Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Mariams breve   Kap.   11
Mariams breve Kap. 11


Forfattersiden.dk
Forfatter: nhuth
Skrevet: 2014-04-24 08:42:36
Version: 1.31
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Kapitel 11
Den manglende efterlysning

Kriminalassistent Henny Lund blev stædigt ved med at plage Rønnebæk. Der i lagerbygningen, hvor maleriet var blevet forsøgt udvekslet, var der blodspor efter den korte skudveksling, der havde fundet sted. Den undslupne hårdt sårede mand havde efterladt sin Beretta på gulvet. Den havde været affyret få minutter forinden; projektilet er garanteret identisk med det, der sårede vores anholdte indbrudstyv. Hvor mange tusinde Berettaer var der i omløb? En ballistisk undersøgelse af tyvens våben ville faktisk være nyttesløs uden projektil, mente Rønnebæk.
Men Henny fastholdt:
”Ham der nåede op i flyet, går rundt med det; hvis han da lever. Vi har DNA, fingeraftryk, spyt, hår og blod samt tyvens pistol. Hvad mere kan vi forlange?
”Offeret med projektilet”, svarede Rønnebæk. ”Iført håndjern og fodlænke og gerne en dåbsattest og et billede i baglommen””¦ ”Med et så stort blodtab, er det tvivlsomt om han overhovedet lever.”
”Spørgsmålet er om en efterlysning overhovedet er mulig. Der er sandsynligvis ingen mors sjæl, der savner én af hans slags”, fortsatte Rønnebæk.

Antonio gik rundt med projektilet i lommen. Hvorfor, tænkte han ikke på. Måske det eneste, der var tilbage fra en god kammerat? De fleste i den lille by kendte godt til historien om den unge mand, der var forsvundet fra Danmark og aldrig igen dukket op i Italien. Ingen havde tilsyneladende hørt fra ham. Måske skulle han give Unos far det eneste synlige bevis der fandtes på sønnens ærefulde død, så familien kunne få fred i sindet. Antonio havde altid lige fra barndommen forsvaret Uno til det sidste. Ingen præst ville forrette begravelse uden et lig eller uigendrivelige vidneudsagn om vedkommendes død.  

Konservatorernes arbejde skred planmæssigt frem. Nu skulle der bare skrives ægthedsbeviser og en mere plausibel redegørelse for maleriets proveniens og omtumlede fortid. ”Det finder vi nok ud af”, havde den ledende konservator sagt.
Don Alanzo havde al mulig grund til at glæde sig på sønnens vegne. Vejen var nu beredt for de planer han havde lagt for det generationsskifte, der ad åre skulle ske, hvis sønnen levede op til forventningerne. Den gamle Don  Rafanella havde da også gjort det godt, men han var aldrende og skrøbelig. De to gamle skulle snart mødes for at få de sidste detaljer på plads.

Det nagede Unos far Ernesto Umberto, at han aldrig havde slået sit navn fast blandt de fem store familier. Nu var han snarere  til besvær og måtte leve af Don Alanzos nåde og barmhjertighed. Det passede ham ikke.
Af respekt besluttede Antonio sig til at overrække projektilet til Ernesto, som således kunne lade en samvittighedsfuld præst foretage den nødvendige begravelseshøjtidelighed.

*


Lydia Hansen havde modtaget en cc-mail fra det engelske forsikringsselskab Star Alliance. Man orienterede hende blot om, at man havde sendt en agent til Italien, hvor man formodede, at hendes eller Egelys maleri kunne befinde sig. Samtidig rejste de igen tvivl om maleriets ægthed og forsikringssummens størrelse. Mailen var også sendt til orientering for Egelys direktør Hr. Christian Clausen.
’Åh, nej, nu igen. Gid f”¦ havde det åndssvage billede’. Tænkte hun. Hun skulle aldrig have købt det, uanset hvad det så end måtte være værd. Hun havde ikke drømt om at det kunne volde så meget besvær. Hun kunne kun huske det som meget nusset og let beskadiget i en sort skrammet ramme. Motivet var da pænt nok, men maleriet burde renses og friskes op af fagfolk. Hele hendes  øvrige samling  var vist vurderet til to tre millioner kroner. Det var jo totalt latterligt, at alene billedet af ”Kvinder ved Brønden” skulle være hundrede gange så meget værd.
Det var jo nærmest for sjov, at hun havde ”skænket” det til Egely. Og så på grund af malerens tvivlsomme ophavsmands navnetræk. Hun havde altid anset billedet for at være et hæderligt falskneri.

