 |  | At leve igen (Version 1,5) |
 |
|
|||||||||||||
|
Regnen stoppet lige så pludseligt som den var kommet og solen skulle ikke bruge lang tid på at tørre sandet i den Afghanske ørken. De fire tilbage levende internationale soldater gik i en række efter hinanden, uden vand eller våben. De efterlod dybe spor i sandet og var nemme at spore for den næsten hvide skikkelse der var ved at indhente dem kun 2000 meter efter dem 2 timer tidliger: Den næsten hvide skikkelse lagde sig til rette på den lille klippe og lyttet til stemmen i senderen. “Modtaget” han sigtet med sniper riflen, og så på de to grønne militær jeeps der stoppet op midt i en landsby 25km fra Chora og flere af indbygerne kom ud fra deres hjem, for at se hvad der forgik men blev mødt med løftet våben. De otte militærklæde mænd gennemsøgte hele landsbyen og samlet alle indbyggerne på hovede vejen og begynde pludseligt at skyde uden provokation. Den første af mændene faldt til jorden med et rent skud igennem hjælmen. Snigskytten skiftet mål og sigtet før han sende næste kugle afsted, da den fjerde af de otte mænd faldt begynde regnen og gjorde det svære for den ukendte snigeskytte at ramme og på vejen ud af byen skød de sidste overlevende deres magasiner tomme mod de flygtende mennesker. Nu: Snigeskytten fjernet solbrillerne og sigtet på den bagerste af mændene og skød. Lyddæmperen slugte lyden og sende patronen af stede med over 700 meter pr sekund. Manden faldt forover og han kunne se at de andre vende sig om og så på liget før de løb i hver deres retning. Han gik nogle hurtige skridt frem og tog sigte igen og sende en mere i sandet før han tog sigte igen og skød. Han tog lade greb og løb frem mod højre og tog sigte igen. Vinden sende kuglen forbi før han trak aftrakkerne i bund igen og ramte manden der faldt til jorden, mens han skreg og prøvet at tage sig til anklen hvor blodet fosset ud. Han skiftet fokus og tjekket gennem sigtet efter den sidste mand og fandt ham stående stille med hænderne over hovede. Han sigtet på ham og gjorde tegn. Manden lod sig falde ned på knæ og foldet fingerne bag hovede. 10 min sener: Snigeskytten gik om bag manden og satte løbet af sin pistol i nakken på ham og fik ham uden at sige noget op at stå og macheter ham over til manden der lå og vred sig i sandet. Han skubbet solbrillerne ned på næsen og fik øjenkontakt med manden der lå på jorden, han stivnet da snigskytten sende en kugle igennem nakken på ham så blodet sprøjtet ned over manden, på jorden. Snigskytten skubbet solbrillerne på plads og satte sig på det ene knæ ved siden af manden der var i sjok over sin kammeraters pludselige undergang. “Du er norsk ser jeg” sagde manden i ørken camouflage på dansk og nordmanden så forbavset op på han, men så sin eget blodsplettet ansigt i hans solbriller, før han nikket. “Fortæl mig, hvad laver sådan en fin nordmand som dig sammen med sådan en flok som dem?” han gjorde et kast imod de tre lig, nordmanden lukker øjenene og lagde sig fladt på sandet. “Hvad sagde du” danskeren lænet sig ned til ham og lyttet. “Er du sikker på det?” nordmanden undskylde og nikket før han uden varsel skød sig selv. Snigskytten rejste sig op og satte fingeren på senderen i øret og sagde. “Mission fuldført”¦ LZ klokken 15:30, forstået” han slap senderne og så på armbåndsuret og begynde at gå. Roskilde lufthavn: Herkules flyet landet uofficielt på landningsbanden i Roskilde og blev mødt af en sølv grå Tesla 3 da den stoppet helt op. Ud af bilen stod en mand i et mørt jakkesæt trods de over 20 graders varme og den bagende sol. Bag enden åbnet op og en enkelt mand kom gående ned af rampen med en militær grøn rygsæk på ryggen og en kaki farvet sportstaske, det grønne militær tøj poset omkring den lange tynde krop og det magere ansigt bliv halvt gemt at et mørkt skæg. Han satte tasken fra sig og gjorde honnør for jakkesættet som gjorde tegn til ham at han skulle følge med. Jakkesættet åbnet døren og peget kort før manden lagde tingene ind på bagsædet. Uden et ord satte jakkesættet sig ind på førersædet og han fulde bare efter. Ved udgangen blev de stoppet. “Vær venlig at stige ud” vagten åbnet døren og han steg ud mens jakkesættet viste den anden vagt nogle papir og fik lov til at køre vider. “Følg med her” mellem de tog vagter gik de hen til bygningen hvor en anden mand tog over. “Pas og rejsepapir” sagde han toneløst og tog imod passet og papirerne som han rakte frem. “Du siger ikke meget” han slog op i passet og læste højt. “Liam Alexander?” han så på Liam. “189 cm?” manden så op og ned af ham og holde passet op og sammenlignet billedet med manden der stod foran ham. “Det ser ud til at stemme” han rakte passet tilbage til Liam og begynde at kigge på papirerne. “Du har været i Pakistan, hvad lavet du der?” han så op fra papiret før han forsatte. “Det er ikke hverdag at vi ser en person der sådan bliver hentet som den enste?” han fast holde Liam´s blik i næsten et minut før han kigget ned i papirerne igen. “Du må søreme være noget specialt når de sådan sender eskorte efter dig” han stemplet papiret med to forskellige stempler og foldet dem før han rakte dem tilbage til Liam, der tog imod dem og lagde dem i samme lomme som passet og forlod kontoret. “Og en god dag til dig makker” hørte han før døren lukket. Som forventet så han at jakkesættet ikke længere var den som sad bag rettet i bilen. Manden i bilen lænet sig hen over passagersædet og skubbet døren op og sagde “Hej Liam” Liam satte sig ind og spænde sikkerhedsselen uden at sige noget. “Er der noget galt?” sagde han da han startet bilen og begynde at køre. Liam rystet kort på hovede. “Og missionen” Liam så ud af sideruden. “Hvornår har i fået råd til Tesla biler?” han smilet og drejet ned på motorvejen mod København. “De spurte hvilken bil jeg ville havde” Liam nikket og så på ham. “De var fordelt på otte nationer denne her gang” begynde Liam og forsatte. “Jeg har aldrig se så mange forskellige, som denne gang”¦ Hvad fanden er det der sker?” han hævet stemme lidt og knyttet begge hænder i skødet. “Nordmanden, fortalte at det var inden for unionen ordren kom fra” de sad lidt i stilhed. “Den by havde jo ingen stragisk fordel” Liam rystet på hovede. “Hvad fanden?” han parkeret bilen udenforan Liam´s hus og stoppet motoren. “Du bliver sku nød til at finde ud af hvad fanden det er der forgår” Liam så på ham før han åbnet døren og steg ud. Han bukket sig ned og så på ham. “Det kan ikke blive ved det her” han smækket døren i, åbnet bagdøren og tog de to tasker ud. “Jeg skal se hvad jeg kan gøre Liam, men jeg lover ikke noget” Liam tog rygsækken over skulderen. “Så er alt jo som det plejer at være Bill” han lukket døren og ventet på at Bill kørte før han gik hen til hovede døren og åbnet den med nøglen der var gemt over døren i en lille revne mellem murstenene. Liam så over på huset ved siden af som havde været tomt og til salg før han tog afsted. En pige så på ham fra vinduet på første sal og vinket før hun vende sig om og forsvandt. Han skubbet døren i med hælen og satte tasken med våbenene og ørkenkamuflages tøjet fra sig og gik ud i køkkenet og satte rygsækken fra sig på en af køkken stolene, før han åbnet køleskabet som var næsten tomt, kun en ølflaske stod inde på en af glashylderne. “Du bliver nød til at handle” mumlet han for sig selv og gik ud på gangen og ind i stuen hvor en bærbar computer stod på stuebordet. Han satte sig foran den og tastet koden så skrivebordet kom frem. Da wi-fi´en fandt signal begynde e-mail ikonet at hoppe op og ned i bunden af skærmen og viste 124 ulæste mails. “Man er væk i fire uger og så kommer man hjem til et post mareridt. Kurseren klikket på ikonet og programmet poppet op. Efter at havde slettet de første 30 mails stoppet han og læste emnefeltet igen og så afsenders navn. “Vigtig Info. Læs dette. Slet ikke denne mail. Vigtig”¦ Afsenderen var StingerWolf” han klikket på mailen og op poppet et nyt vindue, med en linie på. “Du skulle havde tjekket kuglerne” han læste linien igen og genlæste den flere gange før han rejste sig så hurtigt at stolen vældet og gav genlyd igennem det ellers stille hus. Han gik ud i gangen, samlet tasken og gik ind i stuen igen og satte den på bordet bag computeren. Lynlåsen knaset af sand og de små sandkorn drysset ud på den mørke bordplade. Han tog pistolen fra hylsteret og løsnet magasinet og klikket den øverste patron ud og kørte den i mellem peger og tommelfinger, før han stoppet og så på bunden af den. Han så længe på de fire tegn før han satte den på bordet og stillede sig foran computeren og trykket på svar på mailen. “Det er russiske patroner? Hvordan kan du vide det, hvem er du?” han trykket på enter og forsatte. “Hvorfor er det russiske patroner, hvad fanden er det der sker?” markøren klikket på send og under et minut sener kom en ny mail frem på skærmen fra StingerWolf. Han klikket på beskeder og læste. “Jeg er ikke sikker i nu. Pas på hvem du stoler på. Slut her fra” han rejste stolen op og satte sig ned. “Hvem fanden er du?” han trykket på send og fik et svar tilbage med det samme at mailen desværre ikke blev besvaret for tiden. “For helvede” han lukket låget på computeren og begynde at pakke sit udstyr ud. Huset: Solen vækket ham tidligt den næste morgen og han satte sig op i sengen og tog sig til hovede. “Var det bare en drøm?” han kom op at stå og tog shorts frem fra kommoden tog dem og en t-shirt på før han gik nede under, hvor han åbnet computeren og tastet passwordet og gik ud i køkkenet hvor køleskabet og skabene stadig var tomme. Han løftet låget på pizzaæsken og tog et stykke pizza og spiste det til morgenmad. Mobil telefonen ringer inde på stuebordet. “Bill” han sat sig ned i lænestolen. “Har en ny opgave til dig”¦ Inden du begynder”¦ Jeg ved godt du lige er kommet tilbage og jeg ved godt at nedkølings perioden plejer at være mindst lige så lang som missionen, men vi har ikke noget valg” Liam lukket øjenene og fokuseret på den blodrøde farve bag øjenlågene. “Du er den enste jeg tør sende” han fjernet mobilen fra øret og kigget på displayet mens sekunderne løb mod et minut. “Er du der Liam?” han hørte kun Bill´s stemme lavt før han satte mobilen til øret igen. “Ordrer” linien blev stille et kort øjeblik før Bill sagde. “Virkelig, Liam nu begynder du ikke det der igen” Liam´s knoer blev hvide henholdsvis omkring mobilen og armlænet på lænestolen. “Hvad mere vil du havde fra mig?” sagde Liam og tænkte på hvad StingerWolf havde skrevet til ham dagen før. “Bilen henter dig om 25 minutter. Vær klar” linien gik død og han rejste sig arrigt op og begynde at trave frem og tilbage foran stueboret, da computeren gav lyd fra sig. Han åbnet mailen op og læste emnefeltet. “Uskyldige” og klikket på mailen der åbnet et side op hvor der var vedhæftet en jpeg fil, han dubel klikket på billede filen og op kom et billede hvor der stod installer klik ok eller annuller og en timer der talte ned fra 30. “Shit” sagde han, så rundt og samlet mobilen op og skulle til at ringe op men stoppet. “Hvad er det du vil?” han flyttet markøren over skærmen og klikket på annuller, hvilket fik en blå linie til at kommer frem også talte den op fra nul til 100%. Han rystet på hovede, lagde mobilen fra sig og begynde at pakke til turen. Skærmen viste en nyt vindue da kan kom ind i stuen igen og for øjenene af ham blev et dokument åbnet. “Hvad” han satte sig og kørte fingeren hen over pegefeltet uden held og først der læste han hvad der stod på skærmen. “Dags dato, til Bill Christiansen sikkerhedschef, to terrorister, i Tokyo Japan. ASPA udryddelse” han scrollet ned til næste side. “Disse to Japanske teenagere er målet” på siden nede under var der navne og billeder på de to mål. Liam gøs og så længe på de to billeder. Mail programmet gav lyd fra sig igen, ny mail fra StingerWolf. Emnefelt: “Re: Uskyldige” mailen: “De to teenager er fanget i et kup deres forældre er ved at udføre for den Japanske regering. Hvis du dræber dem, som de drabte dem i Afghanistan så er du ikke en skid bedre ind dem” han så på uret, de femertyve minutter var næste gået og han svaret hurtigt. “Hvad fanden vil du havde jeg skal gør ved det?” han skullet til at klikke på send, da der pludselig bliv skiftet linie. “Jeg vil havde at du tager men den Japanske mand som står i lufthavnen med et stykke pap hvor der står Liam Nesser på” han så på uret og rejste sig. “Okay, hvordan kontakter jeg dig” skriften forsatte hurtigt efter. “Det gør du ikke” han lod computeren stå og samlet sit udstyr op og låste hovededøren efter