Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Jeg er smuk på tv!
Jeg er smuk på tv!


Forfattersiden.dk
Forfatter: Forfatter in spe
Skrevet: 2011-11-15 00:45:57
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Hun blafrede med de lyserøde trusser med refleksstjernerne i venstre hånd. Det friske sengetøj knitrende mod hendes ryg. Endnu var det hele uberørt, men nu ville hun træde ind på scenen. Nu skulle Danmark kende deres nye stjerne. En medie darling. Så kunne hende den so til Dildo Jill godt pakke sammen. Alle de tarvelige og grå mennesker, som nærmest solgte deres sjæl for at komme på tv. De havde jo ikke noget talent! Hun ville vise dem alle sammen. Der ville ikke være et kakkelbord mellem Esbjerg og Rønne, som ikke ville flyde over med kaffe og småkager, når hun først indtog sendefladen i primetime. Folk ville tale om hende i de små hjem, og skulle de være så heldige at se hende på gaden, ville de vende sig om efter hende og hviske til hinanden og sende sigende blikke.
Det slog hende pludselig, at hun fortsat flagede med trusserne. Hun skulle ikke kigge. Ikke vende sig eller antyde den mindste interesse for kameraet i hjørnet over fjernsynet. Blot lade som om det var helt naturligt at lade trusserne glide ud til venstre under dynen og ligesom verfe dem fra sig. Men hun vidste, det var der, fjernsynet. Hun havde taget sin runde allerede mens de andre amatører havde tumlet rundt og virket overvældet over det hus, der var blevet stillet dem til rådighed. Hun havde forberedt sig hjemmefra. Dette var hendes billet ud af elendigheden. Kufferten var blevet fyldt med aggregater, der skulle sikre hende pladsen som vinder i dette lille setup, og trusserne med stjernerne var blot første akt. Det var heller ikke noget tilfælde, at hun havde ladet lyset være tændt på badeværelset. Hun forestillede sig, hvordan stjernerne ville lyse op som en discokugle i de små stuer. Mændene ville sidde og fantasere om hende, og de ville kigge på deres fede madammer af nogle koner og fortryde, at de ikke havde evnet at score bedre.
"Hvorfor synes du, at vi skal udvælge dig til programmet?" havde den middelaldrende, svagt kvabsede kvinde spurgt hende, mens hun sad der i sin alt for lille T-shirt, som afslørede hendes blævrende kalkunarme.
Jessie havde stirret direkte ind i kameraet skråt bagved intervieweren og svaret, "fordi jeg er smuk på tv!"
Om ca. to minutter ville hun sparke dynen af sig, så man kunne se hendes delfin på venstre balle. Det passede med badeværelseslyset der ville skinne på hendes solbrune former. Hun arbejdede med lyset, kendte dets evner og svagheder. Hun havde tilbragt mange timer foran spejlet. De fleste af dem havde ikke været så rare, men det ville hun ikke tænke på nu.

"Luk røven din grimme kælling! Se så at få hentet den flaske." Hendes fars fordrukne diktatur meldte sig pludselig under dynen hos hende. Hun mærkede stivheden i kroppen melde sig øjeblikkeligt.
"Nej, ikke nu," hviskede hun til sig selv, "han må ikke ødelægge dette her."
Hendes fingre spjættede og hun kunne mærke, at trusserne forlod hendes greb. Stjernerne faldt til gulvet. Hun så i fragmenter sig selv vugge i ujævn takt foran spejlet med det revnede hjørne fra dengang han havde slået hendes baghoved ind i det. Håret var efter den aften vokset ud igen og afbleget adskillige gange.