De tre konservatorer i Palermo var vildt uenige. Lederen, den ældste, mente nok, at maleriet kunne være ægte. Den yngste mente, at det var et værdiløst falskneri og den mellemste mente, at det hurtigst burde sælges på en auktion til højstbydende uanset pris. De havde røntgenfotograferet det og kunne med sikkerhed se, at der oprindeligt også havde optrådt en mand på billedet. Det ældste lag maling var fra ca. 1890 - 1900 kunne de se ved hjælp af spektrometriske undersøgelser.
Men det kunne lige så vel være malet af en af Gaugins elever. Det var ikke usædvanligt, at de ”store” kunstnere af flere årsager lagde navn til elevernes værker, så eleverne hurtigt fik råd til materialer og undervisning.

Da Helene gennemgik den vigtigste post med Christian, stødte hun på mailen fra forsikringsselskabet til Lydia Hansen og Christian Clausen. Det gamle maleri var åbenbart mere interessant og værdifuldt, end hun havde forestillet sig. Ellers ville de vel ikke sende folk fra England til Italien for at lede efter det. Hele Rygårds forsikringsportefølje blev i øvrigt varetaget et advokatfirma i København. Hun var stødt på det i forbindelse med rekonstruktionen af Egelyfonden , da Lydia var vendt hjem fra Sydamerika. Hun huskede brevvekslingen med en advokat ved navn Thorlacius. Victor Hansen havde ellers ordnet alt vedrørende virksomhedens forsikringsforhold.

Hun ville benytte lejligheden til at opfordre Christian til at få et opdateret overblik over Rygårds forsikringer. Der kunne være penge at spare; specielt efter, at de nu også omfattede et museum. Lille, ganske vist, men med de forpligtelser  der nu en gang er i henhold til Museumsloven.

De to forsikringsfolk fra England var ankommet til Palermo hen ad eftermiddagen og havde indlogeret sig på et middelmådigt hotel som private kunstopkøbere. De besøgte et par gallerier og et mindre museum og spurgte efter tidlige skitser fra Paul Gaugins hånd. Efter to døgn fik de et tip om en anerkendt konservator, der muligvis kunne hjælpe dem. Herfra blev de orienteret om det forestående bryllup. I fortrolighed nævnte konservatoren den restaureringsopgave, som lige var blevet afsluttet. Han kunne også vise dem farvefotos af resultatet. De var ikke et sekund i tvivl. Det viste det eftersøgte maleri, som det kunne have set ud.
Af gode grunde fandtes der ingen ældre farvefotos af maleriet end dem fra Rygård, så de havde kun gamle sort/hvid fotos at sammenligne med. Samt de få gamle beskrivelser der fandtes af maleriet som det så ud, da det var udstillet i Frankrig omkring 1930.
På hotelværelset diskuterede de situationen og lagde i fællesskab en slagplan:
Dels kunne man indrykke tydelige annoncer med udlovning af en klækkelig dusør for oplysninger, der kunne føre til tilvejebringelse af maleriet - og dels kunne man samtidig i København og Palermo foretage politianmeldelse af konkret forfalskning af kunstværket. Derved kunne man måske tvinge Alanzo eller nogen i kredsen omkring ham til at reagere.
Planen blev godkendt i London og iværksat. Det danske politi afviste straks anmeldelsen, men videresendte den dog til de italienske myndigheder, som imidlertid havde bunker af tilsvarende umulige opgaver. I Calabriens underverden morede man lidt over de skøre englænderes forsøg. Ingen ved sine fulde fem ville risikere livet ved at hænge Don Alanzo ud. Det var heller ikke nødvendigt. Alanzo kontaktede selv politiet, som sagtens forstod hans situation. Han ville gerne holde gaven hemmelig lidt endnu. Samtidig indbød han politiinspektøren til at deltage i bryllupsfesten, hvor maleriet ville blive ”afsløret”.

