 |  | En fortsættelse |
 |
|
|||||||||||||
|
Der sad hun. Smilende. Kvinden med krøllerne smilede. Forvirringen bredte sig i mig. Hvad smiler hun for? Jeg satte mig stille hen til min mor. Kiggede ned i bordet. Den smilende kvinde skubbede skålen med pasta over til mig. "Værsgod". Jeg kunne ikke spise noget nu. Stikkene i maven blev ved. Jeg øste pasta op og skubbede stille skålen tilbage til min mor. Skulle hun ikke sige noget? Jeg vidste den ville komme. Det var en fornemmelse jeg havde, men jeg følte mig alligevel sikker. Der var noget min mor hele tiden var på vej til at sige. Hun tog en dyb indånding og så op fra sin tallerken. "Julie....", sagde hun stille. Jeg holdt vejret. Stilheden overtog igen lokalet og jeg tvivlede på om den ville forsvinde denne gang. Min mor fik et stramt ansigtudtryk og sagde så endelig: "Hvad tænkte du på?". "Hvad mener du?", svarede jeg forvirret og alligevel kunne jeg mærke, jeg var nervøs. Meget endda. Og det stak. Igen og igen. Jeg kiggede op på hende. Hun så vred ud. Hun var stadig trist i blikket, men det druknede i vreden. Stik, stik stik. Kunne hun ikke bare gå tilbage til at være trist. Stille og trist. "Hvad jeg mener?!" sagde hun. Nej, hun råbte det. Alt for højt. Eller måske lød det bare højt, på grund af den rungende stilhed vi havde siddet i den sidste halve time. Eller på grund af min hovedpine. "Der er andre måder at få min opmærksomhed på. Jeg har talt med far og han er meget skuffet. Det er jeg også! Jeg troede vi havde snakket om det her? Kan du ikke forstå hvor vigtigt det er for os? Det er jo også for din egen skyld!". Hun så så trist ud. Så bedrøvet. Kniven i maven ville ikke stoppe. Jeg kunne græde. Lige der i køkkenet foran min mor. Højlydt og barnligt. Jeg sank mit spyt til min hals blev helt tør. Ikke græde nu. Ikke græde nu! Nok var jeg selv chokeret over hvad jeg havde foretaget mig i går, men at min mor også var det, var for meget. Og min far for den sags skyld. Det var ikke til at overskue. Tanken om at de overhovedet viste det, var ikke til at holde ud. "Har du slet ikke noget at sige?", sagde min mor. Hendes øjne var helt blanke. Det blev sværere for mig at holde tårerne tilbage. Den samme tanke ramte mig igen og igen; hvordan er jeg endt her? Hvordan er jeg endt i den situation? Den uudholdelige situation jeg bare ville væk fra. Min mors stemme afbrød endnu engang mine tanker. "Prøver du at efterligne din bror? Husker du ikke hvor forfærdeligt det var da vi mistede ham? Vi ønsker jo bare ikke det også sker for dig. Det må du da kunne forstå. Hvis du har problemer ved du vel, du kan komme til os. Det her er i hvert fald ikke løsningen. Det burde lige netop du af alle mennesker vide", sagde hun. Jeg havde ikke tænkt på min bror længe. Min storebror. Kniven ramte hvor det gjorde mest ondt og nu var jeg hjælpeløs. Jeg lod tårerne falde. Med hurtige skridt gik jeg ind på mit værelse med mit dunkende hovede på skuldrene. Det dunkende hovede som nu kiggede tilbage på mig i spejlet. Helt rødt og forgrædt. Jeg lignede en der havde grædt i flere timer. Jeg kunne ikke lide hvad jeg så. Gennem mine forgrædte øjne så jeg et sløret billede af mig selv. Det var næsten uhyggeligt. Jeg låste døren og gik svimmel hen imod mit vindue. Frisk luft. Jeg havde brug for frisk luft. Jeg åbnede vinduet ud til mørket. Tårerne gjorde mit ansigt koldt. Hovedet dunkede. Kniven stak. Jeg lænede mig ud i natteluften og kastede op, før jeg nåede at indsnuse den friske luft. Jeg blev mindet om at jeg ikke havde fået noget at spise hele dagen. Måske en pasta eller to. Jeg var ikke sulten. Jeg var egentlig en smule glad ved tanken om min tomme mave. Jeg slukkede lyset og gik i blinde i retning af min seng. Den seng jeg aldrig skulle have forladt. Med dynen halvt over ansigtet og knæene helt oppe ved brystkassen, lod jeg mit tunge hovede hvile mod hovedpuden. Et ønske om at denne dag aldrig kom tilbage. Denne samtale aldrig skulle finde sted igen. Et ønske om at alting ville være væk i morgen. Og min bror. Min stakkels bror. Det var ikke mig. Jeg var ikke ham. Filmen spillede igen. Filmen hun ikke vidste hvad hun skulle synes om. Filmen der ikke kunne stoppes, men som burde være stoppet. Hun ville se den igen. Hun ville så forfærdelig gerne se den igen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-11-14 19:16:34 |
teenageproblematik; udskejelser af uoplyst slags (hasarderet koersel / druktur ?) faar da i al fald indtryk af toemmermaend! Saerdeles velskrevtet, realistisk scenarie!
venligst ...
PS ln. 17 talt nedefra, ord 5 talt fra hoejre , 'var' , skal da vist ikke staa der ?
venligst ...
PS ln. 17 talt nedefra, ord 5 talt fra hoejre , 'var' , skal da vist ikke staa der ?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
