 |  | På den anden side |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun satte sig rastløs ned ved den bærbare. Fandt et af yndlingsstederne og tjekkede om der skulle være sket noget nyt. Ingenting. Hunden sukkede bag hende, havde vel regnet med en tur En pludselig indskydelse. Hun havde disse hemmelige ord på det ukendte sprog hun løbende opfandt. Hun skrev smilende et af dem i søgefeltet: w-a-d-e-l-b-a-y-a-m og trykkede enter. Svaret kom selvfølgelig straks: Din søgning - wadelbayam - matchede ikke nogen dokumenter. Selvfølgelig. Tourettes syndrom. Det var Niels der satte ord på, en gang hvor hun efter en god middag havde dristet sig til at fortælle ham og Inge om sine hemmelige lyde. Og hun havde rødmende givet et eksempel på nogle af de lyde hun dengang sagde for sig selv. ”Tourettes syndrom, det er en lidelse der plager nogle mennesker, det er arveligt, man føler at man er nødt til at gøre bestemte bevægelser eller sige bestemte lyde. Om det er farligt?” Niels klukkede:”Nej det er ikke behandlingskrævende, men kan være ganske generende for nogle, hør skal du ingen sherry have?” Så skete det: skærmbilledet flimrede . Der kom en antydning af et ansigt. Det forsvandt. Så kom en tekst: du har nu 60 sekunder til at forberede overgang. Fandens tænkte hun, en virus, hun trykkede Ctrl+Alt delete og holdt tasterne nede. Intet skete. En tæller talte sekunder, talte ned. Hun så sig hjælpeløst tilbage: hunden havde løftet hovedet , sansede hendes uro. Pludselig så hun sit eget ansigt på skærmen, først ligesom tåget, så klarere og klarere. Hun så bange ud. Bag hende så man værelset, og hunden skimtedes på sofaen, med løftet hoved. Ny tekst: Hvor mange vil gå over? En tomt felt til at angive et antal personer, hun skrev 1, og tastede enter , nu stod der accepter/fortryd og nedenunder :obs det kan være forbundet med stor fare at medbringe effekter fra real space. Hvad? Effekter , kunne det være hunden? Var da ingen effekt”¦. Hjertebanken i ørerne. Hunden talte vel også med. Hun kunne da ikke bare efterlade den. Hun fortrød og rettede til 2. Forbereder overgang, fjern venligst fodtøj. Stod der. Velkommen til Wadelbay-o-rim. Stod der. Måtte være en fejl, hedder -bayam? Hunden var sprunget ned fra sofaen stod på bagbenene og ville op til hende, hun løftede den op til sig og sammen så de skærmens kanter forsvinde. Skærmen voksede voldsomt, kanterne forsvandt. Træd ind. Stod der. Hun skubbede klip-klapperne af, tog et fast greb i hundens varme krop og trådte med én fod op på bordet foran skærmen der fortsatte med at vokse, nu i højden. Tæller ned, 30 sekunder tilbage, ellers annuleres overgang. Stod der nu. Så trådte hun over, måtte bukke sig for skærmen var endnu ikke helt høj nok. Der blev helt mørkt. Hunden peb og slikkede hendes hage. En metallisk summen + en tør mekanisk stemme skanderede ”Wa-del-bay-o-rim”. Måtte være en fejl, hun rystede på hovedet og sagde kort og bestemt ”-bayam”. Den metalliske lyd forsvandt med ét. Der kom en susen ligesom blæsten i trækroner og et ekko: ””¦.bayam”¦bayam”¦.bayam”. Så kom et blåt lys og det føltes som om horisonten drejede sig 180 o. Hun følte at nu kiggede hun modsat vej og så en dør i det blå lys foran sig. Hunden var stille, men pustede lidt, som om den havde løbet. Den føltes pludselig så tung. Hun satte den forsigtigt ned foran døren. Den var