"Er du derinde, Jessie?" blev der pludselig råbt samtidig med, at der blev banket hårdt på hendes dør. Det sendte en rystelse gennem hele hendes krop. Ikke helt som når man var ved at falde i søvn og man fornemmede at kroppen faldt og faldt. Men som hun havde haft det så mange nætter, når døren til hendes værelse var blevet åbnet og silhuetten af ham havde bevæget sig nærmere.
"Sover du?" blev der råbt, mens nogle mandsstemmer på gangen grinede, og hun satte sig skræmt op i sengen. Et kort øjeblik glemte hun kameraet, og da døren blev åbnet op og to personer væltede ind, brasede det ud af hende.
"Gå ud, for helvede! Dette er mit værelse, og jeg bestemmer sgu selv, hvem jeg vil have herinde. Skrid i dumme kællinger!"
Der kom jublende hyl fra horden af mandspersoner bag dem på den oplyste gang. "Skal du ikke med i poolen?" råbte en af dem. "Vi gider sgu da ikke have den mær med," hvæsede en af de to piger, der stod på hendes værelse. "Hun kan ligge her og rådne op for sig selv." De vendte sig begge og hamrede døren i efter dem.
"Skrid for helvede," snerrede hun og flåede en klokradio ud af stikkontakten. Da den ramte døren og faldt til gulvet med en kvasende lys, gik det pludselig op for hende, at hele dette optrin nu var blevet foreviget på bånd et sted. Hun blegnede ved tanken. Hvad nu hvis familien Danmark ikke brød sig om hendes opførsel. Hvad nu hvis de besluttede sig for at sende hende hjem som den første? Tanken var ikke til at bære. Hun måtte gøre noget. Vinde fordelen tilbage. Hun kastede resolut dynen til side og rejste sig nøgen fra sengen. Det havde ikke været hendes plan, at de dyrt betalte bryster skulle have været vist frem før til morgenmaden, men hun måtte gøre noget nu. Hun trampede bestemt over til døren med så meget vægt i hvert fodtrin at hendes barm bevægede sig tilpas nok til, at i hvert fald mændene ville holde igen med deres exit sms’er. Hun knælede heller ikke ned, som det hører sig til for en kvinde, men i stedet bøjede hun sig med strakte ben. Lad dem blot se, hvor adræt jeg er, tænkte hun, men det ærgrede hende, at hun var nødt til at skyde så meget krudt af allerede den første aften.

Bjarke lå og spejdede hen over vandspejlet. De mange vodka shots havde givet ham den ønskede virkning, men resultatet var udeblevet. Han var sådan set ligeglad med kællingerne. Han ville bare have gysserne. Og de der pumpede skvat med øreringe, selvbruner og asiatiske tatoveringer på arme og ben var en joke. Det irriterede ham, at de kønne tøser altid faldt for den pumpede type. De var sgu ikke bedre eller klogere end ham. Måske havde han ikke gået på gymnasiet eller noget andet skide fisefornemt, men han havde noget, de ikke havde, nemlig talent. Talent for at vide, hvornår en dame var moden til at blive plukket. Og denne evne havde fået ham med i dette program. Han havde været ærlig til castingen.
"Jeg ønsker at være med, fordi jeg godt kunne tænke mig pengene. Det er sgu ingen hemmelighed. Jeg skal gerne duske et par tøser derinde i huset, hvis det er det, der skal til."
De havde kunne lide ham, og få uger efter havde han modtaget den uundgåelige indbydelse. Han var desuden heller ikke helt uden uddannelse. Når hans eventyrer med kvinderne var ovre, havde han sin 10. klasse at falde tilbage på.

En eller anden sprøjtede vand i hovedet på ham, og han fokuserede igen på de andre i poolen. De andre havde allerede dannet partner til første aften, og det krævede ikke nogen studentereksamen at regne ud, at han var overflødig lige nu.
"Kan du ikke fise ind og hente nogle isterninger. Jeg tror, truntens fisse trænger til at blive kølet lidt ned."
De to andre mænd grinede brutalt og indforstået. Kvinden, der blev omtalt, fnisede som om det var sandheden, der var blevet sagt, men blot en hun ikke selv turde sige højlydt.
Bjarke luntede op af vandet og sjoskede indenfor i køkkenet, hvor de havde det store køleskab med isterningsmaskinen. Han vidste, at kameraerne fandt hver en vinkel i huset, og han måtte finde på noget, hvis han ikke skulle risikere at blive sendt hjem som den første om to dage, når seerne skulle tage stilling til den første exit. Det skulle ikke være ham, han havde brug for pengene. Han skovlede isterningerne ud med intense tag, mens han spændte overarmen i håb om, at tricepsen ville tage sig godt ud på tv.

