det værdi for jer som læser at læse historien? Generel feedback, gode råd, forslag og kommentarer mødes med kyshånd. DEAR JAMES Onsdag d. 4. december 2013 20:17 Vi ligger på sofaen der engang bare var hans, men nu vores, og ser fjernsyn. Jeg elsker britisk fjernsyn. Han har en fæstning omkring sig, jeg kan ikke nå ind til ham. Han kiggede altid på mig på en speciel måde, et blik der fortalte mig, at han kendte min inderste sjæl og elskede mig på trods af det. Et blik der sagde, at jeg var det mest fantastiske, der har eksisteret for ham. Det er væk, det blik. Der er hult i hans øjne. I reklamepausen sætter jeg mig oven på ham og kysser ham. Jeg er desperat for at nå ind til den James, jeg elsker så højt. Vi har vild sex midt der på sofaen, det har vi næsten aldrig. Jeg stønner højt, mens skyggerne af hvad vi engang var, hænger som klamme spøgelser omkring os. 01:33 Vi ligger i hver sin side af sengen, og der er en verden af usagte ord mellem os. Jeg kan mærke, at han heller ikke sover. Jeg kan mærke, at det er sidste gang, vi sover sammen. ”I can’t sleep,” mumler jeg i håb om at sætte en stopper for den ulmende vulkan af sårede følelser, der vil gå i udbrud i det øjeblik, James forlader mig. Han svarer ikke, og jeg falder til sidst i søvn. Torsdag d. 5. december 2013 07:32 Vi har en meget fast morgenrutine, mig og James. Jeg elsker den. Men den her morgen er anderledes. Jeg spørger ham: ”Maybe we can go ice skating today?” Jeg har talt om at stå på skøjter foran Somerset House inde i Soho i snart en måned. Vi står på hver sin side af vores seng. Jeg får et afslag. Det vidste jeg godt, jeg ville. Jeg kan ikke gøre for det. Vulkanen går i udbrud. På natbordet står en porcelænsfigur af Den Lille Havfrue, som jeg har haft med tilbage som souvenir, engang jeg var hjemme i København på besøg. Han elsker København. Det gør de fleste englændere. Jeg smadrer den i jorden, og luften omkring mig smadres af knust porcelæn og brudte løfter på et splitsekund. ”Cec”¦” siger han stille. Han har aldrig lært at udtale mit navn rigtigt. Jeg står kun i trusser og jeg lugter af morgen ud af munden, mens jeg skriger. Han går ud i vores baghave og tænder en cigaret. Han ryger aldrig. Min bryster blævrer, mens jeg styrter efter ham for at få svar. Morgenluften er fyldt med frost, og jeg fryser, mens jeg kigger efter ham. Han sætter sig på den bænk, hvor vi også sad, da vi kun havde kendt i hinanden i 4 timer. Det var der, vi forelskede os, mens vi snakkede om vores drømme, søskende og bekymringer. Jeg trisser over det sted, hvor vi havde sex i sommers, da han overraskede mig med en picnic da jeg kom hjem efter verdens værste arbejdsdag. For hvert skridt jeg tager, ramler vores forhold mere og mere sammen. Der står jeg, foran ham, i mine trusser, verdens koldeste morgen, men de ord han siger nu, er koldere end decembervind mod nøgne bryster. ”I’ve met someone else.” 10:34 Jeg er overrasket over, hvordan jeg er kommet på arbejde. Jeg har en underlig mekanisk distance til alting. 11:00 Jeg får et sammenbrud ude på lageret. Jeg lægger mig i fosterstilling midt i alle de tøjposer, der ikke er blevet hængt på bøjler i forretningen endnu. Her ligger jeg. Jeg græder højlydt, og jeg er ligeglad. Det går op for mig, at jeg ikke skal være sammen med James længere. Afgrunden er uendelig. Amelia kommer ud på lageret og opdager mig. Vi har altid haft en god connection. Hun lægger sig på gulvet sammen med mig. Jeg prøver at forklare, men hun siger bare: ”Shhh girl, I know. I know.” 13:42: Jeg køber altid en agurkesandwich fra Pret a Manger i min frokostpause, det gør jeg også i dag. Jeg sidder midt på Carnaby St i alt dens julepynts pragt og kæderyger, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Røgen blander sig dovent sammen med min frostånde foran mit ansigt, og jeg tænker over, hvad der er hvad, mens jeg laver røgringe. Jeg kigger over på tøjbutikken. Pludselig bliver jeg klar over, at jeg ikke er i stand til at tage tilbage på arbejde. Jeg kan ikke tage hjem til vores lejlighed. Jeg indser, at jeg er helt alene i London. Jeg begynder at græde igen, mens jeg tager min taske og går mod Oxford Circus. 