 |  | En plan tager form. kap 24 |
 |
|
|||||||||||||
|
Danmark er i en elendig situation og Valdemar Atterdag må låne, forhandle, og bryde aftaler, hver gang han igen mangler penge. Det går rigtigt skidt for den unge Konge. Men, hvor alle andre går i stå, når de når magten, så har Valdemar det lige modsat. Den unge Konge fortsætter ufortrødent med at lave intriger og aftaler, der langsomt skal sikre de danske landområder tilbage på danske hænder. København er ved at blive Danmarks hovedstad, og den er i hænderne på Roskilde bispen Johan, som er på Valdemars side, og han låner Kongen København samt indtægterne fra Møn og Rygen. Efter en forhandling med Magnus Smek, der er Konge oppe i Sverige, bliver der 7000 mark i rest sum, og for dette beløb frikøber Valdemar København. Men stadig er han ikke lykkedes med at finde en borg, der kan bruges som base. Eneste planke i den svære tid er, at det meste af Danmark står bag den nye konge. Det er en brydnings tid og Herremænd og klosterkirker benytter freden til at berige sig gennem mere ”jord” i bytte for sjælemesser. ”Handel” med direkte udskibning, og gode privilegier, så som fritagelser for skat til Kongen. Kongemagten er svag og totalt fraværende i år 1341 – 42. Danmark er Nørre Jylland, og selv om denne landsdel er kommer i dansk besiddelse ligger det fjernt i opfattelsen hos borgere og bønder, at resten af Danmark, også skal ind under den danske Konge. På sjælland er det den Holstenske hertug Johan der har pant rettighederne, og han har videre pantet, de forskellige Borge og byer til mindre herremænd, derfor hører overgreb og plyndring til dagligdagen i det kaos der er opstået, som følge af et vilkårligt ejerskab uden egentlig styring. Svend har lagt sommeren bag sig og efteråret er slået igennem med en farve pragt ud over det almindelige lige her i morgensolen. Opgaven som foged er hurtigt blevet en rutine, og lige nu er det krybskytteri, der fylder meget i en ellers fredelig hverdag. Han har flere gange fundet anskudte dyr, uden at det har ført til en pågribelse. ”Hvis det krybskytteri skal stoppes må vi ud om natten” Svend er i et spring helt oppe overskrævs på hesten. Hjælperen ser forbavset på Svend, som hurtigt får ham på andre tanker. ” I stedet for at ligge ude i skoven, vil vi vente lige uden for landsbyen godt gemt bag et hus, men tæt ved vejen og er der nogen der går mod skoven ved aften eller nattetide, venter vi til man kommer tilbage.” Hjælperen er ret så skeptisk, ved det forslag. Svend fortsætter. ”Ham der pile skyder dyrene, har sikkert et gemmested hvor både pile buer og de ramte dyr ligger gemt, er vi heldige så han et dyr med hjem.” Svend ser nøje på hjælperen. ”Hvis vi tager natten op til messedag, så tror jeg vi får fat i den skyldige.” Hjælperen tænker længe på den plan, og de er kommet helt frem til Lakse nettene inden han siger. Hvis nu der ikke er noget, så bliver det svært at opklare, for den vi stopper vil fortælle det i hele landsbyen. Svend grunder lidt, inden han siger. ”Hvad laver man om natten i en skov når alle andre sover. Den forklaring må han give Abbeden, mon så ikke det hjælper på sandheden.” Inderst inde er Hjælperen ikke meget for, at en fra Landsbyen bliver taget på fersk gerning og hans næste forslag afslører hvordan det er fat. ”Kan fogden ikke sammenkalde og give en advarsel og samtidig spørge, hvordan det går med kørsel til grusgraven.” Svend sidder af og trækker let til i net snorene, for at mærke om der er vægt i det net han trækker i, men de føles meget lette. ”Der er ikke noget at trække ind i dag.” Svend slipper snorene og tilføjer. ”Jeg tror at jeg følger dit forslag, så kan man ikke bagefter sige at man blev snuppet uden en advarsel. Hjælperen er godt tilfreds med svaret, men på vej hjemad tænker Svend længe over, om hjælperen har en finger med i det spil, siden han kommer med andre forslag. Måske er der stadig noget han ikke har fortalt. Svend bliver mere og mere i tvivl jo mere han tænker, til sidst siger han. ”Det bliver i morgen tidlig vi rider til landsbyen, og så taler vi den sag.” Det er først da Svend sidder ved aften måltidet at han beklager sig til Ida. ”Hvis jeg ikke kan stole på min hjælper og han dækker over en eller nogle, så skal jeg nok finde ud af det.” Ida ser alvorlig ud og vil have ham til at fortælle, ved at hun åbner og lukker munden hurtigt. Svend fortæller hvad han er i gang med, og især at han kan fornemme at der er noget galt. Ida sidder lidt så slår hun knoerne mod hinanden og peger på sig selv og på ham. Svend sidder lidt så spørger han. ” Tror du han har familie i landsbyen.” Ida nikker bekræftende og smiler. Måske har du ret, jeg aflægger Præsten et besøg inden vi rider til landsbyen i morgen, han må vide om hjælperen har noget familie. Efter en lang snak er der omsider ro i huset på smedepladsen. Da hjælperen tidlig morgen passerer Voer kloster siger Svend. Jeg har et ærinde hos præsten hvis du vil holde hesten. Han smiler og sidder af. Kort efter banker han på kloster døren, og da munken åbner, beder han om at få præsten i tale. Der går et øjeblik, så står præsten i døren. ”Jeg har et spørgsmål” begynder han og fortsætter ”Ved Præsten om min hjælper, har familie I landsbyen”. Præsten står lidt og vender spørgsmålet, så kommer svaret. ”Ja, han har en søster der er gift med en kådkarl og indimellem stryger han sten, på ovn brænder pladsen ved Pindsmølle. ”Tak,” siger Svend. ”Det var en nyttig viden.” Hjælperen sidder næsten og halvsover, da Svend kommer ud på vejen. ”Det var en god snak jeg fik hos præsten” siger Svend inden han sidder op ”men den taler vi om på vejen til Addit” Svend sætter hesten i gang, og den forbavsede hjælper følger med, ventende på hvad der var samtalen inde hos Præsten. Efter de er kommet hen til den store høj, Siger Svend. ”Jeg fik et svar fra præsten om at du har en søster i landsbyen, og at hun er gift med en Kådkarl. Nu har du mulighed for at fortælle hvad du ved om ulovlighederne i skoven, og om det vil ramme din Søster.” ”Finder jeg selv ud af sagens rette sammenhæng, at det er din søsters mand eller andre de kender der er med, så rammer det også dig.” Svend holder en lang pause, han kan se at hjælperen er beklemt ved ordene. Hjælperen er syv sind, og Svend venter kun på at få et svar på, hvor meget han ved. Hjælperen har siddet med bøjet hoved, nu løfter han det og helt uventet siger han. ”Skal vi binde hestene her, og gå op på højen for det er en lang historie. Fogeden og hans hjælper er noget forpustet da de rammer toppen af højen, og udsigten er helt overvældende flot i de mange efterårsfarver. Svend er på vagt, men kan ånde lettet op da hjælperen sætter sig på en græs tue og begynder med at fortælle hvor ledes Søsterens mand skyder og pelser dyrene, og leverede pelsene til den gamle foged, som solgte dem på markedet i gammel Ry, og det var dette Abbeden i Øm fik en andel af. ”Men det kunne jeg ikke sige uden at ramme min søsters mand. Nu har jeg fortalt hvad jeg ved, dog har jeg den mistanke at skindene bliver leveret til en munk fra Øm kloster efter fogeden er død. Abbeden i Øm vil ikke gå glip af den indtægt.” Svend har lyttet, og nu siger han. ”Har Øm ikke noget skov.” ”Nej, det er Voer kloster der har alle skovområder rundt om søen.” ”Hvad er din egen løsning på tyverierne.” ”Jeg ville tale med min søsters mand og bede ham stoppe med at gå i skoven i morgentimerne, og så give den munk en forskrækkelse som gør det her for Abbeden i Øm.” Hvor mange ved det her i landsbyen.” ”Der er mange der havde en mistanke til den gamle Foged men de tror, det er stoppet efter han døde.” Svend er i vildrede, han skal for alt her på jorden ikke blandes ind i det her. ”Er din søsters mand hjemme eller er han ved pinds mølle.” ”Han er ved pinds mølle de har travlt med at lave sten til klosterbyggeriet i Vissing.” ”Så rider vi der ned, i stedet for landsbyen, og fra i dag er der ikke flere hemmeligheder mellem os , ellers er der ingen nåde at finde hverken hos mig eller på Voer kloster.” Hjælperen har rejst sig og rækker hånden frem, Tak, siger han. ” Jeg har ikke haft godt med min viden.” Svend trykker hans hånd, det er anden gang at Fogeden og hans hjælper, har lært hinanden bedre at kende. Det er blevet middagsstund, da de to ryttere ankommer til ovn brænder pladsen, og Hjælperen rider forbi og hilser med et nik som aftalt, på søsterens mand. Efter de har bundet hestene nede ved tørre laden, siger Svend. ”Du venter her så taler jeg med ham du nikkede til.” Hjælperen ser helt lettet ud og sætter sig på en stabel sten. Svend går turen tilbage, og lige inden han er henne ved manden rømmer han sig, så han kigger op fra arbejdet. Svend går lige til sagen med det samme. ”Min hjælper har fået en mulighed for at være min hjælper. men kun på den betingelse, at du svarer helt ærligt på det jeg spørger dig om nu. Svend kan se, manden ved hvad det handler om. ”Hvis der kommer en løgn, er dit liv og min hjælpers liv ikke ret meget værd. ” Nu stiller jeg nogle spørgsmål. Hvor mange gange har du leveret skind til den munk.” Svaret kommer omgående. ” 3 gange” ”Hvor mange skind hver gang” Manden spreder hånden og viser 5 fingre. ”Hvornår skal du aflevere igen,” Han står lidt og tænker, så kommer svaret ” Ved messedags aften, henne ved den store høj.” Indtil nu er svend godt tilfreds med svarene. ”Hvor mange skind har du hængende til lagring i skoven.” Svend kan se at det er et svært spørgsmål at svare på så han hjælper manden på vej ”Er det lidt, eller mange.” Det er mange. ”Hvem har fået kød, ud over dig selv. Tre, lyder svaret. ”men ikke noget efter Fogden døde, så alle tror jeg er stoppet. ”Det er du også, og nu pågriber vi helt tilfældigt den munk der får udleveret skindene, og tager ham med til dit sted i skoven.” Svend har fundet sin myndighed frem. ”Vi har taget ham på fersk gerning, og her bliver han skudt.” Søsterens mand står bare og nikker. ” Find en kniv der ikke er din, og læg den på stedet inden messe dag, så fjerner du alt, på nær et par skind. Gem det et andet sted, det skal se ud som om det er munken der har bedrevet tyverierne.” Sankt Lukas dag. Kap 25. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
