 |  | En Pige |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var en skøn, varm sommer dag. Måske var den endda lidt for varm. Luften var lummer og fugtig, og den smule vind der kom, var tør. Den føltes nærmest sandet. Men det tænkte hun ikke over. Hun var så ung, så den slags små ting var hun uden interesse for. Ligesom hun var ligeglad med om det var søndag eller lørdag. Det er kun voksne mennesker der bekymrer sig om det. Men det vidste hun ikke. Hun vidste bare, at når skrigene lød og når dørene lykkede, var det tid til at flygte. Flygte fra de to monstre der normalt var et godt forbillede for hende. Men som, trods deres kærlighed til hinanden, pludselig ønskede at slå hinanden ihjel. Hun tog ikke sine sko på da hun løb ud af døren. Det var der ikke tid til. Hun skulle nå ud, inden de begyndte at ødelægge ting. Jorden føltes varm på hendes små fødder. Det gjorde lidt ondt at træde på alle de skarpe sten der befandt sig i gruset. Men hun legede bare, at hun var en kvinde fra et cirkus, der kunne gå på søm eller glasskår. Hun morede sig ved alt. Selv lyden fra vinden. Nogle gange syntes hun det lød som en heks der skreg. Andre gang var hun sikker på at det var en prinsesse der sang. Og så ville hun synge med. Hun blev ved med at løbe. Hun løb langt ud i den valmuemark hendes forældre ejede. Hun tænkte ikke længere over al larmen hjemme i huset. Marken var alt for fortryllende. Dagen var alt for solrig til bekymringer. Derfor legede hun i flere timer ude i markerne. Da aftensolen kom, var hun lige ved at stoppe sin leg og vende om. Men der var noget der stoppede hende. Et flyvende væsen. Et lydløst væsen. En lille violet sommerfugl fløj forbi hende. Det var den smukkeste skabning hun nogensinde havde opdaget. Hun ville vide mere om dette blide væsen. Sommerfuglen fløj atter rundt om hende, og skiftede så retning. Den førte hende væk fra huset. Hun ville så gerne se den tættere på, så hun satte farten op. Vingerne var glitrende. Sort plettet. De var smukke. Hun blev hypnotiseret af dens vinger. Hun lagde ikke mærke til hvor hun løb eller hvor hun var på vej hen. Hun snublede over sin egen fod. Hun væltede med ansigtet direkte mod jorden. Hun var lige ved at skrige af smerte. Men hun kvalte sit skrig da hun så sommerfuglen. Den havde ventet på hende. Hun rejste sig op og stirrede på den mærkelige, flyvende ting. De fulgtes ad i hendes tempo. Pludselig nåede de til kanten. De kunne ikke komme længere. Ikke sammen hvert fald. Hun kunne jo ikke hoppe de fire meter der var over på den anden side. Hun ville falde direkte ned i floden. Sommerfuglen fløj en gang rundt om hendes hoved. Og hun var sikker på, at vindens lyd kaldte hendes navn. Sommerfuglen forsvandt ned mod floden. ”Vent!” råbte hun. Hun tog et lille tilløb og sprang ned mod floden. Det virkede som om at tiden stod helt stille. Hun så sommerfuglen. Men den var pludselig ikke så smuk længere. Den havde fået større øjne. Helt sorte, følelsesløse øjne. Lige inden hun ramte vandet. Så hun hvordan sommerfuglen ændrede sig. Vingerne blev grå. De slog sig rundt om kroppen. Som ikke virkede så blød længere. Den så knoglede ud. Skabningen rev hende op af vandet og tog hende med til det sted, hun er nu. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
