 |  | Ensom Under Stjernerne |
 |
|
|||||||||||||
|
Det var ikke første gang hun gik ved havet alene. Hun gik altid alene. Hun tænkte på fortiden og hendes barndom. Da hun var mindre, var hun ikke ligefrem lille. Hun var en stor pige på tolv år. Igennem flere år af hendes barndom blev hun mobbet med sin størrelse. Der var tit drenge på skolen der hev fat i hendes enorme deller. Hver eneste gang de gjorde det, havde hun lyst til at græde, men hvis hun gjorde det ville de bare grine mere af hende og kalde hende grimme og beskidte navne. Så hun holdte tårerne tilbage. Så hun sank den hårde, tunge klump. Det gjorde ondt hver gang. Men heller smerte end ydmygelse. Hurtigt efter at hun havde sunket klumpen kom den tilbage og voksede sig større. Hun troede at hendes strube ville flække midt over. Da hun fyldte nitten år og stadig var jomfru, sagde hun stop! Hun begyndte at spise sundere og løbe. Første gang hun løb troede hun, at hun ville falde om og dø langsomt i smerte. Da hun gik ned ad trapperne til hendes opgang, smilede hun. Hun glædede sig inderligt til at komme i gang. Da hun kom ud af døren blev hun mødt af den iskolde og bidende vind. Mens hun løb indåndede hun den kolde luft og fik ondt i halsen. Det skar helt ned i lungerne. Men hun ignorerede det. Det var smertefuldt at løbe. Men hun ville ikke give op. Hun havde hørt om kvinder og mænd der elskede at løbe. Det kunne hun vel også lære. Hun svedte så hendes røde krøller klistrede sig fast til hovedbunden. Sveden dryppede fra hendes pande og ned i øjnene på hende, og det gjorde sveg, men hun ville ikke græde. Hun ville ikke blive ydmyget. Hun stoppede først med at løbe da hendes krop afviste hende fuldstændig. Hun havde fået kvalme. Hun kastede op. Og det føltes dejligt! Hun følte at hun rensede sit system, sin krop. Hun rensede den for store chokolade muffins, cheeseburgers, vingummibamser og sour creme and onion chips. Væk med alle de indbagte pizzaer og kyllinger. I de ti sekunder hun kastede op følte hun, at hun kom af med alle de klamme og usunde ting hun nogensinde havde indtaget. Hun følte at hun fik en chance til. Efter fire år med hård træning havde hun løbet et maraton. Og vejede pludselig toogtres kilo i stedet for hundred ni. Hun var blevet både tynd og smuk. Men hun var stadig alene. Hun gik i det dyreste tøj, arbejdede som redaktør for et mode blad og tjente mange penge på det. Hun ejede et stort hus med hav udsigt og to forskellige biler. En Audi A6, og en stor rød firehjulstrækker. Hendes garderobe var et værelse for sig selv og hun havde ligeså mange sko som hun vejede i kilo. Hun var som sagt en meget smuk og attraktiv kvinde. Som chef og redaktør var hun den bedste. Alting skete som hun ønskede. Alle gjorde præcis som hun sagde. Men det var kun fordi alle medarbejderne var bange for hende! Ingen kunne lide hende. Selv om hun nu var toogtyve år, bagtalte folk hende på en grov måde. Kvinderne kaldte hende en klam heks, en rådden kvinde og en taber. Mændene kaldte hende en stram fisse, en kæmpe smatso og en højrøvede kælling. Hun vidste godt at folk snakkede grimt om hende. Det var derfor at hun stadig følte klumpen i halsen og den følte hun hver dag. Hvert sekund. Til gengæld havde hun fundet en løsning. Hver aften brugte hun flere timer på at få klumpen væk. Hun gik ned på det lokale værtshus og drak. Øl, rødvin, vodka, whisky. Alt! Men mest øl. Hun drak og drak. Øl virkede bedst. Øl var den bedste medicin. Selv på hendes aftener dernede blev hun behandlet dårligt. Mange mænd tog hende på røven og kaldte hende klamme ting. Kvinderne ignorerede hende med kolde blikke og spidse skuldre. Mens hun gik der ved havet, undrede hun sig over om hun nogensinde ville opleve kærlighed. Hun strakte sig ned mod sandet og samlede en sten op. Midt i stenen var der et hul. Hendes salte tårer ramte stenen. Hulet symboliserede hendes hjerte. Tomt. Hun knugede sine hånd hårdt om stenen, græd i vrede og smed den ud i havet. Så kunne den få lov til at drukne der! Uden at vide hvordan det føles når ens tomme hul bliver fyldt ud med kærlighed og ømhed! Hysterisk samlede hun flere sten, smed hver enkelt ud i vandet mens råbte til dem. En efter en. Sommetider tre sten på en gang. Hun stoppede. Hendes vejrtrækning var hurtigt og uharmonisk. Hun græd stadig da hendes knæ ramte sandet. Hun kiggede op mod himlen. Ønskede at hun en dag ville blive en af de tusinde stjernerne i natten. At hun en dag ville lyse op og blive beundret. Stjernerne var smukke. De lyste op og blev genspejlet i det klare vand. Hun tog en dyb indånding og duftede til det salte hav. Lige siden første gang hun havde været på stranden, havde hun elskede duften af havet. Det mindede hende om hendes tårer. Hun følte at alt kunne være ligemeget. Alt hvad hun havde brugt sit liv på var fuldkommen ligegyldigt. Hver en slankekur. Hver en jobsamtale. Hvert smil. Hver tåre. Det var alt sammen PISSE LIGEGYLDIGT. Hun flåede sin skjorte og bukser af. Smed sine sko og kastede det hele ud mod havet. Hun rev sine trusser af. Hun smed sin bh og løb så ud mod vandet. Det var iskoldt. Vandet prikkede til hendes hud som tusinde skarpe knive. Hun kastede sig ud i vandet og svømmede afsted. Hendes hud begyndte at brænde af kulde. Hun dykkede under vandet. Det var så koldt at hun følte at, vandet rev hende i hovedbunden. Det gjorde så ondt at hun for en gangs skyld turde græde uden være bange for at blive ydmyget. Det gjorde ondt helt ind til hjertet. Hendes lunger manglede luft. Men hun var ligeglad. For det var alt sammen pisse ligegyldigt. Iskoldt vand. Ingen luft. Det sidste liv hun havde i sig, fløj ud af hendes mund og næse. Koldt. Smertefuldt. Hun led til det sidste. Fra hendes fødsel til hendes død. Hendes liv havde været et helved! Hun kiggede op mod stjernerne. De smilede til hende mens hun døde Hvis du nogensinde kigger op mod stjernerne igen, så kan du finde hende. Bare led efter den stjerne der stråler mest. | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2012-02-04 00:22:14 |
Jeg synes, du har skrevet en fin tekst, der på udmærket vis illustrerer menneskets higen efter anerkendelse og tosomhed.
Teksten bindes fint sammen i tredie afsnit, hvor du beskriver kvindens skæbnesvangre sidste handling. Dit sprog er ungt og præget af talesprog en del steder. Da du er konsekvent, kan det godt fungere her.
Der er en del slåfejl hist og her, og selv om de ikke ødelægger forståelsen, vil jeg alligevel påpege et par stykke af dem (da jeg ser disse) ;-)
gjorder = gjorde
tårene = tårerne
Men heller smerte = .. hellere ..
.. hun vel også lærer = .. lære
.. blev nød til .. = .. nødt ..
kæn = knæ
Det er små grammatiske ting, men når du får rettet disse, efterlader det læseren med mere ro til at indtage teksten.
Du har nogle fine formuleringer:
"Hun følte at hun rensede sit system". Et fint billede af den buttede pige, der tænker, at hun kan tømme sit indre ud for at forskønne det ydre.
Situationen ved stranden: ".. hårdt om stenen, græd i vrede og smed den ud i havet. Så kunne den få lov til at drukne der!" kan jeg rigtig godt lide. Og beskrivelsen af, at duften af havet mindede hende om hendes egne tårer, er også en fin konstruktion.
Endelig vil jeg også lige kommentere på et par af dine finurlige formuleringer (ja, din tekst rummer meget):
"Første gang hun løb troede hun, at hun ville falde om og stille sove ind i døden." Sætningen indikerer en voldsom aktivitet, men sidste del af sætningen "at sove stille ind" er af helt anden rytme.
"Hun havde råd til det hele, selv til at gå til frisøren den første i hver måned." Den sætning morede jeg mig over, for vi har lige hørt, at kvinden er ganske velstillet, så det giver næsten sig selv, at hun også har råd til at gå til frisøren. Også selv om det er hver måned ;-)
Formuleringen "Hun strakte sig ned mod sandet" er lidt skæv. Man strækker sig, når man folder kroppen helt ud - fx at strække sig mod himlen. Men hvis man samler noget op fra strandkanten, må man jo nødvendigvis bøje sig forover - og altså ikke strække sig. Jeg ville nok skrive "Hun bøjede sig ned mod sandet".
Jeg håber, du kan bruge min feedback og samtidig ikke finder min kritik for hård. Det er bestemt ikke meningen.
/Jesper
Teksten bindes fint sammen i tredie afsnit, hvor du beskriver kvindens skæbnesvangre sidste handling. Dit sprog er ungt og præget af talesprog en del steder. Da du er konsekvent, kan det godt fungere her.
Der er en del slåfejl hist og her, og selv om de ikke ødelægger forståelsen, vil jeg alligevel påpege et par stykke af dem (da jeg ser disse) ;-)
gjorder = gjorde
tårene = tårerne
Men heller smerte = .. hellere ..
.. hun vel også lærer = .. lære
.. blev nød til .. = .. nødt ..
kæn = knæ
Det er små grammatiske ting, men når du får rettet disse, efterlader det læseren med mere ro til at indtage teksten.
Du har nogle fine formuleringer:
"Hun følte at hun rensede sit system". Et fint billede af den buttede pige, der tænker, at hun kan tømme sit indre ud for at forskønne det ydre.
Situationen ved stranden: ".. hårdt om stenen, græd i vrede og smed den ud i havet. Så kunne den få lov til at drukne der!" kan jeg rigtig godt lide. Og beskrivelsen af, at duften af havet mindede hende om hendes egne tårer, er også en fin konstruktion.
Endelig vil jeg også lige kommentere på et par af dine finurlige formuleringer (ja, din tekst rummer meget):
"Første gang hun løb troede hun, at hun ville falde om og stille sove ind i døden." Sætningen indikerer en voldsom aktivitet, men sidste del af sætningen "at sove stille ind" er af helt anden rytme.
"Hun havde råd til det hele, selv til at gå til frisøren den første i hver måned." Den sætning morede jeg mig over, for vi har lige hørt, at kvinden er ganske velstillet, så det giver næsten sig selv, at hun også har råd til at gå til frisøren. Også selv om det er hver måned ;-)
Formuleringen "Hun strakte sig ned mod sandet" er lidt skæv. Man strækker sig, når man folder kroppen helt ud - fx at strække sig mod himlen. Men hvis man samler noget op fra strandkanten, må man jo nødvendigvis bøje sig forover - og altså ikke strække sig. Jeg ville nok skrive "Hun bøjede sig ned mod sandet".
Jeg håber, du kan bruge min feedback og samtidig ikke finder min kritik for hård. Det er bestemt ikke meningen.
/Jesper
| haleløs | 2012-02-04 12:25:17 |
hej; JEG har osse læst ... og vil egentlig blot tilslutte mig 'Forfatter in spe' s kommentarer; som er vældig grundige!
Personlig finder jeg det dog ikke realistisk at en 22-årig allerede kan være redaktør - og 'Hun var som sagt en meget smuk og attraktiv kvinde. / Som chef og redaktør var hun den bedste.' ? Men kan rigtig godt lide billedet af en Hp som stædigt arbejder på at forandre sin (vægt)situation gennem løbetræning. Dog finder jeg det ikke foreneligt med en øl-drikkende adfærd; da atleter vist typisk også er 'sundheds-apostle'. Desuden forvirrer det (MIG) at det åbenbart ikke lykkedes for din Hp at skabe sig noget som helst socialt netværk på trods af din personkarakteristik af Hp og deltagelsen i div. sportsaktiviteter?
Selvmord gennem frivillig drukning under vinter-badning? hmmm ... Situationen er faktisk særdeles velskrevet; men (i mine øjne) ikke videre realistisk!
Men teksten som sådan er særdeles levende og fængende!
venligst ...
Personlig finder jeg det dog ikke realistisk at en 22-årig allerede kan være redaktør - og 'Hun var som sagt en meget smuk og attraktiv kvinde. / Som chef og redaktør var hun den bedste.' ? Men kan rigtig godt lide billedet af en Hp som stædigt arbejder på at forandre sin (vægt)situation gennem løbetræning. Dog finder jeg det ikke foreneligt med en øl-drikkende adfærd; da atleter vist typisk også er 'sundheds-apostle'. Desuden forvirrer det (MIG) at det åbenbart ikke lykkedes for din Hp at skabe sig noget som helst socialt netværk på trods af din personkarakteristik af Hp og deltagelsen i div. sportsaktiviteter?
Selvmord gennem frivillig drukning under vinter-badning? hmmm ... Situationen er faktisk særdeles velskrevet; men (i mine øjne) ikke videre realistisk!
Men teksten som sådan er særdeles levende og fængende!
venligst ...
| nhuth | 2012-04-17 11:23:34 |
Meget fængslende tekst (bortset fra de bittesmå fejl) som er kommenteret. Og måske kunne sidste linje undværes?
Realistisk eller ej? For mig er det blot en ekstra dimension - både i din tekst og i din egen kommentar til haleløs.
Billederne af den "fede pige" og den "perfekte pige" står stærkt på nethinden.
Vh Nhuth
Realistisk eller ej? For mig er det blot en ekstra dimension - både i din tekst og i din egen kommentar til haleløs.
Billederne af den "fede pige" og den "perfekte pige" står stærkt på nethinden.
Vh Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Nu kan jeg jo udvikle mig for pokker da!! TAK!!
Love.