 |  | Folk har så travlt |
 |
|
|||||||||||||
|
"I den lille have i Pileallè," strømmede ud af radioen på komoden. Inga nynnede med, mens hun åbnede skabslågen. Solen strømmede ind af vinduet. Det var sådan en dejlig forårsdag. Blå himmel og sol. I dag skulle de følges ad og spise en is i forårssolen. Hun og Lasse. Men hvad skulle hun tage på? Var det mon varmt nok til den blomstrede kjole? Havde den ikke tilbragt tid nok i mølposen? Jovist. Hele den lange vinter havde den hængt der. Men i dag skulle den ud.Sammen med hende. Den gjorde knuder, og da den endelig kom på, strammede den lidt. Ikke fordi hun havde taget på, men hun var blevet så krum i kroppen. Maven bulede ligesom ud. Men det gik, og da hun dristede sig til at se i det kropsstore spejl, sneg et lille smil sig frem. Det gik an. Hun gik an. Så skar en fremmed lyd sig ind i soveværelset og gennem hendes hoved. Sikke da et forskrækkeligt spektakel. Det var telefonen. Det forbistrede monstrum, som børnene sagde, hun skulle beholde, selvom den var blevet så dyr at have. Men de ringede aldrig. De havde så travlt. Inga lettede fra gulvet. Af bare forskrækkelse. Hvad skulle det nu ligne? Heldigvis fik hun fat om sengegærdet og genvandt balancen. Hun måtte vel hellere tage telefonen. Det var sikkert en eller anden avissælger. Der var sikkert tavst, når hun løftede røret, og så skulle hun hele vejen tilbage igen, for hun kunne da ikke nå at finde forårsskoene, inden hun tog tingesten? Og det kunne jo være,det var vigtigt. Måske kom de forbi, til kaffe? Måske var Ulf blevet syg? Der var jo noget med hans hjerte? Og han kedede sig sådan, nu han fik pension. Endelig holdt hun om røret. Og så var det bare Oda, det skidtvigtige pigebarn. Hun havde arvet sine forældres hus, og nu, hvor hun fik sin folkepension, havde hun ikke andet at lave end at følge med i, hvem der gjorde hvad. Ikke at det ikke var godt at vide, hvilke folk, der omgav en. Man måtte jo vare sig for skidtfisk og skidtfolk, som far altid havde sagt. Og hun, Inga, havde varet sig så godt hun kunne. Hele livet. Gjort som far sagde. Og som Anton sagde. Og hvad havde hun så fået ud af det? Odas sensationslystne, skadefro kaglen: "Nå, dejligt, at det går godt. Er der ikke noget med, at den der dreng kommer hos dig? Ja,Connies knægt. Hun har nu altid været sådan lidt mærkelig, ikke? Og jeg har også altid sagt, at det kan jo ikke blive ved med at gå. og ..." Inga fik ondt i ørerne og holdt røret lidt ud fra sig. Hvad var nu det her? Var det sket noget med lille Lasse? Eller med hans mor? Hvis Oda lige kunne tie stille et øjeblik, ville hun spørge. Men Oda knævrede videre: "Ja, jeg vil altså bare lige fortælle dig, at - ja, jeg må jo sige det som er, ikke? Du ved, jeg går ikke ind for omsvøb. mig kan man altid regne med, og jeg vil andre det bedste, og derfor skal du da ikke bare sidde og vente, søde. Men der kom altså den her dame, og så en politibil. Og nu har de altså hentet Lasse. Og det var sandelig også på tide. For det gik jo slet ikke med den mor, vel? Nå, men jeg sidder lige ovre hos Henrik. Klarer du den? Ja, du har jo altid været så stærk. Jeg løber igen." Røret gled ud af Ingas hånd. Hun gemte sit ansigt i hænderne. Havde Lasse sagt noget om, at hans mor var ond ved ham? Det mente hun da ikke. Han havde vist engang sagt, at han altid ville passe på sin mor. Sagt at han elskede hende, selvom hun var lidt mærkelig. Ja, sådan havde han sagt. Hun var sikker. Han kunne sige sådan nogen kønne ting, den dreng. Havde han da bare været hendes oldebarn. Eller barnebarn. Eller ”¦ men han kom altså ikke i dag. ”Satans,” mumlede Inga og så sig forskrækket omkring. Den slags ord brugte hun jo slet ikke. Mon far og Anton hørte det? Oppe i Himlen, eller hvor de nu var? Mon Gud og mor hørte det? Årh, sludder. Ingen hørte det. Bare ikke blive sær, formanede hun sig selv. Hun måtte gå ud alene. Gå alene til købmanden. Lasse sagde, hun kunne. Bare hun ikke var så bange. Og nu var der jo ikke mere sne. Og vel kunne hun da gå. Helt affældig var hun da ikke. Ikke dårlig nok til at få hjemmehjælp. Så selvfølgelig kunne hun. Og sedlen lå jo der på bordet. Indkøbssedlen. Hvad var det nu, hun skulle købe. Jo, kaffe, kartofler og brød. Og så is. Hun kunne huske det, men så alligevel på sedlen. Måske var der mere? Bogstaverne skabte sig. Det store,sirligt krøllede K maste sig ind over a`et, der prøvede at skjule sig mellem bogstaverne i ordet nedenunder. Inga stirrede stift på dem. Gennem luppen. Den rystede i hendes hånd, og nu hoppede de rundt mellem hinanden, alle de bogstaver hun så omhyggeligt havde prentet. Synet plejede da ikke at være så vagt? Det var vel bare humøret, der drillede? Og så de våde dråber, der sved i hendes gamle øjne? Op at stå. Det knagede i benene og jog gennem ryggen. Et øjeblik svajede hun. Så lukkede fingrene sig om rollatorens håndtag. Hun lod indkøbssedlen flagre ned i den. Så fandt hun sin pung. Jo, der var penge i den. Så behøvede hun ikke hente nogen i skrivebordsskuffen. Sikke nu et mas med de sko, men hvis hun gik ud i sutskoene, kom der sikkert en eller anden emsig person og stillede dumme spørgsmål. Folk havde så travlt. Inga gik ned ad vejen. Solen skinnede, Den lette brise legede med hendes hår. Hun mødte ikke mange mennesker. Og de få, der var, hilste ikke. De havde nok travlt. De skyndte sig uden om. Alle havde så travlt. Lasse havde også haft travlt, men ikke for travlt til at tale med hende. Han havde stået der en dag, med en skovl, og spurgt om han skulle skovle sne for hende. Og han havde sådan et pænt smil, så hun sagde ja. Og bagefter drak de varm kakao. Og hun fik sagt, at hun var bange for at gå ud. Med al den sne. Man hørte jo så meget om folk, der faldt og endte på et plejehjem. De havde talt om det, Lasse og hun. Hvad var det han havde sagt? Jo, nu huskede hun det det: "Ingen skal tvinge andre til at bo, hvor de ikke vil." Sådan havde han sagt. Og så havde han tilføjet: "Jeg vil ikke bo på en institution. Mor og mig klarer os. Hvis folk absolut skal blande sig, kan de jo komme til kaffe. Eller noget." Og det kunne han have ret i. Folk kunne jo nok høre på andre i stedet for bare at bestemme over dem. Hende var der såmænd aldrig nogen, der havde hørt på. Rigtigt hørt på. Eller set. Ingen havde set ind i hende, og taget vare på det de så. Og nu hende Oda. Hun havde så travlt. Ville ordne alt. Gerne i telefonen eller gennem sine bekendtskaber. Hen over hovedet på dem, det handlede om. Oda var en skidt tøs. Inga gik forbi købmanden. Ned ad en grusvej. Ned mod Odas hus. ”Se, der er krokus og erantis i haverne, allerede,” ville hun så gerne sige. Til Lasse. Men Oda havde ringet. Ikke