 |  | Logbog Kap. 10 Helenes svære beslutning |
 |
|
|||||||||||||
|
Helene var rystende nervøs, da hun bankede på døren ind til Clausen. - Kan jeg tale lidt med dig? spurgte hun Christian. - Når som helst; i dag har jeg ingen aftaler før frokost. Jeg laver en kop te. Kom, lad os sætte os over i den bløde afdeling. Jeg giver lige besked derude. Sådan, så bliver vi ikke forstyrret. Lad mig høre, hvad har du på hjerte? Hun så på ham og valgte at åbne for sin private identitet. - Jeg har jo været gift med Gudmund fra 1990 til han døde for seks år siden. Han var en god og kærlig mand, men vi nåede aldrig de store højder. Jeg har altid været tiltrukket af kvinder, men ikke turdet sige det til nogen, undtagen den gamle direktør; ja og så min præst. Hun gik i stå og så fortvivlet på ham. Han skænkede teen op. - Jamen, kære Helene, det har du da også skjult rigtig godt. Det må have været hårdt; har du så knyttet dig til en god veninde nu? - Nej, sagde hun, ikke endnu jeg ville gerne tale med nogen om det først. - Det er klogt, svarede han, og rakte hende en serviet. Jeg er glad for at du viser mig din tillid. Må jeg ikke allerførst sige til lykke. Du har jo mange år foran dig, hvor du kan nå at indhente det forsømte. Nu må du jo tænke over dit næste træk; hvem skal vide hvad, hvornår og hvordan? - Hvor er jeg glad, Christian. Jeg lader ”nyheden” sive ret hurtigt, så jeg kan undgå alt for mange løse rygter og nyfigenhed. Men hun ville ikke nævne Mariam. Det var så nyt og usikkert. - Ja, svarede han, der er uden tvivl mange, der vil synes, at det er vældig interessant. Men blæs dem et stykke; de skal bare vænne sig til tanken. Der er som bekendt et par stykker eller tre her på Rygård, der for længst har besluttet være helt åbne om deres mindretalssituation, om jeg så må sige. Og det går da vist meget godt. Rent statistisk set skulle der være mindst ti gange så mange, men tiden er måske ikke til det? Hun gav ham det varmeste kindkys, og ville til at sige tak, da han afbrød: Der er intet at takke for. Bare sig Ok. Jeg er glad og stolt på dine vegne. Det kan da godt være, at de første dage bliver vanskelige for dig, men så bliver livet lettere. - Lad mig lige ved lejlighed se et udkast til annoncen efter en pr-medarbejder, der kan reparere lidt på vores vanskeligheder. Har du for resten lagt mærke til, at bornholmeren ikke halter længere? Da jeg justerede pendulet, faldt denne her ned af hylden, der bærer værket... Han rakte hende en lille fin gammel nøgle. - Nøgler, sagde hun; det er Andersens afdeling. Jeg giver ham den; den hører vel ikke til uret? Hun lagde den i sin skuffe. Han var allerede kørt hjem klokken tre. Måske kunne han sikre sig ro til at arbejde et par timer. Han gik ud til Elizabeth, som stædigt og koncentreret forsøgte at lægge sin opfattelse af Ninas sjæl op på lærredet. Han var forundret over hendes ihærdige anstrengelser. I hans øjne var billedet for længst færdigt, men Elizabeth havde svært ved at finde den streg eller farvetone, som ikke fik Nina til at se så voksen ud. Børnene var ikke kommet hjem endnu. Han startede med at åbne dagens post, som hun havde lagt på skrivebordet. Uden de reklamer, der konkurrerede om kundernes penge. Dér var det; brevet fra Herlev Hospital. Han overvejede et kort øjeblik at sende det retur, men turde ikke. Han havde glemt sine handsker på kontoret. Men et fingeraftryk fra eller til gjorde nok ikke den store forskel. Det ville snarere være mærkeligt, hvis det manglede. Med brevkniven lukkede han det op og læste: ”De skal blot møde i receptionen ved hovedindgangen torsdag den 20. august klokken 14 og opgive navn og cpr. nummer, så vil De møde Deres kontaktperson.” Nina forsøgte at slappe af og nyde hans blide kærtegn. Hans hånd fandt vej ind under blusen og den kunne lide hvad den fandt. Ivrig kravlede en anden hånd op ad hendes inderlår og pressede sig ind under hendes trusser. Hun havde mærket bulen i hans bukser, men savnede den ubevidste higen efter genklang i sit skød. Den genklang, som hun hidtil kun havde kunnet fastholde fra sine drømme og kun registreret i relation til kvinder og piger. Hun kunne ikke koncentrere sig om drengens utålmodige og primitive liderlighed. Hun delte den ikke. Pludselig da hun lå med ham og han fik udløsning i hende, vågnede hun op og så på hans ansigt med lige dele medfølelse, foragt og overbærenhed. Herregud, var det bare det? Hun savnede Gry og hun savnede at forfølge og udforske den forbudte tanke som længe havde generet hende, men opildnet hendes sanser. Drengen kom på benene og mumlede undskyld, jeg nåede jo ikke at bruge