 |  | Onkel Andreas og den store julestjerne |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var ved juletid og hele familien var samlet til den årlige juleklippedag. Det var en tradition i vores familie, at vi mødtes midt i december for at lave julepynt, bage pebernødder, koge klejner og i det hele taget forberede julehøjtiden sammen. Noget af det allervigtigste var de flettede julestjerner. Vi havde de smalle strimler, som vi lavede små julestjerner af og de lidt bredere, som vi lavede lidt større julestjerner af. Men så havde vi altså også nogle meget brede strimler, som vi havde klippet af tykt stof og som mor havde syet sammen, så vi kunne flette nogle flotte stofjulestjerner og til sidst satte vi små lyskæder i og hængte dem op i vinduerne. Onkel Andreas var den, der var allermest dygtig til at flette stjerner. Han var mormors nye mand, men vi kaldte ham ikke andet end Onkel Andreas. Og han var bare god til at flette stjerner. For selv om han brugte briller med glas, der var lige så store og tykke som bunden af en colaflaske og derfor havde lidt svært ved at se, så skulle han bare lige i gang og så kunne han føle sig frem til resten. Og når han så var kommet i gang gik det lynendes hurtigt. Den jul var det både koldt og mørkt, og da det endnu havde ikke sneet ret meget, var det ekstra mørkt i stuen, hvor vi sad. Onkel Andreas havde sat sig i lænestolen i det ene hjørne af stuen, lige under den store standerlampe. Han havde sit sædvanlige juleflettetøj på: et par sorte bukser, et slips med en julemand på, en flot rød- og hvidstribet skjorte og en fin nissehue med kvast. Som vi sad der og flettede, begyndte onkel Andreas lige så stille at bøje hovedet længere og længere ned. Vi så det alle sammen og smilede til hinanden, for det var ikke første gang, onkel Andreas var ved at falde i søvn i den stol. Men jeg tror faktisk ikke der var andre end mig, der opdagede, hvorfor onkel Andreas pludselig begyndte at hænge sådan med hovedet. For der var nemlig det ved det, at den stofstjerne, som han var ved at flette, havde næsten samme farve, som onkel Andreas´ slips. Og nu var onkel Andreas lige så stille i gang med at flette sit eget slips ind i julestjernen. Og for hver gang, han bukkede sit slips ind sammen med de andre stykker stof, så trak slipset hans hoved et lille stykke længere ned. Jeg kiggede rundt på de andre. Men nej, det var vist kun mig, der havde set det. Jeg tænkte lidt over det, men besluttede mig så for at lade være med at sige noget. I stedet sad jeg bare lige så stille og kiggede spændt på, hvad der nu ville ske. Men så var det, at der skete noget meget underligt. For jeg troede jo, at når onkel Andreas´ slips havde trukket ham helt ned til julestjernen, så ville han opdage det og stoppe med at flette. Men det gjorde han ikke, for nu havde han lige fundet sådan en god rytme. Han flettede og flettede og lige da slipset var ved at løbe op, løsnede det sig fra hans nakke og bevægede sig op over hovedet med skjorten som påhæng. Nissehuen smuttede med. Det gik hurtigere og hurtigere med at flette. Skjorten hang fast i bukserne og med den fart, han flettede, nåede han ikke engang at få dem af og smut! gled onkel Andreas med ind i julestjernen - med slips og skjorte og bukser og strømper og det hele! Tilbage var kun en julestjerne i flotte rød-hvide striber med en julemand på den ene af spidserne og en bukselynlås langs nogle af kanterne. Som en flot ekstra detalje hang en nissekvast og blinkede rød, hvid, gul og grøn på skift. Nøj, hvor var det en stor julestjerne! Den fyldte næsten lige så meget som lænestolen. Efter et lille stykke tid havde de andre opdaget, at onkel Andreas var forsvundet og nu gik den helt store eftersøgning i gang. Vi ledte efter onkel Andreas både oppe og nede og inde og ude, men intet spor var der af ham. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvor han var, men for det første var det det mest spændende og sjove der var sket hele dagen - og for det andet vidste jeg ikke helt, hvordan jeg skulle forklare, at onkel Andreas lå ind i julestjernen. Da vi havde ledt i nogle timer, hentede mormor en pose æbleskiver i fryseren og smed dem ind i ovnen. ”Vi kan jo ikke lede på tom mave,” sagde hun, ”og desuden er han sikkert bare gået sig en tur, fordi han ikke gider tage opvasken.” Uden de andre så det, sneg jeg mig hen til julestjernen for at sikre mig, at onkel Andreas var okay. Jeg trak to strimler en anelse fra hinanden og kiggede ind. Jo, den var god nok: dér lå onkel Andreas inden i julestjernen og snorkboblede. Vi spiste æbleskiver med stor appetit. Men så kom jeg til at tænke på Onkel Andreas. Han skulle da også have æbleskiver. Helst uden nogen opdagede det, for ellers kunne det jo være, Onkel Andreas fik ballade for at gemme sig i sin julestjerne under opvasken. Så hver gang, jeg puttede en æbleskive i munden, gav jeg også Onkel Andreas én. Jeg sad fint for at kaste æbleskiverne ind gennem sprækken og ramte da også med de fleste. Det var straks værre med marmelade og flormelis, som i første omgang blev sendt med luftpost pr. teske, men det viste sig hurtigt at være en lidt usikker foreteelse. I stedet puttede jeg marmelade og flormelis i en kop og da mormor gik for at hente flere æbleskiver, satte jeg koppen i en elastik, trak den godt til og slap den, så den fløj i en fin bue med en sky af det overskydende sukkerstads hængende efter sig og landede lige ind i sprækken og forsvandt. Bump! Sagde det, da koppen ramte Onkel Andreas lige i panden. ”AV!” sagde Onkel Andreas og vågnede brat. Ingen havde set, at jeg fodrede julestjernen med æbleskiver og marmelade, men den talende julestjerne var ikke sådan at skjule. ”Hvad var det?” spurgte mor og kiggede hen mod julestjernen og straks kravlede alle børnene rundt på lænestolen og kiggede ind i julestjernen og vinkede til Onkel Andreas, der måtte indse, at hans julemorfar var forbi. Vi fandt flere sprækker at kigge ind ad og nu kunne vi alle sammen følge med i, hvordan Onkel Andreas flettede sig ud igen. Først fik han fat i sine bukser, så skjorten og nissehuen, der stadig blinkede lystigt og endelig fik han slipset på og sad i sin lænestol med krøllet skjorte og stofstrimler ud over det hele. Det værste var dog ikke helt overstået endnu, for lige midt på skjorten sad den største klat af marmelade og flormelis og holdt godt fast på standerlampen, som åbenbart også havde været en tur inde i julestjernen. Mormor kiggede på Onkel Andreas og rystede på hovedet. Hun sagde ingenting, men det behøvede hun heller ikke, for Onkel Andreas rejste sig med det samme og med standerlampen dinglende om benene hentede han vand og sæbe og masser af klude. Det meste af sukkeret kom af, både det på skjorten og det på lænestolen. Kun en lille rød klat på gulvtæppet foran lænestolen minder os den dag i dag om dengang, Onkel Andreas flettede sig ind i en julestjerne. | ||||||||||||||
 | Per Holbo | 2011-11-22 08:39:31 |
Denne lille historie fandt jeg inspiration til, da jeg læste en kort fortælling, hvori onklen fletede sig ind i en julestjerne. Den oprindelige historie er langt mere dyster og jeg tænkte derfor, at den kunne skrives noget mere humoristisk. Jeg har naturligvis gjort historien til min egen. Det er kun selve ideen med at flette sig ind i en stjerne, der er tyvstjålet. God fornøjelse...!
| haleløs | 2011-11-22 14:13:30 |
Underholdende og hamrende SJOV! OG velfortalt (fandt dog en lille håndfuld slå'bøffer' undervejs)
venligst ...
PS syntaksrod i ln. 15
venligst ...
PS syntaksrod i ln. 15
| svalerne | 2011-12-04 18:12:47 |
Virkelig sjov historie! bedste hilsner
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
