 |  | Kloster Fogeden 1 kap. |
 |
|
|||||||||||||
|
Tiden efter mordet på den Holstenske greve i Randers by 1340, er en lovløs tid. Hvor den stærkes ret bliver hver mands eje, og de forskellige bønder må bøje nakken, mod falske anklager og andre overgreb. Uvisheden bliver en plage for almindelige gårdmænd, og midt i denne brydningstid sker der en hændelse, som vender op og ned på en ung mands liv. Mørke tider. Den svage vind i trækronerne og de mange forskellige fugle stemmer, er tydelige tegn på at sommeren står på spring. Spredt overalt står de hvide anemoner i skovbunden og langs med skovbrynet hænger der endnu nogle store klatter fugtig morgendis. Solen er næsten kommet op over træerne, og snart vil solstrålerne få den fugtige luft til at lette. Et stykke oppe i skoven, på en væltet egetræsstamme der ligger i skråstilling, og støtter sig tungt på et par tykke knækkede grene, sidder der en ravn og pudser de sorte svingfjer. Halvt inde under træet hvor ravnen sidder, ligger der en ung mand på 23 år, Ansigtet er gemt i armen, og kun ravnen kan opfatte hans vejrtrækning. Den første solstråle er trængt ned gennem trækronerne og det skarpe lys får ham til at vende sig om på ryggen og slå øjnene op. Svend ligger helt stille et stykke tid medens han ser op på træernes mangfoldighed af lyse blade, omsider kommer han op i siddende stilling. Det første han får øje på er ravnen, i et kort glimt kommer smilet frem i Svends øjne. Ravnen rykker med hovedet da han ser hen på den, og samtidig er tankerne på vej til gårsdagens hændelser. I går havde han været på engen med hesten og på hjemvejen, havde han på lang afstand set den sorte røg og den fortærende ild fra gårdens tag. Med stor forsigtighed havde han sneget sig fremad så langt han kunne, og i skæret fra ilden kunne han se de to mordbrændere. ”De karle skal sent glemmes” havde han hvislet med blanke øjne, og med ravnen i luften over den brændende gård, havde han trukket sig tilbage til skoven. De adelige sætter ild på alle de gårde, der havde sluttet sig til oprøret og Svend er sikker på at nogen måske er blevet pint til at fortælle hvad de ved, og derfor blev det nu gengældt med mordbrand. Herfra har Svend et stykke vej til sit nedbrændte fødested, og engang imellem knytter han ubevidst hænderne, så musklerne spænder inde under trøjen. Omsider rejser han sig og børster det værste skovbund af tøjet. Svend får igen et fjernt blik i øjnene, efter den store påskehøjtid havde hans far en eftermiddag, vist ham en velbevaret hemmelighed, inde under et brombærkrat nede ved skråningen. ”Her er der en lille sti ind i krattet” havde han forklaret, ”og inderst i krattet ligger der en stor flad sten. Nu løfter jeg stenen, så du kan se den lille trææske. Nede i æsken ligger der fem sølvmønter, de må kun bruges hvis der ikke er anden udvej,” det var en lang men bestemt forklaring og han havde mærket en stor taknemmelighed, for den tillid han fik del i. “Hvis det begynder at sne igen er sporene væk og slår det om til tø er sporene også væk” kom det smilende fra faderen, og lidt efter lod han stenen falde på plads igen. Svend stopper sin tankestrøm og strækker armen ud foran sig, og straks letter ravnen fra træstammen for at flyve over på det stykke læder der er syet fast på trøjen, over venstre skulder. Hvis jeg tager benene på nakken, kan jeg løbe hjem og hente to sølvstykker i brombærkrattet, og det næste er, at jeg skal tilbage til engen efter min hest. Svend bøjer hovedet, og et kort øjeblik stirrer han tomt ned i skovbunden. Da han igen løfter hovedet, er beslutningen taget, fra nu af vil han bekæmpe de mænd som stak ild til liv og ejendom. Solen er nu helt oppe på himmelen, og som den første udfordring skal han prøve at glemme sulten. “Flyv du ud og find dig noget at spise så bliver jeg her i så længe,” kommer det hurtigt fra Svend idet han fører sin højre hånd op mod ravnens ben. Omgående letter den sorte fugl og flyver ned over dalstrøget. For fire år siden havde han fundet den lille ravne unge og siden har den optaget langt størsteparten af hans fritid, og med årene er det blevet et nært venskab. Svend ser undersøgende op af stammen hvor ravnen har siddet, ved at gå op af den væltede kæmpe, kan han nå en gren i et højt egetræ og højt oppefra, har han et godt udsyn ud over landskabet. Et øjeblik efter, finder han sig til rette i en grenkløft højt oppe over skovbunden, utallige gange har han sammen med ravnen siddet højt til vejrs, her føler den sig godt tilpas og er det også for ham, blevet helt naturlig. Med et langt blik ud mellem bladene, ser Svend et par viber lave akrobatiske øvelser, det er et godt tegn på at der ikke er nogen fare, fra den kant. Solen er kommet højt på himmelen og varmen er tiltaget betydelig , han tager sig god tid til at se i alle retninger inden han kravler ned, et kort pift i fingrene får ravnen til at sætte sig på en gren lige over hans hoved. ”Du må følge med så godt du kan” Svend blinker til fuglen, og begynder at løbe ind gennem skoven. Efterhånden som han nærmer sig de kendte omgivelser, daler tempoet og kort før korsvejen, drejer han ind på den skovsti, der fører lige ned til det store brombærkrat, herfra kan han normalt se over til de høje poppeltræer, der står langs vejen op til gården. Instinktivt lader han blikket afsøge området og nu får han øje på en mand der ligger med ryggen til den retning, hvor han selv står. Svend synker ned i hugsiddende stilling i udkanten af brombærkrattet, og fortsætter med at iagttage den liggende. Efter et stykke tid, ændre manden stilling og Svend kan se at han, ganske som fornemmet, er i live. Måske er han blevet tilbage som snigskytte, Tanken om et bagholdsangreb får ham til at knytte hænderne igen, måske er der flere fremmede på gården, det er kun muligt at finde ud af hvis jeg kan komme over til den høje eg, uden at blive set. Tankerne kører med ekspresfart igennem hans hoved. Der oppefra havde han ofte holdt øje med gården og det omkringliggende landskab. Hurtigt er han tilbage i skoven og efter en kort løbetur, står han ved foden af den høje eg. Nu skal det gå stærkt, Svend går over til træet ved siden af og svinger sig op på en tyk gren. Ravnen er allerede fløjet op mellem det grønne over hans hoved. På ingen tid er han kommet så langt opad, at det lysegrønne løv har opslugt hans færd. I denne højde kan han nå en stor gren fra den høje Eg, og med afmålt spændstighed og gode kræfter er det en smal sag at komme videre op i Egetræet. Endelig er han oppe på plads, og udsigten er helt utrolig god, selv om det er smertefuldt at se den stadig rygende ruin, er det bevægelser omkring gårdspladsen der optager ham. Manden ved poppeltræerne er helt tydelig nu, og han ligger forbavsende stille med en armbrøst i græsset foran sig. Nede ved en lysning står der en hest, ellers er der ikke noget at se så langt øjet rækker. Svend går ud fra at manden der ligger i baghold er alene, og på et eller andet tidspunkt må han forlade sin post, så han beslutter at blive siddende og tage bestik af situationen. Det værste er at det stadig knurrer voldsomt i maven, den fornemmelse kender han, det er ikke første gang han mærker følelsen af sult, han ser over mod gården som er brændt ned til en stor sort rygende bunke. I lang tid sidder han helt ubevægelig og endelig, sker der noget nede ved poppeltræet, snigskytten