14:30: Jeg elsker London, men jeg hader, at man aldrig kan være alene i denne forpulede by. Jeg sidder i tuben på vej til Knightsbridge, hvor den Danske Ambassade ligger. Jeg har mistet mit pas og skal have et nyt, så jeg kan rejse hjem til København. Folk kigger bekymret på mig, mens jeg sidder og lader min mascara løbe ned ad kinderne. Jeg kigger ondt på en lille dreng, som ikke vil lade være med at glo på mig med et fortumlet blik i øjnene. Skrid med jer, mennesker. Jeg sætter musik i ørerne. Det mixtape, som James lavede til mig, lige da vi fandt sammen. Det sender små pulsstød af smerte gennem mig for hver takt, og på en underlig måde føles det godt. Jeg bider mærke i, hvordan det gør ondt i hver fibre i min krop, da jeg går ned ad Sloane St. Det er et meget fint område, en dame går forbi mig med en puddel i sin taske, og jeg tænker, det er verdens største kliché, mens jeg sætter mig på hug foran Chanel og græder igen. Hvor mange tårer kan man have i sine øjne? Jeg har ikke mere energi til det her. 16:19: Det gode ved Blackberry i forhold til iPhone er, at man kan trykke numre ind, mens man stadig har handsker på. ”I’m going home to Copenhagen today.” ”You don’t mean that. Stop being dramatic, Cec. Let’s work this out the adult way.” ”I really mean it. I have already booked the tickets.” ”What about your job?” ”I don’t give a fuck about my job. Where else do you want me to go? ”I didn’t mean any of this to happen”¦” ”Where do you want me to go?” ”I don’t know.” 19:30: Jeg står med alle mine ejendele i to store kufferter. Victoria station er mere end usædvanligt proppet med mennesker, og jeg kan ikke komme igennem. Den britiske damestemme orienterer os venligt i højtalerne, og jeg kan dufte jul, mens jeg uvenligt skubber til folk. 20:20: Jeg er lige blevet orienteret af en dame i lufthavnsuniform, at der er en storm hjemme i København, der hedder Bodil, som gør, at jeg ikke kan komme med mit fly i aften. ”Do you want to fly via Helsinki tomorrow morning or wait until the next available flight tomorrow night?” Helsinki, tak. Jeg skal hjem nu. Jeg begynder pludselig at græde igen. Jeg kan ikke styre det længere. Jeg græder i tide og utide, som om min krop og mit hoved er to separate individer, der ikke vil samarbejde længere. Den venlige dame giver mig et stort kram, mens jeg hulker min historie ud på hendes skulder. Hun fortæller mig, at hun har en datter på min alder, og ved jeg, hvad hun siger til hende, hver gang hun bliver droppet? Det vidste jeg ikke. ”It’s his loss honey!” Jeg smiler mellem tårerne. Det er første gang, jeg gør det i lang tid. 01:33: Jeg ligger på en metalbænk med min jakke over mig, og jeg prøver at sove. Det er dog svært, når der sidder en ildelugtende mand ved siden af mig. Det er også svært, fordi han sidder og græder over Nelson Mandelas død, som BBC har cirkuleret omkring, i hvad der føles som 264 timer. Jeg ved alt om Nelson Mandela nu. Jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad med Nelson Mandela. Jeg kan kun fokusere på den gruopvækkende smerte, der foregår indeni mig. Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg skal blive et menneske igen. Hvordan jeg skal finde motivationen til at blive et menneske igen. Jeg gider ikke eksistere, hvis eksistere betyder, at eksistere uden ham. Fredag d. 6. december 2013 07:53: Jeg skal boarde til flyet til Helsinki om en time. Jeg mener, at jeg aldrig har været så ensom i hele mit liv. At være mutters alene i lufthavne omgivet af glade mennesker, når man har et koloenormt knust hjerte, er ikke ideelt. Jeg læser Bridget Jones og savner London så meget. Det her er den første morgen uden James, tænker jeg. Jeg kigger på klokken, og forestiller mig, hvad han laver lige nu. 07:58: Han sidder på sengen og binder sine sko. Fredag d. 3. januar 2014 Jeg er så ensom. Jeg er så ked af det, at jeg ikke kan se fjernsyn. Jeg spiser piller. Mange piller. Et morfinpræparat, som får mig til at sove. Jeg sover bare. Det er det eneste, jeg kan. Jeg kan også gå lange ture med min mors hund. Jeg ligger som 23-årig på en tynd madras på min mors arbejdsværelse, og jeg kan vitterligt ikke andet end at stirre ud i den mørke luft. Jeg stoppede med at være i kontakt med James d. 10. december, og alt har været en kamp lige siden. Jeg taler højt ud i luften hver dag. Har samtaler med ham, hvor