*


De to små bøger, som Maleren havde fået af Selma, handlede ganske rigtigt også om Rygård. Den ene hed ”Moderne Landbrug” fra 1878 og den anden hed ”Små Husdyrhold”. Selveste I.C.Hansen havde skrevet forordet til den ene. Den måtte han vise Helene. Rygaard blev omtalt som et ”Lille Mønster Gartneri”. Et helt afsnit beskrev gårdens opførelse og de nyeste frøsorter og mindre jordbrugsmaskiner. Der havde en overgang været tanker om samarbejde med J.E.Ohlsens gartnerier på Østerbro, men der kunne ikke opnås enighed om betingelserne mellem parterne. Jordens bonitet havde optaget ham meget; specielt sammenlignet med de forhold, som hans  søn måtte slås med i Vendsyssels sandede jorder.

Selma var overrasket over hans interesse for Rygårds historie og hans fordybelse i de gamle bøger. Så spændende var det vel heller ikke, men historie havde aldrig været hendes stærke side. Selvfølgelig var det godt, at nogen gad støve rundt i gulnede bøger, bare de ikke glemte et leve i nuet. Den dér Ohlsen måtte vel være hende enken med frøfirmaet.
De ringede hver dag til hinanden uden at have andet ærinde end bare lige udveksle et par ord. Deres venskab var helt uforpligtende, men føltes rigtigt. Han var så ærlig og nem at læse .
Han havde fundet ud af at se fotografierne på computeren. Det var fantastisk. Han kunne skabe større eller mindre kontrast i billedet og forstørre eller formindske efter behov. Kun to gange havde han været nødt til at forstyrre Kris for at få hjælp. Nu var det væsentligt nemmere at komme videre med tegningen af Elizabeth. Det var noget helt andet, end det han plejede at male.
Kris havde også sagt noget om, hvordan man kunne ændre på proportionerne eller retouchere, men det forstod han ikke helt den dybere mening med. Eller måske forstod han det netop?


Henny Lund havde set forsikringsselskabets efterlysning i avisen. De ville vel gøre alt for at slippe for at udbetale  forsikringssummen for et maleri af en verdensberømt maler. Guderne må vide, hvad museet havde betalt i årlig forsikringspræmie?
Det var nok nemmest at spørge Christian Clausen selv.

Klokken ni ringede hun til Rygård, hvor Susan passede telefonen for en gangs skyld.
”Jeg stiller Dem ind til Clausen”.
”Dav, det er Henny Lund. Du husker mig nok?”
”Jo, tak”, desværre fejlede hans hukommelse ikke noget”¦
”Jeg ringer kun på grund af skriverierne om dit gamle maleri. Véd du hvad forsikringssummen er - og den årlige
præmiebetaling?”
”Det aner jeg faktisk ikke. Det er jo så nyt, men Helene har styr på økonomien i det hele. Jeg beder hende lige finde tallene frem. Så kan hun ringe til dig. OK?”

Helene kunne kun se, at Lydia Hansens police blot var overført uændret til Egely Museum, så hun burde kunne se det her.
Jo, her var det. Intet var ændret ved overdragelsen. Forsikringssum: 200.000 ved brand eller tyveri og årlig præmiebetaling på 2.000. Helene syntes, at det lød helt forkert, men hun kunne ikke komme det nærmere.
Før hun kontaktede kriminalbetjenten, ville hun lige spørge Lydia.
”Dav, det er Helene fra Rygård. Forstyrrer jeg?” - ”fint, nu skal du høre”¦”
Lydia havde læst den mærkelige efterlysning med den ”klækkelige” dusør fra Star Alliance eller muligvis Moon Corporation, som åbenbart havde penge i klemme.
Hverken Lydia eller Helene læste italienske aviser. I så fald ville de have vidst, at maleriet nu var vurderet til en værdi på langt over hundrede millioner Euro.
”Tak for hjælpen, nu kan jeg med god samvittighed kontakte politiet og forklare dem sagens rette sammenhæng.”
”Hvordan går det ellers på Egely?”
”Joh, tak. Nu er nyhedens interesse nok i aftagende, men vi har da stadigvæk et pænt besøgstal på cirka halvtreds de fleste dage. Det er mere end rigeligt.”
”Men vi ses vel ved mødet om fjorten dage?”
”Det gør vi bestemt.”