sig og gemte nøglen væk over døren. Naboen stod i indkørslen med sin datter og vinket til nogle i en bil der var ved at køre væk. Manden nikket til Liam som nikket kort tilbage og pigen vinket til ham igen. Bilen som havde hentet og sat ham af bare 24 timer tidligere kørte hen til kantstenen og stoppet. Liam åbnet bagdøren og lagde tingene ind og lukket døren før han satte sig ind på passagersædet. Bilen satte igang og jakkesættet tog en kuvert frem og rakte den til ham mens hans mobilen gav lyd fra sig, han lagde kuverten fra sig på instrumentbrættet og fandt mobilen frem fra bukselommen og trykket beskeden frem. “Jakkesætter der er lige så meget med i det som Christiansen” han trykket på standby knappen og lagde den tilbage i lommen, tog kuverten op og åbnet den. “Hvad fanden er det der sker” tænkte han og trak de tre ark papir op. På første papir var en version af det brev som Bill havde fået som hackeren havde sendt til ham og de to andre var billeder at de to mål. Så på skiltet på motorvejen og så på chaufføren. “Kastrup lufthavn”¦ Der kan jeg ikke få” begynde han men stoppet da jakkesættet løftet hånden op. “Vi skal nok sørge for at dit udstyr er fremme når du ankommer” Liam så kort på ham før han pakket kuverten sammen. Ved lufthavnen blev han nærmest skubbet ud af bilen og før han overhovede var helt ude kørte jakkesættet væk og forsvandt. “Der skulle ligge en billet til Tokyo” kvinden bag disken så op fra computer skærmen. “Og dit navn er?” han lagde sit pas på disken og hun samlet det op og begynde at taste mens hun sagde. “Liam Alexander, ikke et navn man ser så tit” hun tastet noget mere og rakte passet tilbage til ham. “Ja billetten ligger i gaten” hun smilet et tvunget smil til ham og fokuseret på computeren igen. “Der er nødudgang, foran, i midten og bagerst i flyet” han klikket bæltet i og fandt mobilen frem og læste en besked på skærmen som han ikke havde hørt i tumulten hen til gaten. “Du skulle ikke havde efterladt dine ting hos jakkesættet” han slog mobilen ned i det lille bord foran sig så skærmen flækket. “Undskylde hr, er de venlig at sætte din mobil på fly tilstand eller slukke den” Liam så på hende og sende hende et stift smil mens han slukket den og proppet den tilbage i lommen. “Tak sagde hun og forsvandt ned af gangen. “Hvad fanden mente han med at jeg ikke skulle havde efterladt det. Hvad pokker skulle jeg ellers havde gjort, det er jo ikke lige som at jeg kan tak de tasker med i lufthavnen” flyet lettet og kort efter blinket det i det lille display med billede at bælte. Han rejste sig og maset sig ind foran en der var på vej ind på toilettet og låste omhyggeligt døren efter sig, vandet rande langsomt ned i vasken da han gjorde hænderne våde og fugtet ansigtet mens tankerne for igennem hans hovede. Sener samme dag, Narita International Lufthavn Tokyo, Japan. Stewardessen lænet sig ind over sædet og lagde blidt hånden på hans arm og sagde på engelsk. “Hr, flyet er landet” han åbnet langsomt og det tog nogle sekunder før det gik op for ham at han ikke længer var i sit hus i Danmark. “Ja, jeg” begynde han før han stoppet og skiftet over til engelsk. “Undskyld, kommer nu” sluttet han kort og rejste sig fra sædet og forlod flyet. Udenfor gaten blev han nærmest eskorteret som den sidste hen til Haneda tog terminalen. Liam vende sig ved rulletrappen og sagde til vagten. “Hvor tager jeg en taxa fra?” manden vende sig om imod ham og sagde hurtigt på flydende engelsk. “Tag toget til Tenkubashi terminalen, der fra kan du komme hvor hen du vil” inden han havde sagt sidste ord færdigt vende han om på hælen og gik i den retning de lige var kommet fra. Liam nikket og tænkte. “Hvad blev der af paskontrollen” før han igen tænkte på hackerens sidste besked. Mens han steg på toget fandt han mobilen frem og tændte den samtidige med at dørerne lukket og toget satte igang. Mobilen fandt hurtigt signal og flere ubesvaret opkald og beskeder kom frem på skærmen. Han trykket beskederne frem og læste den nye besked fra det blockede nummer som hackeren brugte. “Skil dig af med telefonen” han rystet på hovede og læste beskeden igen og igen før det gik op for ham at toget var stoppet, han nået lige ud af dørene som de lukket. “Telefonen” han så på den mens han kigget efter afhentningspladsen og valgte så at slukke mobilen. En ung japansk mand med langt sort og blond hår holde et skilt op med navnet Liam Nesser på og hilst dårligt på Liam da han gik over til ham. Liam fulde efter og så ham hurtigt rive skiltet over og smide det i to forskellige skraldespande på vejen udenfor. Ved bilen åbnet manden bagdøren og ventet ikke på at Liam skulle sætte sig ind før han selv havde rundet bilen og sat sig ind bag rettet. Før bilen satte igang vende han sig om imod Liam og rakte ham to kuverter. “To kuverter” manden så på ham i bagspejlet og gjorde tegn til ham, at han skulle være stille og startet bilen. Liam sprættet den tynde hvide kuvert op og læste e-mailen der var der i. “Du bliver internt undersøgt for uagtsomt mand drab”¦ Mere info følger efter du har sørget for de to teenager”¦ Skil dig af med mobilen de holder øje med at trafik fra den, chaufføren sætter dig af ikke langt fra en butik hvor du kan købe en mideligertidlige mobil og taletidskort”¦ Din nye gmail står i bunden sammen med koden som du skal skifte med det samme” beskeden var underskrevet med SW. Han gennemlæste det igen før han folet arket, rev det i stykker på først den ene led og så den anden og proppet det itu revet papir i kuverten før han åbnet den anden brune og a4 større kuvert, trak to grå mapper ud og lagde kuverten fra sig på sædet ved siden af og begynde at læse filerne på de to teenagere. Bilen stoppet op på market street og Liam tog i håndtaget. “No” sagde chaufføren og så tilbage på Liam der trak døren til igen. “Efterlad tingene” sagde han med en tyk japansk afsang og Liam nikket og gjorde det og nået kun lige at lukke døren før bilen satte igang og kørte væk. Liam så rundt og fik øje på den lille café, som de to i følge hackeren skulle være på lige nu. Han begynde og gå tværs over vejen og var to gange ved at blive kørt ned, men nåde lige at få røven med sig. Udenfor café blev han kort stoppet at en person der lagde noget i hans hænder før vedkommende forsvandt i mængden af mennesker der gik på fortovet. Han så på de to bøger han havde fået og åbnet den ene og konstateret at det var de nye pas og dåbsbevis til de to. “De arbejder hurtigere ind regeringen” tænkte han og stak dem i inderlommen før han gik helt hen til café´s vindue og studeret de mange menesker der inde. Døren blev trukket op og ud kom en dreng iført sorte jeans og kortærmet skjorte, efterfuldt af en pige der havde sorte leg-ins, med en rød kort nederdel på og samme slags kortærmet hvide skjorte som drengen. Liam ind foran dem så de var nød til at stoppe op, de så begge to på ham, da han forklaret at han var nød til at snakke med et privat sted. De så længe på ham før den unge mand langsomt sagde. “Hvorfor os?” Liam skulle til at prøve at overtale dem igen da hun på perfekt engelsk sagde. “Kom vi går her ind” hun gjorde et kast med hovede mod café og forsatte. “Vi skal nok høre på hvad du har at sige, med det betyder ikke at vi skylder dig noget” han nikket. “Overhovede ikke” han fulde de to ind på café og op at tre trin til et område hvor der ikke var halvt så mange gæster som nede under, de satte sig ved et bord i hjørnet og to sekunder efter stod der en tjener ved bordet og hilste på dem. Hun sagde noget til ham på japansk også forsvandt han lige så hurtigt som han var kommet. Liam skulle til at sige noget da tjeneren kom tilbage og satte tre lukket flasker vand på bordet foran dem. “Du bliver nød til at åbne den, ellers går han aldrig” Liam åbnet flasken ligesom de havde gjort og manden samlet hurtigt lågene op og forsvandt igen. Liam begynde at fortælle dem hvad der forgik og de to teenagere vekslet mellem frygt overaskelse og mistro og til sidst lagde han et pas foran først ham og så hende. “Jeg ved det her er meget at sluge på engang” hun samlet passet foran hende op og så på det. “Og du skulle slå os ihjel?” hun så stift på ham. “Ja“ sagde han kort unden at slippe hendes blik og så ikke væk før hun gjorde. De to begynde at snakke sammen på japansk og Liam sad tålmodigt og ventet. “Er du helt sikker på der her” sagde hun usikkert og så væk da han så på hende. “Der er ingen tvivl, hvis i gerne vi vil se endnu en solopgang, forslår jeg at vi kommer afsted da mørket allerede er ved at falde på” han så ud af caféens front rude og rejste sig op. “Jeg kan ikke blive her længere” de nikket begge to og rejste sig. “Kan vi hente nogle ting der hjemme” Liam rystet på hovede. “Nej det er for farligt” de forlod caféen, han pejlet en taxi som stoppet ved kantstenen. Hvor de alle tre satte sig ind på bagsædet og hun sagde adressen som Liam havde givet dem inden for. “Er der en af jer der har noget at skrive på” hun fandt en lille rød bog frem og rakte den til ham. “Skriv på en tom side hvad i har brug for, så henter jeg det. Men ikke noget der ikke kan være i en sportstaske” de smilet begge til ham og skrev noget ned på en side og rev den ud og gav den til ham. “Det var hurtigt” han læste på den af revnede siden. “Og det er det enste” de nikket ivrigt. “Det burde kunne lade sig gøre” taxien standset og de stod alle tre ud. “Jeg skal nok sørge for at i får det tilsendt snart. Husk at billetterne er booket i de nye navne” de løftet begge hver deres pas op i luften og takket ham, før taxien satte igang igen. “Taler du engelsk” spurte han chaufføren som nikket. “Kan du sætte mig af et sted hvor jeg kan købe en ny mobil?” manden så på ham i bagspejlet og nikket med et kæmpe smil på læberne. Liam fandt mobilen frem fra lommen og trykket på indstillinger efterfuldt af gendan til fabriks indstillinger. Mobilen begynde at arbejde og kort før taxien stoppet foran en elektron butik, fjernet han simkortet. “Hvor meget?” manden sagde et beløb i yen. “Øhm tager du Euro” chaufføren rystet på hovede og sagde, “Yen eller U.S dollar” Liam så på mobilen i sin hånd. “Hvad med denne her?” han rakte Iphonen til ham og han spæret øjnene op og så på Liam i bagspejlet. “Alt for meget, det er alt for meget” Liam rystet på hovedet og svaret. “Det er okay jeg er af lige vel blevet træt af den” manden takket ham mange gange og hilste med hånden ud af vinduet da han kørte væk... “Kon´nichiwa” sagde han til den ældre dame bag disken, hun smilet høfligt og sagde hej tilbage til ham. “Mobil telefoner” sagde han prøvende på engelsk til hende, hun så på ham længe før hun halvt vende sig og peget over på et bord der stol længere inde i forretningen. Han nikket og smilte til hende før han gik over og begynde at studere udvalget, efter lidt tog han en op der havde det velkendte loge for emails på og gik tilbage til damen det tog imod den og lagde den på disken. “Pre-paid sim card” sagde han og peget på en stander det stod bag hende med taletids kort. Hun tog et ned og scannet begge ting ind på kassen og sagde noget på japansk som han ikke forstod og hun så hans tænksomme blik før hun peget på displayet hvor der stod 9500 yen. “Euro?” sagde han og fandt en 100 euro seddel fra pungen og holde den frem. Hun studeret seddelen lidt før hun begynde at taste på computeren ved siden af kassen. Liam så at hun havde åbnet en browser og på skærmen var nu en valuta omregner hvor hun tastet 100 og tjekket talende. Damen lyste op og nikket og begynde at sige noget han ikke forstod, åbnet kassen og skulle til at give ham penge tilbage, han stoppet hende og takket for hjælpen, der gik lidt før hun forstod og nikket smilende da han forlod forretningen. Han åbnet pakken ved en skralde spand og smed pappet i og satte simkortet på plads efterfuldt at batteriet. “Bare der er strøm på” Mobilen lyste op da han trykket på powerknappen og da den havde bootede up, trykket han på email ikonet os så på det næste vindue der åbnet op med japansk skrift. Han ændret sprog indstillingerne og åbnet mailen igen. Flere muligheder kom frem, men han valgte gmail og tastet brugernavn også adgangs kode ind og så en besked fra StingerWolf. Han ændret koden til en anden og trykket så på den ulæste mail. “Hej Liam, jeg har dårlige nyheder. Der går noget tid før du kan komme tilbage til Danmark, da det er svære ind forventet at slette dig fra systemerne så de ikke kan finde dig”¦ Af den ene eller anden grund vil dine overordnet gerne havde at du tager faldet for de uskyldige der blev dræbt i Afganistan for du kom til, og jeg ved desværre stadig ikke hvorfor”¦ En god nyhed er der da, jeg har skaffet dig et sted at bo til jeg kan få styr på det her. Adressen er i den vedhæftet fil”¦ Jeg håber du fik de to væk i god behold”¦ Slut her fra ind til vider SW” han åbnet filen og læste adressen. “Nagasaki, tager han pis på mig” mumlet han for sig selv, men fik stadig flere blikke fra folk der gik forbi. Liam trykket på svar og begynde at skrive. “Og hvad fanden har du tænkt dig at jeg skal lave i Japan, for helvede”¦ De er på vej vider og skriver til mig når de ankommer”¦ Fuck det her lort, hvad fanden er det der sker?”¦” han afsluttet ved at skrive det nye telefonnummer og trykket send. Han var ved at ligge mobilen i lommen da beskedtonen lød. På skærmen stod der. “Du fik dem overtalt, det er godt”¦ Sorry Liam der er ikke meget andet jeg kan gøre lige nu, hvis du rejser ind i EU på dette tidspunkt spærrer de dig inde resten af dit liv” han genlæste beskeden og skrev tilbage. “Okay, men fortæl mig i det mindste hvem du er” han sende beskeden og så på indikatoren af der var ved at blive skrivet en ny besked. “Alt til sin tid Liam, lige nu skal du se at komme afsted du er ikke sikker i Tokyo” han trykket på standby knappen, rakte hånden i vejret og så på taxien der blinket ind til siden mens regnen begynde at styrte ned fra himlen. Nagasaki, Japan 24 uger sener: Solen skar igennem de kolde grå morgen skyer og ramte hans dynen ved fødderne, da mobilen ringet på gulvet. Liam satte sig op og samlet den op fra gulvet og tog den uden at kigge på displayet. “Du kan komme tilbage” han gabte, gned søvn ud af øjenene og først da registreret han at der blev snakket dansk i den anden ende. “Hvad siger du?.. Hvem er det?” han så på displayet, hvor der stod ukendt nummer. Stemme i den anden ende begynde igen og han tog den op til øret igen. “Stop stop stop, ikke så hurtigt” han trak dyne af og satte de bare fødder på gulvet og gøs af kulde. Han lyttet intenst da stemmen begynde igen. “Hvornår?” han lagde mobilen fra sif og satte den på medhør mens han tog tøj på. “Du kan komme hjem igen”¦ Vi har endelig fået overbevist dem om at du ikke længer er i live, det har selvfølgelig også hjulpet at hele den sektion af regeringen er blevet lukket ned på grund af en masse uheldige sager der på magisk vis ende i medierne” sagde kvinde stemmen og forsatte mens han samlet mobilen og gik ud i køkkenet. “Der er kun en der stadig tror du er der ude et sted” Liam trak en skuffe ud og tog en kniv op. “Bill” sagde han og åbnet køleskabet. “Lige net op” der blev stille et stykke tid mens han satte tingene på bordet. “Og huset” sagde han og smurte smør på brødet. “Det står stadig” sagde hun, mens Liam tog en bid at maden. “Og venter på dig” han tygget af munden og så på mobilen der lå på bordet. “Og hvorfor skulle jeg ikke blive anholdt lige så snart jeg lander i Kastrup” som havde hun ventet på det spørgsmål svaret hun med det samme. “Der findes ikke et enste spor efter deres undersøgelse, selv de fysiske papir der var er destrueret. Der er ikke nogle verdens grund til at nogle skulle anholde dig for noget som helst” han nikket og sank manden. “En ting mere?” sagde han. “Ja” han gjorde klar til at skulle stille sit største spørgsmål, nemlig hvem pokker hun var men hun begynde før han kunne sige noget. “Jeg forventer at du stiller op til et møde mandag morgen, jeg sender adressen pr mail” hun sagde farvel og afsluttet samtalen før han kunne sige noget. Han tog mobilen op og tastet et nummer han havde stirret på mange gange de første uger og fik en kvindelig japansk stemme i øret og svaret tilbage på japansk. “Det første fly til Kastrup, Danmark” han hørte kvinden taste på et tastatur. “I aften” sagde hun og han begynde at skrive ned på blokken. “Betaler jeg bare ved ankomst?” han nikket, sagde tak og farvel før han lagde på og begynde at pakke. Kastrup lufthavn, Danmark: Turen fra flyet og gennem først bagage tjek også paskontrollen gik uden problemer og han trak vejret dybt da han stod på perronen og ventet på toget. Frederiskberg, 34 minutter sener: Sneen dalet sløvt ned fra en kedelig grå himmel da han stoppet ude foran adressen og så på navnet på bygningen. “Privathospital Hermione” han forsatte hen til hovede indgangen og studeret glas facaden mens han gik op af trapperne og ind af døren. På den anden side af dørene, var det første han så en receptionist bag en mørke blå disk hvor han stod og talte i telefon. Liam stillede sig hen og ventet mens en høj mager mand kom ud fra toilettet mens han tørret sine hænder i nogle papir servietter. Manden krydset over den brede hal og stoppet op ved siden af Liam. “Liam Alexander?” Liam så fra receptionist til manden. “Hvem spørger?” manden rakte frem, mens han sagde. “Daniel Andersen, jeg kan vise dig hen til hende” Liam tog tøvende hans hånd. “Og hvordan kan du vide hvem jeg skal se?” receptionist lagde på og nikket til Daniel der gjorde tegn til at han ville følge manden på vej. “Kom med mig” han begynde at gå og Liam fulde efter noget betænktings tid efter ham. “Det er nemt” begynde han foran. “Det er min søster du skal se” han sagde det ikke som et spørgsmål men som fakta. Daniel stoppet ved en dør og Liam så på journalen der hang på vægen ved siden af døren og læst datoen der stod i toppen ved siden af navnet. “Vent lige” han stoppet Daniel der skulle til at skubbe døren op. “Er hun 19 år?” Daniel så hvidene på ham og skubbet døren op mens han nikket. I sengen ved den modsatte væg, sad den unge kvinde op af en stak puder og skrev på en bærbar computer. Liam trådte ind i værelset og uden et lukket Daniel døren i efter sig. Der gik en rum tid før hun så op og sagde to ord. “Sid ned” han så rundt efter stolen og satte sig på den ved vinduet under en meter fra senge kanten. Liam ventet tålmodigt mens han studeret hende. Håret der nået venstre skulder og da hun kort så imod han så han at højre side var barberet ned til den bare næste hvide hud. Hendes finger kørte hurtigt hen over tasterne før hun med et lukket låget ned og rettet på sin position i sengen så hun nemmer kunne se på ham. “Så mødes vi endelig” begynde den nu velkendte stemme, mens hun kikket intenst på ham med de dybt blå øjne. “Ja” sagde han, efter en lidt forlang pause og så kort væk. “Nu er jeg her, men hvorfor?” forsatte han og foldet hænderne og lagde dem i skødet, mens hun studeret ham. Hun skubbet håret om bag øret ikke fordi det var i vejen, men af dårlig vane. “Jeg går ud fra at du gerne vil lavede noget igen, nu hvor du er tilbage i Danmark” han så længe på hende. “Jeg ved ikke en gang hvem du er?” begynde han men blev kort afbrudt da hun sagde. “Amy Andersen, programmør og all around IT geni” hun blinket ham og smilet. “Okay det er alt sammen meget godt men, hvordan?” hendes ansigt blev neutralt også brød hun ind igen. “Der er nogle stykker, der har holdt øje med dig gennem de sidste to år og da de fik lyd om at du ville blive sat op inden længe begynde de at sætte gang i vores lille samfund” han trak mobilen der var begyndt at ringe op af lommen og sende opkaldet til voicemail. “Forsæt endelig” sagde han kort. “Og da der var problemer med at skaffe nogle vigtige oplysninger, kontaktet de mig” hun forsatte, mens han sad og lyttet. Kun afbrudt af en sygeplejerske der kom ind en gang imellem, for at se til hende. “Så det vil sige at i har lukket alle huller, med undtagelse af Bill?” Amy nikket en gang. “Siden vi sørget for at aviserne hang ham ud til tørrere, har han været væk”¦ Han er simpelthen som sunket i jorden” hun kunne se på Liam at tankerne kværnet i hovede på ham, før han sagde. “Og hvorfor var jeg her igen” han så overraskelsen i hendes ansigt. “Ikke lige det næste spørgsmål jeg havde regnet med” sagde hun og rettet sig lidt mere op i sengen. “Jeg har et sikkerheds firma og vil gerne tilbyde dig, et arbejde. Da de trods alt, var mig der for en kort periode slettet hele din eksistens” han rejste sig op og tog tasken fra gulvet og tog den på. “Jeg ved ikke hvad du havde regnet med at jeg ville sige, men det bliver nej tak” han gik over og skubbet døren op mens hun så på han ryg. “Pas på Bill, han er stadig der ude et sted og jeg ved ikke om han ved om du er i live i nu” døren lukket i og hun åbnet computeren igen og tastet en kort besked og trykket på enter, før computeren blev lagt til side og hun lagde sig ned. Huset, 38 minutter sener: Sneen lå højt i forhaven, han travet tungt igennem det og gik op af trinene og fandt nøglen frem fra revnen imellem to mursten. Inden for lå et tyndt lag af støv som om at ingen havde boet der i flere år. Han smed tasken fra sig i gangen og så på sportstasken og rygsækken det stod på gulvet. “Hun har fandme også fået fat i mit udstyr” han skubbet let til det med foden før han gik ind i stuen. “Kunne du ikke bare dø” Liam stivnet inde for døren til stuen og nået kun lige at få fingeren imellem sin hals og metal tråden som kort efter skar ind i hans finger og hals. “Jeg forstår det ikke, jeg ved bare det hele er din skyld” hvæset han tæt ved Liam´s øre. “Bill” prøvet han at sige med Bill strammet tråden og Liam kunne mærke kødet på fingeren flække under det øget pres. Gennem sløret øjne så han sin egen fod ramme kanten a reolen der stod til venstre for døren og så presset han til så de begge to væltet tilbage mod dørkammen. Bill ramte den med venstre skulder og mistet grebet med den hånd. Presset omkring luftrøret løsnet sig og Liam slugte grådig luften, mens han faldt på knæ. Bill fandt balancen igen og bøjet sig ned og begynde at stramme metal tråden igen. “Dø nu bare” Liam rettet sig op og sende baghoved imod Bill´s ansigt. De hørte begge to næsen der blev knust af den voldsomme kræft og Liam hørte dråberne af blod der landet på gulvet, efter fuldt af Bill der faldt bag over og landet på røven. Liam tog sig til hovede og satte sig med besvær op og fik vejret mens Bill gjorde det samme. “Du brækket min næse” Liam fokuseret og så på sin tidlige kollega, før han med besvær kom op og stå. Bill angreb og Liam rakte ud og tog fat i hans skjorte krage og hev ham rundt så han ramte kante af bordet med hovede først før han landet på gulvet. Liam kom op og stå igen og så længe på ham. “Bill” han puffet til hans fod, uden at få svar. Ude i køkkenet fandt han en bandage frem fra den ene skuffe og viklet den omkring fingeren der stadig blødte. På den anden side så han pigen sætte sin skoletaske fra sig foran hovededøren og gå ned af trapperne igen. Han satte bandagen fast med et stykke tape og gik tilbage til mod stuen da det banket let på døren. “Hvad nu” hun banket på igen og gik forskrækket tilbage da han rev døren op og sagde “Hvad?” han så på hende og fortrød med det samme og smilet halvt til hende. “Jeg” begynde hun lavt og så ned i jorden. “Jeg har tabt mine nøgler”¦ Og mor og far kommer først hjem om en time” hun så kort op på ham men fokuseret så på dørmåtten igen. “Øh, lige to sekunder” sagde han. “Vent der” han lukket døren og kom kort efter tilbage iført en vinterjakke og med et ligge underlag. Efter at havde lagt underlaget på øverste trappetrin og satte sig ned på det. “Sid ned, så venter jeg her sammen med dig” hun satte sig ned og rykket sig helt op af ham. “Hvad er der sket” han fulde hendes finger der peget på han bandage. “Jeg er ved at reparere nogle ting der inde og skar mig på noget metal” hun nikket. “Hvad heller du?” spurte hun og så op på ham. “Liam, hvad hedder du?” han smilet til hende. “Zoey” hun smilet tilbage og blinket med de blå øjne da vinden ramte dem begge to i ansigtet. “Hvor gammel du?” forsatte hun. “27” inden han kun nå at tilføje noget sagde hun “Jeg blev 9 år i sommers” de så begge to på bilerne der kørte forbi ude på vejen. “Hvor har du været på sommer ferie henne?” han så kort på hende, mens hun forsatte med at se på bilerne. “Japan” svaret han forsigtigt, før det gik op for ham at jo ikke viste noget om alt det der var sket. “Hvor er det henne?” han mærket at hun var begyndt at ryste af kulde. “Det er langt væk her fra”¦ Sig mig fryser du?” hun så på ham og nikket. “Jeg henter et tæppe” han lukket døren efter sig og så kort på Bill´s livløse krop i stuen før han åbnet tasken og tog tæppet ud som en japansk kvinde, der var vild med ham havde lavet til ham. Han lagde det omkring hende da han kom ud igen og satte sig ned ved siden af hende. Før han havde sat sig til rette havde hun rykket sig helt op af ham igen. “Er der varmt i Japan?” han fulde et par af de biler der kørte forbi. “Ikke på denne tid af året, men der er stadig meget smukt” han tænkte over hvad han selv havde sagt og mente det. “Der er far” Liam så bilen der parkeret indkørslen. Zoey rejste sig op og gik igennem sneen og mødte sin far ved lågen. Liam hørte hende fortælle om nøglen, før han rejste sig op og gik hen til dem. Faren rakte hånden frem og Liam tog den. “Tak for det, men det må da havde været koldt at sidde her ude?” de rystet begge to på hovede. “Jo det har været lidt koldt. Men jeg er ved at male en reol inden for, så tænkte” faren stoppet ham. “Du behøver ikke forklare, der er jo for det meste en god grund når folk gør noget og så længe Zoey her, har godkendt dig så er det lige meget” Liam kigget forvirret på manden og Zoey skubbet mut til ham og sagde. “Far altså” hun begynde at trække i han arm og han nået kun lige at give Liam et kort håndtryk mere. “Men tak, tøv aldrig med at komme over, hvis du mangler noget” sagde han højt over hegnet mellem haverne og Liam så på dem til de åbnet døren og gik indenfor. Dag 2: Tech Security, Høje Taastrup. Døren buzzede før han overhovede havde nået at trykke på knappen. Liam trak døren op og banket skoene af før han trådte indenfor. Bag disken så en tæt sort håret mand og vinket ham forbi. “Trappen op, sidste dør på højre hånd” sagde vagten og fokuseret på skærmen foran sig igen. Liam gik op af trapperne og forbi en række døre før han tøvende banket på døren hvor der stod Amy Andersen på. “Kom ind” lød en mande stemme og han åbnet døren og så på Daniel. “Sæt dig ned” han gjorde som sagt. “Det er godt nok nogle resourcer fulde venner du har?” Daniel nikket. “Det må man sige”¦ Der går heldigvis nogle måneder før de opdager at de har et lig for meget på køl” Daniel lænet sig tilbage i kontorstolen og vurderet Liam i længer tid før han sagde. “Og hvad har Amy tænkt sig at du skal lave?” Liam trak på skulderne og forblev tavs. “Du kan gå rundt som vagt” Daniel så det ansigt han kort lavet og forsatte så. “Du kan også hjælpe mig med nogle af de sager jeg arbejder med?” Daniel lænet sig frem og samlet en mappe op og åbnet den. “Og hvad laver du så?” han vende mappen om imod Liam som lænet sig frem og begynde at læse. “Hvad er du, en slags privat detektiv eller hvad?” han så op fra mappen. “Ja det er sådan set det jeg er” Liam samlet mappen op og kigget nærmer på billederne og reporterne der var vedlagt. “Er det her seriøst?” han lagde mappen fra sig på bordet så de to billeder af to forskellige unge piger der blev tvunget til oralsex af to mænd iført jakkesæt og skjorter. “Jeg er 100% seriøs” sagde Daniel og lukket mappen og rejste sig op, gik ud på gangen og lagde en iPad påskrivebordet foran ham. “Hvad er det?” Daniel satte sig igen. “Det er alt hvad Mark har samlet til den sag ind til vider” Liam samlet iPad op og så på den sorte skærm. “Fortæl mig i det mindste hvorfor din søster er indlagt på et privat hospital?” han kunne se Daniel gik i forsvars position før han sagde. “Det er op til hende at fortælle det hvis hun vil” Daniel rejste sig og det samme gjorde Liam. “Tænk over det nogle dage og vend så tilbage” han rakte iPad tilbage til Daniel der afviste den. “Tag den med hjem” de gik sammen ned til udgangen. “Daniel” sagde vagten og holde en mobil og en oplader frem mod ham. “Fra Amy” Daniel nikket og gav den vider til Liam det forbavset tog imod den. “Alle de nummer du skal bruge er indkodet” sagde han og forsvandt op af trapperne igen. Liam gik udenfor og så på Apple logoet før han stoppet den i lommen sammen men laderen. “For 15000 kr udstyr til et job jeg ikke en gang har accepteret i nu” tankerne for igennem hans hovede da han gik over imod Høje Taastrup Station. Mobilen begynde at ringe i hans lomme og han så Amy´s navn i displayet. “Intet pres på mig” tænkte han mens han sagde. “Amy?” han gik i læ bag en af væggene og bad hende gentage. “Kan jeg få dig til at gøre noget for mig, mens du stadig er i Taastrup?” han så på toget det stanset med hvinende bremser før han sagde. “Jeg er teknisk set ikke i Taastrup” toget kørte satte igang igen. “Hvad er det?” forsatte han. “Jeg mangler en til en afhentning, og du var den eneste jeg viste havde tid” han lukket øjenene. “Jeg har ikke accepteret jobbet” sagde han toneløst og ventet en rum tid før hun sagde. “Det ved jeg godt, det er derfor jeg ber dig om det her” han vende sig om imod trapperne bag ved og begynde at gå op af dem. “Jeg gør det, men kun hvis du til gengæld fortæller hvorfor du er indlagt?” linien blev stille og han var nød til at se på displayet for at sikker sig at hun ikke hvad lagt på. “Okay, men ikke over telefonen”¦ Tag hen på Dorphs allé og sæt dig ind på Aldo´s grill, der er en række stole ved disken sæt dig på den anden sidste fra højre. Der ligger du iPad fra dig på disken, resten går let der fra” forsatte hun. “Og hvad mere” han hørte at hun nyste. “Der er ikke andet, bare du holder dig til det” han gik over fodgængerfeltet og steg på bus 123 mod Glostrup st. “Og imorgen kan du komme forbi her også skal jeg nok forklare hvorfor jeg er her” hun lagde på inden han kunne sige noget og tænkte. “Lige som i Japan” han gemte mobilen væk, så ud af vinduet og steg ud på Taastrup Station og så sig omkring. “Hold kæft der er længe siden jeg har været her” tænkte han og så rundt op på det nye hvide center, før han satte kurs imod Dorphs allé. Efter cirka ti minutters gang stod han foran grillen og kigget ind af vinduet. Bag disken stod en yngre kvinde, med skulder langt pink og sort hår og tog imod bestilling fra en stor firkantet rockertype. Liam skubbet døren op og straks så kvinden op og hilste på ham med et lille nik, før hun igen fokuseret på manden foran sig. Liam så på stolene og studset over skikkelsen der så ud til at sove på den sidste stol ved disken tættest på indgangen til baren ved siden af. Han satte sig på stolen ved siden af og lagde iPad på disken foran sig, mens han prøvet at få kontakt med kvinden bag disken. “Så du er Liam Alexander” det blev ikke sagt som et spørgsmål men som en konstatering. Liam så på skikkelsen og konstateret at det var en kvinde. “Eller er det en pige?” tænkte han før han sagde. “Ja det er mig” hun åbnet øjenene og satte sig dovent op og studeret ham. “Og hvem er du så?” hun løftet hånden op med to finger. “Aja”¦ Det er så mig, du skal hjælpe idag” kvinden kom over og satte en kop sort kaffe foran Liam og hvad der lignet en cappuccino foran hende. “Tak Max” sagde Aja og tog en tår af koppen. “Du kan godt gemme den væk igen” hun så på tabletten, før hun tog en ny tår. Liam fjernet den og løftet koppen op til munden. “Hvad er det så vi skal?” han drak og så på hende og hun så tilbage på ham men intense grønne øjne. “Vi kan afhente en person” sagde hun kort mens han satte kruset fra sig på disken. Da Max kom over i nærheden af dem igen, spurte Aja efter noget og lidt efter kom Max tilbage med en kasse og lagde den foran hende og sagde til Liam. “Lad være med at gå i vejen for hende” hun så på Aja og gik så tilbage til sit arbejde. “Kom” sagde Aja og rejste sig og efterlod kassen på disken og gik ind gennem baren og ud af døren til parkeringspladsen, hvor der holde en række forskellige biler, “Denne her vej” sagde hun lavt. Næsten tyve minutter efter stoppet de op foran en grå villa, hvor alle vinduerne var dækket til men mørklægnings gardiner. “Hvad er der der inde?” spurte han og så på hende, mens hun fandt fire strips frem fra inderlommen og rakte dem til ham. “Hende vi skal hente er der inde” uden varsel begynde Aja at gå hen over vejen og ind på grunden der omringer villanen. Det overasket ham, at de hurtigt faldt ind i en rytme, mens de metodisk tjekket vinduer som havde de arbejdet sammen i flere år. De stoppet under et vindue på bagsiden. “Er du militær trænet” hun så på ham og rystet på hoved. “Du ter dig som en, selv om du kun ligner en på 15?” han fortrød i det samme ordene havde forladt hans læber, men hun trak ham med tilbage til hovede indgangen. “16” sagde hun og trykket håndtaget ned og skubbet langsomt døren op. Forvirret fulde han efter hende og lukket døren. Hun fanget hans opmærksomhed og peget på døren til venstre for dem, Aja stillede sig tættest på håndtaget og Liam på den anden. Da hun viste ham tre finger, så to og til sidst en. Hun skubbet døren op, så den svang op og ramte vægen bag ved. Aja gik ind efter fuldt af Liam. Manden der stod med rykken til dem lukket sine bukser og lynet op, mens han vende sig om imod dem og dækket for personen der sad i sengen. “Kan i ikke se at der er optaget her inde?” begynde han og inden Liam kunne reagere var Aja gået det korte stykke over til manden og losset ham i skridtet så han automatisk satte hænderne hen foran. Hun greb hans ene håndled og tvang ham ned på maven på gulvet og så så hun op på Liam. “Lidt hjælp” han tog to af de strips han stadig havde i hånden og strammet dem omkring mandens hænder og først der fik han øje på pigen der sad på kante af sengen. Hendes øjne virket sløret og læbestiften var tværet ud på den ene kind. Liam gøs da han så at hendes ene bryst var blotte og at hun stadig havde hvalpe fedt omkring maven. Aja var gået hen til pigen og hjalp hende med at få trusserne på igen. “Hun er jo ikke mere ind” han stoppet da Aja så tilbage på ham, da pigen havde fået bukser og en trøje på gik Aja hen til ham og sagde lavt. “12 år”¦ Jeg tjek om der er nogle oven på” han nikket og kort efter hørte han hendes trin på trappen. “Hvad hedder du?” spurte han forsigtigt, men gik ikke noget svar. Manden ved siden af begynde at vride sig og det fik pigen op og stå, hun for hen til et bord og greb en gennemsigtig pose med små lyseblå piller. “Nej for helvede” halvt råbte Liam og strøg hen og prøvet at stoppe hende, men posen var tom. “Aja” han hørte løbende trin på trappen. “Hvad?” sagde hun letter forpustet. “Jeg ved ikke hvad det er hun har slugt” han fik hende ned på gulvet at side mens Aja så rundt. “Posen” Liam holde den tomme pose op. “Okay, Okay” hørte han at hun mumlet før hun forsvandt ud af døren igen. Han fandt mobilen frem og tastet 112 og skulle til at ringe op da Aja kom tilbage og tog mobilen fra ham. “De kan ikke hjælpe hende nu” hun lagde hans mobil i lommen og rystet to liters flasken så vandet næsten blev mælke hvidt. “Er det salt vand?” spurte han og nikket anerkendende, hun rakte flasken til ham og satte sig på knæ foran pigen. “Vær klar” pigen så på Aja og bed hårdere sammen da hun forstod hvad der skulle ske. “Du skal ikke give om nu, du må ikke lade dem vinde ikke idag” Aja kørte fingerne hen over hendes kæber på begge sider til hun fandt det punkt hun lede efter. Hun så pigen lige i øjenene. “Ikke idag” hun så kort på Liam der stadig holde flasken klar og så begynde hun at øge presset lige over kæben, til pigen åbnet munden i smerte og hulket. Ved fældes hjælp fik de hende til at drikke halvdelen af flaskens indhold og så begynde hun at kaste op og blev ved til maven var helt op. Liam hold hende tæt og hun havde grebet hans hænder som holde omkring hende. Aja havde rejst sig og stod med hans mobil ved øret. “I bliver hentet om 35 minutter” Aja gik over til manden der bange fulde hvad der skete og tog hans mobil fra jeans lommen. “Når du høre bilen udenfor, så ringer du til politiet” hun gav ham begge mobiler og vende sig for at gå. “Hvad med dig?” hun vende sig kort i døren også på ham. “Hvad med mig” hun forsvant og da Liam hørte bilen parker ude på gruset ringet han op og, fortalte kort hvad der var forgået og lagde på. “Kom” han løftet forsigtigt pigen op og gik ud til bilen hvor en høj tæt mand med overskæg åbnet og holde døren. “Endnu en” sagde han med tyg tysk afsang. Liam nikket og fik hende ind på bagsædet af den sølvgrå Tesla og satte sig ind ved siden af, men da han skulle til at spænde sikkerhedsselen om hende gjorde hun modstand til han stoppet. “Du er nød til at havde sele på” sagde han også rykket hun over ved siden af ham og sagde lavt noget. “Du er russisk” sagde han på russisk og hun nikket før han forsatte. “Hvad hedder du” der gik lidt før hun snøftet og svaret. “Roza” han trak sin sele hen over dem begge og klikke den fast i den anden holder. “Hvor længe har du været her?” Liam gjorde tegn til den store tysker om at køre også satte bilen igang. Han så på hende tårevædet ansigt og lagde forsigtigt armen omkring hende. “Det er okay, det skal nok gå” hun lagde hovede imod hans skulder igen og hulket. Liam´s hus, kl. 19:30: Udenfor huset stod Marg og hendes mor og banket på døren. Liam stoppede op ud på fortovet med en bærepose i hver hånd. “Jeg tror ikke der er nogle hjemme” Marg vende sig hurtigt og vinket til ham og det samme gjorde hendes mor med tæppet over den anden arm. “Hvad kan jeg så gøre for jer” han gik op af trappen og åbnet døren. “Kom med ind” de fulde efter ham ud i køkkenet. “Vi ville bare lige aflevere tæppet tilbage” sagde moren. “Nå ja tæppet” han så kort på tæppet også på hver af dem mens han satte varerne fra poserne på plads. “Du må godt beholde det, hvis du vil?” sagde han og så på Marg der nikket. “Mener du det” spurte hun ivrigt og så på sin mor. “Er du sikker, på du vil af med det?” Liam så på Marg´s mor og nikket. “Jeg er sikker, Marg vil helt sikkert få mere glæde af det ind mig” han åbnet fryseren og lagde nogle ting der ind. ”Så takker vi mange gange” sagde hun og Marg overrasket både Liam og sin mor ved at løbe over til ham og give ham en kram. “Tak” sagde hun og slap ham. “Det var ingen ting” sagde han og kom til at tænke på Roza, han så hurtigt væk. “Vi må tilbage” han nikket og satte en stor pakke kornflaks op oven på det ene skab. “Der er en kage der skal ud af ovnen” de gik ud af køkkenet. “Jeg hedder forresten Zoey hun så tilbage og smilet til ham og lidt efter hørte han døren lukke efter dem. Han lod resten af tingene stå og satte sig ned ven bordet og lagde panden imod det kolde træ, for at få tankerne til at stoppe med at race rundt i hovede. Dag 3: Privathospitalet Hermione på Frederiksberg: Liam måbet og rystet på hovede for at gemme sin overaskelse, Amy kunne se at han prøvet at finde de rigtigt ord at sige til hende, men hun kom ham i forkøbet. “Jeg havde været deprimeret gennem langer tid, på grund af mit gamle arbejde og da en person jeg troede jeg kunne stole på prøvet” hun stoppet og så væk fra ham. “Du skylder mig ikke noget Amy, du behøver ikke fortælle mere” de sad et stykke tid i tavshed før han spurte. “Hvad er Aja´s historie?” han fandt hendes blik. “Skal jeg være helt ærlig” han nikket ude at slippe hende af sygne. “Jeg ved det ikke” forsatte hun og så kort på computeren der stod på bordet ved siden af sengen. “Hun findes ikke i nogle systemer” hun fandt hans øjne igen. “Så der er ikke noget om hende, i de danske systemer?” hun rystet på hovede. “Der er ikke nogle af os der har fundet noget på hende, i nogle som helst systemer” Liam lænet sig frem i stolen og satte albuerne på knæene før hun forsatte. “Og det er kun små ting vi ved om hende, som at hun både kan ukrainsk og russisk” han øjne blev store. “Hun er meget privat omkring sig selv og har kun meget få venner” hun blev tavs et stykke tid igen, han kunne se at hun overvejet om hun skulle sige mere. “Mødte du Maxim igår?” han nikket. “Ja, hun sagde at jeg ikke skulle gå i vejen for Aja” “Du så hvorfor igår og jeg ved ikke” hun lod sætningen hænge i luften os så ud af vinduet. “Arbejdet” hun så tilbage på ham og tvivlen hun havde haft malet i ansigtet forsvandt lidt, for hver ord han sagde. “Du, eller rettersagt i har tilbudt mig”¦ Hvad har i tænkt jer med det?” Amy tog den bærbare computer over på skødet og vinket ham over til sengen hvor han satte sig på kanten og så på skærmen. “Som du kan se her er det et kort over Taastrup og her hvor de røde prikker er, bor der kendte pædofile”¦ Og her er ham dig og Aja stoppet igår” Liam så fra skærmen til hende og tilbage. “Og hver gang vi opdatere kortet og databasen, sender vi det til Politiet afdeling X. Daniel har en veninde der inde som sørger for at det kommer ind i deres system” han ville pege på skærmen men samtidige løftet hun hånden, den lille blå gnist fik dem begge to til at trække hånden til sig. “Hvad var det” tænkte han og kunne ikk lade være med at se hende i øjenene. “Øhm” Amy så væk fra ham og skulle til at sige noget, men Liam begynde i stedet. “Er det fra politiskolen, Daniel kender hende?” hun prøvet at gemme sin overraskelsen, med det var forgæves da energi mellem stadig fylde rummet. “Ja det er det” han så at hun bed sig i underlæben og rejste sig op og satte sig over på stolen igen. “Så det er kun Taastrup” Amy begynde at ryste på hovede. “Nej” sagde hun tøvende. “Vi arbejder sådan set på et større område ind det” hun vende computeren, hvor et kort over Danmark og noget af Sverige var på skærmen. Flere steder ind han havde forventet var markeret med rødt. “Hvor længe har i gjort det her?” han havde rejst sig igen og stod med hænderne på fod gæret også på skærmen. “Siden jeg stiftet Tech Security for” hun så kort på sit armbåndsur. “17 måneder siden” døren gik op og Daniel stoppet op, Liam vende sig om og så kort på ham. “Forstyrre jeg” spurte han og så på Amy der havde den ene fod på gulvet. “Nej, jeg var ved at gå” sagde Liam og gik hen mod døren. “Vent. Giv os lige to minutter?” hun så på sin bror der nikket og lukket døren. “Hvad er der galt?” Liam vende sig og stod ansigt til ansigt med Amy der kun var et halvt hovede laver ind ham. “Jeg troede du” han stoppet med at snakke da hun hurtigt kysset ham på munden og gik et skridt bag ud og så på ham. Tavsheden blev først brudt da Daniel kort efter åbnet døren igen. “Må jeg ville bare lige sige at jeg bliver nød til at løbe igen”¦ Jeg kommer i aften i stedet” han så på Amy, der bare tavst nikket. “Vi ses Liam” Liam så kort på Daniel og nikket. “Ja vi ses” Daniel trak døren i igen, imens havde Amy sat sig på kanten af sengen og Liam vende sig imod hende igen og sagde. “Hvad skete der lige?” der gik lidt før hun så på ham og sagde “Undskyld, det virket bare rigtigt” han ville prøvet at fast holde hendes blik, men hun så væk. Liam strøg igennem sit korte lyse hår. “Det var rigtigt” sagde han tøvende og forsatte da hun endelig så på ham. “Troede bare ikke, du kunne være interesseret i en som mig” hun så længe og søgende på ham. “Hvad mener du?” han vende sig om og lænet sig op af sengens fodende, mens han svaret. “Men min fortid og med alt det der lige er sket med dig?” hun havde rejst sig og stod nu ved siden af ham. “Der er ikke noget i galt med din fortid og det andet er lige meget”¦ Det er ikke hverdag mand finder en som man bare er på bølge længde med” han trak vejret dybt. “Du har set det hele. Du ved hvor mange mennesker jeg har slået ihjel” hun stoppet ham ved at ligge hånden oven på hans. “Det var jo i militærets tjeneste” deres finger flettet sig ind i hinanden. “Det er lige meget, det er stadig mennesker” hun stillede sig hen foran ham uden at slippe hans hånd. “Du gjorde det der var rigtigt, for at redde andre mennesker”¦ Og terrorister er ikke mennesker, ikke lige som du og jeg” han prøvet at undgå hendes mørke blå øjne, men hun holde hans blik fast. “Jeg ved ikke om det er rigtigt” Amy strøg ham over kinden. “Vi kan arbejde på at gøre det rigtigt, og vi kan kan gøre det sammen” han satte sin pande imod hendes og sagde. “Hvis jeg bare ikke tager fordel” hun stoppet ham og sagde. “Det gør du ikke, det er mit eget valg, ligesom at det er dit eget valg” han rette hovede så han kunne se hende i øjenene. “Jeg bliver nød til at gå” sagde han og slap hendes hånd og tog jakken der hang på stumtjerneren ved siden af døren til toilettet. Amy satte sig på sengen og så efter ham. Aldo´s Bar & Grill, Taastrup En ældre mand holde døren for Liam og forlod så grillen. Han satte sig op til disken og så kort på den tomme stol hvor Aja havde siddet dagen før. “Hvad kunne du tænke dig?” hun fjernet håret fra ansigtet og så på ham. “Det er dig der er Max ikke?” hun nikket. “Liam Alexander, Amy sagde at jeg burde præsentere mig selv” hun tog hans frem strakte hånd. “Det var dig der gik sammen med Aja igår” han nikket. “Hvad skulle i?” han så op på menuen på vægen. “Jeg er ikke selv sikker i nu” sagde han kort og bestilet, biksemad med spejle æg og en øl. “Er det noget i alle sammen får af vide i skal sige” spurte hun inden hun gik hen til en anden kunde der skulle havde fyldt kaffe i kruset han stod med. “Nej ikke hvad jeg ved af, men jeg er også først lige blevet trukket ind i det her” Max så kort på ham mens hun lagde to skefulde af biksemaden op på stegepladen. “Hvad lavet du da før?” han tog en tår af øl flasken også på at hun arbejdet. “Var i militæret” hun slog to æg ud ved siden af og vende sig imod ham. “Er du ham fra Japan af?” spurte hun og fandt en tallerken frem fra under disken. “Ja det kan man godt sige” Aja skubbet træt bag døren op og gik rundt om disken og satte sig på stolen ved siden af Liam. “Hvad skulle du der?” Max satte en kop foran Aja og hælde kaffe i da hun satte maden foran Liam. “Jeg var der for at stoppe to teenageres fra at blive dræbt” Aja stoppet med koppen halvvejs op mod munden og Max så forbavset på ham, før hun gik over til en anden kunde der lige var kommet ind. “Og hvordan gik det” spurte Aja tonløst. “De er stadig i live” hun drak af koppen og satte den fra sig, mens han spiste af manden. “Det er sku god mad” sagde han mellem mundfuldene og skævet til Aja der så på Max mens hun lavet en burger. “Bedste mad i verden” sagde hun med noget det lignet beundreselse i stemmen. “Hvor skulle du hen så hurtigt igår” spurte han prøvende og så ud af øjen krogen at hun så på ham. “Det rager ikke dig” han løfter overgivende hænderne op. “Undskyld, spurte bare” hun begynde at dreje koppen på disken mens hun stirret ned i den varme kaffe. “Har du accepteret Amy” hun så at han kort stoppet da Amy´s navn blev nævnt men forsatte så da Aja forsatte. “Job tilbud?” han nikket med munden fuld af mad og sagde da han havde tygget færdig. “Ja det har jeg” Max satte en omgang pomfritter foran Aja som takket og dyppet et par stykker af dem i ketchup før hun spiste dem. Han spiste op og lagde 100 kr halvt under tallerkenen og rejste sig og gik uden at sige farvel. Huset, 17 minutter sener. Sneen var stoppet med at falde og han brugte næsten 20 minutter på at fjerne sneen fra stien op til huset før han satte sig på trappen. “Hejsa” han så op og fandt Marg stående halvt gemt bag havelågen. “Hejsa, er du ikke sent ude?” han så på uret på mobilen og konstateret at klokken kun var 18:30. Hun rystet på hovede og bevæget sig op af have og stoppet foran ham. “Hvad laver du?” han så på sne skovlen der stod op af trappen ved siden af ham og sagde “Har ryddet sne” hun så halvt skuffet på ham og skubbet underlæben ud. “Hvad er der galt?” spurte han. Marg så skævt på ham og gjorde sig skiløjet, hvilket fik ham til at smile og så gjorde han sig også skiløjet også begynde de begge to at grine. Marg´s mor så på dem fra deres køkken vindue og smilet. “Kan du gøre andet?” spurte han, hun tog huen af og rykket håret væk fra det ene øre og viste at hun kunne vrikke med øret. “Vildt hvordan gør du det?” hun trak på skulderne og sagde “Hvad kan du?” han lænet sig imod hende og peget på sin næse. “Lige som en kanin” hun begynde at studere ham og små grinet mens hun drejet og rystet på hovede. “Sådan her” hun stoppet og begynde at vrikke med næsen ligesom han havde gjort. “Lige netop så´n” han prikket hende forsigtigt på næsen og sagde “Bub bub” mens han blinket til hende. Hun grinet og så over på sit hus da moren råbte at hun skulle komme ind igen. “Vi ses” sagde hun og gav ham et kort kram før hun pilet ud af havelågen og stoppet og så tilbage på ham. “Man skal holde fast i det gode” sagde hun højt og løb det sidste stykke over til hovede døren. Liam fulde hende med blikket og nikket for sig selv mens han tænkte på hvor ret hun havde. “Kvik pige” tænkte han, rejste sig op og gik de to trin op og låste døren. Han satte sig bag rattet på den hvide Toyota hybrid, med det sort røde Tech Security logo på kølerhjelmen, langs siderne og kørte mod Frederiksberg igen. Privathospitalet Hermione på Frederiksberg: Uret på instrumentbrættet slog over på 19:22 da han stukket motoren og sad i den mørke bil og stirret på glasfaceden. “Jeg troede du havde valgt” tænkte han og sagde højt. “Let nu røven” han åbnet døren og gik op af trapperne, skubbet glasdøren op og hilste på vagten der havde overtaget efter repsonisten. “Jeg skal bare” begynde Liam, men vagten så kort på ham og uden at sige og vinket ham vider før han forsatte med at læse den bog han havde i hånden. “Øh okay så” han banket på døren og blev overrasket da hun åbnet døren og stod der og kigget på ham. “Det var du længe om” sagde Amy og smilet skævt til ham og flyttet sig så han kunne komme ind på værelset. Dag 4, Tech Security Solen var stadig ikke stået op, da bilen parkeret mellem Tech Security bygningen og Danske banks kursus center. Liam steg ud og smækket bildøren før han trykket på knappen på nøglen så alle fire blinklys blinket og alarmen var tilsluttet. Døren buzzede igen før han trykket på knappen. Han trak døren op og hilste træt på vagten fra sidst og gik forbi ham op af trapperene mens han tænkte på Amy og deres samtale der havde varet til Daniel ringet ham op for 20 minutter siden. Liam havde lagt på efter samtalen og kysset Amy farvel en anelse for længe. Daniel kom ud fra et lille te køkken med tre krus og en kande kaffe. Godmorgen sagde ham og stoppet. “Eller” Liam trak på skulderne og sagde “Lang nat” Daniel nikket og de fuldes over til hans kontor, mens Liam´s tanker blev ved med at vende tilbage til Amy. Daniel satte sig bag skrivebordet, samtidige satte Liam sig på en af stolene på den anden side. “Hvem er det trejde krus til” han var begyndt at hælde kaffe op og rakte det første krus til Liam. “Det er til en klient der kommer om” han trykket på mobilen der lå på bordet og forsatte “cirka 10 minutter” de tog begge en tår af den varme kaffe, før Daniel spurte. ”Har du nogle erfaring med overvågning og opsætning?” Liam så på ham over det dampende krus. “Det kommer an på” begynde han men stoppet og tog en tår mere. “Jeg har en del træning i overvågning og spionage, men har aldrig haft brug for det i marken” Daniel nikket og satte kruset fra sig. “Mine to faste teknikere, er over bookede for tiden og jeg ved ikke nok omkring det” de hørte begge igennem den stadig åbne kontor dør at kunden var ved at blive lukket ind. “Så kunne godt bruge din hjælp til denne sag” han rejste sig op da han så manden der kom til sygne for enden af gangen. “Godmorgen” sagde Daniel og gav manden hånden, mens han præsenteret sig. “Det her er Liam Alexander, han er den tekniker der kommer til at hente udstyret idag” Liam rejste sig og gav manden hånden. “William Alman” sagde han kort til Liam “Sæt dig endelig ned” sagde Daniel også de satte sig alle ned. ”Kaffe” Daniel løftet kanden og William nikket, mens han hælde op sagde han. “Forklar igen, hvorfor du har fået Tech Security til at sætte overvågning op i jeres lejlighed?” manden pustet forsigtigt på kaffen og drak en stor tår før han satte kruset fra sig og begynd at forklar. Da William var færdig med sin udredning, mærket Liam galden det steg op i halsen men har gjorde en synke bevægelse og rystet på hovede da Daniel spurte. “Er der mere du behøver at vide?” William drak det sidste kaffe og satte kruset fra sig. “Nej” sagde Liam kort for havde han sagt mere havde de nok kunne høre væmmelsen i hans stemme. “Godt” sagde Daniel og rejste sig og tog sin jakken fra stoleryggen og tog den på. “Så lad os få hentet og tjekket de memory kort, så vi kan afslutte hele denne her sag” William nikket og rejste sig og begynde at gå hen af gangen. Daniel stoppet ham i døren. “Er du klar på det her?” Liam nikket og fulde efter ham ned og udenfor. De satte sig ind i bilen Liam havde brugt før og han startet den op og bakket ud og fulde efter William der kørte foran dem. “Er det kun den slags sager i tager” spurte Liam mens han satte blinklyset til og drejet. Daniel rystet på hovede. “Nej, men de fylder mest for tiden som om det er en epidemi” sagde han tænksomt og Liam forsatte bare efter Williams bil foran. Famililen Alman´s villa, 43 minutter sener: Bilen foran drejet ind i en indkørsel og stoppet. “Bare parker bag ham” Liam gjorde som Daniel sagde, trak håndbremsen. Daniel åbnet bagagerummet og tog to kuffertere ud og fulde dem op til hovede døren. “Vent lige her, Lola er lidt på kanten idag så jeg sætter hende lige i buret” han så kort tilbage på de to før han fandt nøglen frem og åbnet døren. Hunden begynde at gø da William lukket døren i bag sig. “Schæfer” sagde Daniel og Liam nikket. “Ellers en flot hun men”¦ men den er vist ikke helt normal” Liam så på Daniel der blinket til ham. “Rolig, Liam det er bare en joke. Du bliver nød til at løsne lidt op” William trak døren op og viste dem ind. “Er i søde lige at smide skoene” sagde han og forsvandt ud i køkkenet. “Hvor mange kamera er der” spurte Liam lavt, mens han tog skoene af. “Seks. To ovenpå, på værelset og to i stuen” Daniel gjorde et kast med hovede imod stuen til venstre for dem. “Og to i hulen nede under” Liam så på ham med store øjen og Daniel forklaret. “Hulen er et rum, hvor der er stort fjernsyn, spilmaskiner og diverse andre af den slags ting”¦ Har du boet under en sten eller hvad” Daniel rettet sig op igen og så på ham. “Hvad” Liam rystet let på hovede. “Jeg har stadig ikke lavet andet ind og arbejde for et korrupt” Daniel stoppet ham da William kom ud fra køkkenet og så på dem. “Kaffe” sagde han. “Ikke lige nu, måske efter vi har ind samlet kamerane” William nikket og gik ud i køkkenet igen. Daniel så på Liam. “Jeg bliver ved med at glemme at du har levet i en anden verden de sidste” Liam fuldførte sætningen “9 år” Liam fulde efter Daniel op af trapperne til første sal. “9 år. Blev du indkaldt?” Daniel åbnet en lyserød dør ind til et værelse der ikke længer var lige så lyserødt som døren. “Nej, men staten mente det var en god idé for at kunne holde styr på hvor jeg var” Daniel peget op på øverste hylde. “De tre bøger der” han gik selv over i den anden ende og begynde at fjerne det andet videokamera. “Hvorfor skulle de holde styr på dig?” Liam stillede sig op på en mindre hvid træ stol og rakte hænderne op. “Moren hos den sidste plejerfamilie, mente åbenbart at jeg ville forsvinde i systemet hvis der ikke blev gjort noget” svaret han og tænkte på da han fortalte Amy det samme for under 5 timer siden. “Også blev det bare sådan” Daniel fjernet strøm ledningen i kameraet og lagde det ned i den ene kuffert hvor der kunne være tre af dem. “Ja” svaret Liam kort og fandt ledningen bag på kameraet og rakte det til Daniel der var kommet hen til ham. “Okay, nu kommer det sjove. Joey har en del opfindsome måder at finde strøm til disse ting, så her nede” han rykket reolen lidt ud fra vægen. Liam så på ledningen hvor han havde fjernet bøgerne og så at der var boret et huld som lige passet til selve ledningens størrelse og lige over gulvet sad en stikkontakt hvor der sad et stik til en bord lampe i. Daniel rakte ham en skruetrækker. “William skulle havde slukket strømmen på nu hverende tidspunkt” Liam fjernet de to guldfarvet skruer der holde det hvide plastik cover fast, fri og så på Daniel. “Prøv lige at tænd den lampe der” Daniel tændte den og så tilbage på Liam og gjorde en grimasse. “Får” Daniel afbrød ham og sagde. “Jeg får ham til at slukke strømmen” Liam rejste sig og kigget rund i værelset mens Daniel løb nede under. Han så fra plakaten af Rasmus Seebach han over vægen der var dækket af håndtegnet drager, prinsesser og prinser. “Det må være moren der har tegnet dem” tænkte han da Daniel kom ind på værelset igen. “Det er vist moren der har tegnet dem” sagde han som om han havde læst hans tanker. Liam nikket og fjernet leningenen fra strømkilden og hev den ud af huldet fra toppen af. “Hvad med huldet” de så begge to op på det lille huld der nu var helt tydeligt over reolen som de lige havde sat på plads. “Vi fylder det ud og hvis jeg har forstået rigtigt så havde du selv noget maling i den farve ikke” Liam så tilbage på døren hvor William havde stillede sig og så på dem. “Jo der er stadig noget tilbage” sagde han lavt og forsvandt igen. “Vi skal lige havde den anden ledning med, også skal vi en tur nede i stuen” en times tid sener var de færdige og gik ud til William i køkkenet. “Så er de fjernet igen” sagde Daniel i en neutral tone. “Kaffe?” svaret han og Daniel så på Liam der løftet lidt på skulderne. “Ja tak, men bare en lille kop” William fylde de to krus han allerede havde sat på køkkenboret og satte kanden fra sig. “Hvornår” begynde han men holde en lang pause og startet igen. “Hvornår tro du i ved noget?” spurte han roligt og så på Daniel der svaret. “Så hurtigt så muligt” Daniel så hvor opgivende han så up og tilføjet. “Jeg kan ikke love noget bestemt tidspunkt” han undskylde og så på William der stirret ned i kaffekoppen. Da de havde drukket ud rejste Daniel sig efter fuldt af Liam og de gav ham begge hånden. “Jeg ringer lige så snart der er noget nyt” Liam fulde efter Daniel ud til skoene, tog dem og jakken på. “Hvor langtid plejer der at gå?” spurte Liam lavt, men først da de var kommet udenfor og Daniel havde lukket døren efter sig sagde han. “To, tre dage men jeg kunne godt tænke mig at du tjekket dem” han fandt de seks memory kort frem og rakte dem hen til Liam der tøvende tog imod dem. “Har du ikke professionille menesker til det?” Daniel nikket og satte sig ind i bilen. “Jo, men han har allerede en masse og se til” Liam så på ham og lukket døren, startet bilen og bakket ud lige som en anden bil kom kørere mod dem da de forlod villaen. “Det var så fruen af huset” Daniel skiftet emne og Liam lod det ligge og kørte. “Kør hjem til dig selv, jeg har ikke mere du kan hjælpe med i dag, men skal selv vider til en anden kunde” Liam så kort på ham og drejet ned på motorvejen. Liam´s hus, Skovlunde, 42 minutter sener: Han duble parkeret bilen foran sit hus og skulle til at åbne døren da Daniel sagde. “Gør dig selv en tjeneste, lad være med at kigge på de optagelser alene. Få dig istedet noget søvn du ligner en der har brug for det” de steg begge to ud og Daniel satte sig ind bag rattet og sagde inden han lukket døren. “Tak, for hjælpen. Få nu sovet igennem, så giver jeg mad på Aldo´s sener” Liam nikket bare og så på bilen der forsvandt hen af gaden. “Hej nabo” han så på sin nabo og hilst på ham. “Du mere hjemme nu var” der gik lidt før Liam svart. “Øh ja, jeg har endelig fået fast arbejde i Danmark” sagde han og tænkte “Hvorfor fanden siger du det?” naboen nikket og proppet skralde posen ned i spanden. Liam tog den chancen til at afslutte samtalen i den lange pause og sagde. “Vi ses” han gik op til døren og lukket sig ind og lænet sig op af den lukket dør. “Det er ved at slå klik for dig mand” sagde han ud i det tomme hus og tænkte at det var mærkeligt at han pludselig ikke kunne snakke med andre mennesker. Han gik ind til computeren, lagde de seks kort på bordet og gik ud i køkkenet og tog en øl fra køleskabet, åbnet den og tog en tår af den. Da han satte flasken på køkkenbordet ved siden af vasken så ham Marg der stod og vinket til ham fra sit værelse, han smilet og vinket tilbage. Hun så ned og samlet et papir op, satte det op imod vinduet hvor der stod syg. Han åbnet en skuffe og fandt et stykke papir frem fra under en masse blyanter, tusser og andre ting. Papiret satte han op mod sit køkken vindue og mens hun forsvandt tog han en tår mere af øllen og læste hendes nye besked. “Bræk” han gjorde en grimasse, hvilket fik hende til at grine. Han vende papiret og skrev. “Hvil dig” og satte det op imod ruden. Hun nikket og vinket før hun vende sig og forsvandt fra vinduet. “Hun er god” sagde han og satte den tomme ølflaske fra sig og fandt mobilen frem og læste en besked fra Amy, som han ikke hvad hørt tidligere. “Gider du køre mig imorgen. Daniel kan ikke nå det af lige vel” han skrev en besked hvor der stod. “Det kan jeg godt” efter fuldt at en smiley med røde kinder og trykket send. Han kunne se at hun var ved at skrive tilbage og tænkte. “Nu skriver hun tilbage at det er lige meget og det er kun fordi du absolut” hendes besked kom frem og han læste den. “Tak” efterfuldt at samme smiley som han selv havde sendt. “Okay, det var måske ikke så slemt af lige vel” tænkte han mens han gik oven på og lagde sig under dynen. Liam´s hus, Skovlunde. Solen havde brudt de grå vinter skyer, da Liam satte sig op i sengen badet i sved. Han hev dynen af sig og smed den ned på gulvet, mens mere og mere af drømmen han havde haft for svandt. Mens han trak det våde lan af sengen og fjernet pudebetrækket fra puden så han på uret og stoppet kort op og tænkte. “20 minutter?” før han sagde. “Har jeg virkelig kun sovet i 20 minutter” han samlet sengetøjet op fra gulvet og så på uret på natbordet igen “11:33” før han gik nede under kun iført boxershorts og smed det i vasketøjskurven. Da han kom op på værelset igen fandt han noget rent sengetøj frem, lagde det på og lå i sengen i den næste time og vende og drejet uden at kunne falde i søvn igen. Han rullede ud af sengen og landet på hænder og fødder. “Lidt gang i blodomløbet bør gøre det” tænkte han og talte i hovede for hvergang brystkassen var over gulvet og lagde sig så på ryggen og lavet samme antal mavebøjninger, som armbøjninger. Forpustet rejste den tidligere soldat op og gik ud på badeværelset og så