større, på størrelse med en berner sennen måske. Hun spurgte den forsigtigt:”Cavalier king Charles?” Den rystede venligt på hovedet og lænede hele sin store krop op ad hendes ben. Den nåede hende til hoften nu. Hun skubbede lidt igen for at holde balancen og trådte de to skridt hen til den blå dør. Tog i håndtaget. Det rørte sig ikke. Den dør var åbenbart en attrap, kulisse”¦. Så blev hun grebet af utålmodighed kastede sig mod døren med den ene skulder. Døren virkede massiv og gav rekylslag. Svarede tilbage med samme voldsomhed. Hun kiggede på hunden, den var ikke vokset mere. ”Hvordan skal vi komme ind ,Saxo?” sagde hun til den, til sig selv. Hunden viftede forventningsfuldt med halen. ”Vi kommer aldrig ind” tænkte hun. Da peb hunden, og nu blev den synligt mindre, krympede for hendes øjne, halen lå ubevægelig hen ad gulvet. Et ekko i hendes hoved, lød som ”bay-o-rim”, bagved hende , snurrede rundt, så en rød dør stå på klem, tøvede, drejede sig igen og gentog forsigtigt ”bayam”. Lagde sin hånd på hundens hoved og mærkede den vokse opad, hørte sig selv sige ”vi skal ind”. Stemmen lød helt ung, samme stemme som undertiden kaldte på hende når hun sov, så hun måtte sætte sig lysvågen op. Gentog stille ” vi kommer ind” og døren gled langsomt op. Hundens hoved var ud for hendes skulder nu. Den så tillidsfuldt ind i lyset der strømmede ud gennem den blå dør. Sammen gik de gennem døren. Så stod hun i sin barndoms have, hunden var intetsteds at se, hvis det da ikke var den der var ved at grave i et muldvarpeskud under æbletræet. Morens skygge faldt ind foran hende:” Er du her Janne, gå lige ind til lillebror . Kan du se efter ham mens far og jeg smutter hen til dyrlægen med Karo. Vi er tilbage om en halv time”. Karo holdt op med at grave og trak sig væk ind mellem ribsbuskene. ”Er Karo syg?” ”Nej , han er bare gammel og træt”¦” Karo så afventende ud. ”Hvorfor skal han så til dyrlæge?” ”Nu ikke så mange spørgsmål, Janne, kan du nu gå ind til lille-Ole og se efter ham! Vi er tilbage om en halv time, siger jeg jo” Mors hånd i Karos halsbånd, trækkende, slæbende. Måske var Karo træt alligevel? Lillebror i køkkenet , i gang med at røre opvaskemiddel og mel sammen i en skål. Ville skælde ud, men sad bare og så ham piske med hjulpiskeren. Svineri. Ud over det hele. ”Mig bager!” Prøvede at stoppe ham. Bævende mund. Gråd . Løb ind i børneværelset. Prøve at tørre klistret af med en klud, skrabe med en kniv. Mor i døren. Røde øjne. Men også vred:”Og jeg der bad dig passe på Ole!!” Fingre klemmer om overarmen: ”Jeg havde tillid til dig, men det kan man åbenbart ikke have.” ”Hvor er Karo?” ”Karo sover” ”Jeg vil se ham.” ”Det kan du ikke nu, far er ved at be”¦.hvor er Ole?” ”Derinde”¦” Løb ud, nåede at se Karos hoved dingle slapt over fars arm, før han forsvandt. Aldrig have tillid til nogen mere. Karo . Død. Mors vrede hænder. Mørke. Det er pludselig lyst igen. Saxos snude i hendes hånd. Saxo levende ,varm. Og stor, stor som en hest. Kravler op på hans ryg, holder fast i den tykke pels under hans hals og hviler hovedet på hans skuldre. Lader sig bære, langt langt væk fra alle dem man ikke kan stole på. Hun har lyst til at sove, men hundens løb giver for mange rystelser. Så gentager hun som så ofte før remsen ”Wadelbayam- Wadelsun dui-Semjul”¦.” Hunden stopper op ret pludseligt som om det er kommet noget i dens