Da Susan igen sad på sin pind, bad Helene hende om at ringe Henny op.
”Gud hvor spændende, hvad sker der?” røg det ud af Susan.
”Åh, det er bare et banalt forsikringsspørgsmål”, svarede Helene kort.

Henny fattede ikke et muk, da hun hørte Helene nævne disse tal som ikke kunne hænge sammen med værdien at ét og samme kunstværk, som nu skulle befinde sig i Italien.

Da Andersen havde kørt bilen ud, så han med ærgrelse på de nye oliedryp på gulvet. Der var ingen vej uden om, så han ringede og for at bestille tid hos mekanikeren.
”Det er den sidste toppakning jeg har i din størrelse”, svarede han, ”du kan bare komme med bilen med det samme, så finder vi nok ud af det. Skal vi give den en gang smøring samtidig?”
Han gik over til Helene og fortalte, at bilen ikke kunne være på plads før ved frokosttid. Han kunne godt have klaret det selv, men af og til skulle mekanikeren Ole Sild også have de lette opgaver. Der gik ikke mange minutter før mekanikeren kunne konstatere at der var en lille revne i selve topstykket; der var ingen utætheder ved pakningen.
”Så må du bare huske at efterfylde den lidt, når den har været ude at køre. Det varer nogle dage før jeg kan skaffe et originalt topstykke.”
Fandens, tænkte Andersen og spyttede skråen ud i smøregravens savsmuld.
”Nå, med du må hellere smøre hende, nu jeg er her. Du ringer, når du har det?”
Gud véd, hvorfor det pludseligt var revnet. Nu havde det holdt i 76 år og så pludselig kunne det ikke mere”¦
Han måtte hellere nævne det for direktøren allerede i dag. Han nåede lige at vinke til Maleren, som var på vej ned til museet. Clausen var heldigvis på kontoret.
”Bilen er gået i stykker”
”Det lyder ikke godt. Hvad er der galt?”
”Hun taber olie. Jeg troede, at det bare var toppakningen, men mekanikeren har fundet en lille revne i selve topstykket. Nu prøver han at skaffe et andet. Metaltræthed, kaldte han det. 76 år.”
”Nåh, tænk ikke på det. Jeg har længe tænkt på at skille mig af med den.”
Andersen blev chokeret. Umuligt. Man kunne da ikke bare sælge husets ældste og flotteste køretøj. Dybt nedbøjet forlod han kontoret. Bilen var hans stolthed og hjerteblod.

Fortvivlet kørte han bilen ned og bakkede den op på rampen. Han fulgtes med Maleren op gennem alléen.
”Hvad er der los? Du ligner en hængt kat. Er Kirstine syg”, spurgte han.
”Nej, det er værre. Direktøren truer med at sælge bilen”!
”Såh, hvorfor det?”
”Den står for at skulle repareres”.
”Nå, ja, du sagde jo selv forleden, at den havde kørt for Rygårds direktør i 76 år.”
”Netop. Det er skammeligt. Et nyt topstykke, så er hun så god som ny.”
”Du kan jo selv købe den af ham”.
”Umuligt. Tjenestefolk bør ikke køre for sig selv. Og vi har jo nok i folkevognen. Daimleren er et herskabskøretøj. Du synes, nok, at jeg er gammeldags. I så fald har du ret. Håbløst gammeldags. Hvis han sælger, har jeg kun Rollo og Kirstine.”  

Mariams breve Kap. 12


prefu2014-04-24 18:30:37

Hej
Er det med vilje at du har skrevet samme afsnit 2 gange? i en ellers spændende hist.
Venligst.
nhuth2014-04-24 19:46:20
Tak. Det var en dum fejl. (som jeg flere gange har begået) desværre.
Vh.Nhuth

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk