 |  | Emilie og Jonas III |
 |
|
|||||||||||||
|
Han stod lænet op af væggen og var optaget af sin mobil. Han var ikke til at overse for han var noget højere end de andre elever der gik forbi ham, bemærkede hun. Da Emilie var nået hen til ham så han op og sendte sit blændende smil til hende mens han proppede sin mobil i baglommen. »Hey.« Sagde han. »Bor du langt væk? For jeg har kun min cykel med.« »Nej, faktisk vi skal bare ned forbi kirken og over på den anden side af vejen. Så bor jeg inde bag villakvarteret. »Nice, skal vi?« Jonas åbnede døren for hende og de gik ud. Samtalen var lidt anspændt på vej hjem. Emilie kæmpede med at finde på noget at sige. Det lykkedes at få ham til at stå for det meste af snakken ved at spørge ham om hvorfor han var flyttet herop fra Næstved. »Min far er tømrer, men det er kun accordarbejdet efterhånden han kan tjene penge på og de fleste af opgaverne i firmaet er inde i København. Jeg ved ik’, han blev vist bare træt af at holde i kø alle de timer hver dag.« Fortalte han. »Vi har også en del familie heroppe i Nordsjælland, nu hvor min onkler og deres koner og børn er kommet tilbage fra Sverige af.« Emilie lyttede interesseret. Jonas var så naturlig og imødekommende, slet ikke som de andre fra Eliten at hun lidt efter lidt glemte sin generthed og spurgte ind til de ting han fortalte. »Min onkler er cool nok, faktisk skal jeg på vandretur med dem her i sommerferien.« »Det lyder som rigtig mandehørm.« Konstaterede Emilie. Jonas grinede »Ja det gør det nok, de ævler noget om at de skal gøre mig til en rigtig mand.« Emilie grinede med ham. »Jeg håber nu bare vi skal fiske lidt og fortælle røverhistorier, men mine onkler gik vist meget på jagt oppe i Sverige, så jeg er bange for at det med at blive en rigtig mand, nok involvere en riffel.« Jonas blinkede til hende, og Emilie blev igen blød i knæene. De nåede hjem til Emilie og hun gik ind for at hente sin mappe. Da hun kom tilbage stod han udenfor og så spørgende på hende. »Der skulle være det hele heri.« Sagde hun og rakte ham mappen. Hun så forvirret på ham. »Er der noget galt?« Hun rynkede brynene. Han lo hjerteligt og tog hendes mappe for at bladre i den. »Jeg har ikke en chance for at nå det hele igennem alene. Desuden så lovede jeg dig at hjælpe dig med matematik ik’?« Emilie vidste ikke hvad han forventede hun skulle gøre. Skulle hun invitere ham ind eller afsløre at hun var ret dårlig til dansk og nok også for håbløst et tilfælde til matematik til nogensinde at kunne lære det. »Øh, kom ind?« Sagde hun tøvende, mere et spørgsmål end en egentlig invitation. »Super.« Sagde han og trådte ind. Hun viste ham ind i spisestuen hvor de kunne sidde med god bordplads. Hun havde et øjeblik overvejet om hun skulle gå ind på sit værelse, men hun kom skrækslagen i tanke om det tøj der lå og flød. Hun fandt noget cola og lidt slik frem mens han lagde sine bøger klar på bordet. Da hun ikke længere kunne finde på noget andet at lave, måtte hun til det uundgåelige. Hun satte sig ned på stolen for enden af bordet, så hun trods alt ikke skulle sidde ved siden af ham. Han sad bare der stille og roligt og bladrede i hendes mappe. Han så ikke ud til at bemærke at hun var ved at flippe ud over at have en fyr med hjemme. Hun kæmpede med at finde på noget at sige, mens han bladrede videre. Hun skævede til ham. Åh gud hvor var han sød. Hjælp! Han så op og smilede til hende. »Du er nok nødt til at begynde med at give mig et kursus i at forstå dine notater.« Hun smilede i et desperat forsøg på at se overskudsagtig ud, og han svingede mappen over til hende og rykkede stolen tættere på. Hun sank ubemærket en klump og forsøgte at trække vejret regelmæssigt. »Jeg har egentlig bare fulgt undervisningen og så står det i rækkefølge efter det. Så du skal ikke gå ud fra bogen men fra pensumlisten her.« Hun rakte ud efter det grønne stykke papir. »Nå okei, nu er jeg med.« Han skimmede pensumlisten og sukkede. »Jeg er glad for du vil hjælpe, jeg ville aldrig nå det alene, jeg har bare ikke disciplinen.« »Men vi kan ikke nå det hele igennem i dag.« Sagde hun undrende. Han grinede igen hjerteligt. »Det havde jeg heller ikke forestillet mig. Jeg håbede lidt på jeg kunne komme tilbage igen, indtil vi var færdige du ved.« »Åh, okei.« Var de eneste ord der dukkede op. »Skal vi ikke bare starte med at læse den første novelle på listen og så snakke om den bagefter?