bare til hende. Også til kommunen. Inga følte sig sikker. Oda havde meldt Lasses mor, og nu havde de taget ham. Oda var ikke hjemme. Hun havde selv fortalt, at hun sad ovre hos et eller andet herrebekendtskab. Hun havde nu også altid været en rendemaske, men tænk i hendes alder. Nu var hun da vist fyldt 70. Der er huset. Det er lavet helt om. De gamle træer er fældet. Der er lagt store sten i forhaven. Hvor er det grimt. Men det passer til Odas hjerte. Årh, for katten, dumme knæ. Bøj jer dog. Bare den her ene gang. De knirker, de værker, men de lystrer, knæene. Ingas fingre lukker sig om en stor sten. Den er lidt skarp i kanten. Og tung. Men den ligger ganske godt i hånden. Inga måler afstanden med øjnene. Fra indkørsel til vindue. Bare hendes armmusker ikke var som pandekagedej. Der var engang hun kunne svinge en greb med halm. En gang hun kunne bære et skrigende barn og fire fyldte indkøbsposer. Og kaste en bold langt væk. Lige nu er det noget andet, der skal kastes. Krash. Det larmer og klirrer. En byge af glasskår springer som en fontæne foran hende. Hvor er det flot. Det bruser i Ingas årer. Hun gjorde det. Nu må hun hellere komme væk. Hendes hjerte danser. Blodet nynner en sang om frihed. Også til Lasse. Nu vil hun gå til købmanden. Og købe en kage i stedet for is. Kage smelter ikke på vejen. Så vil hun banke på hos Lasses mor. Og skide på, om det er passende. Når man er 94, er man vel gammel nok til at gøre, hvad man vil. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-27 20:52:55 |
Først roen---- og så.......
Du skriver bare godt!
Finalen (glasskår, fontæne) tvinger et billede frem: Slutscenen i Keasys "Gøgereden", hvor Big Chief smider hele installationen ud gennem vinduet. Cresendo uden lige. Og så de fløjlsbløde violiner.
Tak for din gode historie.
Niels
Du skriver bare godt!
Finalen (glasskår, fontæne) tvinger et billede frem: Slutscenen i Keasys "Gøgereden", hvor Big Chief smider hele installationen ud gennem vinduet. Cresendo uden lige. Og så de fløjlsbløde violiner.
Tak for din gode historie.
Niels
| bøllebob | 2012-04-01 19:40:00 |
Det er sjovt og rørende og tankevækkende at følge den gamle dame. Pga. den blomstrede kjole, troede jeg først, at der var tale om en ung kvinde, der ville ud og føre sig frem i det fine solskin. Men jeg kom snart ind på det rette spor og fulgte Ingas færden med et lille smil på læberne. Der er mange gode beskrivelsr af den aldrende krops genvordigheder, men jeg syntes specielt godt om dem i scenen, hvor hun hævner sig på Oda.
En hyggelig og alligevel tankevækkende historie.
mvh. Benno
En hyggelig og alligevel tankevækkende historie.
mvh. Benno
| Amanda Gyldenlyng | 2012-04-02 21:54:34 |
Sjovt at den blomstrede kjole fik dig til at tænke på en ung dame. Men ja - der er vist mange unge, der også kan lide blomstrede kjoler.
Hvor er jeg glad for, at du synes om historien - og om scenen, hvor Inga hævner sig.
Tak for respons ;-0
Vh. Amanda
Hvor er jeg glad for, at du synes om historien - og om scenen, hvor Inga hævner sig.
Tak for respons ;-0
Vh. Amanda
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Al respons er god, men ros varmer nu så skønt.
Jeg har også set "Gøgereden." Tænkte nu ikke på den, mens jeg skrev, men hvem ved, om den lurede lidt i underbevidsthedens dybe hav, mens jeg skrev ;->
Vh. Amanda