 |  | Røverhistorier - Dødeligt håndgreb |
 |
|
|||||||||||||
|
Vinen var begyndt at trænge længere ind i sindet på mig. Jeg havde været nervøs i starten, vidste det kunne ende galt, men samtidig kunne jeg ikke modstå hendes leende opfordringer. Så, hvad fanden. Nu havde jeg glemt alt om det. Vinen havde slettet frygten og erstattet den med lidenskablige og sanselige indtrygt. Hendes svulmende barm, det glatte ben det gned sig op af mine shortstildækkede lår, glimtet af de slanke, men meget stærke lår under den korte sommerkjole inden vi satte os, de viltre, mørke krøller, der bobbede om hendes hoved og skuldre når hun snakkede og artikulerede, skuldrene, der var bare og smukke og blege, men dog ikke skindende og øjnene, der kunne forføre en hver mand, men havde fastlåst sig på et bytte, mig, og nu aldrig brød kontakten, udover når hun forsigtet, og overspillet, men med fuld ret, tog en slurk af denne vin. Hun kunne gøre det på en måde hvorpå man længtes efter de mørke øjnes kontakt, men som var overvældende da hun så endelig skabte kontakten igen. Det var lige da øjenkontakten kom at jeg begyndte at føle mig utilpas. En langsom hvisken begyndte at sprede sig i mit kranium og jeg var begyndt at få et ufokuseret og flakkende blik. Jeg lukkede dem ude og lagde mit blik på de fyldige læber der snakkede i en lang køre, og jeg gav dem lov, lyttede, nikkede, smilede, leede og måbede. Hun vidste hun havde mig om sin lillefinger og hun var på grænsen til at udnytte mig og jeg lod hende gøre det. Hun måtte gøre med mig hvad hun ville, bare hun ville gøre noget. Bare hun havde det mindste fokus på mig, bare hun gav lidt af sin tid, ville jeg være hendes, og hun vidste det! Det var også derfor hun blev irriteret, da jeg første gang havde et flakkende blik. Anden gang blev hun dog nysgerrig, for ingen havde før været uinteresseret i hende. Jeg blev en smule "hard to get", for alle hendes andre elskere kunne hun vikle sig ind i og bruge dem som et halstørklæde, så klæbende og forgabte var de. Hun kunne ikke bare sidde og snakke længere, men måtte bruge stærkere kneb. Rette på tøjet, sætte fokus på sin krop på en måde. Lege med håret, med tungen på sine læber efter en slurk vin, et strejf med fødderne lidt længere oppe end normale tilfældigheder, en kort kildren på overfladen af min hånd med hendes lange røde negle. Jeg kunne kun fokusere på lydene i mit hoved. Pigen betød intet for mig nu, for jeg vidste hvad der ville komme og det var ikke et godt syn. Om lidt ville hviskenen blive til stemmer og efterfølgende til en råben. Jeg ville holde mig for ørene, forgæves lukke stemmer ude af mit hoved, men med intet resultat. Hvordan kan noget holdes ude, hvis det allerede er inde? Når stemmerne forsvinder ville det bliver værst. Jeg ville rejse hovedet langsomt op og se på pigen igen. Pigen ville være en fremmed for mig og jeg ville prøve at tage fat i pigen, uden held. En mørk skygge ville ligge sig over hende, over pigens ansigt, krop og over sjælen. Derefter ville de langsomt komme krybende. De ville grave sig ud af væggen og langsomt nærme sig pigen. Hun ville ikke ane noget, men når hun endelig ser hænderne, de sorte hænder, sorte som døden, ikke som kul, vil hun prøve at rejse sig, flygte, slå ud med hænderne, men forgæves. Hun ville ikke kunne bevæge sig. Bare sidde og vente på at de langsomt ville trække hende tilbage. Tilbage gennem væggen. Tilbage hvor hun kommer fra. Selvom hun flygtede fra sin fortid, sit oprindelsessted, sin plads, ville hun langsomt blive trukket tilbage. Forsvinde ind gennem væggen. Jeg ville kunne se et skær i hendes øjne blive tændt, et smil ville sprede sig over hendes læber, et triumferende smil og hun ville vise sine skarpe tænder. Jeg ville rejse mig og forfølge hende og forsvinde ind i flammerne med hende. Ind i dødens håndgreb. Jeg ville... "Jonatan! Høre du? Jeg gider ikke være her, hvis du bare skal sidde og dagdrømme som normalt. Enten vågner du op eller også så går jeg". Han bevægede sig ikke. Hun var i et kort sekund ved at opgive og så bare sætte sig og spise videre, eller måske finde et andet bord for sig selv? Så besluttede hun sig og hun skred. Jonatan sad der resten af aftenen. Lige ind til en af tjenerne kom hen til ham og de fandt ham i en mærkelig trance, hvor de ikke kunne komme ind til ham. Han ville blive kørt til hospitalet og hun ville først få noget at vide dagen efter, komme stormende da det var for sent. Bebrejde sig selv og ville nu blive lige så indelukket, som han en gang havde været dengang han havde mistet en på samme måde, som hun nu havde mistet ham. "Jonatan! Høre du?" Han så på hende og var forvirret. Han sad stadig i restauranten og var ikke klar over, hvor længe han havde været væk denne gang. Nu stoppede han for alvor med at drikke rødvin! | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
