 |  | Esoteriske Slips Kap. 29 Ranunkelvej |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 29 Ranunkelvej Hun parkerede på en lille nærliggende plads og gik en tur i kvarteret, hvor hun faldt i snak med en venlig hundelufter. - Sikken sød hund, sagde hun, er det ikke en Bichon Havanais? Jo, han boede lige skråt over for det ældre ægtepar. Før i tiden havde han ofte mødt dem, når de spadserede rundt om søen. Naboerne på Ranunkelvej havde ondt af de to ældre mennesker. De havde jo fulgt det stadigt stigende antal besøg af kommunens hjemmehjælpere i de senere år. Derefter flytningen af enkelte af mandens møbler, en kuffert og et par billeder. Og til sidst manden, som tre falckmænd havde hjulpet ud til en sygetransport. Han havde råbt og skreget og strittet voldsomt imod. To hjemmehjælpere tog sig af den grædende hustru, som ikke kunne komme med sin mand. - Og nu sælger de vel snart, sagde han, man ved sgu aldrig med nye”¦ Nej, de gamle derinde, de havde aldrig haft logerende. - Jeg tror, han tog skade af de skiftende arbejdstider den gang. For mange sene aftenarrangementer. Tjenerarbejdet er mere nedslidende end jord og beton, sagde han tit”¦ Hun turde ikke pumpe ham for mere. Hun anede konturerne af en mulighed, men manglede helt præcise oplysninger om ejerforhold og driftherreforhold vedrørende de tre ”selvejende institutioner” og specielt de interessesammenfald, som for eksempel socialdirektøren kunne nyde godt af. Albert Dueholm og Jensen sad på Gården og ”matchede”, dvs. de tjekkede usædvanlige forekomster af sammenfald mellem bestemte ord, navne, udtryk og vendinger fra forskellige registre og beslaglagte computere. I nogle tilfælde kunne man krydstjekke med optagelser fra aflytning. Et træls og trættende arbejde som krævede stor koncentration og en god portion kreativ tænkning. Der tegnede sig nogle vage mønstre i Mørks sag. Problemet med den udeblevne laborant og professor Lucides reaktionsmønster måtte have en eller anden sammenhæng. Mørk skjulte noget. Men hvad? Og hvorfor? Hvor var der noget Jensen og Dueholm havde overset? De havde diskuteret, hvilke formål Mørks omfattende indkøb af computerudstyr kunne opfylde. Jensen havde forsøgt at læse de manualer og tekniske specifikationer, som de havde vristet ud af Mørks leverandør. ”IT Hardware og Software - Import/Eksport”, kaldte de unge initiativrige ejere deres firma. De lovede, mod et mindre honorar, at stille sig til rådighed hvis Jensen skulle være i tvivl om noget”¦. Et begreb som ”forfattersiden” skilte sig lidt ud. Her var der usædvanligt mange ”match”. Dueholm foreslog, at de oprettede sig som brugere på siden; bare en periode for at følge lidt med. Prøv du bare, havde Jensen svaret, siden ser da meget uskyldig ud. Jensen valgte at søge på ”Ranunkelvej” i tre registre, en telefon og Mørks computer. Syv parkeringsovertrædelser, to indbrud - det ene i nr. 12 for nylig, hm”¦ , nul laborant. Så fik han hul: Via en omvej i Panuminstituttets Lønningsregister fandt han hurtigt en Erland Mølndal, c.o. Robert Hansen, Ranunkelvej 12, men han var opført som ”portør”? Bankkonto i Danske Bank, kontonummer og årets overførte beløb. Hans postadresse var anført som postbox 4711 Jægersborg. Han vidste nu, at han nærmede sig det usynlige minefelt, der var lagt ud mellem etaten og PET. Måske var det meget godt med denne form for intern kontrol, men han var bange for magten. Han ville uden større vanskeligheder kunne afdække det næste lag oven over hans arbejdsgiveres egentlige ”chefer”, men bare et forsøg på det, ville true hans egen eksistens og stemple ham som ”persona non grata”. Han trængte til en pause og forlod kontoret til fordel for kantinen. Her kunne hans kone ikke tælle kalorierne. De egentlige chefer havde ikke kontorer ude i PETs ejendom på Klausdalsbrovej. De mødtes sjældent; aldrig dem alle (ingen vidste hvor mange). PET rådede ganske vist over en ”feriefond”, hvor alt ansvar var delegeret til en meget snæver kreds kaldet ”Kortklubben”. Dueholm var mere optaget af bare at holde sin computer kørende. Den ”frøs” af og til, så han havde været nødt til at genstarte. Forfattersiden havde han droppet; der havde ganske vist figureret én Mørk og to Mørch’er blandt brugerne. Den rigtige Mørk var der ikke, med mindre han kaldte sig noget andet”¦ Så frøs den igen. Han gik tilbage til sin ”indbakke”. Jo, der var den. Der var en eller anden idiot, der havde lagt en mail i morges. ”Catch me” hed den. Han ville have slettet den, men var kommet fra det. Nu prøvede han så at åbne den. Straks viste skærmen et levende billede af en dansende stålorm! En ”talebobbel” voksede ud af dens mund. En tekst dukkede op. ”Hey Dueholm, det var du længe om. Lagde du slet ikke mærke til, at din billige computer havde et par udfald? Jeg vil jo ikke lukke den helt ned, endnu. Du skal prøve at fange mig først. Hvis du tør, kan du jo trykke return på ormens hale. Farvel så længe”¦” Skærmen vendte tilbage til ”indbakken”. Fandens! Nu var Jensen lige gået”¦ Det kunne jo bare være en drengestreg. Men nej, han kaldte Jensen op, kantine eller ej! Efter en kort rådslagning blev makkerparret enige. Hvis de tilkaldte IT-afdelingen nu, ville der gå mindst en time, før en eller anden nørd fra afdelingen dukkede op. Hvis mailen var en dårlig spøg, ville der ikke ske alverden - og hvis den var rigtig alvorlig, kunne den uden Dueholms tastetryk alligevel lamme hele deres system. De tog chancen og trykkede ”enter” på slangens hale. Der skete intet? Prøv igen, sagde Dueholm, og for resten er det ikke en slange; det er en stålorm. Ja, ja, sagde Jensen, orm betyder slange på svensk! Hold nu kæft og prøv igen, svarede Dueholm, intet resultat. Esoteriske Slips Kap. 30 Solhjem Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
