 |  | Blommer - historien om den første mistede ven |
 |
|
|||||||||||||
|
Dette er den første, ja agtig, novelle jeg har skrevet i lang tid. Den er baseret på mine egne oplevelser, da en af mine venner døde for 3 år siden - kun 18 år gammel. Den er skrevet hurtigt må jeg indrømme, i et anfald af kreativitet. BLOMMER Blommer Så få ting bestemmer en skæbne. Så få ting kan ændre folks liv, ryste hele verdener. Så små ting kan få mennesker til at ligge vågne hele natten. Hvis lastbilen havde stået anderledes den nat, hvis færre øl var drukket, hvis blot han var blevet hjemme. Så havde verden være et helt andet sted. Blommer kunne have bragt andet end tårer i mine øjne. Jeg husker tydeligt den dag det skete. Den dag min verden blev rystet. Den dag noget så ellers urokkeligt blev prikket til - en uskyld blev taget fra mig. Jeg stod ude på den grønne græsmark og nød at være til. Min store hest stod ved siden af mig og jeg aede dens røde sommerpels blidt. Sommetider missede jeg mod solen. Den varmede mig helt ind til knoglerne. Himlen var så blå at det var som at kigge i en sø. I min lomme bippede det svagt. Det evindelige larmende maskineri, det som altid forstyrrer den gode stemning - min telefon ringede. Undrende tog jeg den. Det var min gamle barndomsveninde og vi snakkede efterhånden sjældent. Vi var vokset fra hinanden, hvilket så ofte sker i teenageårene. Da jeg hørte hendes besked stoppede alt andet. I baggrunden hørte jeg min far kalde fra stalden, min hest skubbede prøvende til mig. Jeg kunne kun ænse venindens stemme, men snart druknede hendes ord i min hjertebanken. Lyden overdøvede alt og jeg kunne kun mumle for mig selv Nej”¦ Dagene inden havde jeg gået i uvished. En uge gik med bekymringer, en uge med konstante opdateringer på Facebook. Skete der noget? Var der noget nyt? Derefter bebrejdelser. Hvorfor lod jeg os skilles ad? Hvorfor kontaktede jeg ham ikke noget mere? Jeg havde tænkt mig at skrive, men nu var det måske for sent. Var jeg en dårlig ven? Fortjente jeg at tænke ven? Vi havde været så tætte engang og nu var det for sent. Den dag, hvor solen stod højt og himlen var blå. Den dag hvor verden rystede som et kæmpe jordskælv. Hvor min far vred kom ud og spurgte hvorfor jeg ikke svarede. Indtil han så mit ansigtsudtryk og straks omfavnede mig. Han vidste det var sket. Det var aften og det var mørkt - selvom det var sommer. Der var helt stille, på trods af det store fremmøde i vejkanten. Alle så stift ligeud, alle havde nogen de rørte ved. Enten krammede, holdt i hånden eller en hånd på skulderen. Alle havde brug for ømhed og nærhed lige nu. Vejkanten var fyldt med blomster og lys. Jeg stod omgivet af venner. Vi holdt hinanden i hånden, ingen turde kigge på hinanden. Det ville frembringe noget, vi endnu ikke var klar til at vise omverden. At vores uskyld var blevet brudt - vi som ellers følte os så urørlige, så udødelige og os som havde hele livet foran os, havde nu set virkeligheden. Virkeligheden havde revet og rusket i os, så vi alt for tidligt indså det. Vi var ikke udødelige. Vi var ikke urørlige. Og ikke alle havde længere livet foran sig. Min far sagde mest smertefulde ord, han nogensinde har sagt til mig. Den første tabt, er altid den værste. Jeg kiggede på mine sko. De var sølet ind i nedfaldsblommer. Lugten nåede mine næsebor, en sød duft. Stille lukkede jeg øjnene og mindedes sommeren. Sommeren er så kort nogle år. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-01-09 07:11:50 |
Det er en stærk og gribende beretning om en alt for tidlig og meningsløs død. Nogen novelle er det vel næppe, men din brug af ordet "agtig" (som er ved at trænge sig ind i ungdomssproget) antyder dog også, at du selv er i tvivl om betegnelsen "novelle".
Den præcise iagttagelse af de tilsyneladende små ubetydelige tilfældigheders fatale og dødbringende betydning virker meget stærk. "Hvad nu hvis...." er en nærliggende, men værdiløs tankegang, som bemægtiger sig alle efterladte. De udsplattede blommer giver et stærkt billede af den alt for tidlige afslutning.
