 |  | Afbrydelse |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun er varm. Som hun ligger der i den store seng med slanger og ledninger til alle sider, ligner hun et lille, fortabt dyr, der holdes fanget i et tilfældigt edderkoppespind. Hendes ansigt er blegt, næsten gennemsigtigt, øjnene er lukkede, munden ubevægelig, læberne farveløse. Kun brystkassen bevæger sig regelmæssigt i takt med den susende lyd fra respiratoren, og de grønne spidser på skærmen over hendes hoved viser, at hjertet stadig slår. Han slipper hendes hånd. Herregud, seksten år. Den falder slapt tilbage på dynen. Nogen har friseret hendes kortklippede hår, så det ikke mere stritter. Havde hendes mor bare været her. Hendes mor ville have vidst, hvad han skulle gøre. Eller ville hun? Afgrunden rækker ud efter ham, og han føler sig vægtløs og værgeløs. Ved, der ikke er nogen til at gribe ham, når han rammer bunden, men det betyder ikke noget. Det vil vare længe, før han når så langt, og hvis han engang skal op igen, ligger det helt udenfor hans horisont. I et andet liv, måske. Det liv, han har levet indtil nu, er endt i en susende lyd og grønne spidser på en skærm. Og en hånd, han selv må tage op, hvis han vil mærke den. Før dét var der et ansigt i beklagende folder, der slog hende ihjel med sine ord; endeløs venten i vildt blafrende håb; hylende udrykning i en ambulance, hvor han langsomt fik vejret efter en vanvittig løbetur, mens de tumlede med hende omme bagved. Og før dét igen: Sammenstimlen om redderne, der halvt bar, halvt trak hende gennem bølgeslaget op på den brede sandstrand. De fortalte ham, at hendes mor stadig var derude. Hun vil aldrig få det at vide, og han ved knap nok, om han selv ved det endnu. Hun har kun ham, og han har mindre end ingenting. Han skjuler ansigtet i hænderne og forsøger at blive væk. Hvor må det være nemt, sådan bare at forsvinde og lade de andre alene tilbage med virkeligheden. Han ved udmærket, at ingen af dem har gjort det med vilje, men de har ikke desto mindre gjort det alligevel. Morgenmad på sommerhusets terrasse, strålende solskin, han har aldrig været vild med at gå i vandet. Men det er dé, hun og hendes mor. Var. Han skulle nok vaske op og pakke bilen til dagens udflugt, inden de kom tilbage. Det nåede han også. ”Er det helt sikkert?” spørger han det beklagende ansigt, selvom han ved, at der ikke er mere at slå ihjel. Ansigtet nikker alvorligt, og ethvert spor af travlhed er forsvundet. Han har al den tid, han behøver. Fem minutter. Fire uger. Tredive år. Det bliver ikke anderledes. En evighed senere rækker han ud efter den sidste rest af mening og skriver under. Han tænker på at spørge, men gør det ikke. Bliver det en anden ung pige, kan han ikke bære det, bliver det en slyngel, kan han ikke holde det ud. Han vil ikke vide det. Og der er velsagtens også mere end én, der venter. Hun er jo ung og stærk ”¦ Og stadig varm. Han holder hendes hænder op mod sine tørre skægstubbe, inden han lægger dem tilbage på dynen. Overvejer, om han skal folde dem, men ender med at folde sine egne. Han havde hentet rundstykker i kiosken på campingpladsen den morgen. Solen var så klar. Han må hellere gå udenfor og se efter, om den stadig er der. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-05-05 13:35:11 |
... og dennehér tekst er utvivlsomt skrevet af en yderst professionel, øvet hånd !!! venligst ...
| mille | 2011-05-13 11:23:00 |
her beskriver du en mand, der lige har mistet kone og barn, lige lovlig professionelt - så let som det ser ud her i teksten, tror jeg ikke det er at beslutte at organdonere (for det er vel det der sker?)
måske er det den korte tekst, der bevirker at jeg kommer til at mangle "sorg" - eller også er det bare fordi jeg slet ikke tror jeg kunne reagere så diciplineret, som din hp egentlig gør!!
men teknisk er der intet at udsætte - jeg ved heller ikke hvordan det skulle kunne beskrives - når jeg læser noget skal jeg helst kunne leve med i det - og når jeg gør det her mangler jeg noget!
måske er det den korte tekst, der bevirker at jeg kommer til at mangle "sorg" - eller også er det bare fordi jeg slet ikke tror jeg kunne reagere så diciplineret, som din hp egentlig gør!!
men teknisk er der intet at udsætte - jeg ved heller ikke hvordan det skulle kunne beskrives - når jeg læser noget skal jeg helst kunne leve med i det - og når jeg gør det her mangler jeg noget!
| mille | 2011-05-17 11:18:36 |
kære ligeher
jeg kan godt forstå du spørger, hvad det er i teksten, der gav mig det indtryk - og ved ny gennemlæsning idag kan jeg se, hvad det var - jeg havde læst slutningen som om han gik ud til en ny dag med solskin - og det står der jo ikke - så det var mig der tog fejl - sorry!!!
jeg kan godt forstå du spørger, hvad det er i teksten, der gav mig det indtryk - og ved ny gennemlæsning idag kan jeg se, hvad det var - jeg havde læst slutningen som om han gik ud til en ny dag med solskin - og det står der jo ikke - så det var mig der tog fejl - sorry!!!
| poeten | 2011-08-13 16:15:09 |
Jeg mangler ord. Det er betagende smukt og samtidig viser det den styrke der skal til for at kunne give organer væk i en kærlig mening. Det viser også den sorg, som er stor og ubeskrivelig. Det kræver en overmenneskelig styrke at kunne gå ud over sig selv og dermed vælge livet
| Per Holbo | 2011-11-05 09:08:14 |
Puha... den tog lige pusten fra mig! Rasende godt skrevet!
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg vil meget gerne vide, hvad det er i teksten, der giver dig det indtrykk, at det er nemt for denne mand at træffe sin beslutning?
Mange hilsner