 |  | Roman jeg er i gang med at skrive; Elverfolkets forbandelse |
 |
|
|||||||||||||
|
Elverfolkets forbandelse Elverfolket Solen stod højt hævet over landet Phox. Landet bestod dog ikke af mennesker, men noget meget mindre. Nemlig elverne. Phox lå dybt inde i skoven Fellow i udkanten af Phoenix. Elverfolket var dog bare et sagn ifølge menneskerne i Phoenix. Kun de gamle i Phoenix bragte sagnet rundt til små og store. I Phox var elverne i fuld gang med morgendagen daglige pligter. Awir stod foran spejlet i det lille værelse, og børstede sit gyldne hår, inden hun tog sin daglige gang ned til markedet. Hun trak de let hullede gardiner fra, og mødte solen idet hun kiggede ud over landsbyen. Hver dag var en ny dag, og en ny dag betød nyt arbejde og nye mennesker. ”Godmorgen Awir” lød en stemme, der kom udefra. Hun så ned, og mødte Marius’ strålende blik. ”Godmorgen Marius, jeg kommer ned nu” svarede hun veludhvilet tilbage. Styrtende ned af trapperne og udenfor, landede hun direkte i Marius’ arme. Hånd i hånd gik de ned til indgangen til markedet. Det høje grønne græs svajede i sommervinden, og kildede Awirs bare ben. Hun havde den sædvanlige fletkurv med sig, den var nu efterhånden meget slidt, men bruges, kunne den. De stoppede op ved en lille bod, hvor der blev solgt brød, mælk og andre landbrugsvarer. ”Godmorgen Awir, det sædvanlige solsikkebrød?” sagde en tyk mand bag boden, og så på dem. ”Ja tak Nett” svarede hun tilbage, lagde brødet i kurven, og gav manden et par sølvmønter. Rundt omkring var folk allerede godt i gang med at købe ind og stille boder op. De små løb rundt mellem folkene, og nød det dejlige sommervejr. ”Mm.. Jeg må nok se at komme videre Awir, jeg skal jo hjælpe til i landsbyen.” kom det fra Marius, der allerede var forsvundet i mængden. Awir gik ned til søen, satte kurven på jorden og bredte et lille tæppe ud, hun altid havde i kurven. Det var næsten middag, og byen var fuld af ilende mennesker. Det var en af disse dage, hvor Awir helst bare ville være blevet hjemme, men nogen skulle jo hente mad, og der var ingen andre til det, så hun havde ligesom intet valg. Awir vågnede op til ingenting, hun lå pakket ind i det uldende tæppe, hun havde haft med i kurven. Hun måtte være faldet i søvn efter den tur på markedet. Træt og udmattet prøvede hun at rejse sig, men hun blev liggende, ude af stand til at røre sig. Hun prøvede forgæves at komme fri, men ingenting skete, hun blev bare liggende så stiv som et brat. Halvkvalte skrig kom fra hende, men det nyttede ingenting. Først nu opdagede hun, at hun ikke var i Phox længere. Hun kom langt om længe på benene, men hun vidste stadig ikke, hvor hun var. Længere fremme glimtede et lys i mørket, det kom tættere og tættere på. ”Far! Se hvad jeg har fundet ude i skoven” lød en høj skinger tone, der fik Awir til at skælve. Hvem eller hvad det mon var, var det ikke godt. Awir hørte nu en dyb stemme, der kom nærmere og nærmere. ”Jamen hvad har vi her? Hvad er du for en sød lille en?” sagde den dybe stemme, der tilhørte en gammel grå håret mand. Awir kiggede rædselsslagen på disse enorme væsener, der stod der, og kiggede så underligt på hende. ”Kom skat, lad os gå indenfor.” sagde den gamle mand, og de gik ind i et lunt værelse. Awir holdt ved buret for ikke at vælte, da den lille pige satte buret med et bump på et fint lysebrunt træbord. Rundt omkring i værelset stod gamle slidte træmøbler, tikkene ure og små figurer hist og her. I luften hang en tyk lugt af brændt mad og natur på samme tid. Awir stod, og kiggede sig omkring i det store univers af et rum. Hun havde aldrig før set et menneske rum, og havde heller aldrig haft lyst til det. Men nu stod hun der fanget i et bur som intet andet end et hjælpeløst væsen. Den lille piges ansigt kom til syne, Awir og pigen fik øjenkontakt, og fra det øjeblik af følte de, at de havde kendt hinanden i en evighed. Den før så bange elver var nu helt tryg. ”Jeg hedder Melodi, hvad hedder du” kom det fra den lille smilende pige, der var i gang med at åbne det lille bur. ”Jeg hedder Awir.” svarede Awir Melodi. Awir fulgte Melodis lette bevægelser, og tog et skridt mod den åbne låge i buret. ”Bare kom ud Awir” sagde den lille pige sødt og Awir listede stille ud af buret. Awir kiggede rundt for at finde en udgang, men sukkede så og dumpede trist ned på bordet. Melodi kiggede undrende på Awir, men smilte så. ”Er du sulten?” spurgte hun Awir, men fik som svar kun et lille ryst på hovedet. Ud af vinduet kunne man se, at det langsomt var ved at lysnes udenfor. Det dystre mørke, lå tungt over byen, men langsomt fortog mørket sig og blev lysere. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-25 13:05:57 |
Spændende; men velkendt tema. Faktisk udmærket person- og miljøbeskrivelse. Glæder mig til mer' ?
venligst ...
PS nogen modsigelse i teksten, synes jeg ...
ln 1+2 'Landet bestod dog ikke af mennesker, men noget meget mindre. Nemlig elverne. Phox lå dybt...'
ln 7+8 'Hver dag var en ny dag, og en ny dag betød nyt arbejde og nye mennesker. ”Godmorgen Awir” lød en stemme, ...'
... lidt forvirrende ;)
venligst ...
PS nogen modsigelse i teksten, synes jeg ...
ln 1+2 'Landet bestod dog ikke af mennesker, men noget meget mindre. Nemlig elverne. Phox lå dybt...'
ln 7+8 'Hver dag var en ny dag, og en ny dag betød nyt arbejde og nye mennesker. ”Godmorgen Awir” lød en stemme, ...'
... lidt forvirrende ;)
| haleløs | 2011-03-25 16:01:49 |
nåeh sådan ... det' altså IKKE to adskilte verdener. Troede JEG. TAK for opklaringen! venligst ...
| kundennehelene | 2011-03-25 18:51:44 |
Hehe det var så lidt :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
mh.. jeg skulle måske formulere mig lidt bedre, det er fordi, elverne bor i en lille landsby ude i skoven, ingen mennesker kender til den, men hver dag skal elverne passe på ikke at blive opdaget :) Kh Helene