Han smækkede lågen i til isterningerne og vendte sig mod kameraet med begge hænder stramt omkring isspanden, da det pludselig slog ham, at Jessie lå alene på sit værelse.

Hun stod i brusekabinen og fakede et brusebad. Det eneste sted i huset, hvor kameraerne ikke kunne nå hende. Hun måtte genopfinde sin strategi. Det var kørt helt skævt. Hun forstod stadig ikke helt, hvad der var sket. Hun havde haft styr på det hele, og så pludselig havde hendes ækle far blandet sig i hendes tanker. Hun så nu i lysglimt tydeligt, hvordan han gentagne gange var hoppet ind til hende under det rindende vand, og uanset hvor meget hun altid prøvede, kunne skammen aldrig vaskes væk bagefter. Hun kunne ikke være noget sted i fred for ham. Det var som om, han hang på hendes ryg og blev slæbt med rundt overalt. Hun trak skydedøren til side og blev mødt med en lille snurrende linse, som hun vidste i dette øjeblik transmitterede hele hendes glinsende våde krop ud til det ganske land. Tanken gav hendes en kortvarig tilfredsstillelse. Hun fyldte et glas med vand fra håndvasken og drak en tår, hvorefter hun slikkede sig om munden, mens hun tilfældigt kiggede ind i kameraet i spejlets refleksion.
Hun kravlede tilbage under dynen og valgte fortsat at glemme at slukke lyset på badeværelset. Hun lagde sig fladt på ryggen og stillede det medbragte glas på natbordet. Hun pressede øjenlågene hårdt sammen og prøvede at fjerne mindet om hendes prustende og stønnende far, der holdt hendes låst fast. Hun følte, hun begyndte at svede over hele kroppen, men hun kunne ikke vurdere, om det blot var vandet fra bruseren hun mærkede på hendes mave og ben.
Pludselig gik døren op igen. Forsigtigt, som den havde gjort det så ofte før. Hun frøs fast under dynen. Turde ikke åbne øjnene. Hun hørte skridt nærme sig og en gulvbræt knirke svagt et sted i nærheden af sengen. Hun kunne igen fornemme faderens tunge, varme ånde. En stank af solbærlikør fyldte hendes næsebor. Hun mærkede, at dynen blev trukket til side, og en metallisk lyd hørtes, da noget blev stillet på natbordet. Hun turde ikke røre sig. Måske ville han lade hende være denne ene gang, hvis han virkelig troede på, at hun sov.
"Bare lad som om du sover, så kan det godt være, at han lader dig ligge i fred" havde hendes mor flere gange fortalt hende, når hun havde forsøgt at få moderen over på hendes side.
Hun mærkede en pludselig en isnende fornemmelse mellem hendes ben, og hun spjættede med benene. Han holdt hende fast, og hun spærrede øjnene op. Han sad på sengen med ryggen til hende og rodede med hendes skød. Den isnende kulde skød gennem hendes krop.
"Hvad er det dog han laver?" Frygten fyldte hendes krop, og uden hun vidste hvordan, det var gået til, havde hun pludselig vandglasset i hånden. Det næste hun så, var hendes egen hånd hamre glasset ind i baghovedet på manden, som var det kanoneret af sted med katapult. Glasset smadredes mod mandens nakke og i et kort sekund, inden hun slog igen, nåede han at vende sig mod hende. Hun så nogle forbavsende blå øjne. Som i en drøm foregik resten i slowmotion. Det knuste glas skar sig uden problemer ind i halsen, og øjnenes kulør ændredes i takt med at blodet pumpede ud over det hvide sengetøj.
Han sank sammen ovenpå hende, og hun vendte håndfladerne opad og kiggede på de rystende fingre. Hun forstod ikke, hvad der skete, eller hvor hun var. Hun vidste blot, at dette var hendes adgangsbillet til et bedre liv.
"Jeg er smuk på tv," hviskede hun for sig selv.

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk