 |  | Den sidste drøm |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg lå i sengen og så ud af det beskidte vindue. En af de mange maskiner bibede løs. Jeg var begyndt at være vant til de mange bibende lyde..... men alligevel irriterede det mig. Jeg havde boet på hospitalet det sidste år. Jeg så aldrig mine forældre..... og kun sjælendt mine bedsteforældre. Begge mine forældre drak..... så de boede på sådan et hjem hvor de skulle vendes af med det. Mine bedsteforældre havde jeg ikke set siden min fødselsdag, for et halvt år siden. Jeg lå her på hospitalet fordi jeg var syg. For at være ærlig vidste jeg ikke selv hvad jeg fejlede. Jeg havde altid overhørt det når lægerne sagde det.... fordi jeg ikke ville vide det. Det eneste jeg vidste var at jeg skulle dø...... og jeg havde en fornemmelse af at jeg snart skulle dø. Det var lille juleaften. I morgen ville mine bedsteforældre komme og hente mig og så skulle jeg hjem og holde jul hos dem. Det ville blive rart at komme væk fra hospitalet og alt det hvide. Men noget i min mave sagde at jeg aldrig ville nå i morgen...... Det var ved at blive mørkt udenfor. De mange mennesker der havde været og besøge de andre patienter var begyndt at tage hjem og jeg lå nu alene. Jeg så op på himlen. Stjerner var begyndt at komme frem og de blinkede ned til mig. Jeg lukkede mine øjne i og alt blev mørkt omkring mig. Jeg stod i en lysning, med en tæt skov omkring mig. Noget puslede rundt i buskene. Jeg gik tættere på. Jeg kunne mærke det bløde græs under mine bare fødder. Jeg satte mig ned i græsset ikke så langt fra buskene og lidt efter kom en lille rød ræv ud. Den kom tøvende tættere på mig. Jeg rakte hånden frem imod den og den snusede lidt til den. Pludselig stivnede den og så vendte den lynhurtigt rundt og stak af. Jeg vendte mig rundt for at se hvad der var bag mig.... men der var intet. Jeg rejste mig op og pludselig stod jeg på toppen af et bjerg. Den friske vind legede med mit hår og min kjole. Je begyndte at gå tættere på kanten. Selvom jeg havde bare tæer, gjorde det ikke ondt at træde på de skarpe sten på bjerget. Jeg nærmede mig kanten, stille og roligt. En flok fugle fløj hen over hovedet på mig og de skreg alle sammen helt sindsygt. Jeg stod nu ved kanten og så ned. Vinden legede med mit hår og min tynde kjole. Der var meget langt ned og under mig bredte sig en kæmpe skov. Ikke så langt væk fra bjerget så jeg en lille landsby. Der kom røg fra skorstenene fra de små huse. Pludselig begyndte en underlig knirken fra bjerget og det yderste stykke, som jeg stod på, begyndte at flække. Pludselig faldt jeg igennem luften. Jeg skreg”¦.. men det var ikke af rædsel, det var af glæde. Jeg faldt imod jorden, meget hurtigt, men jeg var ikke bange. For første gang i mit liv oplevede jeg noget farligt og adrenalinen susede igennem min krop. Men pludselig stod jeg imellem træerne i den store skov. Ikke så langt væk hørte jeg en masse larm fra mennesker. Jeg begyndte at gå imod larmen. Små kviste knækkede under mine fødder, men det gjorde ikke ondt. Lyset fra solen havde et grønt skær, på grund af de høje træer. Jeg så et egern pusle rundt oppe i et træ og lidt efter løb den hurtigt sin vej. Lydene og larmen blev højere og snart begyndte skoven at tynde ud. Jeg stod nu i udkanten af skoven og så hen på en lille by, med små huse, hvor der kom røg op fra skorstenene. Mændende slæbte afsted på en masse træ, imens kvinderne kom med en masse gryder. En flok børn løb rundt og legede og grinte. Jeg så op og så det bjerg jeg havde stået på før. Der manglede et stort stykke på siden af bjerget..... det måtte være der jeg faldt ned. Jeg blinkede en enkelt gang og da jeg åbnede min øjne et sekund efter stod jeg inde mit i byen. Nu var det begyndt at blive mørkt og mændende begyndte at tænde en masse fakler. De smed dem ind på det kæmpe store bål de havde bygget og bålet brød i brand. De orange flammer slikkede sig om af det tørre træ. Flammerne var sultne og snart stod hele det store bål og brændte. Nogle mennesker begyndte at spille på guitar og en pige, der ikke var meget ældre end mig, begyndte at synge. Sangen virkede trist, men så alligevel glad. Den varme sommervind legede med hendes mørke hår. Hun lignede lidt en engel..... og hun lød som en engel. Jeg gik tættere på hende, så jeg bedre kunne høre hendes smukke sang. Hendes stemme var og lød som små klokker. Den fik mig til at slappe helt af. Jeg satte mig på jorden ikke langt fra hende og sad og beundrede hende. Hun smilede til mig og gik hen imod mig. Hun rakte mig sin hånd og jeg tog imod den, uden at tøve. Jeg rejste mig og hun begyndte at trække mig med hen imod et lys, der var mere kraftigt end noget andet lys. Jeg så mig tilbage.... tilbage på den lille landsby og alle dens beboere. De stod alle og smilede til mig og de fleste vinkede også. Jeg smilede og vinkede tilbage til dem og så gik jeg med englen, ind i lyset, som hurtigt sluttede sig om mig. Skrevet af; Silja Hainsworth | ||||||||||||||
 | Robert Mørk | 2010-12-14 14:53:04 |
Hej Silja
Du skriver rigtig godt, og det er spændende at læse din historie her.
Der er et par punkter jeg er faldet over, det er:
I første afsnit gentager du ” de mange bibende maskiner” kort efter hinanden, det virker forkert, måske du i anden omgang kunne skrive noget andet, for eksempel ” Jeg var begyndt at være vant til lyden” eller sådan noget.
Andre steder bruger du også at gentage ord flere gange efter hinanden som her hvor du bruger ”masse” hele 3 gange på kort tid:
” Mændende slæbte afsted på en masse træ, imens kvinderne kom med en masse gryder. En masse børn løb rundt og legede og grinte”
(et d for meget i ”mændene” og ”afsted” i to ord)
Men prøv om du ikke kan finde på andre ord end ”masse” så du undgår de gentagelser.
I den følgende sætning er der noget galt ” Jeg stod nu i udkanten af skoven og så hen på en lille på, med små huse”
Et ord som ”pludselig” bruger du rigtig mange gange, prøv om du kan undgå det, for det er et heftigt ord at bruge så ofte. Prøv eventuelt om du kan finde på andre ord at bruge i stedet.
Jeg håber du kan bruge lidt af dette. Men du skal jo kun rette det som du selv syntes. Og husk altid på det: Teksten er din, og du bestemmer selv hvordan den skal skrives.
Men jeg glæder mig til at læse mere fra dig.
K.h. Robert
ps.
En håndfuld stave/slå fejl:
1. afsnit 4. linje: kune>kun
2. afsnit 1. linje: lille juleaften> lillejuleaften
4. afsnit 2. linje: barre>bare
4. afsnit 3. linje: Jeg nærmede min kanten> Jeg nærmede mig kanten
5. afsnit 6. linje: s art>snart
Og i sidste afsnit, nederst: også gik jeg med..>og så gik jeg med..
Du skriver rigtig godt, og det er spændende at læse din historie her.
Der er et par punkter jeg er faldet over, det er:
I første afsnit gentager du ” de mange bibende maskiner” kort efter hinanden, det virker forkert, måske du i anden omgang kunne skrive noget andet, for eksempel ” Jeg var begyndt at være vant til lyden” eller sådan noget.
Andre steder bruger du også at gentage ord flere gange efter hinanden som her hvor du bruger ”masse” hele 3 gange på kort tid:
” Mændende slæbte afsted på en masse træ, imens kvinderne kom med en masse gryder. En masse børn løb rundt og legede og grinte”
(et d for meget i ”mændene” og ”afsted” i to ord)
Men prøv om du ikke kan finde på andre ord end ”masse” så du undgår de gentagelser.
I den følgende sætning er der noget galt ” Jeg stod nu i udkanten af skoven og så hen på en lille på, med små huse”
Et ord som ”pludselig” bruger du rigtig mange gange, prøv om du kan undgå det, for det er et heftigt ord at bruge så ofte. Prøv eventuelt om du kan finde på andre ord at bruge i stedet.
Jeg håber du kan bruge lidt af dette. Men du skal jo kun rette det som du selv syntes. Og husk altid på det: Teksten er din, og du bestemmer selv hvordan den skal skrives.
Men jeg glæder mig til at læse mere fra dig.
K.h. Robert
ps.
En håndfuld stave/slå fejl:
1. afsnit 4. linje: kune>kun
2. afsnit 1. linje: lille juleaften> lillejuleaften
4. afsnit 2. linje: barre>bare
4. afsnit 3. linje: Jeg nærmede min kanten> Jeg nærmede mig kanten
5. afsnit 6. linje: s art>snart
Og i sidste afsnit, nederst: også gik jeg med..>og så gik jeg med..
| svalerne | 2011-12-02 22:43:36 |
Jeg forstår din tekst sådan at du beskriver hvad et menneske oplever da hun er ved at dø, og jeg synes det er både smukt og tankevækkende. Klippestykket der løsner sig er et rigtig flot billede på det der sker når man skal skilles fra livet. bedste hilsner
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
