 |  | Mareridtet på lærerværelset |
 |
|
|||||||||||||
|
Sommeren var på sit højeste. Lærerne på lærerværelset sad i deres bløde stole og gjorde så meget, som de var i stand til - ingenting. Der blev ikke snakket; bevægelse af læberne krævede fysisk udfoldelse. Der blev ikke læst aviser; at bladre ville dræne kroppen for de sidste kræfter. Den eneste mulige aktivitet var rygning. Inhalering var belejligt, kravene håndterlige. Slappe arme hængende fra slappe kroppe kontrolleret af slappe hjerner udgjorde billedet af lærerværelset, indtil døren sprang op og hamrede ind i væggen, hvilket fik de nærmeste malerier til at true med at falde ned. Alle dødelige kroppe i rummet mistede deres døde udtryk, rettede sig hurtigt op og stirrede med opspilede øjne frem for sig. Lyset ude fra gangen skar sig ind i lærerværelset, og en skygge trådte ind i rummet. Da skyggen havde vænnet sig til det røgfyldte mørke, viste det sig at være skolelederen med store mængder savl løbende ned ad hagen. "JEG HADER DEM!” Ordene blev slynget ud af munden, og savl og fråde sprøjtede ud i rummet. ”JEG HADER DEM!” lød det igen. Han begyndte at bevæge sig fremad i spastiske bevægelser med fødder, der plaskede igennem spyttet. Lærerne befandt sig i en prekær situation; foruden at være i en tilstand af mental følelsesløshed ønskede de ikke at overvære deres leders raserianfald, og de brød sig heller ikke om våde fødder. Skolelederen var nået hen til enden af det lange bord. Endnu en gang lød ordene, som sprang flere trommehinder: ”JEG HADER DEM!” Lærerne løftede deres arme for at beskytte sig mod spyttet, der fløj ud over dem, og flere af dem væltede bagover og landede i et hav af spyt. De havde næsten ikke kræfter til at holde sig flydende. Luften var tyk af lærernes råben efter hjælp. Men for sent; de var allerede fanget af de kraftige hvirvelstrømme. Skolelederen fortsatte med at råbe uforståelige ord. Hans kæber var så udspilede, at de dækkede for hans øjne. Han fortsatte med at råbe, og en gang imellem kunne man høre den uforglemmelige sætning: "JEG HADER DEM!" Der måtte gøres noget, ellers så det slemt ud for lærerne. De var bange, de var chokerede, og de var hjælpeløse. De, som ikke druknede i spyttet, var for længst smeltet ned i stolene på grund af varmen. Angsten lyste ud af deres øjne. Spytniveauet havde nu nået deres sæder. Koldsved var sprunget frem på deres pander. Skolelederen var i mellemtiden begyndt at hoppe. Ved det tredje hop gled han. Udråbene standsede, da han røg ned i søen af spyt. Han sank en del, idet han forsøgte at gribe fat i bordet og hive sig op. Hans øjne var vidt åbne. Hvor var alt det vand kommet fra? Efter nogen tid lykkedes det ham at komme op på benene. Pludselig vidste han ikke længere, hvad han skulle sige, så han mente, at det bedste nok ville være at forlade lærerværelset igen. Udenfor i gangen sad der nogle elever og diskuterede, hvorvidt de skulle gå hjem. Varmen var uudholdelig. Selv om de skulle have været til time for flere minutter siden, havde de ikke rejst sig endnu. Døren ind til lærerværelset blev åbnet. Eleven der sad tættest på åbningen fangede et glimt af begivenhederne derinde; lærerne sad i deres stole og røg, som de plejede. Ingen af dem havde rejst sig endnu. Det virkede som om, at også de havde mistet tidsfornemmelsen. Skolelederen tog ikke notits af eleverne. Han gik ned ad gangen og fløjtede en tilfældig melodi. Idet han drejede rundt om hjørnet, døde melodien ud og efterlod gangen i stilhed. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