jeg fortæller om min dag, og hvor han fortæller om hans. Mit hjerte synes ikke at kunne mærke, at det er et nyt år. Gjorde mig selv komplet til grin ved at lægge an på Rasmus til nytårsfest på Nørrebro, han afviste mig blankt. ”Du virker virkelig ked af det,” sagde han til mig. Så endte jeg med at sidde og tude og fortælle ham alt inden på et værelse, mens festen dunkede videre gennem væggen, kunne vi høre. Mandag d. 6. januar 2014 Mig og James havde købt billetter til at fejre nytår i København sammen. Men da jeg tjekkede Facebook i går nat, så jeg, at han har ombyttet billetterne for at flyve til Krakow for at være sammen med Martyna, som åbenbart var bedre end mig. Det eneste jeg kunne tænke på, var at stikke en kniv i maven på mig selv. Jeg stavrede ud i køkkenet og lagde mig på gulvet. Jeg skreg så højt, at jeg troede, at mine lunger ville briste i tusind stykker, og det snurrede for mine ører, mens kulden fra køkkenklinkerne lindrede mit ophævede ansigt. Søndag d. 19. januar 2014 Det er nu 50 dage siden, jeg sidst så James. Der er gået 50 dage, og jeg har det ikke bedre. Minder kører på repeat i mit hoved og forstærker savnet. Det ene billede tager det andet. Da han introducerede mig for sine venner på Soho House og erklærede mig sin kærlighed på tagterrassen samme aften. FLASH. Da vi havde rødvinsbrandert på og så koncert med Keaton Henson i den nedlagte kirke ved London Bridge. FLASH. Da vi shoppede skjorter til ham i Shoreditch og spiste indisk til frokost. FLASH. Vores lange gåture langs South Bank og søndagsture på Tate Modern. Jeg føler mig som et halvt menneske. Jeg har selvmordstanker. Ikke på den måde, at jeg faktisk overvejer det. Jeg er bare desperat efter en udvej af det her klaustrofobiske smertehelvede. Tirsdag d. 21. januar 2014 Martyna har lagt en masse billeder op af hende og James på Facebook. Hende på vores værelse, i vores seng. Dem i en fotoautomat. På restaurant. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget, der gør så ondt. Det værste er, at han tager minderne fra mig. Jeg troede, at det vi havde, var noget specielt. Men åbenbart ikke nok til, at det bare kan erstattes med en ny. Det er min og James’ historie! Men nu er det bare James og Martynas’ historie. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-09-16 07:26:25 |
hejsan og VELKOMMEN INDENFOR til alle os andre!
Du skriver særdeles godt (jeg har ikke læst teksten helt færdig!)
Dog vil jeg foreslå 'fire' istedetfor "da vi kun havde kendt i hinanden i 4 timer. "
og beskriv den indre følelse istedetfor "11:00 Jeg får et sammenbrud ude på lageret. Jeg lægger mig i fosterstilling midt i" Overlad altid til læseren at tolke, hvad der foregår ;)
venligst ...
Du skriver særdeles godt (jeg har ikke læst teksten helt færdig!)
Dog vil jeg foreslå 'fire' istedetfor "da vi kun havde kendt i hinanden i 4 timer. "
og beskriv den indre følelse istedetfor "11:00 Jeg får et sammenbrud ude på lageret. Jeg lægger mig i fosterstilling midt i" Overlad altid til læseren at tolke, hvad der foregår ;)
venligst ...
| nhuth | 2014-09-16 07:32:09 |
Det er en fantastisk god og meget fængende kort fortælling, hvor de får en masse uventede og fine detaljer med. Teksten virker 100% procent autentisk og ægte følt.
Super!
Vh.Nhuth
Super!
Vh.Nhuth
| mille | 2014-09-16 08:51:11 |
Læste din dagbog i et hug, det plejer jeg ikke at kunne med så lange tekststykker.
Den minutiøse(i bogstaveligste forstand) dagbogsform giver god baggrund for den smertelige kærestesorg din hp oplever.
Rigtig god beskrivelse af en svær følelse var næsten "inde" i din hp, selv om det er mange år siden jeg selv var så "hudløs" - efterhånden udvikler man jo desværre elefanthud og en vis kynisme.
- også velkommen fra mig, jeg er nok ikke så flittig en kommentator som haleløs og nhuth
Den minutiøse(i bogstaveligste forstand) dagbogsform giver god baggrund for den smertelige kærestesorg din hp oplever.
Rigtig god beskrivelse af en svær følelse var næsten "inde" i din hp, selv om det er mange år siden jeg selv var så "hudløs" - efterhånden udvikler man jo desværre elefanthud og en vis kynisme.
- også velkommen fra mig, jeg er nok ikke så flittig en kommentator som haleløs og nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