Det er sikkert godt for dig at få denne tekst skrevet og råbt ud over tagene her på siden, men jeg formår nok ikke at kommentere så meget mere som du kan bruge til noget.
Jeg føler med dig.
Vh.Nhuth
Den præcise iagttagelse af de tilsyneladende små ubetydelige tilfældigheders fatale og dødbringende betydning virker meget stærk. "Hvad nu hvis...." er en nærliggende, men værdiløs tankegang, som bemægtiger sig alle efterladte. De udsplattede blommer giver et stærkt billede af den alt for tidlige afslutning.
Det er sikkert godt for dig at få denne tekst skrevet og råbt ud over tagene her på siden, men jeg formår nok ikke at kommentere så meget mere som du kan bruge til noget.
Jeg føler med dig.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-01-09 08:56:42 |
du er helt suveræn til at beskrive og gengive stemninger i billeder!
Teksten - du sir selv, den er skrevet hurtigt; sådan som en tekst faktisk SKAL skrives - skal nok liiige gennemskrives et par gange?
Dit sprog er i øvrigt flot, velformuleret og flydende!
Jeg har sat bogmærke, så vil følge teksten ;)
venligst ...
Teksten - du sir selv, den er skrevet hurtigt; sådan som en tekst faktisk SKAL skrives - skal nok liiige gennemskrives et par gange?
Dit sprog er i øvrigt flot, velformuleret og flydende!
Jeg har sat bogmærke, så vil følge teksten ;)
venligst ...
| Ungogdum | 2014-01-09 18:18:18 |
Ja, den blev faktisk sendt uden jeg sådan rigtigt rettede i den. Synes ofte det er første udkast som er mest interessant - man kan hurtigt ødelægge en tekst ved at "overtænke den". Så fedt du også er enig. Dog skal den lige kigges lidt igennem - det har du helt ret i! ;)
Og mange tak for rosen, jeg kigger igen på den snarest. :)
Og mange tak for rosen, jeg kigger igen på den snarest. :)
| nhuth | 2014-01-09 13:44:31 |
Til ungogdum:
Jeg har spekuleret lidt over dit "profilnavn". Set i relation til din tekst om så brat en afsluttet ungdom.
At være "ungdum" kan måske betyde at opføre sig tåbeligt - men dog forståeligt og tilgiveligt.
Men det kan måske også betyde at være så dumdristig, at det koster den unge livet?
Vh.Nhuth
Jeg har spekuleret lidt over dit "profilnavn". Set i relation til din tekst om så brat en afsluttet ungdom.
At være "ungdum" kan måske betyde at opføre sig tåbeligt - men dog forståeligt og tilgiveligt.
Men det kan måske også betyde at være så dumdristig, at det koster den unge livet?
Vh.Nhuth
| Ungogdum | 2014-01-09 18:20:40 |
Interessant vinkel på mit brugernavn! I starten var det mest fordi det er sådan jeg er i øjeblikket. Ung og dum!
Men det er rigtigt - det er lige så meget at TURDE være ung og dum. Som jeg skrev i "beretningen" så øjnene op for min egen dødelighed i en alder hvor denne tanke er meget langt væk.
Så jeg har faktisk været ret forsigtig (hvor jeg før ellers har været meget letsindig) og passet meget på mig selv. Men nu er jeg ved at være helet så meget at jeg igen tør være ung og dum. Som man næsten også skal være i starten af 20'erne.
Men det er rigtigt - det er lige så meget at TURDE være ung og dum. Som jeg skrev i "beretningen" så øjnene op for min egen dødelighed i en alder hvor denne tanke er meget langt væk.
Så jeg har faktisk været ret forsigtig (hvor jeg før ellers har været meget letsindig) og passet meget på mig selv. Men nu er jeg ved at være helet så meget at jeg igen tør være ung og dum. Som man næsten også skal være i starten af 20'erne.
| NicoInYourFace | 2014-01-14 10:55:01 |
Jeg ved bestemt hva du måtte gå igennem. Jeg har selv lige mistet en veninde til cancer for et halvt år siden, og det går mig stadig på.
Må du være stærk
- Nic
Må du være stærk
- Nic
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er helt rigtigt det blev mere en beretning. Jeg leger med tanken om at lave en novelle version af den. Må se om jeg kan få det til at fungere - havde det lidt svært med denne her, men det var nok også (som du selv siger) fordi jeg havde brug for at komme ud med det.
Tak for de rosende ord - dejligt at blive taget godt imod her på siden.