har rejst sig og går over mod lysningen til sin hest. Efter han er kommet op på hesten, vender han sig endnu engang og ser op mod brandtomten, så sætter han hesten i trav, på vej væk fra gårsdagens mordbrand. Svend er allerede nede ved foden af træet, han har travlt nu, og det er en beslutsom ung mand, der lidt efter lægger stenen i brombærkrattet på plads. Tilbage i æsken ligger der nu en enkelt sølvmønt, hvis skæbnen en dag får ham til at lægge vejen forbi, han løber i god fart langs med skovbrynet og ind på vejen ned til engen, på lang afstand ser han at ravnen er fløjet i forvejen. Den venter lige ved reb grimen der hænger på den pæl hans far har slået i jorden. ”Det er sidste gang du sidder der” siger Svend højt, og ser på fuglen medens han lægger hovedtøjet på hesten, og med en enkelt dyb knæbøjning og et efterfølgende afsæt, er det nemt at svinge sig op på hestens ryg. Det er en meget kort afsked med alt det han kender, inden han med ravnen på skulderen rider ind i skoven. Det er begyndt at blive mørkt inden Svend kan se landsbyen, her bor hans mors søster, og det gælder om at komme ind til huset uden at blive set. Hest og ravn, er blevet efterladt på en græsmark et stykke udenfor byen. Mørket er ingen hindring og helt ubemærket er han nu helt fremme ved husets dør, efter en sagte banken og et svar på hvem der banker, kommer han ind. I mørket får han et brød og en kop øl i hånden medens han får fortalt, hvad der er sket hjemme på gården. Svend har sørget for at der er en humpel brød til hesten og inden han takker for maden, siger han med alvor i stemmen, ”jeg har en sølvmønt som du skal opbevare, som din egen skat. kun hvis det er livet om at gøre, skal du bruge den,” Svend lægger sølvmønten i hånden på mosteren og lukker hendes hånd omkring mønten, ”Tak Svend,” udbryder hun, ” du har altid været betænksom, og jeg vil gøre som du siger.” ” Kan jeg lægge mig på tæpperne.” Mosteren siger stille ”ja,” og inden mosteren er kommet sig over den uventede rigdom, sover han som en sten. Hen på natten vågner mosteren ved at høre hestetrav uden for huset og hurtigt bliver hun klar over, at det er en rytter trop der rider forbi, og videre ned af vejen der fører over, mod de store lyngbakker. ”Det bliver ikke den vej Svend ridder i morgen” siger hun i mørket, inden hun går til ro igen. Næste morgen er Svend på vej ud til engen med vand og med brød i en tøj pose, og ligesom han får øje på hesten lander den sorte fugl på hans skulder. Svend giver sig tid til at spise en skive brød i selskab med fuglen på skulderen og hesten får den sidste tykke skive. Efter måltidet sendes ravnen i luften og lidt efter går det i rask trav den vej gennem skoven som mosteren har forklaret. Det er kommet et godt stykke op af formiddagen inden hesten, får det første hvil ved en bæk,og Svend er lige kommet ned fra hesten, da han får øje på to mænd der nærmer sig forsigtigt. De er som skudt op af jorden og han kan mærke at spændingen, får ham til at blive varm i kroppen. Mændene er nu kun et par hestelængder fra ham og de går til hver side af vejen inden de standser op. ”Hvad er dit ærinde her i skoven” spørger den største, med en særdeles mørk, men bestemt stemme. Inden Svend får svaret på spørgsmålet, kommer der for anden gang en sort skygge glidende ind til landing på højre skulder. ”Nå, der kommer forklaringen, siger den store mand. " Du er den eneste overlevende fra mordbranden.” Svend er et stort spørgsmålstegn, hvem var den mand med den mørke stemme.? ”Se du bare forundret ud” fortsætter han. " jeg har i går aftes lyttet mig til pralerierne fra den udsendte nedbrændings trop, og det forlød at sønnen var af gården, før