vej. Det er der. Foran dem i luften hænger en lillebitte ting, der mest af alt ligner en nullermand, men den består af”¦.pulserende lys? ”Er du en engel?” ”Hvis du tror det , er jeg”. ”Hvad vil du?” ”Du kaldte” vibrerer lyset ”??????” ”Du kaldte på mig”. Den lysende nullermand vibrerer venligt. ”Det tror jeg ikke” ”Semjul, du sagde Semjul” Saxo nikker. Nullermanden stråler og roterer rundt om sig selv, det er ser uimodståelig morsomt ud, men hun forstår ingenting. ”Ville du ikke spørge mig om noget?” Det lille pulserende lys vibrerer energisk. ”Ok, s唦.hvor er jeg” ”Du er på den anden side, du og din bror kom herover samtidigt”. ”Ole? Ham har jeg da ikke set” ”Nej for han valgte den røde dør, bay-o-rim” ”Jam”¦..” Lyset er væk Jamen det er jo bare lyde, nåede hun lige at tænke, så var englen væk. Saxo stod ligesom tvivlrådig. Det var som om hun sank nedad, nu kunne hun fornemme jorden under sine fødder på begge sider af hans ryg. Hun stod af ham, som man står af en cykel og satte sig forvirret ned. Bayam og Bay-o-rim, bare lyde eller noget mere? Tourette? Eller noget andet. ”På den anden side”, hvor er det? Cyber-space hvad er det egentlig for noget? Hun rejste sig og begyndte tøvende at gå. Saxo ved hendes side lignede sit gamle jeg, en lidt for tyk Cavalier King Charles spaniel, i godt humør, men også lidt i sin egen verden. Hun følte modet synke, hvad var det egentlig hun havde rodet sig ind i. Saxo så faktisk endnu mindre ud end hun huskede ham fra før. De gik lidt. Hun standsede og så ned på ham:”Saxo” sagde hun ”kan du forstå det”. Saxo lagde hovedet på skrå, prøvede at forstå, hans øjne blev lidt triste. Så gik de lidt igen. Hun så ned på ham: han blev mindre, han blev helt klart mindre. ”Saxo!” sagde hun og bøjede sig ned for at tage ham op, han føltes let i armene, ikke større end en kattekilling, hun knugede ham ind til sit hjerte og mærkede en hulken på vej . Den lille hund, så lille som en fugl, viftede trøstende med halen . Så så hun hvor de gik. Foran dem strakte sig en lang grå gang, hun vendte sig, og bag dem strakte sig en lang grå gang. Døre, masser af døre på begge sider så langt som øjet rakte, fremad og bagud. En trappeskakt åbnede sig med en vindeltrappe, flere trapper, indvendige altaner der vendte ud til: ingenting. Navnløs rædsel. Det var her hun gik i sine drømme og ikke kunne slippe ud. Her var ingen, her var intet. Saxo lettede fra hendes hånd som en broget sommerfugl og flagrede hurtigt af sted. Hun sank i knæ, ikke det. En kvalmende smag bredte sig fra næsen og ud i munden og som smerter ned i halsen. Da hun så op, stod Saxo foran hende som hun kendte ham. Hans hale viftede og han så muntert opad p唦 en mand med lyst hår og blå øjne med begge fødder solidt plantet på jorden. Han så venlig ud. Hun rejste sig op og børstede sine knæ, det var ikke støv der var på dem, det var bogstaver, mange bogstaver fra forskellige fonte, kun små bogstaver , der dryssede ned på jorden. Et enkelt bogstav blev hængende på hendes hånd, et stort S, hun lod det sidde og så ind i mandens venlige ansigt. ”Jeg er Sindra” sagde han og hans stemme lød som om han smilede indvendig. Gangen bag ham blev lysere. ”Jeg hedder Janne”, sagde hun og følte sig bedre tilpas, en af altanerne tågede ud og forsvandt, trappeskakten roterede om sig selv som en spiral og blev væk. ”Det ved jeg. Din ven