noget. Det skal du ikke tænke på Steffen, jeg er gammel nok til at passe på os begge to. Hun kom til at grine: der stod han med sin slatne manddom og fumlede med underbukserne og sokkerne. Men det var jo ikke hans umodne og kejtede erobringstogt der ikke havde været godt nok. Selv om det var hendes første rigtige gang, var hun bare bestyrket i sin kredsen om Gry. Hun fantaserede om Grys nøgne krop og gik på opdagelse i fantasien og i Gry. Hvis det, hun følte, var sandheden om hende selv, ville det være en katastrofe for hendes forældre. De ville ikke forstå en hujende fis. De ville forskanse sig bag en forstærkning af normalitetens mønsterfamilie og dens konforme ydre. Hun havde flere gange taget tilløb; bare for at afprøve fantasien - og sig selv. Hver gang havde hun givet op og var faldet tilbage i ”lillepigerollen” som sund, almindelig teenager med en smule spirende seksualitet og enkelte halvhjertede forsøg på at interessere sig for det modsatte køn. Kirstine var blevet ringet op af sin mand efter stuegangen. Han var blevet udskrevet og ville tage toget eller bussen hjem om lidt. Hun rystede på hovedet og bad ham om at sidde og vente nede ved hovedindgangen, hvor taxaerne har deres holdeplads foran den høje grå bygning. En god halv time, så kunne hun være der. Hun åbnede porten til maskinhuset, hvor der lige akkurat var plads til den røde folkevogn, når Theodor parkerede maskinerne rigtigt. Hun vinkede til Helene, som var på vej til frokost. Alléen var så smuk, når trækronerne skabte en skyggefuld tunnel af løv. Theodor havde lige nået at få frokosten serveret på stuen. Han spiste hurtigt de tre håndmadder, før han gik ned til hovedindgangen og spejdede efter folkevognen. Han ville selv køre kareten. - Jeg troede du kom i herskabets limousine; sagde han til Kirstine, da hun standsede foran ham, men den er vel blevet støvet. - Ja, bare du ikke er støvet, sagde hun og gav ham et kys på næsen. Du skal huske at barbere dig. De var allerede hjemme før klokken et. Kirstine smurte bare lidt til sig selv. Han skulle lige hen i vognporten. Hendes telefon i kittellommen ringede; hun blev målløs; det var Theodor. Han sagde at han bare ville kontrollere om der var strøm på, og så var han kommet til at ringe op til hende. - Send mig lige en SMS, sagde han. Men hun kunne ikke huske hvordan man gør! Han grinede så tårerne trillede, da hun kom ud i værkstedet til ham. Kirstine grinede lige så højt og omfavnede sin mand. Theodor Andersen tog sit pæne arbejdstøj på og gik op til hovedbygningen for at fortælle, at han var hjemme igen. I receptionen mødte han den nye direktør Clausen. - Hvad søren, velkommen tilbage. Det var jo en slem forskrækkelse for os alle; og især for Dem og Deres kone. Hvis De har tid, så kom lige ind et minut eller to. Nu må De love mig at tage den med ro i den kommende tid, sagde Clausen da de satte sig. De skal holde i mange år endnu. Fortæl mig, hvis der er noget De vil have hjælp til. Husk det nu. Jeg tror for resten, at Helene Rosenkilde har noget til Dem. Helene, som havde set hr. og fru Andersen komme hjem, gik til på Clausen med et stort smil og en æske med to fine flasker og gav ham et knus før han kunne flygte. Det fik farven op i Andersens kinder. - Rosenkilde; ja, jeg husker nok Deres rigtige navn. Tak, svarede han og tog imod gaven; det glæder mig at blive sådan modtaget. Og for resten; jeg har igen for mange duer; vil De ikke have en halv snes stykker, spurgte han Clausen. - Jo da, mange tak, 6-8 stykker vil være fint; det er da en dejlig overraskelse, sagde Clausen og tænkte med bekymring på Elizabeth, der hadede at plukke fjerkræ. - Og De frøken Ni”¦ Rosenkilde? Helene ville da gerne have fire. Hils Deres kone, sagde Clausen, da Andersen lidt senere forlod kontoret. Han ville gå en lille runde i parken. Men først stak han hovedet ind hos konen og spurgte om hun orkede at pille duer igen. Ja, min skat, svarede hun, men kun hvis du hjælper med stapperne! Han satte gaveæsken med flaskerne fra sig i entreen, tog de pæne træsko på og gik eftertænksomt ned mod søen. Gartnerne havde drysset lidt jord ud på græsset, hvor hjulsporene var tydelige. Han tog mod til sig og åbnede døren til bådhuset. Der var ryddet fuldstændig op! Men båden var ikke lænset. Det var godt. Den motordrevne lænsepumpe skulle betjenes med omhu og kærligt håndelag. Det kunne vente til i morgen når ålerusen skulle røgtes. Hvis han var heldig, skulle han snart fyre op i røgeovnen, som var indrettet i skorstenen på den gamle varmecentral. Logbog Kap. 11 PET og FET Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
