 |  | Blod er bedre end vand del 13. |
 |
|
|||||||||||||
|
Dette er 13. del af novellen ”Blod er bedre end vand”, der er en moderne vampyrhistorie. Modtager gerne korrektioner af stavefejl og spørgsmål til udvikling af det videre handlingsforløb. På min blog kan man læse et indlæg om hvordan jeg kom på historien: http://helle-sweets.blogspot.dk/2012/10/blod-er-bedre-end-vand.htm l __________________________________________________________________ _______ *** Hun fór op og væltede i farten stolen hun havde siddet på. Alle de andre spjættede af forskrækkelse og vendte sig for at se hvad der var sket. Inez kiggede lidt nervøst på de andre og rejste med rystende hænder stolen op igen. Hun havde haft endnu et mareridt og denne gang var det ikke kun om døde husdyr. Der var et menneske med; et lille barn, der højest kunne have været omkring otte med kort hår, bleg hud og dødsangst i øjnene. I et akavet forsøg på at skjule hvor oprørt hun egentlig var, satte hun sig tavst og rettede på sin bog. Kort efter begyndte en svag summen af hvisken, men hun vidste at ingen ville spørge ind til hende, da hun ofte holdt sig for sig selv og derfor sjældent havde hverken positiv eller negativ kommunikation med de andre. Da de andre endelig holdt mund var pausen næsten slut og kort efter kom læreren ind for at fortsætte. Inez stirrede tomt ned på bogens sider, men læste ikke. Hendes tanker var på barnet i hendes drøm. Var det én hun havde dræbt? Var det liget af den lille dreng der forsvandt i december, og i så tilfælde hvor var han og hvorfor dukkede han op i hendes mareridt nu? Hun ville finde ham så familien kunne få fred, men i drømmen var alt tågede skygger og silhuetter bortset fra drengens ansigt. Jo mere hun tænkte over drømmen, des mere oprørt blev hun. Hvis hun havde myrdet drengen betød det at hun slet ikke havde styr på sig selv. Hun kunne have dræbt en masse uden at huske det. Langsomt knyttede hun den ene hånd om sin blyant og klemte så hårdt det gjorde ondt i hele armen. Var hun et monster? En blodtørstig morder uden erindring om sine handlinger? Hvordan kunne hun stole på sig selv hvis nu det var sandt? Rystende sænkede hun den knyttede hånd og holdt den over den anden, der lå fladt på bogens blanke sider. Langsomt mærkede hun sin puls stige og hendes blodtørst vågnede fra sin dvale. Det susede for hendes ører og folks små lyde i lokalet blev forvandlet til øredøvende larm. Hun kunne ikke holde det ud længere, selv hendes hastige åndedrag lød som et stormvejr og hendes sidekammerarts nysgerrige blik irriterede hende. Hans hjerteslag lød som stortrommer og hun kunne høre hans blod suse gennem venerne. Det var for meget. For fristende. I rasende blodtørst hamrede hun knytnæven ned. Med en skuffende lav og antiklimatisk lyd penetrerede blyanten huden på hendes håndryg, gik tværs gennem hånden og satte sig to centimeter ned i bogen. Hun mærkede den ramme det tykke bogomslag og stirrede sultent på blodet der langsom bredte sig over siden. Drengen ved siden af hende sprang op med et hyl blandet af chok, skræk og væmmelse og straks efter var læreren over hende og forsøgte at få lov til at løsne hendes krampagtige greb om blyanten så han kunne kigge nærmere på den sårede hånd, men hun hvæsede bare dyrisk af ham med blottede tænder. Læreren rykkede overrasket tilbage og stirrede sammen med hendes sidekammerart på hende idet hendes øjne ændrede sig og hendes hugtænder voksede frem. Hun flåede arrigt hånden fri af blyanten og begyndte grådigt at slikke blodet af sin hånd. De andre begyndte deres hvisken igen imens hun, stadig med den blødende hånd ved munden, uden et ord rejste sig og for anden dag i træk marcherede ud af lokalet. *** Jeg løb hastigt ned ad fortovet og tværs over en rundkørsel saluteret af højlydte bremselyde, kraftige dyt fra bilhorn og forskrækkede udråb fra både billister og andre omkringstående der knap nåede at se andet end en skikkelse, der ikke engang kunne kønsdefineres fordi den bevægede sig så hurtigt. Jeg opfangede ikke andet end et væld af lyde og lugte, der alle blev skubbet til side af smagen af blod og tørsten efter mere. Mit tunnelsyn flakkede med lynhast fra én potentiel donor til en anden, men hæftede sig til sidst på en mand først i halvtredserne med fuldskæg og en stok, der nok mest var for syns skyld. Lydløst sneg jeg mig op bag ham, da han satte tig på en bænk. Ikke engang sko kunne afsløre mig, for dem havde jeg hurtigt tabt og mine sokker var både beskidte og næsten ødelagte. __________________________________________________________________ _______ Novellen starter her: Blod er bedre end vand del 01. Forrige afsnit: Blod er bedre end vand del 12. Næste afsnit: Blod er bedre end vand del 14. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-07-11 16:43:08 |
særdeles velskrevet; følger den hæsblæsende, morderiske udvikling med tilbageholdt åndedræt ;)
venligst ...
PS "Hvordan kunne hun stole på sig selv hvis hun det var sandt? " = nu
"... med lynhast fra én potentiel donEr til en anden ..." = donOr
venligst ...
PS "Hvordan kunne hun stole på sig selv hvis hun det var sandt? " = nu
"... med lynhast fra én potentiel donEr til en anden ..." = donOr
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