hentede mig”, sagde manden, ” du havde det ikke så godt”. Ordene brød ud af hende før hun havde tænkt dem:”Hvad betyder bayam?” ”På dit sprog betyder det tillid”, svarede manden . Hun trådte et skridt nærmere til ham:” På mit sprog?” ”Ja” Han trak umærkeligt på skuldrene. ”Hvordan kan du kende mit sprog?” Der spillede et smil i hans øjne. ”Det er jo bare lyde, jeg mener, Tourette, det er ikke”¦.” Nu smilede hans læber også. Det smukkeste smil hun nogensinde havde set. Hun rakte pegefingren ud og fulgte deres omrids forsigtigt, de føltes bløde som sommerfuglevinger. Tog hånden til sig og sank noget. Gangen var borte, der duftede af græs. ”Det er dit sprog”. ”Wadel, hvad betyder så det?” Han rakte sin opadvendte håndflade mod hende og gjorde en bevægelse som om han skrev noget med den anden hånds pegefinger i håndfladen. ”Slå det op” smilede han ”hvis du er sikker på du ikke ved det”. Med rystende finger begyndte hun at skrive w og tænkte at der ikke var plads til alle bogstaverne, men så så hun, at det blev der mens hun skrev. De ventede et øjeblik, så stod der noget med lysende bogstaver: Wad, subst.:mangel , tomrum. Wad-el: mangel på ,eks. wad-el-nufir:mangel på tid Hun så op i mandens øjne. ”Mere, du vil vide?” ”Bay-o-rim?” Han nikkede og holdt hånden frem og hun skrev. Svaret kom Bay-o-rim, sammensat substantiv, af bay: tillid og o: til og rim:selv :selvtillid Manden trak hånden tilbage og trådte et skridt tilbage og smilede opmuntrende. Det føltes som om han langsomt gled væk på en baggrund af solbeskinnede skyer. ”Nej” hun ønskede at forhindre det som skete, ”nej, bliv lidt endnu, jeg vil ikke at du går”. ”Det ved jeg,” sagde han,” men nu har du ikke brug for mig mere, nu ved du jeg er her et sted. Jeg er Sindra. Pas godt på din ven her.” Saxo hoppede op ad hendes ben og da hun bøjede sig for at tage hans hoved i sine hænder var manden borte. De var omgivet af ganske unge birketræer og der duftede vidunderligt som lige efter regn om foråret. De begyndte at gå i hvad hun mente måtte være østlig retning. Hun begyndte at sige remsen som hun plejede når hun var alene:” Wadelbayam- wadelsun dui - semjul - ma-i-yam.” Hun stoppede Hvis det ikke var bare lyde, ikke bare var Tourettes syndrom, hvis det alt sammen betød noget, hvad betød så de ord hun endnu ikke kendte. Og hvordan kunne det give mening at hun havde et eget sprog som hun ikke forstod. Eller ikke troede hun forstod, hvis Sindra havde ment noget med det, da han sagde: ””¦hvis du er sikker på du ikke ved det. Havde alle et sådant sprog som kun de kendte? ”Ja” ”Hvad?” Hun snurrede rundt, der var ingen . Hun kiggede ned på Saxo, nok havde han været ret underlig i dag, men hunde kan jo ikke tale? ”Nej”. Han sad forventningsfuldt stille som om han ventede på en godbid. Halen viftede tøvende. Hun satte sig på hug, han sprang op og slukkede hende overstrømmende på hagen, og dernæst på hænderne, især hendes højre håndflade slikkede han igen og igen, som om der var noget der skulle væk. Hun vendte hånden, der sad bogstavet fra før , det store S, det så ud som om det var tatoveret ind i huden, måske var det indbildning , men det så ud som om det lyste svagt. Saxo slikkede én gang mere på det og så glad ud. Hun gnubbede lidt på det for at se om det gik væk, men det virkede nærmest som om det lyste mere. S, som i Sindra”¦.eller Saxo? ”Forstår