sig selv i spejlet. “Din ferie i Japan, har gjort dig doven min ven” han fandt et håndklæde frem fra skabet under håndvasken og tog boxershortsene af, hang håndklædet på knagen ved siden af og åbnet for vandet og lod det løbe til det varme vand dampet. “Whoah” gispet han og stod under det rendende vand til huden blev rød også slukket han det varme vand og blev ramt hårdt af det iskolde vand. Han bed et udråb i sig og så op i brusehovede før han slukket vandet og tørret sig tør med håndklædet. Da hovede denne gang ramte puden faldt han i en drømmeløst søvn og vågnet først da mobilen på gulvet ringet. “Hvad siger du” sagde han automatisk på japansk, før det gik op for ham. “Vent lige” sagde han og så på uret, mens han forsatte. “Hvem siger du?” han rejste sig op og fik et par rene jeans på, samt en t-shirt og en trøje. “Hvad mener du?.. er hun taget hjem til sine forældre?” han tog trapperne nede under i tre spring og satte sig ind foran computeren. “Hvorfor er hun det?” han åbnet mail programmet og trykket på ny mail og tastet Amy´s email adresse. “Hun ved jo at det er det rene selvmord?” Liam hørte at han begynde at græde i den anden. “Undskyld, Hideo. Nej det var ikke for at skræmme dig mere ind du allerede er, du ved at jeg også bekymre om jer” han skrev hurtigt en linie til Amy, mens Hideo pusset næse. “Hvor når er hun taget hjemme fra?” en mail tikket ind og han klikket på den mens han sagde. “Så det kan være allerede imorges”¦ Hvad tid kom du hjem fra natte arbejdet?” han læste Amy´s besked. “Undersøger det, vender tilbage” han så på uret igen 17:39. “Okay og der lå hun og sov?” han rejste sig og gik utålmodigt rundt i stuen. “Så der efter er hun taget af sted” fandens tænkte ham og tunet kort Hideo ud mens han tænkte og afbrød ham så. “Hideo, er der et sted du kan tag hen, et sted selv Jun-li ikke ville kunne sige at du tog hen?” linien blev stille et længer stykke tid før Liam igen hørte hans stemme “Hvis Jun-li er blevet fundet, så er det ikke til at sige hvad de kan få ud af hende” linien blev igen stille også kunne Liam høre fodtrin. “Høre du mig?” sagde han høje ind i røret. “Godt”¦ Nej lad være med at fortæl mig hvor det er henne og skil dig af med mobilen”¦ Ja jeg ved godt at hvis hun prøver at kontakte dig så kan hun ikke det, men så kontakter Jun-li mig ikke sandt” en ny mail tikket ind og han klikket på den og tav kort. “Find en offentlig computer på vejen og aktiver den mail vi satte op da jeg besøgte jer” han lytter til Hideos skridt det gik rundt i deres lille lejlighed. “Hideo”¦ Lige så snart du har købt en anden mobil så send mig men mail med det ny nummer, til den tid har jeg nok også nyheder” han havde rejst sig og samlet jakken op fra køkken bordet og tog den på. “SayÅnara” de afsluttet samtalen og to sekunder efter ringet mobilen i hans hånd. “Ja”¦ Hvor sikker er du på de data du sende mig?” han slog hånden igennem gibsvægen ud til køkkenet og lagde panden imod vægen. “Ja jeg har sagt til ham at han skal tag afsted”¦ Nej jeg ville ikke sige det før jeg var sikker på at du var sikker, så når han ringer igen må jeg sige det til ham” han trak døren op og låste den efter sig. “Det er ikke til at fatte at Jun-li allerede er blevet fundet død. Der er ikke engang gået 12 timer siden at hun efterlod brevet til Hideo” han gik imod stationen. “Ja jeg er udenfor, skal mødes med din bror på Aldo´s”¦ Det okay jeg tager bare toget” han stillede sig i læ på stationen og sagde da sneen begynde at falde igen. “Skal jeg stadig komme og køre dig hjem imorgen?” toget´s bremser larmet da det stoppet ved perronen. “Okay godt, vi ses imorgen” han trykket på skærmen og steg på toget. Aldo´s Bar & Grill, Taastrup, 58 min sener: Der var en summen af aktivet i grillen da Liam trådte ind af døren og så sig omkring efter Daniel, der ikke var til at se nogle steder. Max fik øje på ham og vinket ham over. “Er du her døgnet rundt?” spurgte han. “Nej dog ikke selv om det nogle gange føles sådan”¦ Spiser du alene?” han rystet på hovede. “Nej jeg skulle mødes med Daniel, men jeg kan ikke se ham” han fulde Max men øjenene, da hun tog to tallerkner fra vinduet som kokken på den anden side havde stilede op, hun gik ud på den anden side af disken, forbi Liam og hen til et et bord hvor hun stilede maden foran på rocker typer og vende sig om mod disken. “Har han været her?” hun rystet på hovede og gik forbi ham, ind bag disken og begynde at fjerne brugt tallerkner og bestik. “Men jeg sætter en femmer på at han kommer snart” hun blinket til ham og så forbi ham på Daniel den kom ind af døre. Liam så tilbage, mens hun sagde. “I kan sætte jer der over så kommer jeg over om lidt” han nikket hilste på Daniel og satte sig over ved bordet. “Vender du et opkald” Daniel så på Liam´s mobil der lå på bordet også på ham. “Vender en vigtig mail” Daniel nikket, da Max stillede sig ved deres bord, med blok og blyant i hænderne. “Hvad vil i så havde til aften?” de tog begge to hver deres menu op og kigget den hurtigt igennem og bestilte. Max skrev det ned og gik vider. “Fik du sovet?” spurte Daniel efter en rum tid, Liam nikket og så på Max der snakket med Aja. Først da manden kom spurte Daniel om memory kortene. “Nej dem glemte jeg” Daniel løftet burgeren op og så på Liam hen over den. “Så er du nød til at tjekke dem i aften” Liam hostet da han fik noget sodavand i den gale hals. “Hvorfor mig?” Daniel slugte maden han havde i munden. “Det er dig der har glemt kortene og med mindre du vil tag chancen og side fast i et tog mellem Skovlunde og Taastrup sener, så” han stoppet og holde øje med Liam mens han ventet på svar. “Ja okay” overrasket over at nummeret på mobilen der var begyndt at blinke var japansk tog han den og sagde på japansk. “Hallo?” Daniel så forbløffet på ham og stoppet med at spise. “Er det dig?” spurte Liam og ventet. “Hideo, signalet er dårligt her” han så hurtigt på skærmen og konstateret at det ikke var i hans egen ende. ”Ja, jeg venter” han så på Daniel der forventningsfuldt så på ham. “Mailen jeg ventet på” mimet han og lyttet til hvad Hideo sagde. “Jeg er ked af det, men det er sandt” Liam satte albuen på bordet og gned panden mens han lyttet til Hideo der faldt fra hinanden over 8500km væk. Daniel blev overrasket over den pluslige hårdheden i Liam´s stemme. “Hideo, der er to ting du kan gøre nu. Følg plan A eller B, høre du mig” han ventet til Hideo svaret. “Godt, eller vælger du plan C” Liam skubbet maden lidt væk fra sig. “Plan C. Du tager over Moskva også kommer du her til Danmark” linien blev stille og Liam så på Daniel, der studset da der blev sagt Danmark. “Jeg kan beder hjælpe dig her” efter kort til afsluttet han samtalen, lagde mobilen fra sig på bordet og rejste sig. Daniel fulde ham ind i baren, hvor han stoppet foran bardisken og så på de mange flasker på vægen. Bartenderen kom over spurte hvad det skulle være, mens han så fra Liam til Daniel der stod lidt bag ham. “En duble JB i et kold glas” han så kort på Daniel. “Hvad skal du havde?” han rystet på hovede og sagde. “Ingen ting” glasset blev sat foran ham og han drak den i en tår og stod lidt før han gik tilbage til bordet og satte sig ned igen. Da de rejste sig efter maden havde Liam forklaret hvad der var i galt. Daniel betalte hos Max og rakte Liam nøglen til bilen. “Hvis ikke den ene drink har gjort skade, så kan du sætte mig af også køre du bare hjem” Liam nikket. Liam´s hus, 23 minutter sener: Alt lyset i nabo huset var slukket da han parkeret bilen foran sit hus og stod ud. “Bare han ikke fortryder” han tænkte på Hideo mens han åbnet døren og lukket den efter sig og kig ud i køkkenet. “En enkel øl til arbejdet, kan vi godt lige klare” han satte sig ind til spisebordet og tænde computeren og stillede flasken fra sig på bordet, mens han fandt det første kort frem og puttet det i SD-kort rillen. Næsten en halv time sener var alle seks kort kopieret til harddisken. “3 dages HD video, jeg håber fandme at men kan fastforward, ellers kommer det her til at tage 72 timer” tænkte han og drak en tår af anden øl, klikket på play så videoen startet med at køre og efter lidt prøven fandt han ud af at hvis han trykket på pil tasten til højre, begynde billede at køre hurtigere. Kun tre timer efter at Joey havde sat kameraet op og testet, blev Liam overasket over de to personer der stod midt i stuen, den ene på knæ og den anden med bukserne omkring anklerne. “Hvad fanden” tænkte han og tog en skærm billede, før han fandt den anden kamera vinkel frem og tog et til. “Så det er ikke datteren?” tænkte han og trykket på spacebaren så billede forsatte igen, på dag to omkring samme tid begynde de igen denne gang i rummet i kælderen. Liam tog to skærm shots igen og forsatte. Der skete ingen ting i datterens værelse ud over at hun leget og sov der. På trejde dag var de tilbage i stuen, denne gang i et fuldt samleje. Han tømte den trejde øl og satte sig ned igen da printeren var færdig med at printe de seks billeder ud. Liam sende en besked til Daniel selv om klokken var langt over et om natten. “Det handler overhovede ikke om Almand´s datter” der gik kun cirka et minut før han svaret tilbage. “Godt” og lidt efter kom en besked mere. “Tager du selv ud og snakker med ham imorgen formiddag?” Liam så lidt på beskeden før han svaret. “Ja” og trykket på stand by knappen. Den drømmeløse søvn ramte ham næste i det øjeblik han lagde hovede på puden. Dag 5, Almand´s villa Liam parkeret bilen bag den blå Mercedes og steg ud. William åbnet døren før Liam var nået halv vejen op af indkørslen. “Noget nyt?” sagde han ivrigt og holde døren for Liam. “Ja det må man sige” de gik sammen ud i køkkenet. Liam undret sig over at hunden ikke gødet og William sagde som havde han hørt hans tanker. “Min far er ude at gå med Lola” de satte sig på hver deres stol ved spisebordet. “Jeg kan sige med 100% sikkerhed” begynde Liam og fandt papirerne frem fra inderlommen. “At der ikke er tale om overgreb på din datter” William lyste op og rejste sig halvt mens han sagde. “Det er jo fantastisk” et blik på Liam fik hans ansigt til at skifte og han satte sig tungt ned igen, da Liam forsatte. “Til gengæld så er din kone dig utro” William holde vejret i satte hånden for munden, før han pustet ud og sagde. “Jamen, med hvem?” Liam trak på skulderene. “Jeg ved det ikke, men jeg kan vise dig billeder af ham hvis det er?” William nikket tavst og Liam lagde de seks ark foran ham på bordet. Vrede var det med det samme og han greb et at papirerne og krøllete det sammen. “Den satan, må fanden tag ham. “Hvad er der galt?” stemmen kom fra den anden enden af køkkenet. William rejste sig og samlet et af billederne op. “Jeg satte Lola i buret da jeg hørte at du havde gæster” begynde han også skubbet William billede mod han bryst kasse. “Du er sikker på at du havde tid til det” faren så på billede mens William forsatte. “Når du har så travlt med at bolle min kone” ham blev lig plej da han så at hans søn lagde an til at stå ham, men Liam var kommet på benene og stoppet ham. “Det kan du ikke gøre, din datter får brug for dig her og ikke bag tremmer” han visket det mens han holde ham tilbage og efter lidt tid samlet han sig sammen og sagde mens han understreget hvert ord ved et prikke sin far med pegerfingeren i brystkassen. “Forsvind, det skal være nu og du skal fandme aldrig vise dig i nærheden af hverken mig eller Christina igen fatter du det!” råbte han og da faren hurtigt forsvandt, hjalp Liam, William over til stolen hvor han hurtigt fjernet de sidste billeder. “Hvor er din datter nu” spurte Liam neutralt og ventet på at han svaret. Han så op. “I skole. Hvorfor da?” Liam rejste sig og tog Williams mobil fra kogeøen og rakte den til ham. “Hvem kan hente hende” han tog imod mobilen og så forvirret på ham. “Hvad mener du?” Liam satte sig og så på ham. “Hvis din far kontakter din kone, vil hun så ikke gøre alt for at få fat i Christian først” William rejste sig med et op og begynde at taste på telefonen. “Min søster er lære på skolen, hun vil måske kunne” Liam lyttet da William begynde at forklare sin søster hvad der var sket og nikket mens han afsluttet samtalen. “Sam, går over og henter Christina nu og kommer her hjem med hende” han satte sig igen. “Godt, så er der ikke meget andet at gøre” Liam rejste sig op og det samme gjorde han. “Går du?” Liam rettet på jakken. “Der er ikke meget andet jeg kan gøre” sagde han og så på William. “Vil du ikke nok blive her lidt i nu, jeg skal nok betalt” sagde han og så bedene på Liam. “Okay jeg bliver, men det er ikke nødvendigt