 |  | Det var en Sommer Morgen |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var en sommer morgen det skete for første gang. Solen skinnede. En lille fugl sad og sang lige ude foran køkken vinduet. Hendes mor sad ved spise bordet og legede med hendes lille søster. Hun kunne huske hvordan hun havde følt sig lykkelig for første gang. Men den lykke der voksede i hendes indre, blev snart udslettet af noget mørkt og voldsomt. Hendes far kom gående ind mod deres køkkenalrum. Han nussede hans mindste datter i håret og gik så hen til hende. Han løftede hende op i hans arme. Og bar hende ind i det store soveværelse. Han satte hende på dobbeltsengen, og satte sig selv på huk foran hende. ”Du er en smuk pige.” sagde han og nussede hendes tynde lår, der var blevet godt brune af sommer solen. Hun smilte tilbage til sin far. ”Du ved godt at jeg hader når man ikke kan mærke kærligheden herhjemme ikke?” sagde han. Hun vidste godt hvor meget han hadede det. Men fik lyst til at nævne at alle elsker hinanden her, bare ikke ham. Men hun vidste også, at hvis de ord kom ud af hendes mund, skulle han nok finde en passende måde at straffe hende på. En måde hun aldrig nogensinde ville glemme. Så derfor fandt hun på noget bedre at sige. ”Jeg elsker dig farmand.” Han smilte og begyndte at åbne sin røde og sort ternede skjorte. Da hans store hænder fik fat om hans bælte blev hun nervøs. Havde hun mon gjort noget galt? Havde hun sagt noget forkert? Hun ville ikke have at han tog det bælte af. Men inden hun overhovedet kunne nå at tænke det, havde han revet bæltet af. Hun var rædselsslagen. Heldigt for hende, blev bæltet lagt ned på sengen. Han åbnede sine bukser og kort efter stod han helt nøgen foran hende. Hun syntes at hans krop så mærkelig ud. Den så ikke ud som den plejede. Hun havde set ham nøgen flere gang da hun var mindre. Men der var noget der var anderledes. Der lige under hans mave, og lige før hans ben, var der noget der ikke så ud som sidst. Det var det samme, men det havde ændret form. Hun var sikker på at den plejede at hænge og se helt blød og død ud. Men denne gang var den hård og lang. Han satte sig ned ved siden af hende, og løsnede det bånd der holdte hendes lille hvide kjole oppe. Imens han nussede hendes skuldre, nussede han kjolen væk fra hendes krop. Han løftede hende op og placerede hende ovenpå ham, og pludselig kunne hun mærke hans lange, hårde ting gennem hendes trusser. Han løftede hende lidt op og trak så trusserne af hende. Nu var hendes lille krop helt nøgen. Han gav hende et kys på den ene kind mens han holdte fat om hendes små baller. Han kyssede hendes kraveben. Han lagde hende ned i sengen og gav hende et kys på munden. Han gav hende endnu et kys på det sted hvor hun senere hen ville få bryster. Hun forstod på ingen måde hvad der var i gang med at ske. Hun havde aldrig oplevet noget der bare mindede om det. Han lagde sig pludselig hen over hende, og han begyndte at lave lyde. Lyder der lød som om at de kom helt fra hans inderste. ”Er du klar?” spurgte han. Hun forstod ikke hans spørgsmål, men en ting hun havde lært, var at man ikke skulle sige nej til far. Så hun sagde intet. Han holdte en hånd for hendes mund. Han spredte hendes ben, og pludselig oplevede hun den værste smerte der findes. Hun skreg da hans lem hårdt trængte ind. Han fortsatte den samme bevægelse mens han sagde, ”Jeg elsker også dig min pige.” Han stønnede og holdte hende om munden. Efter han havde stønnede højst, rejste han sig og tog sit tøj på. Hun lå tilbage helt lammede i kroppen. Hun græd, men kunne ikke mærke tårerne på sin kind. Han kiggede op og end af hendes krop. Hans øjne stoppede midt på hendes krop. Hun bevægede øjne det samme sted hen og så blodet der lå på hende, og på sengen. ”Se det svineri du har lavet?! Har du tænkt dig at rydde det op?!” råbte han. Hun kunne ikke svare. ”NEJ, DET TÆNKTE JEG GODT. SÅ SKAL JEG TIL AT GØRE DET! JEG LAVER JO ALT I FORVEJEN! HVAD FORSKEL HAR EN SMULE BLOD, HVA?!” Han blev ved med at råbe mens han tog sit bælte af igen. Denne gang vidste hun hvad der ville ske. Denne her gang var hun sikker. Han rev fat i hendes krop og vendte hende om. Bæltet ramte hende hårdt flere steder på kroppen. Lyden af bæltet der ramte hendes hud, lød som et barns skrig. Hun græd men kunne kun mærke bæltet. ”LIGGER DU OG TUDER!? JEG SKAL GIVE DIG NOGET AT TUDE OVER!” | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-08-30 13:58:55 |
Sørgeligt dagsaktuelt, modigt og barsk nedslag i en smadret barndom. Ekstra modbydelig når du skildrer chokket ved pigens første møde med den ondskab i hans syge sind, der mangedobles, når den sættes i så skarpt relief.
PS: Der er en del småfejl, især ved din brug af ejestedordene (hans, sin, osv), der forvirrer læsningen.
Vh.Nhuth
PS: Der er en del småfejl, især ved din brug af ejestedordene (hans, sin, osv), der forvirrer læsningen.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-09-01 19:18:18 |
ligesom @NHUTH vil også jeg rose dig for denne socialrealistiske teksts billeder, det ville dog pynte med en aflusning af div. slå- stave- og skille-fejl ;)
Endvidere faldt jeg over: "Og bar hende IND i det store soveværelse. " + ”Se det svineri du har lavet?! Har du tænkt dig at rydde det op?!” RÅBTE han ..." (de to befinder sig jo inde i soveværelset og altså tæt på køkkenet hvor Mor og lillesøster leger. Ville far råbe ad datteren med risiko for at MOR / lillesøster så dukker op? hmmm ... )
venligst ...
Endvidere faldt jeg over: "Og bar hende IND i det store soveværelse. " + ”Se det svineri du har lavet?! Har du tænkt dig at rydde det op?!” RÅBTE han ..." (de to befinder sig jo inde i soveværelset og altså tæt på køkkenet hvor Mor og lillesøster leger. Ville far råbe ad datteren med risiko for at MOR / lillesøster så dukker op? hmmm ... )
venligst ...
| nhuth | 2013-09-01 20:17:47 |
Ja, Min dobbeltmoral træder tydeligst frem for mig, når jeg vægrer mig ved at give street writer mere udførlige råd om raffinering af skildringen af forbrydelsen. Fortællingen er nemlig slem nok, som den er.
(Selv tør jeg slet ikke i mine tekster tage fat om nælden, men nøjes med antydninger indviklet i anden form for litterær emballage.)
Vh.Nhuth
(Selv tør jeg slet ikke i mine tekster tage fat om nælden, men nøjes med antydninger indviklet i anden form for litterær emballage.)
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-09-01 20:57:16 |
@NHUTH: forfatteren Lise Nørgaard har skrevet en underholdende nabo-roman i netop 'antydningens kunst' nemlig 'Stjernevej' (1981) som kan lånes på biblioteket ;) venligst ...
| dry/humor | 2013-09-05 02:31:32 |
Ækel historie, ved ikke rigtig om jeg har synes vi har brug for at høre mere om den slags, men modigt skrevet.
Synes dog du slipper lidt let om det, med nogle lidt for skarpe kontraster og billige chok-effekter (solskinslykke/brutal voldtægt). Jeg kunne godt savne noget mere realisme i forhold til
1) den psykologiske dybde og varighed af incesten (incest er normalt noget der udvikler sig gradvist over længere tid, mens barnets tryghed, forhold til forældrene og hele verden langsomt bliver vendt til noget meget mørkt og forfærdeligt)
2) fortælleren (meget velformuleret og nøgtern fortæller, det er et barn der er/bliver dybt traumatiseret, så her ville jeg forvente meget mere forvirring om hvad der foregår, måske at barnet mentalt blokerer for hvad der sker (fx ved at gå ind i sig selv eller fokusere på et eller andet irrelevant i omgivelserne), og evt. flash-backs til tidligere episoder, som barnet ellers har fortrængt, men pludselig dukker op igen, fordi hun ved hvor det bærer hen).
Hvis du vil arbejde videre med teksten kunne du måske overveje en mere gradvis opbygning af "spændingen" - blikke, udtalelser og handlemønstre barnet ikke kan gennemskue, men som får det til at løbe koldt ned af ryggen på os voksne?
Måske lade selve voldtægten være op til fantasien (ofte meget værre og personligt nærværende end noget man selv kan digte), eller afbryde historien lige inden, og dermed holde læseren vågen om natten med et uforløst håb/frygt om at der alligevel ikke skete noget/forestillinger om det værst tænkelige?
Eller måske omorganisere teksten og starte med at beskrive situationen efter voldtægten, efterfulgt af flash-back til den længerevarende optakt, mens hun prøver at stykke tingene sammen og begribe den uforståelige grusomhed?
Synes dog du slipper lidt let om det, med nogle lidt for skarpe kontraster og billige chok-effekter (solskinslykke/brutal voldtægt). Jeg kunne godt savne noget mere realisme i forhold til
1) den psykologiske dybde og varighed af incesten (incest er normalt noget der udvikler sig gradvist over længere tid, mens barnets tryghed, forhold til forældrene og hele verden langsomt bliver vendt til noget meget mørkt og forfærdeligt)
2) fortælleren (meget velformuleret og nøgtern fortæller, det er et barn der er/bliver dybt traumatiseret, så her ville jeg forvente meget mere forvirring om hvad der foregår, måske at barnet mentalt blokerer for hvad der sker (fx ved at gå ind i sig selv eller fokusere på et eller andet irrelevant i omgivelserne), og evt. flash-backs til tidligere episoder, som barnet ellers har fortrængt, men pludselig dukker op igen, fordi hun ved hvor det bærer hen).
Hvis du vil arbejde videre med teksten kunne du måske overveje en mere gradvis opbygning af "spændingen" - blikke, udtalelser og handlemønstre barnet ikke kan gennemskue, men som får det til at løbe koldt ned af ryggen på os voksne?
Måske lade selve voldtægten være op til fantasien (ofte meget værre og personligt nærværende end noget man selv kan digte), eller afbryde historien lige inden, og dermed holde læseren vågen om natten med et uforløst håb/frygt om at der alligevel ikke skete noget/forestillinger om det værst tænkelige?
Eller måske omorganisere teksten og starte med at beskrive situationen efter voldtægten, efterfulgt af flash-back til den længerevarende optakt, mens hun prøver at stykke tingene sammen og begribe den uforståelige grusomhed?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg vil tage et kig på mine grammatik fejl.