 |  | Sweetheart |
 |
|
|||||||||||||
|
Hvordan starter man med at beskrive det man elsker? Hvordan ved jeg at verden ser det samme som mig, er jeg blind af kærlighed eller ser jeg hende som alle andre? Jeg ved det ikke. Når jeg ser på hende ser jeg mange ting som jeg ikke ville kalde smuk. Men når jeg ser på hende er jeg ligeglad. Hendes skønhed kommer af helheden og ikke de små detaljer. Hendes mørke krøllede hår som løber ned af hendes hoved, vildt og ukontrolleret. Jeg kan huske at mange år forinden har jeg drømt om det. En pige der er smuk fordi hun er det. Og ikke fordi at hun tager en maske på. At jeg kan huske det er endnu mere fantastisk end hvad jeg ser. Jeg kan ikke huske noget men hun minder mig alligevel om ting som jeg for længst har glemt og været ligeglad med. En ting som jeg virkelig bedårer. Hendes øjne skriger. Jeg ved ikke hvorfor, men dybt inde i hendes øjne er der en længsel. En lyst. Et råb om hjælp, omsorg? Jeg ved ikke helt men jeg kan se det. Hun har brug for nogen. Måske mig? Måske nogle andre? Jeg ved ikke hvem. Men jeg vil ønske at jeg kan få hende til at smile. Hendes smil. Når hun smiler kan jeg mærke det i mit bryst. Jeg vil omfavne hende. Tage mig af hende. Jeg vil dele hendes glæde med hende. Fordi hendes smil er det smukkeste jeg kan huske. Hendes ansigt har mærker og hendes kinder buler mere end mine. Det er sødt. Jeg kan godt forstå det. Hun ligner ikke en model. Hun er ikke voksen endnu, hendes ansigt er ikke skarpt og hendes hud er ikke cappuccino brun. Men alligevel, der er noget over hende som jeg bedårer. Det er nok hendes krop. Damn. Hun er måske højere end mig, men jeg elsker at stå bag hende. Hviske ind I hendes ører mens jeg føler hendes bløde hud. Den farve og de former. Stor røv, håndsfulde bryster med små strittende brystvorter. Hun har gode former. Selvom man kan se ar, ar fra hendes fortid. Hendes problemer. Så kan jeg lide det. Jeg kan lide tanken om at selvom jeg gør hende ulykkelig, så har jeg aldrig været skyld i at hun går tilbage til gamle metoder. Og bare for at være lidt fræk, så elsker jeg hendes skridt. Bløde, symmetriske former en smule puder over hendes ydre som kan klare lidt slag. Jeg kan stadig huske hvordan jeg har kvast og knust hendes ydre med hårde slag til hun rystede. Gode stunder, gode minder. Hendes krop er stærk. Hun er ikke fed. Hun har muskler fra naturen. En amazone som jeg stadig prøver at tæmme. En stærk modstander og endnu stærkere elsker. Jeg elsker hende. Jeg ser hendes fejl men er ligeglad. Og jeg ved hun ser mine. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-02-26 16:54:10 |
Tak for endnu en spændende tekst, som jeg kun værdsætter og kommenterer efter vores kommentarer, der fulgte efterl dine tidligere tekster her på F-siden.
Smukt elskovsbillede, som smadres af "kvasning og knusning med hårde slag, til hun rystede".
Hvorfor mon amazonen rystede ?
Vh.Nhuth
Smukt elskovsbillede, som smadres af "kvasning og knusning med hårde slag, til hun rystede".
Hvorfor mon amazonen rystede ?
Vh.Nhuth
| Michael Watson | 2013-02-26 20:13:40 |
Alle mennesker har en baggrund. Et livs erfaringer af glæder og sorg. Man skal vide begge sider for at værdsætte det menneske man møder.
Hvad der er sket står imellem "Jeg" og "hende", kan man gætte sig til med en livlig fantasi :P
Hvad der er sket står imellem "Jeg" og "hende", kan man gætte sig til med en livlig fantasi :P
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