« Lo han og bladrede i sin bog. Emilie skyndte sig at gøre det samme. Hun anstrengte sit til sit yderste for at læse de bogstaver der stod på papiret foran hende men han var så tæt på at hun kunne dufte hans deo og næsten mærke hans arm ved siden af hende. Han sad helt stille og gjorde igen ting, efter et stykke tid, kunne hun slappe lidt af og bogstaverne blev langsomt til sætninger. Han var selvfølgelig færdig længe før hende men han lod hende være og sad i stedet og skimmede hendes mappe igen. »Færdig!« Stønnede hun. »Super. Hvor skal vi begynde? Personkarakteristik eller resume?« »Jeg har vist en tjekliste vi kan gå igennem hvis det er.« Sagde hun og rakte ud efter mappen. Deres hænder rørte tilfældigt hinanden og hun trak sin hånd tilbage. »Sorry.« Sagde han. »Her.« Han skubbede mappen over til hende og hun fandt siden med listen frem. Hun skubbede mappen tilbage til ham. »Okei, lad os se på det.« Sagde han. Emilie sukkede lettet da han tog over og ledte samtalen. Han hjalp hende virkelig igennem digtet og resten af eftermiddagen læste de og snakkede om et par værker mere. Emilie havde ikke forestillet sig at man kunne snakke så almindeligt med en dreng, men Jonas var så nem at tale med og han fik hende til at le. Selvom han gjorde hende blød indvendigt når han så på hende med de skønne øjne, følte hun sig så godt tilpas sammen med ham nu, at hun ikke længere stammede og kun kunne enstavelsesord. »Du har virkelig reddet mit liv søde.« Sagde han til sidst. »Men jeg må hellere se at komme afsted, det er ved at være spisetid og jeg ryger over knæet på min mor hvis jeg kommer for sent hjem.« Emilie grinede medfølende. »Det vil jeg gerne se, jeg vil vædde med hun ikke kan få dig vippet rundt.« Sagde hun. »Naahh! Du skal ikke undervurdere min mor, hun er ikke så stor som vi andre men hun er sej nok. Det skal hun sgu være når hun skal holde styr på 4 hankønsvæsner.« Sagde han og rejste sig. Hun rejste sig også og så for første gang hvor høj han faktisk var og muskuløs på en drenget måde. Hun havde ikke ville se sådan på ham før for hun var bange for at falde i staver og savle. Hun lod blikket glide op til hans ansigt og deres øjne mødtes. Han så varmt tilbage på hende og pludselig kunne hun mærke, hvor meget hun ønskede at han skulle læne sig ned til hende og kysse hende. De blev afbrudt af en nøgle i hoveddøren og hendes mors: »Hej skat, jeg er hjemme«. Magien blev brudt og hun så forfjamsket ud mod entreen, mens hun ud af øjenkrogen bemærkede et let smil i Jonas mundvig. »Hej.« Råbte hun ud til sin mor. Hun så op på ham igen. »Nå men du skulle også hjem.« Sagde hun, »Så det passer jo meget godt.« Hendes mor kom ind i spisestuen. »Nå, har du gæster.« Måbede hun. »Jeg forstyrre vel ikke?« »Nej, nej overhovedet ikke. Det er Jonas.« Sagde hun og kunne mærke rødmen langsomt snige sig op til kinderne. »Vi læser bare lektier sammen.« »Emilie redder mig fra at dumpe i dansk.« Jonas rakte sin hånd frem mod Emilies mor. »Goddag.« Hendes mor så op på ham og tog hans hånd, stadig noget forbløffet over at se en dreng i hendes hjem. »Nå, men jeg må smutte, jeg skal hjem og spise.« Jonas smilede til hendes mor og gik ud mod entreen. Emilie fulgte efter ham og måtte daske til sin mor, som stod med et smørret grin og vippede med øjenbrynene. »Det var en god bid vi nåede i dag.« Sagde han da han havde fået sit overtøj på. »Kan vi mødes igen og arbejde videre?« »Meget gerne, der er en lille bitte chance jeg måske kan få et 4-tal nu.« Lo hun. »Det skal nok gå. Vi ta’r teksterne næste gang. Det er ikke så svært som digte.« »Okei.« Nikkede hun. Han tøvede et øjeblik. »Helt seriøst Emilie, jeg er pisseglad for du gider hjælpe med det her.« Sagde han alvorligt. Han greb hende og gav hende et varmt knus, så hun helt tabte vejret. Da han trak sig væk fra hende mødtes deres blikke igen og den samme skønne stilhed opstod imellem dem, hvor de bare så hinanden i øjnene. Han slap hende pludseligt og gik hen til døren. Han vendte sig om da han var kommet udenfor. »Nu kommer jeg for sent hjem, men det var det værd« Han smilede sit helt særlige smil og skyndte sig afsted. Emilie stod et stykke tid og så efter ham. Hun kunne stadig svagt mærke på sin krop, hvordan han havde trykket hende ind til sig. Emilie og Jonas I | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-16 21:48:14 |
rigtig fin beskrivelse af den spirende romantik mellem Emilie & Jonas under (pensum)læsning! venligst ...