med pengene” William nikket og fandt telefonen på bordet. “Tak” sagde han kort og ringet op. Lidt efter klokken 11 kom Williams advokat, efterfuldt af hans kone der blev stoppet at Liam og advokaten i hovede døren. “Du har intet at gøre her” sagde advokaten til hende og begynde at lukke døren. “Min datter” råbte hun igen og igen. Liam vende sig om og så på Williams søster og hans datter der stop på toppen af trappen, Christian græd og Sam sad på knæ og holde hende ind til sig. Privathospitalet Hermione på Frederiksberg, 47 minutter sener: Han skubbet glas døren op og hilste kort på kvinden bag disken også så Amy der sad på en af stolene i vente området. “Undskyld jeg kommer så sent” hun rejste sig og prøvet at se vred ud men bare sygnet af ham fik hende automatisk til at blive glad så hun brød ud i et smil og gav ham et langt kram. “Øh” sagde han tøvende. “Du behøver ikke at sige undskyld, jeg er ligeglad så længe du kom” han samlet hendes ene taske op og hun tog den anden og men den ene armen omkring hende gik de sammen ud til bilen og lagde taskerne i bagagerummet. “Jeg er glad for at jeg fandt dig” han lukket klappen ned og så på hende. “Jeg er også glad for at du fandt mig” Amy´s hus, Taastrup: De kysset farvel i døren. “Du behøver ikke at tage hjem” sagde Amy lavt imod hans kind og fandt hans øjne. “Det ved jeg godt” Liam kysset hende igen og gik ned af havegangen og kigget tilbage, hun stod i den åbne dør med armene omkring sig og så efter ham. Liam´s hus, Skovlunde, 21 minutter sener: Lyset fra en bil lyste gangen og nået af stuen hvor han sad i mørket, stadig med overtøjet på. “Hvad var grunder til at du gik igen” sagde han lavt ud i den tomme stue også på det slukket fjernsyn, hvor han kunne se reflektionen af sig selv. Liam hoppet i stolen da der plusligt blev hammerede på hovede døren, han pustet ud og rejste sig op. “Rolig nu, jeg er på vej” men de jævne slag der ramte døren stoppet ikke en eneste gang. Vreden dukket op i overfladen, han gik hen og tog fat i håndtaget og trak den så hårdt op at en grædende Zoey næste faldt ind i hans favn. “Zoey, hvad er der galt?” hun begynde at hulke mod hans skulder, før han holde hende ud i arms længde og så hende i ansigtet. “Hvad er der sket” Liam trak døren i bag dem og førte hende ind i stuen og fik Zoey ned at side i lænestolen han selv lige havde siddet i. “Zoey, fokuser” han knipset fingerne foran hende, hun holde kort vejret og fandt hans øjne. “De tog Marg” fik hun sagt mens gråden bygget sig op igen. “Hvad” sagde han mens tankeren for igennem hovedet på ham. “Hvem er det. Kan det være mig de har fuldt efter” han rystet på hovede. “De har allerede været her” tanken satte sig fast i hans hovede mens han så på Zoey igen. “Hvorfor var hun ude så sent” igennem tårerne svaret hun. “Marg så du kom hjem og ville” hun snøftet og tørret øjenene forgæves. “Hun ville over med småkagerne, hun havde lavet til dig” ind til vider havde han siddet på hug foran hende men satte sig ned på knæ nu. “Hvordan så de ud” hun rystet på hovede og sagde. “Det gik så stærkt” han tog blidt hendes hænder og holde dem, for at prøve at give hende noget at den ro ham selv mente at havde. “Hvad så du?” de så længe på hinanden før hun blinket tårerne væk fra øjenene. “Det var en hvid varevogn, med sort og rødt logo på” sagde hun langsomt og stødvis. “Okay” han slap hendes hænder og rejste sig op og fandt mobilen frem. “Okay” sagde han igen og fandt nummeret frem på displayet. “Hej”¦ Jeg savner også dig” Zoey havde bøjet sig frem og græd med hænderne for ansigtet. “Undskyld, jeg skal bruge din hjælp”¦ Kan du tjekke databasen, for en hvid varevogn med et sort og rødt logo” Liam lyttet mens han kunne høre at Amy gik hen til computeren og satte sig og tastet. “Der er blevet lavet en opdatering“ sagde Amy og forsatte. “For to dage siden på” han lyttet intenst da hun sagde adressen og tilføjet. “Det er jo samme adresse” han hørte Amy sige noget men han afbrød hende. “Jeg ved godt det er meget at spørge om, kan du komme her og tag dig af Zoey, ind til politiet kommer” Zoey så op på ham. “Tak Amy du er en engel” han stoppet i døren og så tilbage på Zoey og sagde, “Jeg skal nok finde Marg, vent her” hun hørte at han løb op af trapperne, åbnet og en dør og så blev det stille til det efter en rum tid banket på døren og den blev skubbet op. Da han kom ned igen så ham Amy der snakket med Zoey. “Jeg har ringet efter politiet” sagde han kort og gik hen og gav Amy et kort kram før han gik mod hovededøren. “Du har din pistol på dig?” sagde Amy spørgende, han nikket og åbnet døren. “Jeg låner, din bil” Amy følte på sin lomme og skulle til at råbe noget efter ham men døren lukket og hun kunne gøre andet ind at åbne døren og se at han kørte væk. “Du er Amy” sagde Zoey inden fra stuen. “Ja, hvorfor da” sagde hun lidt i forsvarsstilling og vende stolen der stod foran computeren og satte sig på den foran hende. “Det er dig Marg har snakket om med Liam?” hun så Amys forvirret ansigtsudtryk før hun kunne nå at styre det. “Har Liam” begynde Amy. Liam drejet fra motorvejen, stoppet for rødt og satte blinklyset til. “Hvad fanden har du tænkt dig at gøre” sagde han mellem sammen bidte tænder og slog hånden i rattet da lyset skiftet til grønt, han satte igang og drejet til venstre. “Du skal finde hende og stoppe dem”¦ Bare stoppe dem ikke andet” tænkte han og slap speederen da han kørte hen af vejen og parkeret bilen bag en hvid varevogn der var blevet efterladt ude på vejen og ikke foran huset. Liam steg ud, lukket døren forsigtig i og gik langs varevognen, kørte hånden hen over motorhjælmen. “Stadig varm” tankerne begynde igen at styrte igennem han hovede da han langsomt gik hen over vejen og inde på grunden. Ved hovede døren lyttet han og kunne høre nogle der snakket med hindenden på den anden side. Han banket på døren og kort efter blev den åbnet, Liam så samme dør som sidst blive lukket. “Jeg søger ejeren af den varevogn der over, jeg kom desværre til at ramme den” manden studeret ham og fulde så efter Liam over til vognen. “Her over” Liam peget og manden begynde at læne sig ned, da han tog fat i nakkehåret på ham og maset ham brutalt op af den hvide vogn. “Har du lige været ude at hente en pige?” hvæset Liam tæt ved hans øre mens han presset pistolens løb imod hans kind. Manden rystet på hovede. “Hænderne om på ryggen” lyden at strips der blev spændt skar igennem den kolde vinter nat. “Har du nøglen til bilen” han nikket. “Hvilken lomme?” han gjorde tegn med et nik og Liam fandt nøglen frem fra hans lomme. “Gå” han åbnet sidedøren med nøglen og greb fat i manden og holde ham et stykke tid til han faldt forover bevidstløs. Liam skubbet benene ind og lukket døren i igen og gik tilbage til huset. “Liam” sagde en stemme sagte bag ham og han vende sig om og peget pistolen mod stemmen. “Skyd ikke” Daniel gik frem i lyset fra den åbne hovede dør. “Amy sagde du var her alene” Liam sænket pistolen og vende sig imod døren uden at sige noget og gik ind. Daniel fulde hurtigt efter. Liam peget op af trappen og Daniel gik der op og kom ned igen kort efter. “Ingen ting” inden han havde fuldført sætningen, sende Liam foden ind i døren så den sprang op og smadderet ind i vægen bag ved. Daniel stivnet og så på Liam der hurtigt gik ind med løftet pistol. Indenfor stod fire fuldvoksende mænd omkring en pige der stod i undertøj og med en sort stofspose over hovede. Liam slog bunden at pistolen i nakken på den nærmeste der stod med ryggen til og kroppen faldt tungt mod gulvet og de tre andre rakte hænderne op da han peget pistolen fra den ene til den anden også den trejde. “Marg” pigen nikket. “Bliv stående helt stille, så er jeg hos dig om lidt” Liam gjorde tegn til dem at de skulle ligge sig ned med pistolen og Daniel tog imod de strips Liam rakte til ham, mens han selv spænde strips omkring håndledene på den ene af dem. Han satte sig på hug foran Zoey og sagde lavt. “Marg” hun faldt ind i ham og han greb hende. “Jeg kan ikke fjerne posen før vi er ude på den anden side af døren, okay” hun nikket igen og han løftet hende op og gjorde tegn til Daniel der fulde med. Han satte hende ned og fjernet stofposen og der efter tapen. “Liam” han fjernet de strips der var omkring hendes fødder og håndled. “Det her er Daniel, han bær dig ud i bilen og så kommer jeg lige om lidt. Han løftet hende op og gav hende til Daniel. “Jeg er det om lidt” sagde han efter dem. Daniel gik ned af trappen og ud mod bilen, hvor Aja stod og ventet. “Er det ikke Amys bil?” spurte Aja og åbnet døren for Daniel, der satte Marg ind på sædet og tog sin jakke af og lagde den over hende, da et skud skar igennem stilheden. Daniel så på Aja der nikket og løb hen over vejen og ind af døren. “Dig” hørte hun Liam sige og da hun kom ind af døren havde han fat i en mand som han trak igennem der hvor det store spejl havde været. “Du er hendes fucking far, dit svin” Liam fik ham ned på jorden og begynde at slå løs på ham, før Aja kunne nå et få Liam væk fra manden havde han fået en del slået ham et dusin gange. Liam prøvet at gøre sig fri af hendes greb. Men da hun hvisket noget til ham slappet han mere af og hun slap. “Kom så” sagde hun mens hun vende manden om på maven og puttet strips omkring hans håndled, før hun visket ved hans øre. “Ved du hvad du havde været, hvis jeg ikke havde stoppet ham” han nikket tavst. Liam havde rejst sig bevæget sig udenfor, mens Aja samlet hans pistol op. Ude ved bilen løftet han Marg op og satte sig ind på passagersædet med hende på skødet. “Gjorde de dig noget?” han holde hende tæt ind til sig. “Vi køre hjem til mor nu” Daniel satte sig ind bag rattet og Aja satte sig ind på bagsædet. Liam og Marg sad helt stille, mens Daniel kørte og tastet på mobilen. De lyttet alle tre til ham mens han melde ind til politiet. Huset sener den aften: Bilen parkeret på gaden udenfor og Liam åbnet døren og gik Amy i møde som hun kom ud på trappen. “Kan du” sagde han og fik hende til at holde Marg, mens han forsatte ind i stuen, hvor han fik Zoey op af stolen og holde hendes skulder. “Viste du det” hun så forvirret og forskrækket på ham. “Viste du hvad Per gik og fortog sig”¦ Fortæl mig at du ikke viste det” Amy kom ind efterfuldt af Daniel der nu havde fået Marg i favnen. “Liam” han så kort på Amy også tilbage op hende. “Liam, Zoey viste det ikke, jeg har snakket med hende om det” Liam trak hende ind til sig og sagde undskylde. “Moar” han slap hende, satte sig på gulvet og begynde at ryste voldsomt. Daniel fulde de to over til deres hus og blev der til dagen efter. Amy satte sig ned ved siden af Liam og begynde at stryge ham kæreligt over ryggen til han stoppet med at ryste. “Jeg har aldrig været så magtesløs” sagde han lavt og lænet sig ind til hende. “Det er okay, det skal nok gå” hun kysset ham på toppen af hovede og holde ham tæt. Liam´s hus: Dag 7 Bryst kassen gik jævnt op og ned i takt med hendes vejrtrækning og Liam tænkte på om han havde gjordt det rigtige da de begynde at havde et forhold til hinanden. “Mand, det er kun en uge siden vi så hindanden første gang, det virker allerede som om det er flere år siden” tankerne fløj igennem hans hovede, mens han studeret Amy´s halvt nøgne krop i hans sengen, før han beslutsomt rejste sig op og forsigtigt trak dyner over hende og kysset hende på panden. “Måske er det bare sådan, kærligheden føles han lukket døren i og gik ned i køkkenet, tog et glas fra skabet og fylde det op og drak det. Da han vende sig om stod hun i døren til køkkenet i en af hans t-shirts. Godmorgen sagde hun flirtende og gik langsomt over til ham. “Morgen” sagde han lavt kort før deres læber møde og hendes tunge fandt hans. På trods af det kolde vejr og sneen på jorden skindet solen fra en skyfri himmel, strålerne varmet hans ryg og fik ham til at slappe af igen. Hun trak sig lidt væk fra ham og så ham i øjenene. “Jeg forstår hvorfor hun er vigtig for dig” sagde hun og omfavnet ham. “Fortæl mig det, for jeg forstår det ikke” sagde han lavt ned i hendes hår. “Hun har vist dig, at det er okay at leve igen” da hun så på ham igen rente der en tårer ned af hans ene kind. “Jeg har aldrig” begynde han, da Amy tørret tåren forsigtigt væk og kysset ham. “Du har mig nu” afsluttet hun hans sætning, Liam nikket og holdte hende tæt. Slut | ||||||||||||||
 | haleløs | 2016-07-18 21:18:18 |
halløjsan; hvis du gerne vil ha' kommentarer til teksten bedes den gjort mere læsbar gennem opdeling (se HJÆLP/INFO og læs om 'storyid')
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