du hvad jeg siger, Saxo?” ”Ja.” ”Det s, det vil ikke gå væk, hvad er der med det?” ”Nej” ”Hvorfor siger du nej, mener du at det ikke vil gå væk?” ”Ja” Hun sad lidt, var det muligt at han kun kunne to ord, ja og nej, ikke fordi det ikke var imponerende i sig selv, men”¦.. ”Kan du kun to ord, Saxo?” ”Ja”, han slikkede sig lidt undskyldende om munden. ”Jamen , det er da flot ”,sagde hun og strøg ham over issen,” det er der da ingen andre hunde der kan” Han svarede ikke, sad med halvt lukkede øjne og nød solen og hendes berøring. Sådan sad de lidt. ”Jeg ved ikke hvorfor vi er her, Saxo”¦.” sagde hun, det mente han åbenbart ikke han behøvede at svare på. ””¦man skulle næsten tro at jeg havde en opgave her, noget jeg skulle gøre”¦.” ”Ja”. ””¦..men jeg aner jo ikke hvad”¦.” - ”Nå, lad os gå lidt igen, måske kan vi komme tilbage igen ”¦medmindre vi da skulle vende om.” Hun vendte sig om og stod og kiggede lidt. Bag dem var der ingen sti. Underligt, hun havde da hele tiden gået på en sti, der snoede sig mellem de hvide stammer. Hun så igen fremad, der var stien , smal, men tydelig midt i det grønne, som om der sommetider gik nogen her, dyr eller mennesker. Hun tog ti skridt fremad og vendte sig om og så bag ved sig: ingen sti. Altså ingen vej tilbage? ”Nej” Hun fik pludselig en overstadig lyst til at le, nå men, så kan vi jo ligeså godt se at komme af sted. Hun satte i løb, hunden sprang logrende frem ved hendes side. Stien drejede og begyndte at føre nedad, der dukkede store sten og klippeblokke op mellem birkene, og det forekom hende at der duftede friskt og salt af hav. Et sted kunne hun ikke lade være med at standse og lægge hånden på en stor mosset solvarm klippeblok, der lå lige op ad stien. Mosset duftede krydret og store røde myrer vandrede geskæftigt i en række hen over blokken. Hun undrede sig, det ville da vel være nemmere for dem at lægge deres sti udenom stenen? En af myrerne standsede, den bar på en lille kvist med grannåle. Hun havde før set myrer bære grannåle, men hele kviste? Hun kunne ikke modstå fristelsen til at tage fat i den ene ende af kvisten og trække forsigtigt i den. Til hendes forbløffelse holdt myren fast og trak igen. Det lød som om den udstødte et dæmpet , men klart pift, og straks stod en flok andre myrer rundt om hendes hånd med løftede grannåle og andet småskyts, parat til angreb. Nogle stykker af dem stillede sig i positur og tissede i takt på hendes hånd. Hun slap kvisten og smilede forsonende til myren, som gik på enden og udstødte en dæmpet hvislelyd, som om den lukkede damp ud. ”Hvad skulle det til for?” lød det ved hendes venstre øre. ”Ja, hvad var meningen med det?” lød det ved hendes højre øre. ”Vi bryder os ikke om den slags” summede det ved venstre øre. ”Nej, den slags kan vi da slet ikke li’” peb det ved højre øre. Hun virrede med hovedet og så to myg på størrelse med velvoksne guldsmede hænge i luften tæt ved og nidstirre hende med deres udstående øjne. Det sved i hånden, der hvor hun var blevet tisset på. Det slog hende at en undskyldning kunne vise sig på sin plads, så hun lagde hænderne sammen som en japaner og bukkede kort mens hun mumlede :”Beklager dette pinlige optrin, skal ikke gentage sig.” Så kom hun til at fnise. Det var virkelig for langt ude at stå her og undskylde sig foran en flok røde myrer. ”Det vil jeg sandelig heller ikke håbe”, sagde