de svinebandt folkene, så de blev opslugt af flammerne." Svend står og stirrede ned på det rindende vand i bækken, som pilespidser borer ordene sig helt ind i hjertet og smerten er næsten ikke til at bære. "Du hedder Svend, fortsætter manden og du er eftersøgt, slut dig til os skovmænd, måske får du en dag mulighed for at gøre regnskabet op med de galninge der satte din fødegård i brand." Svend har brugt mandens taletid, til at se nøje på de to mænd og beslutter sig for at stille et modspørgsmål, når manden har talt. ”Skovmænd siger du”?, Svend holder en kunstpause, ”er der flere end jer to”? Han er nu sikker på at de to foran ham, er dem han så i lyset fra flammerne, ” Hvis du beslutter dig til at følge med os, kan du holde dig et stykke vej bagefter, når vi går tilbage så vil du opdage, at vi ikke har ondt i sinde.” Svend sender ravnen på flyvetur med et hurtigt ryk i skulderen, han har bestemt sig for at lægge gode miner, til slet tale. ”Det er i orden” siger Svend samtidig med at han springer op på hesten, ”jeg rider et stykke bagved jer.” Mændene ser på hinanden inden de vender sig og begynder at gå tilbage den vej de kom. Svend holder hesten an en kort stund, så vender han det store dyr, og med et par hårde hæle, sætter han hest og rytter i galopperende fart i modsat retning. Han kan høre nogen råben bag sig men hovslag og afstand gør det umuligt at høre hvad der bliver råbt, Svend har kun et i tankerne, og det er flugt. Et stykke vej længere fremme deler vejen sig i tre, nu gælder det om at vælge rigtigt. Svend rider fremad endnu en stund, så driver han hesten op i skoven og her springer han ned på skovbunden, for at trække hesten gennem skoven skråt tilbage over mod den højre sidevej, herfra fortsætter han i god fart, en times tid. Inden han vælger at dreje op af en smal sti, og sætte hesten ned i et roligt tempo. Et øjeblik efter er hest og rytter totalt opslugt af den tætte underskov. Måske end ny start. kap 2. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-01-28 13:25:05 |
teksten er laaaang; men spændende! Så læser i flere tempi ;)
venligst ...
PS arm tryst = armbr+Ø+st
venligst ...
PS arm tryst = armbr+Ø+st
| haleløs | 2017-01-29 09:03:37 |
tænkte lige over " tolv meter over skovbunden" og årstallet 1340.
Metersystemet blev først indført i slutningen af 1700'tallet i Frankrig, så snarere 'favne' eller andet tidssvarende udtryk?
venligst ...
Metersystemet blev først indført i slutningen af 1700'tallet i Frankrig, så snarere 'favne' eller andet tidssvarende udtryk?
venligst ...
| prefu | 2017-01-29 10:33:07 |
Har rettet uden afstands betegnelse og tak.
| haleløs | 2017-01-29 12:32:25 |
må også lige anholde "sølvdaler" allerede i år 1340 se https://da.wikipedia.org/wiki/Daler
"Ordet daler kommer af Joachimstaler, som var navnet på en sølvmønt, der blev slået fra 1518 i Joachimstal eller Jáchymov i Böhmen (ÄŒechy). Senere er navnet daler brugt til alle mulige større sølvmønter, gerne under fantasifulde navne som "kronedaler", "speciedaler" eller "rigsdaler" og med en vægt på ca. 29 g (heraf 25-26 g rent sølv)."
"Ordet daler kommer af Joachimstaler, som var navnet på en sølvmønt, der blev slået fra 1518 i Joachimstal eller Jáchymov i Böhmen (ÄŒechy). Senere er navnet daler brugt til alle mulige større sølvmønter, gerne under fantasifulde navne som "kronedaler", "speciedaler" eller "rigsdaler" og med en vægt på ca. 29 g (heraf 25-26 g rent sølv)."
| prefu | 2017-01-29 14:21:18 |
Dejligt med faktuel korrektur. Tusinde tak.
| haleløs | 2017-01-30 05:38:34 |
"... så trækker han den (hesten) hen til en stor sten og med afsæt fra stenen, er det nemt at svinge sig op på hestens ryg."
