 |  | Casper snubler over sig selv |
 |
|
|||||||||||||
|
Indledende bemærkning: Hvad sker der når ligegyldigheden bliver for tydelig? Når baggrunden af tomhed, som livets rutiner er bygget op på, i stedet rykker i forgrunden og truer med at tvinge venskaber i knæ? - For nogen mennesker betyder det mere frihed og samtidigt mere ansvar. Men det er ikke altid lige nemt. Casper fortæller sin historie: #Eksistentialisme ;) At tabe sit liv bag en vogn, er noget man gør engang i mellem. Vognen er ikke synderligt vigtig egentlig - man kan snildt tabe sit liv bag en døgnkiosk i Næstved kl. fem om morgnen - men lige i går var det bag en hyrevogn på ydre Østerbro, at jeg tabte mit liv. Hun havde sagt at det nok skulle blive en hyggelig aften. Ingrid og hendes gamle flamme havde fundet sammen igen og de kom til middagen også - desuden ville et par af de gamle drenge fra afdelingen også dukke op, selvfølgeligt med deres respektive koner, eller damer, eller hvad de nu havde at læne sig op af for tiden. Og det skulle da nok blive så hyggeligt. Jeg vidste hvordan det ville endte - men hvem ved, måske havde jeg besluttet mig for det, mere end jeg havde forudset det. Den anden flaske rødvin begyndte at virke halvvejs igennem besserwisser-ritualet og jeg kom til at spilde et glas ud over Ingrid nye kjole. "Det er fucking bare så typisk dig Casper!" havde hun råbt. Jeg havde vidst skyldt skylden på bordet - jeg mener hvem fanden lakerer deres eget bord? det var fucking pilskævt fordi de absolut skulle ha' det rigtige norske hvad-fanden-ved-jeg-træ som de selvfede overskudsmennesker de er - hvilket gjorde at Ingrids nye flamme blussede op i et marcho-trip og forslog at jeg lige sku' få pusten og køle lidt ned - hvilket jeg selvsagt ikke syntes var den bedste idé. Nå, men han skulle lige gøre sig lidt stor og det endte med at han fik et godt tag i kragen på min nye skjorte (der efterhånden vidst havde fået et par pletter). Det skal så lige siges at han ikke var en lille mand - Ingrid har altid kunne lide typen med lidt kød på knoglerne, helst en af dem, der flekser nær vand så snart sommersolen bare truer med at vise sig. Nå, men han havde taget fat i kragen, mens han minder mig om hvor god en ide det ville være at jeg kaldte aftenen slut. Jeg regner stærk med at resten af selvskabet var enig selvom de ikke sagde det store, og især min date for den aften syntes at være ekstra stille. Jeg tror at det var omkring der, at det stod klart for mig at jeg ikke havde det store at miste. Kedsomheden havde overtaget alt, og lige i det øjeblik var der intet der var mere tydeligt for mig, end at de her mennesker var bange for livet. Og tonser-Thomas med hånden helt op i fjæset på mig var ingen ringere end aftenens skinende ridder - sat ved selveste guds hånd, for at rede de arme mennesker fra bare en lille smule levet liv. Så hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne jo selvsagt ikke bare forlade bordet, ta' min jakke fra knagen binde mine sko og gå... eller det kunne jeg måske nok, det skulle jeg jo egentlig nok have gjort... Men i hvert fald virkede det ikke helt som en løsning på det tidspunkt. Jeg prøvede at danse lidt med den vrede mand - tog et par salsa skridt og lejede fuld, og han skulle lige til at lave en "opsada" og hive mig ud i gangen, inden jeg fik hapset den åbne flaske vin fra bordet og i en flydende bevægelse hældte en god sjat ud over hans taberskjorte. Det var han, som man siger, ikke synderligt glad for. Men det købte mig lige et lille øjebliks frihed. Han slap taget og så ned af sige selv. Det lignede et kort sekund at han nejede for mig - eller det var nok rødvinen der fik ham til at ligne en lille skolepige- inden jeg fik plantet en solid yderside (mens jeg sendte en tak til min fodboldlærer fra efterskolen), der ramte ham lige i smertetærsklen så klokkerne ringede og fuglene sang. Han bukkede sig sammen på midten, mens jeg afventende prøvede at vurdere om han ville gå til modangreb. En underlig forpustet stemme pev ud af ham "hvad fanden laver du mand?". Jeg så chancen og tog et godt tag om nakken på ham, mens jeg lige markerede med bunden af flasken på toppen af hans hovede. Bare så han vidste at jeg var bevæbnet. De andres reaktioner lagde jeg ikke helt mærke til - de var sikkert oprevede, prøvede at tale mig til jorden, eller fanget i chok - på det tidspunkt var jeg grebet af en hårdtslående cocktail af adrenalin, den streg mig og Ingrid havde taget på toilettet tidligere (du ved for gamle dages skyld), og så en berusende frigørende magt, jeg nok aldrig kommer til at opleve igen. Jeg tog en stor slurk af flasken mens jeg strammede mit greb om nakken på deres helt. Jeg bukkede teatralskt for herskabet - det var vidst det jeg kaldte dem - inden jeg kastede ham dude'n hen mod bordet så han fik overbalance, idet jeg løb mod døren. Jeg hoppede i skoene ude i gangen, snørebåndende fik lov til at stå - tog jakken og hev en falske vin i lommen fra kommoden, inden jeg hoppede ned af trappen. Da jeg var nået ned omkring stueplan hørte jeg Ingrids stemme kalde i opgangen "Fuck dig Casper! Du er jo fucking sindssyg! Du skal aldrig ringe til mig igen, kan du fatte det! Psyko-svin!" Jeg var egentlig pænt ligeglad på det tidspunkt. Eller det var jeg nok ikke, der var i hvert fald et eller andet, der lige gjorde at jeg haltede et skridt. Tror at det var mit hjerte, der lige tog op til genovervejelse om det stadig havde lyst til at fortsætte. Men det gjorde det - i hvert fald med at pumpe blodet rund. Jeg var helt rundt på gulvet. Taxaen holdt ind til siden, men på det tidspunkt var jeg klart ikke egnet til at sidde stille på et lærdersæde. Kører-manden skyndte sig af være hurtig på aftrækkeren, og forlod mig på midten af vejen. Jeg løb råbende efter ham med fagter og håndtegn - til sidst kunne jeg ikke holde mig selv samlet længere og jeg faldt fra hinanden midt på gaden. Jeg tabte en del af mig selv, der - bag vognen. Det har regnet meget siden i går, men hvem ved - hvis jeg nu leder - hvis jeg går ud af døren nu... Måske kan jeg stadig finde den, liggende der forsømt et sted i rendestenen | ||||||||||||||
 | Sille | 2019-10-22 08:22:27 |
hej . der sker rigtig nok noget. Man fornemmer, at fyren ( jeget) er noget jaloux. jeg læste ikke teksten helt færdig. Ca 2/3 nede begyndte den at kede mig.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