en fræsende stemme oppe fra en skygge der lagde sig over stien. Foran sig havde hun en underlig figur, som man ville have sagt var en myre, hvis den ikke havde været næsten en halvanden meter højere end hun selv. Hun veg tilbage og snublede over Saxo der peb forurettet. ”For så ville vi jo blive nødt til at eksemplere et statut”. Kæmpemyren så streng og højtidelig ud, da den sagde det. Det lød sært, men hun syntes det mindede hende om et udtryk hun kendte. Hun trådte et par skridt tilbage og stak så i løb udenom den vrede supermyre med Saxo i hælene. Efter ca 100 m stoppede hun og vendte sig pustende om, Stien var væk, kæmpemyren var væk, men klippeblokken lå der stadig. Hun så spørgende på Saxo der så lettere irriteret ud, så trak hun på skuldrene og traskede videre. Ved en drejning af stien standsede hun overrasket op: foran dem lå en åben strand og længere ude endnu : havet så langt øjet rakte. De satte i løb og stod snart nede ved vandkanten , den friske saltluft og lyden af bølgerne fik hende til at føle sig som et lille barn på den første dag af en lang dejlig sommerferie. (forts.) | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-21 08:13:58 |
Soedt, kaerligt boerne aeventyr! Mon ikke det snarere er pigen som krymper end hunden som vokser?Rigtig velskrevet og levende! Fortsaet?
venligst ...
| haleløs | 2011-09-21 11:13:52 |
ahaaa ... en paedagogisk (boerne)bog om arvelige afvigelser? venligst ...
| haleløs | 2011-09-26 23:41:23 |
sikke et spaendende aeventyr-univers, der loebende udvikles her! Tror, den lysende nullermand er Karo? Fin ide med et eget sprogligt univers! Venter spaendt paa fortsaettelsen ...
venligst ...
PS unoedvendig gentagelse i 7. og 8. afsn. talt nedefra 'hun fik pludselig en overstadig lyst til at le ...'
venligst ...
PS unoedvendig gentagelse i 7. og 8. afsn. talt nedefra 'hun fik pludselig en overstadig lyst til at le ...'
| haleløs | 2011-10-06 19:13:31 |
kan jeg mon overtale dig til at opdele teksten i flere selvstændige afsnt? Det blir temmelig svært med de mange redigeringer; skal man læse hele historien om-igen fra start ”¦ eller blot de nederste linier; )
venligst ”¦
venligst ”¦
| mille | 2012-04-12 12:08:26 |
fandt din tekst fordi den stod under:tilfældig udvalgt tekst - jeg har også skrevet på saxo, men er ikke stødt på dig, der var jo flere hundrede deltagere
men det ærgrer jeg mig lidt over nu, for det univers du her ruller op er dejligt minder mig om "Løven, heksen og garderobeskabet"(tror jeg nok eventyret hed - der er filmatiseret)
det er blot som haleløs gør opmærksom på en lidt lang tekst, måske kunne du dele den op - og give de enkelte afsnit hver sin overskrift - lidt ligesom kapitler i en roman
men det ærgrer jeg mig lidt over nu, for det univers du her ruller op er dejligt minder mig om "Løven, heksen og garderobeskabet"(tror jeg nok eventyret hed - der er filmatiseret)
det er blot som haleløs gør opmærksom på en lidt lang tekst, måske kunne du dele den op - og give de enkelte afsnit hver sin overskrift - lidt ligesom kapitler i en roman
| haleløs | 2012-07-04 16:06:00 |
læs videre: På den anden side, del 2
'Svalerne': læs under 'HJÆLP/INFO' [storyid] hvordan man linker mellem teksterne
venligst ...
'Svalerne': læs under 'HJÆLP/INFO' [storyid] hvordan man linker mellem teksterne
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