Han vil snarere gøre et lille hop med højre side ind mod hesten - ligesom indianerne! Hvis du så Coloradosagaen / Centennial (alle afsnit ligger på YouTube) kan du selv nærstudere, hvorledes Jacques og Marcel gør ;)
Han vil snarere gøre et lille hop med højre side ind mod hesten - ligesom indianerne! Hvis du så Coloradosagaen / Centennial (alle afsnit ligger på YouTube) kan du selv nærstudere, hvorledes Jacques og Marcel gør ;)
| haleløs | 2017-01-30 05:43:38 |
"en humpel brød til Ravnen" næppe!
"Ravnen er opportunistisk og næsten omnivor (altædende). Den foretrækker animalsk føde: ådsler, syge dyr, æg og unger, men ses også æde affald. Mus og rotter er en del af ravnenes kost."
"Ravnen er opportunistisk og næsten omnivor (altædende). Den foretrækker animalsk føde: ådsler, syge dyr, æg og unger, men ses også æde affald. Mus og rotter er en del af ravnenes kost."
| prefu | 2017-01-30 15:13:36 |
Har i Blekinge set en Ravn, spise en småkage lidt af gangen.
Ha ha kunne jo ikke skrive småkage. men stryger indlæg.
Ha ha kunne jo ikke skrive småkage. men stryger indlæg.
| haleløs | 2017-01-30 05:52:13 |
rigtig spændende fortælling! Pas på med 'mosteren / søsteren' og brug samme betegnelse hver gang! venligst ...
| haleløs | 2017-11-14 07:36:45 |
forslag: "De karle skal sent glemmes” havde han hvisket med blanke øjne, ... (hvisl et ville være mere følelsesfuldt)
mere senere ...
mere senere ...
| prefu | 2017-11-14 10:27:01 |
Tak
Er rettet.
Er rettet.
| haleløs | 2017-11-15 14:00:57 |
"... efter han (krybskytten) var kommet i sadlen ..." vi har diskuteret sadel /ikke-sadel problematikken i udgående tidligere; jeg tror som tidl. anf. ikke på, at de brugtes af almuen
Og vær konsekvent i stavning af Ravnen / ravnen
Og hvor lang var 'en mil" dengang? I Sverige er en mil = 10 km i USA=2.5 km
mere senere ;)
Og vær konsekvent i stavning af Ravnen / ravnen
Og hvor lang var 'en mil" dengang? I Sverige er en mil = 10 km i USA=2.5 km
mere senere ;)
| prefu | 2017-11-15 16:55:43 |
Starter bagfra
Mil er rettet til ( et stykke vej )
Ravnen er nu med lille r undtaget efter punktum.
i sadlen er rettet til ( kommet op på hesten )
venligst og tak.
Mil er rettet til ( et stykke vej )
Ravnen er nu med lille r undtaget efter punktum.
i sadlen er rettet til ( kommet op på hesten )
venligst og tak.
| haleløs | 2017-11-16 22:04:49 |
"med afsæt fra stenen, er det nemt at svinge sig op på hestens ryg."
Vi har andetsteds vendt 'elegante indianerspring op på hesteryg' ... men det er jo din tekst ;)
Vi har andetsteds vendt 'elegante indianerspring op på hesteryg' ... men det er jo din tekst ;)
| prefu | 2017-11-17 09:20:52 |
Rettet til
med en enkelt dyb knæbøjning og et kraftig afsæt, er det nemt at svinge sig op på hestens ryg.
TAK.
med en enkelt dyb knæbøjning og et kraftig afsæt, er det nemt at svinge sig op på hestens ryg.
TAK.
| haleløs | 2017-11-16 22:12:40 |
nu er jeg færdig med dette afsnit.
Læser resten senere ;)
Læser resten senere ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
