 |  | Esoteriske Slips Kap. 28 Hvepsereden |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 28 Hvepsereden Naboerne til den gamle, lidt misrøgtede villa på Amager følte sig aldrig generet af det lille firmas gøren og laden. Når bare den flittige ikke helt unge kvinde holdt hækken og ukrudtet i ave, kunne ingen sige hende noget på. I de senere år havde Lis Petersen jævnligt frekventeret det lokale værtshus ”Hvepsereden” på Vejlands Allé. Af til nød hun bare en pilsner og gik hurtigt igen. Andre gange slog hun sig ned en god halv times tid. Stamgæst var hun dog aldrig blevet. Hun havde altid arbejdstøj på. De rigtige stamgæster havde kun godt at sige om hende. Både mændene og kvinderne. Blandt mændene forlød det, at hun nok var ”lebber”. Kvinderne var mere skeptiske. Ole Sild, som stod bag disken, blandede sig aldrig. ”Hun er vel, som kvinder er flest”, sagde han bare, når nogen spurgte. ”Hun spiller i hvert fald ikke billard”. Hun lyttede mere end hun snakkede, når hun besøgte værtshuset. Ikke for at bruge det i sit arbejde, men kun for at skabe sig det image hun ønskede og bevare et hensigtsmæssigt omdømme. Ofte gik hun og rodede i sin store garagebygning, men støjede så lidt som muligt. Der stod Lis Petersen på postkassen. Inde i soveværelset var Eliza Penkow netop stået op, da hendes fastnettelefon ringede. Hun lod telefonsvareren tale højt. - Goddag, jeg ringer fra Politiken, har De tid”¦. Hun afbrød. Beskeden forstod hun. Men tidspunktet var forkert. Og stemmen var forkert. Hun satte sneglen i øret, tjekkede batteriet, og hørte den velkendte biplyd. Hun fandt sin let ombyggede iPhone frem og læste meddelelsen fra kontaktpersonen i Polen. Hun behøvede ikke engang at bruge krypteringsnøglen for at forstå budskabet: ”Hold lav profil. Vi har et svagt led i PET. Besvar ikke vores åbne opkald”. OK, det var da på tide, de tog sig sammen til at orientere hende. Nu måtte hun ”sikre” hele hytten igen. Det plejede at tage et par timer. Beskeden på den åbne telefon var hverken fra Politiken eller Lotz. Først en gang i eftermiddag ville hun enten have fået grønt lys eller have forladt huset. Måske kunne hun ride stormen af. Hun startede udefra. Alle mulige adgangsveje til hus og garage. Spindelvæv, ridser, huller, afskallet maling. Hvor hun kom i tvivl, tog hun billeder og skrev noter. Jo mere omhyggelig hun var med det ydre, så meget lettere ville det være med det indre i huset. Hun gik ind og tjekkede de seneste optagelser fra overvågningen af husets ydre. Umiddelbart var der intet, der ikke skulle være der. Der var kun en ridse til forskel på hendes to tilsyneladende ens iPhones. Hun tog den ridsede op af frakkelommen og kontaktede sin danske chef i Gladsaxe. Hun behøvede ikke sige, hvem hun var. De havde været nødt til at skærpe opmærksomheden om Mørk. Han var så småt ved at planlægge en udlandsrejse. Hvortil kunne hun ikke få at vide. De havde været tilfredse med jobbet i Jacob Erlandsens Gade. De stolede på folkene fra Gården, som nu forstod hvor højt Mørks sikkerhed var prioriteret. Nu var der imidlertid tilstødt en opgave, der kun kunne løses med hendes hjælp. Gårdens egne skarpeste hjerner var i fuld gang med at diskutere, hvilke formål Mørks omfattende indkøb af computerudstyr kunne opfylde. Klokken fjorten modtog ”Lis Petersen” den næste meddelelse. En gammel ”kollega”, Robert Hansen, som hun selvfølgelig aldrig havde set eller hørt om, var på sine gamle dage begyndt at tale over sig. Han var muligvis syg. Han havde intet røbet efter at han havde trukket sig tilbage for nitten år siden. Nu var han blevet tildelt den plejehjemsplads, som hans kone for længst havde søgt. Hvis han kunne og ville fortælle ret meget mere om sit liv i tjenesten, kunne han med ét slag lukke det halve af PET. ”Han skal neutraliseres. Adressen er Ranunkelvej 12, plejehjemmet hedder Solhjem”, sluttede meddelelsen. Kunne hun nu være sikker på afsenderen denne gang? Hun returnerede henvendelsen og skrev: Hvad er nummeret i Jsgade? Der kom omgående svar: ”7. Forklaring følger”. Nu skulle hun bare tjekke den plejehjemsplads og mandens helbred, så ville problemet måske kunne løses. Hvorfor ikke køre en tur derud. Uden skilte på bilen. Eliza Penkow blev hurtigt færdig med at sikre ”Lis Petersens” bolig ude og inde. Hvis hun havde overset noget, ville hun snart forsvinde. Så kom signalet og hun kontaktede sin danske chef. PET mente at have sporet lækagen til Kanylen. Alt OK. Se mail fra Mike. Hun koblede sig på ”omvejen” og læste beskeden. Hun anede ikke hvem ”Mike” var. ”Credofonden blev stiftet i 1942 af en hovedrig fabrikant. Fonden ejer i dag alle aktierne i tre investeringsselskaber og driver flere velgørende stiftelser samt et rederi, et kloster og to privathospitaler. Det kontrollerer desuden et antal selvejende institutioner. Fondsbestyrelsen, som havde suppleret sig selv siden fyrrerne, består pt. af to direktører, en fhv. oberstløjtnant, en skibsreder, en greve og en kammerherre. En af direktørerne sidder som koncernchef i toppen for medicinalvirksomheden ”EuroMed” med flere afdelinger i udlandet. Den danske afdelingsbestyrelse har en Socialdirektør Løngren som formand. Samme embedsmand er formand for den selvejende institution Solhjem. Meld tilbage, hvis du har en idé”. Hun svarede : ”kører til adressen”. ”Credo”? noget katolsk? - konfirmation? Hun måtte slå det op, når hun fik tid. ”Om hun havde en ide? Havde Mike spurgt og ledt hende mod Løngren og Solhjem. Måske. Det var nok ulejligheden værd at prøve. Esoteriske Slips Kap. 29 Ranunkelvej Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