| haleløs | 2014-04-17 05:41:27 |
'nitte' er et forkert udtryk; et forlag er jo en forretning som skal give overskud!
Det er vigtigt med mange beta- og korrekturlæsere og mange om-redigeringer; nogle proff. forfattere omskriver manus ca. 50 gange inden det slippes til forlag .
venligst ...
Det er vigtigt med mange beta- og korrekturlæsere og mange om-redigeringer; nogle proff. forfattere omskriver manus ca. 50 gange inden det slippes til forlag .
venligst ...
| Fessor Frederik | 2014-05-04 18:53:43 |
Ikke tosset, flyder naturligt. Det er ikke umiddelbart, hvad jeg ville læse normalt, men det kører fint derudaf.
Det eneste der afbrød ord/billedstrømmen og scenerne var:
Han sad helt stille og "gjorde igen ting", efter et stykke tid, kunne hun slappe lidt af og bogstaverne blev langsomt til sætninger.
Det var lidt et hovsa moment.
Det eneste der afbrød ord/billedstrømmen og scenerne var:
Han sad helt stille og "gjorde igen ting", efter et stykke tid, kunne hun slappe lidt af og bogstaverne blev langsomt til sætninger.
Det var lidt et hovsa moment.
| Mette Sejrbo | 2014-05-04 20:12:02 |
Det er jeg glad for. Det er fedt at kunne holde fast i en læser på den måde. Tak for det.
Jeg må lige have uddybet hvad der er hovsa i sætningen? Så kan jeg måske få rettet det til.
Jeg må lige have uddybet hvad der er hovsa i sætningen? Så kan jeg måske få rettet det til.
| Fessor Frederik | 2014-05-04 20:28:33 |
Han sad helt stille og gjorde igen ting, efter et stykke tid, kunne hun slappe lidt af og bogstaverne blev langsomt til sætninger.
????og gjorde igen ting???
Jeg går ud fra at han fordyber sig i gøremålet foran ham? , giver hende et pusterum, hvor hun ikke er i centrum for, ikke er målet for hans opmærksomhed?, så hun har en chance for at samle hendes tanker. Hun er ikke tvunget til at reagere på den effekt hans tiltrækningskraft har på hende osv? formuleringen som den står der stopper billedserien for mig, men det kan også bare være mig.
????og gjorde igen ting???
Jeg går ud fra at han fordyber sig i gøremålet foran ham? , giver hende et pusterum, hvor hun ikke er i centrum for, ikke er målet for hans opmærksomhed?, så hun har en chance for at samle hendes tanker. Hun er ikke tvunget til at reagere på den effekt hans tiltrækningskraft har på hende osv? formuleringen som den står der stopper billedserien for mig, men det kan også bare være mig.
| Mette Sejrbo | 2014-05-04 20:40:33 |
Jeg er med. :-)
Jeg får rettet det for det har du da helt ret i. Tak for det!
Jeg får rettet det for det har du da helt ret i. Tak for det!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det ser ud til jeg har ramt en uheldig hylde med dette manus. Den er for rå til at være børne- og ungdomsbog og for .... vampyragtig .... til at være voksenbog.
Så der var nitte igen i dag fra et forlag :o(